Har der virkelig været en verdensomspændende vandflod?

Beretningen om vandfloden i Noas dage er kendt af mange. De fleste har nok lært den at kende da de var børn. Hvis man går på biblioteket for at finde oplysninger om Vandfloden, vil man opdage at der er skrevet langt flere børnebøger end voksenbøger om dette emne. Det kunne måske få nogle til blot at betragte vandflodsberetningen som en godnathistorie. Mange mener at historien om vandfloden i Noas dage, sammen med meget andet i Bibelen, kun er en legende eller i bedste fald en opdigtet historie med en morale.
Selv de der hævder at deres tro bygger på Bibelen, tvivler overraskende nok på at Vandfloden virkelig har fundet sted. Edward J. McLean, en katolsk præst, har engang udtalt at det ikke var meningen at beretningen om Noa skulle fortolkes som historie, men som „en allegori, en litterær udtryksform“.
Men er vandflodsberetningen i Bibelen blot en allegori som det aldrig har været meningen man skulle forstå bogstaveligt? Hvad har Bibelen selv at sige om sagen?
Lad os først se nærmere på Moses’ optegnelse i Første Mosebog. Den nævner specifikt hvilket år, hvilken måned og hvilken dag Vandfloden begyndte, hvornår arken strandede, og hvornår jorden blev fuldstændig tør. (1 Mosebog 7:11; 8:4, 13, 14) Selv om der ikke altid oplyses specifikke tidsangivelser i Første Mosebog, er de her nævnte tidsangivelser med til at understrege det faktum at Moses betragtede Vandfloden som noget der virkelig havde fundet sted. Lyder denne bibelske beretning ikke langt mere troværdig end de mange eventyr der altid begynder med: „Der var engang . . . “?
Arken er endnu et eksempel. Bibelen beskriver arken som et 133,5 meter langt fartøj der er bygget i forholdet 6 til 1 mellem længde og højde. (1 Mosebog 6:15) Til trods for at Noa ikke var skibsbygger af profession, og at alt dette foregik for mere end 4000 år siden, blev arken altså bygget i et målforhold der gjorde den velegnet til at rumme en stor last. Skibsbyggere i dag har fundet frem til at skibe der er bygget efter lignende forholdstal, er sødygtige og stabile på åbent hav. Bibelen oplyser ikke præcis hvor lang tid Noa var om at bygge arken, men opførelsen af den har ifølge beretningen i Første Mosebog måske taget 50 til 60 år. (1 Mosebog 5:32; 7:6) Disse faktorer står i skarp kontrast til det velkendte babyloniske epos om Gilgamesj. Dette epos beskriver et stort usmidigt fartøj der med sin form som en kubus målte 60 meter på hver side. Dette skib blev bygget på kun syv dage. Bibelens vandflodsberetning lyder langt mere troværdig end denne babyloniske legende.
Ud over beretningen i Første Mosebog henviser de inspirerede skrifter ti gange til Noa eller den jordomspændende vandflod. Vidner disse henvisninger om at de øvrige bibelskribenter betragtede Vandfloden som en sand historie eller som en legende?
Noa nævnes i Bibelen i to slægtsregistre over Israels nation, hvoraf det sidste fører frem til Jesus Kristus. (1 Krønikebog 1:4; Lukas 3:36) Ezra og Lukas, der udarbejdede disse slægtsregistre, var begge dygtige historikere, og de må have været overbeviste om at Noa var en virkelig person.
Andre steder i Bibelen er Noa opført side om side med historiske personer, og han omtales som en retfærdig mand der udviste tro. (Ezekiel 14:14, 20; Hebræerne 11:7) Ville der være nogen mening i at bibelskribenterne fremhævede en sagnfigur som et efterlignelsesværdigt eksempel? Nej, det ville blot få bibellæsere til at drage den slutning at det ikke er menneskeligt muligt at eje tro, og at troen kun er noget der er forbeholdt sagnfigurer. Noa og andre mænd og kvinder der udviste tro, er nævnt som eksempler fordi de var virkelige personer med de samme skrøbeligheder og svagheder som os. — Hebræerne 12:1; jævnfør Jakob 5:17.
I de øvrige henvisninger i Bibelen nævnes Noa og Vandfloden i sammenhæng med den ødelæggelse Gud bragte over den troløse generation Noa var omgivet af. Tag for eksempel Jesu ord i Lukas 17:26, 27 hvor han henviste til Vandfloden: „Og som det gik i Noas dage, sådan vil det også være i Menneskesønnens dage: de spiste, de drak, mænd giftede sig, kvinder bortgiftedes, indtil den dag da Noa gik ind i arken, og vandfloden kom og gjorde det af med dem alle.“
Eftersom Jesus havde haft en førmenneskelig tilværelse i himmelen, havde han selv været øjenvidne til Vandfloden. (Johannes 8:58) Hvis vandflodsberetningen blot var en myte, ville Jesus her enten antyde at hans fremtidige nærværelse var fri fantasi, eller også talte han ikke sandt. Ingen af disse slutninger stemmer overens med resten af Bibelen. (1 Peter 2:22; 2 Peter 3:3-7) Jesus havde selv iagttaget hvad der var sket, og derfor vidste han at Bibelens beretning om en jordomspændende vandflod var autentisk. Dette er for os kristne nok det mest afgørende vidnesbyrd om at Vandfloden virkelig har fundet sted.

