Hold kæft hvor er jeg dum Part 2

Nu hvor I har været nogle dejlige mennesker til og kommenterer min dumhed af forrige kontekst, vil jeg gerne åbne op for den efterfølgende snebold lavine, der rammer ned over mig nu.
Jeg føler mig svigtet alene og forladt. Og det er super rædselslagen.
Jeg mærker hele situation går direkte i maven på mig. Jeg kan ikke finde ud af om det er 50-50% af, savnet af hende, at jeg aldrig mere ser hende. Det at hun fra nærmeste den ene dag, har lagt mig på is og ikke har/ville forstå, hvor ulykkelig og tragisk jeg er med hele postyret omkring hos. (har sendt hende den ene kærligheds erklæring efter den anden) Eller om det er min største frygt her i livet, at være efterladt og overladt til mig selv?
Jeg kan IKKE leve alene, da jeg er fra dysfunktionelle familie opvækst.
Jeg mærker en angst og en panik der breder sig hurtigere end olien fra den mexicanske undergrund strømmer ud med. En angst for mit helbred som vel mit psykiske velbefindende.
Mit mønster er det samme, gang på gang på gang!
Jeg har en svaghed ved og ikke række ud efter hjælp. Derfor kender jeg ikke til andet end, klar dig selv makker! Isolationen er løsningen. Og jeg kan ikke komme ud af det. Og nu æder det mig langsomt op.....!
Hjælp...!

Følge af mine email til hende skriver hun, det gører stort indtryk på hende og at hun også savner/tænker på mig. Kan man sige det, mener hun det, når man nu har fundet en anden mand eller er det bare flinkeskolen om igen?
Damn, hvor jeg savner hende.
Bare jeg kunne få hende ud af hovedet, så jeg kan få fred og komme videre...!

når, hun efter utal af emails af kærlighedserklæringer og forklaringer har skrevet hvor åndsvagt klodset jeg har været?
At jeg dengang sagde til hende (i kæmpe frustration over vores sexliv aldrig har funget), "det kommer aldrig til og fungerer mellem hende og jeg!" citat slut.
Jeg har ALDRIG i mit liv nogensinde skrevet og udtrykt min kærlighed så intenst som jeg har gjort overfor hende før!
Hun har dog trods alt reageret en smule i form af, mine ord rør hende og tiltider, til tåre og smil på læben af mine emails. Men hun har klart og tydeligt givet udtrykt for, hun gerne vil tænke over "det statement", jeg fremsendte til hende forleden.
jeg skrev; "Hvad ska der til for at vinde dit hjerte tilbage?"
Vi mødtes så igår (ca 4 dage efter statementet) og drak en kop kaffe. Senere tog vi på vinbar og fik et glas vin.
Men for mig virkede det som om, den samme gnist i hendes øjene ikke var der. Og det er på trods vi hyggede os fint sammen. jeg venter stadig på hendes svar, idet da jeg ringede og spurgte hende om hun vil med ud sagde, "at hvis jeg troede hun havde tænket færdigt eller jeg sku bli ked af det, vil hun ikke!"
Jeg føler hun ikke "værdsætter" eller "forstår" lidenskaben og passionen for kærligheden.. Men det hjælper mig ikke, da jeg kan mærke jeg har SÅ svært og gi slip på hende... stadig!
HJÆLP.............................................................!