Han har fuldstændig ødelagt mig
Min ekskæreste droppede mig for snart 3 uger siden, og jeg bebrejder mig selv noget så frygteligt. Dette er på trods af, at vi dårligt nok var sammen i 2 måneder.
Sagen er den, at jeg var fuldstændig skudt i min ekskæreste - Selv mange måneder før vi fandt sammen. Han var bare så sød og charmerende, og han skrev ofte til mig. Derudover var han god til at spørge, om vi skulle ses...
- Men I det øjeblik vi blev kærester officielt, så gik det hele bare ned ad bakke. Han skrev sjældent, og når vi endelig skrev sammen, så virkede han ofte nedern og sur. Selvfølgelig var han da sød engang imellem, men han tog ikke længere initiativ til at være sammen. Selv hvis jeg tog initiativ til at ses, så virkede han ikke synderligt begejstret. Han holdt simpelthen op med at tage initiativ til noget som helst og virkede en smule ligeglad med mig. Når jeg endelig fik lavet en aftale med ham, så ændrede han i den eller aflyste.
- Jeg kunne slet ikke forstå denne forandring og blev selvfølgelig tilbageholden over for ham. Det brokkede han sig over, hvorefter han gjorde det forbi med den begrundelse, at det ikke blev, som han havde forventet… Dertil tilføjede han, at det var et problem for ham, at jeg først var mere åben, når jeg havde fået noget at drikke.
Jeg kan bare ikke lade være med at tænke, at det er da klart, jeg blev tilbageholden, når han ikke selv gad gøre en indsats. Men måske var han ikke klar over, at han havde ændret sig? Jeg var bare aldrig sikker på, om han faktisk var vild med mig. Det gjorde det rigtig svært for mig at åbne mig over for ham, men jeg forsøgte alligevel. Så det kom bare som et kæmpe slag i hovedet, da han gjorde det forbi, for jeg var jo stadig rigtig vild med ham.
Er det virkelig mig, der har begået en fejltagelse? Skulle jeg have accepteret hans ændring i adfærd? For sådan føler jeg det lige nu. Min selvtillid er ødelagt – og jeg har virkelig opgivet håbet om kærlighed.
Sagen er den, at jeg var fuldstændig skudt i min ekskæreste - Selv mange måneder før vi fandt sammen. Han var bare så sød og charmerende, og han skrev ofte til mig. Derudover var han god til at spørge, om vi skulle ses...
- Men I det øjeblik vi blev kærester officielt, så gik det hele bare ned ad bakke. Han skrev sjældent, og når vi endelig skrev sammen, så virkede han ofte nedern og sur. Selvfølgelig var han da sød engang imellem, men han tog ikke længere initiativ til at være sammen. Selv hvis jeg tog initiativ til at ses, så virkede han ikke synderligt begejstret. Han holdt simpelthen op med at tage initiativ til noget som helst og virkede en smule ligeglad med mig. Når jeg endelig fik lavet en aftale med ham, så ændrede han i den eller aflyste.
- Jeg kunne slet ikke forstå denne forandring og blev selvfølgelig tilbageholden over for ham. Det brokkede han sig over, hvorefter han gjorde det forbi med den begrundelse, at det ikke blev, som han havde forventet… Dertil tilføjede han, at det var et problem for ham, at jeg først var mere åben, når jeg havde fået noget at drikke.
Jeg kan bare ikke lade være med at tænke, at det er da klart, jeg blev tilbageholden, når han ikke selv gad gøre en indsats. Men måske var han ikke klar over, at han havde ændret sig? Jeg var bare aldrig sikker på, om han faktisk var vild med mig. Det gjorde det rigtig svært for mig at åbne mig over for ham, men jeg forsøgte alligevel. Så det kom bare som et kæmpe slag i hovedet, da han gjorde det forbi, for jeg var jo stadig rigtig vild med ham.
Er det virkelig mig, der har begået en fejltagelse? Skulle jeg have accepteret hans ændring i adfærd? For sådan føler jeg det lige nu. Min selvtillid er ødelagt – og jeg har virkelig opgivet håbet om kærlighed.