Ja, det er et interessant spørgsmål du stiller der. Hvor kom alt vandet fra? Forskerne har jo fremsat mange teorier på grund af de vidnesbyrd om en stor altødelæggende oversvømmelse man finder rundt omkring på jorden, og nu nævner du selv eksemplet med Sortehavet.
Bibelen viser imidlertid at det ikke blot var en lokal oversvømmelse der fandt sted. Det græske ord der bruges i Bibelen om Vandfloden, er kataklysmos´, der betegner en oversvømmelse. (Lu 17:27, fdn.) Lokale oversvømmelser opstår og forsvinder i løbet af nogle dage; men Vandfloden varede over et år, hvoraf størstedelen var den tid det tog vandet at synke. Det ville også være højst ulogisk at mene at Noa behøvede at bruge måske 50-60 år på at bygge et fartøj med et bruttorumfang på hen ved 40.000 m3 for at han og hans familie og nogle få dyr kunne overleve blot en lokal oversvømmelse. Hvis det kun var et forholdsvis lille område der var berørt af oversvømmelsen, ville det næppe have været nødvendigt at bringe eksemplarer af „hver levende skabning af al slags kød“ ind i arken „for at bevare afkom i live på hele jordens flade“. (1Mo 6:19; 7:3) Det må derfor have været en global oversvømmelse hvis lige aldrig har været, hverken før eller siden. „Vandene tog så meget overhånd på jorden at alle de høje bjerge der var under hele himmelen efterhånden blev dækket. Indtil femten alen [ca. 6,5 m] over dem tog vandene overhånd, så bjergene blev dækket.“ (1Mo 7:19, 20) „Alt køds endeligt står mig klart,“ sagde Jehova. „Jeg vil feje alt eksisterende som jeg har frembragt, bort fra jordens flade.“ Og det gjorde han. „Alt hvad der havde livets krafts ånde i sine næsebor, nemlig alt hvad der var på den tørre grund, døde. . . . kun Noa og de der var med ham i arken, blev tilbage.“ — 1Mo 6:13; 7:4, 22, 23.
Dette er hvad Bibelen fortæller os, og nu er det så du spø'r: "Hvor kom alt vandet fra?"
Det er et godt spørgsmål, for det siges at hvis al vanddampen i atmosfæren pludselig fortættedes og faldt ned som regn, ville den gennemsnitlige nedbørsmængde over hele jorden højst blive nogle få centimeter. Hvor kom vandet til den vældige vandflod på Noas tid da fra? Ifølge beretningen i Første Mosebog sagde Gud til Noa: „Jeg bringer vandfloden [el.: „himmeloceanet“; hebr.: hammabbul´] med dens vande over jorden.“ (1Mo 6:17, fdn.) I det næste kapitel beskrives hvad der skete: „På denne dag sprængtes alle det vidtstrakte dybs kilder og himmelens sluser åbnedes.“ (1Mo 7:11) Vandfloden var så overvældende at „alle de høje bjerge der var under hele himmelen efterhånden blev dækket“. — 1Mo 7:19.
Hvor kom dette ’himmelocean’ fra? Skabelsesberetningen fortæller at Jehova på den anden skabelsesdag frembragte et udstrakt rum omkring jorden, og at dette udstrakte rum (der blev kaldt „Himmel“) dannede et skel mellem vandene under det, det vil sige havene, og vandene over det. (1Mo 1:6-8) De vande der blev udspændt oven over det udstrakte rum, blev åbenbart hængende dér fra den anden skabelsesdag indtil Vandfloden. Det var dét apostelen Peter talte om da han sagde at „der fra gammel tid var himle til samt en jord der var fremstået kompakt af vand og midt i vand ved Guds ord“. Det var disse vande der ved Guds ord blev bragt i anvendelse, og ved dem „led den daværende verden undergang da den blev oversvømmet af vand“. (2Pe 3:5, 6) Der er givet forskellige forklaringer på hvordan vandet blev holdt oppe indtil Vandfloden, og hvad der bevirkede at det faldt ned. Men disse forklaringer er kun spekulative. Bibelen siger slet og ret at Gud frembragte det udstrakte rum med vandet over det, og at han forårsagede Vandfloden. Det kunne han nemt gøre eftersom han er almægtig.
Men hvor er vandet så nu, hvis det virkelig, som beretningen siger, dækkede „alle de høje bjerge“? Det er uden tvivl stadig her på jorden. Man mener at havene engang var mindre og landmasserne større end de er i dag, blandt andet fordi man har opdaget flodlejer som fortsætter langt ud på havbunden. Der er også vidnesbyrd om at mange af bjergene før i tiden var meget lavere end de er nu, og at nogle bjerge endog er blevet presset op fra havbunden. Om den nuværende fordeling af land og hav oplyste National Geographic for januar 1945: „Der er ti gange så meget vand i havene som der er land over havoverfladen. Hvis man jævner alle landmasserne ud, vil vandet dække hele jorden i en højde af 2,4 kilometer.“ (S. 105) Før bjergmasserne blev presset i vejret og havbunden sank, og før der dannedes iskapper ved polerne, kunne Vandflodens vand altså udmærket dække „alle de høje bjerge“, sådan som den inspirerede beretning siger. — 1Mo 7:19.

