Gør alt forkert

åbentbart så gør jeg pludeslig alt forkert i min kærestes øjne.
Pludslig er han begyndt meget med at jeg har ikke ret til at sige noget fordi han er 40 og jeg er kun 28, smider mig konstant ud og siger hele tiden jeg ikke står på kontrakten og jeg skal gøre hvad han siger osv.
Han raser over at jeg samligner min kat med hans datter, men katten er et barn for mig det kan han slet ikke sætte sig ind i. Men til hverdag er han glad nok for den.
Desværre må jeg nok sige at der er sket lige nøgagtig det jeg havde håbet vi var voksne og forelskede nok til ikke kunne ske.
Jeg har set et mønster i det, det sker hver gang han har fået en øl eller han har en dårlig dag og kan slet ikke falde ned igen.
Nu er jeg efterhånden så træt af det og overvejer seriøs at gøre det fordi men på den anden side ønsker jeg vi finder ud af det.
Jeg ved bare ikke om det er "øllen" der snakker eller ham der snakker for til hverdag når han ikke har drukket og haft en dårlig dag er han sød og siger jeg skal ikke høre hvad han siger når han har drukket for han mener det ikke osv, har givet ham masser af advarseler.
Jeg føler efterhånden at det hans "sande" jeg der snakker når øllen har sit tag i ham. Men ved det ikke med sikkerhed.
Han mener jeg ikke har ret til at sige han ikke må drikke en øl, (når han har drukket) men, når vi så snakker om det næste dag forstår han hvorfor jeg siger det osv men han falder i hver gang.
Han drikker mindre nu end han gjorde da vi mødes men ville ønske han helt ville stoppe.
Nogen der har bud på hvordan jeg takler det her?
Vi er først lige flyttet sammen for snart 3 mdr siden.
Han ved jeg bliver skide ked af det hver gang og hver gang kommer han også og undskylder hver gang dagen efter men synes bare ikke helt det er holdbart.
Jeg ønsker ikke at høre i synes jeg skal flytte fra ham har selv de tanker sådan en aften og det kommer af sig selv hvis det ikke høre op.
Men håber på råd og ideer til hvordan jeg kan talke det.
Tak

Hey,
Jeg kan godt se det er noget rod, men føler du selv det kan takles❓Spørgsmålet er vel om det nogensinde bliver bedre hvis der ikke sker nogle drastiske ændringer...Jeg er normalt meget imod ultimatummer, men på et tidspunk må man vel sige det er øllen eller mig..siden han nu ikke kan finde ud af at opføre sig nogenlund anstændigt.
Det er ikke sikkert man behøver gennemføre det ultimatum, men han ska forstå man mener det ret så seriøst.
Nu kender jeg jo så heller ik alle detaljer, men det kunne vel også være en ide med parterapi for at få renset luften...
Jeg synes det er svært at takle og det er jo så nok også her de fleste siger stop..men ja kærlighed gør blind. Kan kun håbe for dig at du får synet igen snarest sådu ikke trækker forholdet i langdrag..
Good luck og godnat

men drop ham. Jeg ved det ikke er det du vil høre, men senere vil du ønske du gjorde det, hvis du fortsætter. Den type han er, er den slags selvglade tåber, der tror andre ånder og lever for ham. Han viser det ikke så meget når han er ædru, men som du skriver når han har dukket. Du er kun nået til begyndelsen, sandsynligvis begynder han senere at tæve dig, for så når han bliver ædru, at komme og ynke sig og beklage, at han vidste ikke helt hvad der gik galt, men han vil aldrig gøre det mere (i hvert fald ikke inden næste gang).
Jeg kender en, det startede for hende,som du beskriver, det blev grovere og grovere. Til sidst kunne hun snart ikke tænke en selvstændig tanke, altid er hun nødt til, at tage hensyn til om han nu lige tilfældigvis er ædru. Hvis man laver en aftale med hende, bliver den oftest lavet om, når han får kendskab til den. Næsten hele sin omgangskreds har hun mistet, dem kan han heller ikke tåle. Slet og ret er hun blevet grundigt forkuet og undskylder for alt, lige fra de venner og veninder hun engang havde til den gaffel, der uheldigvis ikke lå lige der, hvor han forventede. Selvom hun undskylder og undskylder, de mest utrolige ting, er han ubehagelig og grov overfor hende og slår hende ofte. Hvis man vil prøve at hjælpe hende, undskylder hun ham også og siger at vi må ikke dømme ham så hårdt, for hun var jo selv skyld i tævene de blå øjne og alle de blå mærker.
Så mit bedste råd må være: " kom ud af det mens du har en chance". Du er kun 28 år, du skulle gerne have et langt og dejligt liv foran dig, og ikke mange års helvede. Nu er det katten det er galt med, tro mig det er kun begyndelsen, en dårlig undskyldning for at hakke på dig, tør du tænke tanken til ende? hvad bliver det næste? 3 mdr. hvordan ser det ud om 3 år?
Man siger det er svært at gøre det forbi, men senere er det håbløst, fro så tør du ikke, selvom det er dit største ønske.
Gør dig selv den tjeneste, stop! Du skal videre med dit liv, du skal ikke når du er 40 år, fremstå som et misbrugt, trist, udslidt, gråt og forkuet menneske, der er gået glip af det bedste af sit liv. Det er livet alt for kostbart til. Husk det genudsendes ikke.
Held og lykke herfra.

Sådan takler man at leve med et menneske med et misbrugsproblem:
Man lærer at forudse, hvornår han har fået for meget. Så sørger man for der ikke er gæster,når han kommer hjem, for det er så pinligt.
Man sørger for at alt i huset er 100% i orden, velvidende at han nok skal finde noget. Hvis ikke andet er galt, så er valget af middagsmad ikke noget han gider æde.
Man lyver for at dække over ham for omgivelserne, for han er så sød når han fortryder.
Man knokler som en hest, for hans forbrug beslaster økonomien.
Man køber ikke noget til sig selv, for det er der ikke råd til.
Man køber ikke noget til hjemmet, for det er der ikke råd til - og desuden er det også bare kasteskyts på en regnfuld dag.
Man trækker sig fra veninderne, for de forstår alligevel ikke noget.
Man trækker sig fra familien for de er nogle fordømmende røvhuller - i bedste fald
Og mens ens egne drømme, selvtillid og selvværd glider i kloaken sidder man og ser en mand i langsom opløsning. Det tager en 10-15 år, vil jeg vurdere med den alder han har nu. Så planlæg hvad du vil med dit liv i 40´erne. Så har du noget at se frem til, og så skulle da nok kunne holde til det her liv.

... ta' din kat og skrid....