Hvem er den slemme nu?

"Hvorfor?"
"Hvad var det hun havde og kunne tilbyde, som jeg ikke kunne?"
"Har du gjort det siden?"
"Hvor var din samvittighed?"
"Fik hun lov til at putte i dine arme?"
".........Elskede du hende?"

Jeg har det skidt...
Jeg vil så gerne glemme og være sød mod dig.
Jeg ved godt, at alle mine spørgsmål gør ondt på dig. Jeg ved godt, at det sidste du ønsker er, at jeg ripper op i de gamle "minder".
Åh skat...det gør også ondt på mig, at stille dig spørgsmålene. Det gør ondt, fordi jeg kan se de gør ondt på dig. - Og det gør ondt, fordi jeg selv tænker tilbage - og så græder jeg igen.
Jeg vil så gerne stole på dig. Jeg vil så gerne vide, at de ord der kommer ud af din mund, er sandheden.
Men du har løjet for mig så mange gange. Om stort og småt. Men det gør lige ondt hver gang, for hver gang har du kigget mig i øjnene - og løjet.
Man siger, at øjnene er sjælens spejl....
Jeg hører dig når du forsikrer mig om, at du ikke lyver længere. Og du har også ret i, at det er ved at være længe siden, at jeg afslørede dig i en løgn.
Men prøv at forstå mig. Du var jo god til at lyve. Hvor mange af løgnene forblev løgne?
Du startede lavinen - du fik så sandelig åbnet Pandora's Æske....
Ikke alt er din skyld. På trods af dine løgne og utroskab, så er du et godt menneske. Og jeg elsker dig så forbandet højt, at det gør ondt.
Og når jeg vil dig så meget, hvorfor ødelægger jeg så stemningen igen......og igen, med min neurotiske tankegang?
Jeg har det skidt.....
Du elsker mig og du sårede mig... Og nu sårer jeg dig. Jeg lader dig ikke glemme hvilken smerte du påførte mig. Og det på trods af, at jeg så udemærket godt ved hvor meget du angrer.
Jeg gør det ikke med vilje.......har jeg lyst til at sige til dig. Men vi ved jo begge, at det ikke passer.
Jeg ved ikke, om jeg ubevidst tester din tålmodighed og kærlighed? - Hvis jeg gør, så har du i hvertfald bestået - for længst.
Jeg må søge hjælp til dette. Søge hjælp, så jeg kan blive stærk i troen igen. Så jeg kan elske mig selv, lige så højt som jeg elsker dig.
For jeg er afhængig af din kærlighed. Jeg skal have dobbelt, fordi jeg ikke elsker mig selv....?
Og gør det mig lykkeligere? Nej....
Jeg ved, at jeg er værd at elske - det gør du mig klar over hver dag.
Det handler om at tro - tro på det du siger til mig.
Det fortjener du...........og det fortjener jeg.

Jeg elsker dig.

kaldes selverkendelse af første grad, det du skriver. Og hvor er det flot!
Flot, den måde du beskriver det. Flot, at du kan se sagen fra begges sider.
Hvad med at vise ham dit indlæg? Var jeg din mand, så ville jeg godt nok være stolt over, at min kone kunne forklare sig så flot, verbalt.
Vamrt knus til dig, du fortjener det det. Og husk: Det er menneskeligt at fejle og imponerende flot at erkende det.

at alle disse følelser ikke ville overmande dig, hvis han havde været dig tro.
Det ville da sikkert ikke skade, hvis du fik nogle timer hos en psykolog. Men hvor er manden henne i den sammenhæng?
Jeg ville mene, at I sammen(!), opsøgte en parterapeut. Det kan da ikke være rimeligt at du skal slås med dette alene og han så "bare er kommet over det"??
Det vil da til enhver en tid være lettere for ham at ligge det bag sig.
Lettere at være den svigtende, end den svigtede.