Andre mulige vidnesbyrd om drastiske forandringer er de rester af mammutter og næsehorn man har fundet forskellige steder på jorden. Nogle af dem er fundet i jorden i Sibirien, andre har været nedfrosset i Sibiriens og Alaskas is. Nogle er ligefrem blevet fundet med ufordøjet føde i maven eller utyggede planter mellem tænderne, hvilket viser at de døde ganske pludseligt. Ud fra den mængde stødtænder der er kommet i handelen, har man anslået at der er tale om titusinder af sådanne mammutter. Fossile rester af mange andre dyr, såsom løver, tigre, bjørne og elsdyr, er fundet i samme klippelag, hvilket tyder på at de alle er gået til grunde samtidig. Nogle har anført sådanne fund som et afgørende og håndgribeligt bevis på at der er sket en brat klimaforandring og en pludselig ødelæggelse forårsaget af en global oversvømmelse. Andre mener dog at disse dyrs død ikke nødvendigvis forudsætter en jordomspændende katastrofe. Beviset for at Vandfloden har fundet sted, afhænger imidlertid ikke af sådanne fossiler og frosne dyrerester. For kristne er det vigtigste, at Jesus, med sine ord står inde for, at vandfloden har fundet sted.

At hvis man jævnede jordoverfladen ud ville den dækkes af et par kilometer vand.
Tak for en spændende beretning, men i bund og grund må det jo være op til hver enkelt at afgøre om man tror på det ene eller det andet.
Mvh T-rex

om at det kunne være mærkeligt meterologisk fænomen hvor ekstremt koldt luft pludseligt er sunket ned igennem atmosfæren og har lynfrosset de stakkels mamutter.
Men mig bekendt ved ingen rigtigt hvad der er sket.
Mvh. T-rex