Hvad er Guds natur?
„Gud er en ånd, og de der tilbeder ham bør tilbede i ånd og sandhed,“ siger Bibelen. Denne udtalelse peger på en grundlæggende sandhed om Guds natur — han er en ånd. (Johannes 4:19-24) Ikke desto mindre beskrives han i Bibelen som en person. Hans navn er Jehova. — Salme 83:18.
Nogle bibellæsere finder det svært helt at forstå Guds natur. Når nu Gud er en immateriel, usynlig ånd, siger de, hvorfor er der da så mange passager i Bibelen der taler om ham som om han havde øjne, ører, næse, hjerte, arme, hænder, fingre og fødder? Andre drager måske den slutning at Gud har skikkelse som et menneske eftersom Bibelen siger at mennesket blev skabt i Guds billede. En nærmere undersøgelse af hvad Bibelen siger, kan fjerne en sådan forvirring. — 1 Mosebog 1:26.
Hvorfor tilskrives Gud menneskelige træk?
For at hjælpe mennesker til at forstå Guds natur blev bibelskribenterne undertiden inspireret til at benytte sig af udtryk der beskriver den Almægtige som om han havde menneskelige træk. Lærde kalder sådanne udtryk for antropomorfismer, en betegnelse for dét at opfatte eller fremstille noget ikkemenneskeligt i menneskelignende skikkelse eller at tillægge det menneskelige egenskaber. Antropomorfismer har de begrænsninger som menneskelige sprog har når de skal beskrive den sande Gud, Jehova. Hensigten var at beskrive de vigtigste aspekter af Guds natur på en måde vi mennesker kan forstå. Sådanne udtryk skal derfor ikke tages bogstaveligt, lige så lidt som det skal tages bogstaveligt når Bibelen omtaler Gud som „Klippen“, en „sol“ eller et „skjold“. — 5 Mosebog 32:4; Salme 84:11.
For at beskrive at mennesket i begrænset forstand har egenskaber som Jehova besidder i absolut forstand, siger Bibelen ligeledes at mennesket blev skabt i Guds billede. Det betyder naturligvis ikke at mennesker er åndeskabninger, eller at Gud har menneskeskikkelse.
Er Gud af hankøn eller af hunkøn?
Ligesom man ikke skal opfatte det bogstaveligt når Gud tilskrives menneskelige træk, skal man heller ikke opfatte det bogstaveligt når han omtales i hankøn. Inddelingen i han- og hunkøn findes kun blandt fysiske skabninger. Denne inddeling bliver også til en sproglig begrænsning når man vil give en fyldestgørende beskrivelse af den Almægtige Guds væsen.
Bibelens brug af betegnelsen „Fader“ hjælper os til at forstå at vores Skaber kan sammenlignes med en kærlig, beskyttende og omsorgsfuld jordisk far. (Mattæus 6:9) Det betyder ikke at vi skal betragte Gud eller de himmelske åndeskabninger som han- eller hunkønsvæsener. De er kønsløse. Bibelen fortæller interessant nok at de der kaldes til at være Kristi medarvinger i hans himmelske rige, ikke forventer at bibeholde deres køn når de herliggøres som Guds åndesønner. Apostelen Paulus mindede dem om at der „hverken [vil være] mand eller kvinde“ iblandt dem når de bliver herliggjort som Guds åndelige sønner. De bliver også symbolsk beskrevet som Lammets, Jesu Kristi, brud. Alt dette viser at man ikke skal tage det bogstaveligt når Gud — såvel som hans enestefødte søn, Jesus, og andre åndevæsener — tilskrives menneskelige træk. — Galaterne 3:26, 28; Åbenbaringen 21:9; 1 Johannes 3:1, 2.
Bibelskribenterne, som jo havde den rette forståelse af mandens rolle, brugte hankøn når de omtalte Gud. De forstod at en mand der fulgte Guds principper, ville være en passende genspejling af Jehovas kærlige og faderlige interesse for sine jordiske børn. — Malakias 3:17; Mattæus 5:45; Lukas 11:11-13.
Guds mest fremtrædende egenskab
Selvom den øverste Suveræn er en ånd, er han aldrig fjern eller umeddelsom, skjult i mystik. Hans åndelige natur udgør ikke en uoverstigelig hindring for de mennesker der oprigtigt ønsker at lære hans kærlighed, magt, visdom og retfærdighed at kende — egenskaber som kendetegner hans personlighed, og som ses klart i naturen. — Romerne 1:19-21.
Essensen af Guds natur kan dog rummes i hans mest fremtrædende egenskab, kærlighed. Hans kærlighed er så enestående at han betegnes som den personificerede kærlighed. (1 Johannes 4:8) Denne egenskab omfatter andre af de egenskaber der kendetegner hans natur, som for eksempel barmhjertighed, tilgivelse og langmodighed. (2 Mosebog 34:6; Salme 103:8-14; Esajas 55:7; Romerne 5:8) Jehova er så afgjort en kærlig Gud som indbyder os til at komme nær til ham. — Johannes 4:23.
