hmm. er sku i tvivl...

Hvad gør man, når man selv lige har afsluttet et forhold, til en fyr og man så bliver i tvivl om det overhovedet er det rigtige?
Jeg gav ham mere eller mindre et ultimatum, som gik ud på, at hvis vi ikke kunne prøve at "leve" sammen, så var jeg ikke interesseret i at fortsætte forholdet, fordi det ikke førte til noget.
Hans undskyldning var, at han lige har sat hele hans lejlighed i stand, så han havde ikke lyst til at lade være med at være der... hmm.. det synes jeg er en mega latterlig undsyldning. Jeg ville til hver en tid pakke mine sydfrugter og flytte ned til ham, hvis der ellers var plads nok, til både os begge og mine unger...
Vi har været sammen i halvandet år, er det så ikke meget normalt at have de tanker i hovedet om jeg må spørge?
Som jeg sagde til ham, kunne han jo beholde sin lejlighed, og bare tage sine "dagligdagsting" med, for at se om vi kunne holde hinanden ud.. det havde vist heller ikke den vilde interesse.. men han var meget ked af det og ville ikke have at vi skulle gå fra hinande og jeg er slet ikke i tvivl om at han elsker mig. Og for et par mdr. siden da jeg begyndte at snakke om at jeg godt kunne tænke mig at se ham noget mere (vi ses max 4 gange om ugen måske) sagde han da også at han godt ville have at vi skulle bo sammen på et tidspunkt! er det mig der er dum og bare gør det forbi fordi jeg ikke får det som jeg vil have det, eller hva???

- føler du ikke selv, du har skudt dig selv i foden? Hvad skulle det ultimatum til for?
- Det er da sikkert "normalt" at have de tanker, men jeg har nu også altid givet et en ekstra tanke, da jeg også havde børn. Det gav i hvert fald mig en bremseklods i den retning.

Tværtimod -
Den slags ultimatummer er ikke at vise respekt overfor andre, og der skal altså to til at have lyst til tosomheden.
Hvad er det, som får nogle enlige mødre til at forlange at en mand med kyshånd skal tage mod "tilbuddet" om at bo sammen med hele den sammenbragte herlighed, for at bevise at han elsker kvinden ?
Hvorfor kan du ikke blot respekterer hans behov for tid til at få denne lyst til redebygning ?
Eller bare forsøge at accepterer at han måske ikke har lyst til også at være reservefar ?
Og jo jeg har skam selv været enlig mor engang inden jeg mødte min nuværende mand, så jeg ved godt hvad jeg snakker om -
Et forhold er bla gensidighed og var jeg blevet stillet et sådan ultimatum, var jeg sørme også smuttet og det i en fart, for jeg vil ikke leve sammen med en, som presser sine ønsker ned over hovedet på mig, og ej hellere vil jeg gøre det overfor ham -
En anden ting : ønsker du virkelig at han skal flytte ind til dig af frygt for at miste dig ?
Sikke et grundlag for familieidyllen -
Prøv at se det fra hans side også -
guller

For lyder ærlig talt til du har pappet dig... Du har børn skriver du, tror du ikke det er stor ting for en mand a hoppe ind og bo med dem også... Klart du har de tanker, meeeeeen altså tag dog lige en slapper. Miss Mig

Ja, jeg har også tænkt det som i har skrevet til mig.. Og det er sku nok bare mig, der er vant til at folk forlanger og ønsker dette fra mig også. og det har også skræmt mig flere gange og fået mig til at "skride". men jeg takker mange gange for jeres svar og vil tage mig en "SØD" snak med ham i aften...:-)

Fornuftigt... Giv os et referat af hvordan det gik.. Hej fra Miss Mig