Hjælp mig til at forstå...!!

Jeg er for 5 måneder siden blevet gift med mit livs kærlighed og troede at nu skulle vores livs rejse til at starte efter 7 års samliv...
Desværre er dette ikke tilfældet. Min mand har altid arbejdet meget, men siden vi er blevet gift har han lukket sig fuldstændig inde i en verden med sit arbejde. Han er der morgen, middag, aften, weekender og helligdage... Jeg føler stort set ikke jeg har set ham det sidste ½ år, hvilket selvfølgelig har været en stor sorg for mig og jeg har følt mig ignoreret og albsolut ikke en proritet i hans liv.
For to uger siden spurgte jeg ham, hvad der var galt og hvorfor han lukkede sig sådan inde i sin egen verden. Han forklarede at han havde meget dårlig samvittighed over at han opførte sig som han gjorde, men at han ikke magtede at lave om på sit liv og at han følte, det bedste ville, hvis en af os flyttede... (?!). Stor var min overraskelse over hans udmelding. Man kan da ikke vende så hurtigt, vi var jo lige blevet gift og havde haft den mest fantastiske dag og erklæret vores evige kærlighed overfor venner og familie. Han sagde at han ikke kunne sætte ord på alle hans følelser, men at han pt. følte sig død inden i og ikke følte at han havde noget at tilbyde mig. Han havde mest af alt lyst til at komme væk fra alle, sige sit job op og flytte på en øde ø og kigge ud på vandet resten af sine dage...
Da han forklarede, hvordan han havde det kunne jeg godt se at der var noget mere galt end bare en stresset periode på jobbet. Jeg bad ham om at søge noget proffesionel hjælp med det samme, inden han tog så forhastet en beslutning, som at flytte... Dette afviste han og sagde at det han havde brug for lige nu, var at være alene med sine tanker og finde ud af, hvorfor at han var så ulykkelig inden i, når han nu havde alle grunde til at være det modsatte.
Det skal lige siges at han det sidste halve år har haft meget svært ved at sove og ikke haft en eneste god nats søvn i hele denne periode, så han havde været hos sin læge og blev tjekket og fået besked på at han var i god fysisk form, men burde skære ned på kaffe, så skulle det nok blive bedre... Han stoppede helt med at drikke kaffe, men det hjalp ikke og en måneds tid efter det første lægebesøg tog han til lægen igen, der gav ham sovepiller til 10 dage for at "bryde en dårlig rytme" som hun kaldte det...
Nu står jeg i den situation at jeg har en mand, der siger at han ikke kan være noget for mig, så derfor har han det bedst med at flytte, hvilket han gjorde for 2 uger siden nu. Jeg føler han har alle tegn på at være deprimeret (vægttab, søvnbesvær, manglende livsglæde, dårlig samvittighed etc.), så jeg har taget kontakt til hans læge, som nu har henvist ham til en psykiater. I skrivende stund kan han først få en tid om 10 dage (hvilket jeg føler er en evighed...), men heldigvis kan han nu godt se at han har brug for proffessionel hjælp og vil opsøge psykitoren, så snart han får en tid.
Jeg står nu tilbage alene i vores hus og føler mig som et stort spørgsmålstegn... Hvad er der sket? Hvorfor er han flyttet? Bliver han nogensinde "god" igen...? Skal jeg tage kontakt til ham? Skal jeg lade ham være i fred...? Findes der en løsning på alt dette...??
De få gange jeg har hørt fra ham siden han flyttede har været undskyldinger om hvor ked af det han er over han ikke kan gøre mig glad... Det gør mig kun endnu mere ulykkelig. Jeg vil bare havde han skal være lykkelig og så ved jeg jo at vi kan være lykkelige sammen!
Hjælp mig til at forstå, hvordan jeg skal reagere overfor ham og hvad jeg kan gøre lige nu for at hjælpe ham...?
Jeg vil være meget lykkelig, hvis nogen med erfaring indenfor dette omårde, vil bruge nogle minutter på at hjælpe mig til at forstå...
Mange kærlige tanker
XX

så har han fundet en anden. Han er måske endda forelsket i en anden.. det kan give anledning til samtlige af de nævnte "deprissionstræk" du omtaler..... så mens du sidder og er fortvivlet og håber på en lykkelig gift fremtid, ligger han og dusker årsagen til "jeres problemer".. 😉

at forstå, hvad der får din mand til at handle , som han gør. Jeg har oplevet noget lignende , og forstår stadig ikke min mands handlinger dengang.
Nu har han været i terapi, der er gået et års tid. Han kom tilbage og vi arbejder på , at få vores forhold op at stå. Han kan ikke selv forklare hans handlinger, men giver tværtimod udtryk for at han ikke kunne tænke en eneste sammenhængende tanke, at han ikke kunne mærke sig selv og sine følelser. Nu siger han at han altid har haft følelser for mig, men at han bare ikke var i kontakt med sig selv og sine følelser. Han giver i dag udtryk for at være ked af at have såret mig og gør, synes jeg, hvad han kan for at vi kan komme på rette spor. Jeg har stadig svært ved at forstå det, der skete, men må forholde mig til det han nu siger og viser, at han vil mig og vores familie.
Hvad kan du så bruge dette til?
Jeg tror du skal prøve på at du skal slå koldt vand i blodet og forsøge at give ham tid til at finde sig selv. Han har det tydeligvis ikke godt og at afkræve ham handling og svar lige nu virker på mig formålsløst, da han jo ikke aner, hvad der er galt, hvad han ønsker. Det er frygtelig hårdt at stå i og du føler sikkert at hele din verden ramler, men betyder han noget for dig så afvent!