Med venlig hilsen, ftg.
Nogle bibellæsere finder det svært helt at forstå Guds natur. Når nu Gud er en immateriel, usynlig ånd, siger de, hvorfor er der da så mange passager i Bibelen der taler om ham som om han havde øjne, ører, næse, hjerte, arme, hænder, fingre og fødder? Andre drager måske den slutning at Gud har skikkelse som et menneske eftersom Bibelen siger at mennesket blev skabt i Guds billede. En nærmere undersøgelse af hvad Bibelen siger, kan fjerne en sådan forvirring. — 1 Mosebog 1:26.
Hvorfor tilskrives Gud menneskelige træk?
For at hjælpe mennesker til at forstå Guds natur blev bibelskribenterne undertiden inspireret til at benytte sig af udtryk der beskriver den Almægtige som om han havde menneskelige træk. Lærde kalder sådanne udtryk for antropomorfismer, en betegnelse for dét at opfatte eller fremstille noget ikkemenneskeligt i menneskelignende skikkelse eller at tillægge det menneskelige egenskaber. Antropomorfismer har de begrænsninger som menneskelige sprog har når de skal beskrive den sande Gud, Jehova. Hensigten var at beskrive de vigtigste aspekter af Guds natur på en måde vi mennesker kan forstå. Sådanne udtryk skal derfor ikke tages bogstaveligt, lige så lidt som det skal tages bogstaveligt når Bibelen omtaler Gud som „Klippen“, en „sol“ eller et „skjold“. — 5 Mosebog 32:4; Salme 84:11.
For at beskrive at mennesket i begrænset forstand har egenskaber som Jehova besidder i absolut forstand, siger Bibelen ligeledes at mennesket blev skabt i Guds billede. Det betyder naturligvis ikke at mennesker er åndeskabninger, eller at Gud har menneskeskikkelse.
Er Gud af hankøn eller af hunkøn?
Ligesom man ikke skal opfatte det bogstaveligt når Gud tilskrives menneskelige træk, skal man heller ikke opfatte det bogstaveligt når han omtales i hankøn. Inddelingen i han- og hunkøn findes kun blandt fysiske skabninger. Denne inddeling bliver også til en sproglig begrænsning når man vil give en fyldestgørende beskrivelse af den Almægtige Guds væsen.
Bibelens brug af betegnelsen „Fader“ hjælper os til at forstå at vores Skaber kan sammenlignes med en kærlig, beskyttende og omsorgsfuld jordisk far. (Mattæus 6:9) Det betyder ikke at vi skal betragte Gud eller de himmelske åndeskabninger som han- eller hunkønsvæsener. De er kønsløse. Bibelen fortæller interessant nok at de der kaldes til at være Kristi medarvinger i hans himmelske rige, ikke forventer at bibeholde deres køn når de herliggøres som Guds åndesønner. Apostelen Paulus mindede dem om at der „hverken [vil være] mand eller kvinde“ iblandt dem når de bliver herliggjort som Guds åndelige sønner. De bliver også symbolsk beskrevet som Lammets, Jesu Kristi, brud. Alt dette viser at man ikke skal tage det bogstaveligt når Gud — såvel som hans enestefødte søn, Jesus, og andre åndevæsener — tilskrives menneskelige træk. — Galaterne 3:26, 28; Åbenbaringen 21:9; 1 Johannes 3:1, 2.
Bibelskribenterne, som jo havde den rette forståelse af mandens rolle, brugte hankøn når de omtalte Gud. De forstod at en mand der fulgte Guds principper, ville være en passende genspejling af Jehovas kærlige og faderlige interesse for sine jordiske børn. — Malakias 3:17; Mattæus 5:45; Lukas 11:11-13.
Guds mest fremtrædende egenskab
Selvom den øverste Suveræn er en ånd, er han aldrig fjern eller umeddelsom, skjult i mystik. Hans åndelige natur udgør ikke en uoverstigelig hindring for de mennesker der oprigtigt ønsker at lære hans kærlighed, magt, visdom og retfærdighed at kende — egenskaber som kendetegner hans personlighed, og som ses klart i naturen. — Romerne 1:19-21.
Essensen af Guds natur kan dog rummes i hans mest fremtrædende egenskab, kærlighed. Hans kærlighed er så enestående at han betegnes som den personificerede kærlighed. (1 Johannes 4:8) Denne egenskab omfatter andre af de egenskaber der kendetegner hans natur, som for eksempel barmhjertighed, tilgivelse og langmodighed. (2 Mosebog 34:6; Salme 103:8-14; Esajas 55:7; Romerne 5:8) Jehova er så afgjort en kærlig Gud som indbyder os til at komme nær til ham. — Johannes 4:23.
Med venlig hilsen, ftg.