hvordan holder jeg op med at være så irriterende??

hej
Ja jeg er jo (som mange andre kan jeg se) en kvinde der er sneget sig ind på mændenes debatforum for at få synspunkter fra testeoron-siden.
Problemet er at jeg lige for tiden irriterer min kæreste med at være klistret, opmærksomhedskrævende osv. Jeg synes ikke han kysser mig så meget som han plejer osv, og jo mindre han gør det, jo mere klistret bliver jeg osv.
Vi har temmelig hårde tider hjemme hos os, da hans økonomi er total rådden. Han har ikke kunne styre sin økonomi, og jeg arbejder på højtryk for at redde huset fra tvangsauktion. Han har selv bedt mig om at styre økonomien da han har indset at han ikke evner det. Han er super god til at fortrænge det han ikke vil tænke på, og derfor bliver han irriteret når jeg engang imellem bliver nødt til at bede ham forholde sig til det, ved f.eks. selv at ringe til firmaer for at finde løsninger med regninger osv.
Jeg ved jo godt at det i virkeligheden ikke er mig han er sur på, og at han er stille fordi han lige har fundet ud af at han skylder 480.000 mere end han troede osv. Det er vildt frusterende at føle at jeg irriterer ham, men samtidig har jeg virkelig ekstra meget brug for at vide at han elsker mig og at han tror på at vi nok skal komme igennem det. Han virker så opgivende/ligeglad fordi han ikke selv kan se sig ud af situationen, og det gør mig ked af det at han bare siger "nå" når jeg ´fortæller ham at jeg har fået styr på noget af det.
Jeg vil så gerne gøre ham glad, men jeg ved ikke hvordan, og jeg tror heller ikke han selv ved hvad der kan gøre ham glad.
Han er aboslut ikke typen der snakker om følelser eller forholder sig til problemstillinger. Han vil gerne være glad og positiv, så alt han ikke synes om gemmer han bare væk inde i hovedet.

Og hvor smuk en tanke det er, så er det nonsens at du nu arbejder dig en pukkel til for at rette op på hans rod, hvorfor arbejder han ikke?
Uanset hvor børnefornærmet han bliver, er det hans ansvar at få ringet rundt til kreditorer osv, når du arbejder må han finde sig i at der bliver lagt en seddel med gøremål til dagen, hvis han ikke selv magter det. Spørgsmålet er nok mere, hvorfor finder du dig i at han surmuler når han selv har sejlet skuden i sænk?

Så er der altså endnu en kvinde på spil.
Jeg synes faktisk du skal foreslå din kæreste at søge noget samtale/rådgivning et sted. Måske hos en coach eller kortvarigt hos en psykolog.
Han gennemgår jo en krise, men det er en krise han selv har skabt og som han må tage ansvar for. Det er ikke fair at du både skal overtage hans økonomiske råd og samtidig finde dig i en mut og indelukket mand som ikke møder dine behov.
Han bliver nødt til at arbejde med sin realitetssans og se sine egne problemer i øjnene. Du kan ikke for resten af livet være hans personlige revisor, det må han altså selv lære at klare, både mentalt og praktisk. Han kan få hjælp til det mentale med samtaler og han kan få økonomisk rådgivning mange steder, som kan lære ham at få styr på tingene.
Men jeg synes også han skal forsøge at se i øjnene at han selv har skabt en krise som nu går udover dig. Selvfølgelig skal han ikke forsørge dig, men han skal tænke på at det både praktisk og mentalt kommer dig til skade at han opfører sig som han gør. Hans egne skeletter går udover jeres nærhed og det går udover dig. Det skal han få styr på.
Det lyder i det hele taget som om han flygter fra alt ansvar, både på det økonomiske og menneskelige område og det bliver han altså nødt til at lære at forholde sig til.
Med andre ord; tal med ham og gør ham klart at han må søge hjælp på flere fronter!

Det kunne da godt lyde som om, han har en depression...

Hej
I har ret i at han burde få noget prof hjælp, men det er svært at overbevise en mand om det når han ikke ligefrem er i kontakt med sine følelser og kan mærke at det gør ondt. Vi har faktisk talt om det før, men han er ikke meget for det, kommer med alle mulige undskyldninger. Han har siddet inde for 11år siden og har nogle ting i den forbindelse han heller aldrig har fået bearbejdet. Det er med det for øje at vi har haft snakket om det.
Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal gøre for at han selv skal indse at han har brug for at snakke med nogen. Jeg vil bare så gerne have rettet op på det inden det for alvor begynder at gå ud over vores forhold. Det er bare virkelig svært at snakke med ham om det, simpelthen fordi han ikke selv kan mærke/forklare hvordan han har det. Det er klart et job for de professionelle §:-)

Og spørge ham om han vil miste dig, for det er hvad der kommer til at ske. Mænd forstår oftest bedst fanden-på-væggen snak, de skal føle de har noget at kæmpe for, han skal fornemme at du praktisk talt er på vej ud af døren, jeres redning er at han får noget hjælp. Ikke for din skyld, ikke for hans skyld, men for jeres skyld. Gør ham til helten i jeres forhold - fordi han får hjælp.

Jeg har tænkt på det der med at sætte tingene på spidsen, men jeg ved også at han så synes at det bare kan være ligemeget så! Hans ekskæreste satte faktisk alt på spidsen (af andre årsager), skrev et brev og håbede han ville rette ind. Det gjorde han bare ikke. 😖
Jeg vil ikke true med at gå fra ham, medmindre jeg faktisk mener det. Hvis jeg siger at det er for os, så vil han jo tro at jeg allerede er på vej ud, og det er jeg jo ikke. Han har øvet sig længe på at gemme alt væk der gør ondt, så han er blevet utrolig god til det. Hvis tingene ikke lige passer ham kan det også være ligemeget.