Arbejdet kan være et "godt" sted at gemme sig, hvis man ikke kan finde ud af sig selv. Så kan arbejdet være en god undskyldning/afledemanøvre.
Omvendt kan arbejdet jo også være anledning til stress og udkørthed.
Så hvad kom først .... hønen eller ægget.
Ikke nødvendigvis nemt at svare på, da det jo sikkert er en glidende proces.
Beskrivelsen lyder som begyndende stress. Hvis man ikke kan sove om natten, så er der noget GALT.
En psykiater mener jeg ikke nødvendigvis er løsningen. Snarere en psykolog eller en god coach. At det lige falder sammen med bryllup kan være et tilfælde; men det kan (som set før) også være et tegn på, at nu "er man sat".
At flytte og være alene med tankerne er en DÅRLIG idé. Men mænd skal nogle gange HELT ned at ligge før de fatter budskabet - er selv én af slagsen - men meget åben.

Jeg tror, at jeg har haft det noget lignende din mand, selvom jeg sandsynligvis er en del yngre. Symptomerne forekommer dog at være det samme uanset alder. Din mand har sandsynligvis en depression. Da jeg var færdig med gymnasiet for ca. to år siden, oplevede jeg de samme følelser som din mand. Det er svære følelser at forstå for mennesker, der ikke har oplevet det samme. Jeg havde en kæreste på daværende tidspunkt, og han forstod, lige som du, ikke, hvad der var galt med mig. Jeg havde det som om alt det, der havde gjort mig glad før i tiden ikke gjorde mig glad længere. Mit sind var et stort kaos af forvirring. Det var som at være omsluttet af mørke, uden håb om nogensinde at komme til at se lyset igen. Jeg isolerede mig også fra andre mennesker, fordi deres hverdag pludseligt forekom mig absurd og triviel. Hvordan kunne de gå op i ligegydige ting som parforhold, madlavning, arbejde osv. når jeg kæmpede med tanken om meningen med livet? En tanke der hele tiden fik mig til at stå mellem en angst for at leve - for hvad hvis livet fortsatte sådan her - og en angst for døden, for der ville jeg ophøre med at eksistere.
Jeg slog ligeledes op med min kæreste. Når du kæmper med dig selv har du ikke overskud til andre - lige meget hvor meget du holder af dem. At din mand går så meget op i at undskylde overfor dig, er hans måde at fortælle dig på at han stadig elsker dig. Din mand har et kaos af forvirrede tanker i sit sind, og derfor kan han ikke overskue at være noget for dig. Når du elsker en meget, og står i hans situation, kan man ikke undgå at plages af en gevaldig skyldfølelse. Det er den, han gerne vil væk fra, så han kan fokusere på sig selv (mange depremerede bliver yderligere depremerede af at se sig selv som egoistiske mennesker, der måske slet ikke fortjener at leve).
Din mand gør det rigtige ved at opsøge hjælp. Og du skal ikke fortvivle. Ud fra din fortælling er det ikke dig, der er noget galt med. Det er depressionen. Jeg er sammen med min kæreste igen idag, og jeg tvivler ikke mere. Jeg blev bare også nødt til at komme væk fra alt, for at kunne mærke mig selv. Jeg synes at du skal sige til din mand, at du støtter ham lige meget hvad, og så ellers høre hvordan han gerne vil have at I fortsætter. Det bedste for mig var at slå helt op, men vi var jo også meget yngre og ikke gift. Det er utrolig hårdt at være dig. Du står jo på "standby" hen i uvisheden. Det tog min kæreste meget lang tid at stole på mig igen efter denne tid, og stole på at jeg virkelig ville ham. Det kan være en ide for dig selv at opsøge noget professionel hjælp for hvordan du skal takle det.
Håber du kunne bruge det.

Nu har min mand så været til psykiater, og jeg har naturligvis været så spændt på at høre, hvordan det var gået...
Stor var min skuffelse, da jeg hørte fra ham og han fortalte om samtalen... Han havde fortalt om sin barndom, familie, arbejde mm. Han havde været der i 1½ time. Jeg spurgte om de havde talt om os, da han ikke selv nævnte det. Hans svar var at han havde fortalt hende at han var blevet gift for ½ år siden, men nævnte ikke for hende at han havde forladt mig... (?!)
Hvorfor fortæller han hende ikke det? Prøver han at snyde hende?
Hun havde ikke stillet en diagnose, men havde givet ham sovepiller og gav ham en ny tid om ti dage.
Så alt i alt, ingen forandring og ingen svar på noget som helst...
Til dem, der selv har prøvet at være hos psykiater:
(Hvor længe plejer en psykiater være om at stille en diagnose?)
(Kan en psykiator gennemskue én, hvis man holder noget tilbage...?)
Mange kærlige tanker
XX