GUDS NAVN og bibeloversætterne
TIDLIGT i det andet århundrede, efter at de sidste af apostlene var døde, begyndte det frafald fra den kristne tro som Jesus og hans disciple havde forudsagt, for alvor at gribe om sig. Hedenske lærdomme og filosofiske anskuelser vandt indpas i menigheden, der opstod sekter og splittelser, og den rene, uforfalskede lære blev besmittet. Og man holdt op med at bruge Guds navn.
Da den frafaldne kristendom bredte sig, blev det nødvendigt at oversætte Bibelen fra hebraisk og græsk til andre sprog. Hvordan gengav oversætterne Guds navn? Som regel anvendte de ordet for „Herren“. En oversættelse der kom til at få stor indflydelse var Vulgata, der blev udarbejdet på den tids almindelige latin af Hieronymus. Han gengav tetragrammet (JHVH) med Dominus, „Herren“.
Efterhånden opstod der i Europa nye sprog som fransk, engelsk og spansk. Den katolske kirke modsatte sig imidlertid at Bibelen blev oversat til disse nye sprog. Så mens jøderne brugte Bibelen på det oprindelige hebraiske sprog men nægtede at udtale Guds navn når de så det, hørte de fleste „kristne“ Bibelen blive oplæst i en latinsk oversættelse der ikke brugte navnet.
Med tiden blev Guds navn atter taget i brug. I 1278 blev det gengivet på latin i værket Pugio fidei (Troens daggert) af den spanske munk Raymundus Martini. Han benyttede stavemåden Yohoua. Kort efter, i 1303, fuldførte Porchetus de Salvaticis et værk med titlen Victoria Porcheti adversus impios Hebræos (Porchetus’ sejr over de ugudelige hebræere), hvori Guds navn også nævnes, stavet som Iohouah, Iohoua og Ihouah. Og i 1518 udgav Petrus Galatinus et værk med titlen De arcanis catholicæ veritatis (Om den almindelige sandheds hemmeligheder), hvori han brugte Guds navn i formen Iehoua.
Navnet blev første gang anvendt i en engelsk bibel i 1530, da William Tyndale udgav en oversættelse af Bibelens første fem bøger. Deri brugte han Guds navn en enkelt gang, stavet Iehouah, i Anden Mosebog 6:3. I en marginalnote i denne udgave skrev han: „Iehovah er Guds navn . . . Og hver gang man ser HERREN med store bogstaver (undtagen hvis der er tale om en trykfejl) er det på hebraisk Iehovah.“ Dette gav stødet til den praksis at bruge Jehovas navn i nogle få vers og skrive „HERREN“ eller „GUD“ de fleste andre steder hvor tetragrammet forekommer i den hebraiske tekst.
I 1611 udkom den oversættelse der siden er blevet den mest anvendte engelske oversættelse, Authorized Version. Heri forekom navnet fire gange i selve teksten. (2 Mosebog 6:3; Salme 83:18; Esajas 12:2; 26:4) „Jah“, en poetisk forkortelse af navnet, forekom i Salme 68:4. Desuden forekom navnet skrevet helt ud i stednavne som „Jehova-Jireh“. (1 Mosebog 22:14; 2 Mosebog 17:15; Dommerne 6:24) Efter Tyndales eksempel havde oversætterne imidlertid de fleste steder erstattet Guds navn med titlerne „HERREN“ eller „GUD“. Men hvis Guds navn kunne blive stående i fire vers, hvorfor kunne det så ikke blive stående i alle de andre tusinder af vers hvori det findes i den hebraiske grundtekst?
Noget lignende skete med den tyske Bibel. I 1534 udgav Martin Luther sin oversættelse af hele Bibelen, foretaget fra originalsprogene. Af en eller anden grund anvendte han ikke Guds navn men erstattede det med forskellige titler, som for eksempel HERREN. Han kendte imidlertid Guds navn, for i en prædiken over Jeremias 23:1-8, som han holdt i 1526, sagde han: „Dette navn Jehova, Herren, tilhører udelukkende den sande Gud.“
I 1543 skrev Luther med typisk ligefremhed: „Når de [jøderne] nu påstår at navnet Jehova ikke kan udtales, ved de ikke hvad de snakker om . . . Hvis det kan skrives med pen og blæk, hvorfor skulle det så ikke kunne udtales, hvilket er langt bedre end at blive skrevet med pen og blæk? Hvorfor siger de ikke også at det ikke kan skrives, ikke kan læses eller ikke kan tænkes? Alt taget i betragtning er der noget fordægtigt ved det.“ Men Luther havde ikke rådet bod på dette i sin oversættelse af Bibelen.
Danmarks første fuldstændige Bibel, Christian III’s Bibel fra 1550, var stærkt præget af Lutherbibelen og indeholdt ikke Guds navn. I 1607 udkom en ny dansk oversættelse, udarbejdet af biskop Hans Poulsen Resen, og den indeholdt navnet i en fodnote til Første Mosebog 2:4. I Christian IV’s Bibel fra 1647 forekommer navnet i fodnoter til Første Mosebog 2:4 og Anden Mosebog 3:14 og 6:3.
I de følgende århundreder delte bibeloversætterne sig i to retninger. Nogle undgik helt at bruge Guds navn, mens andre brugte det hyppigt i De hebraiske Skrifter, enten i formen Jehova eller i formen Jahve. Lad os betragte to oversættelser der har undgået navnet og se hvorfor de har gjort det.
Da J. M. Powis Smith og Edgar J. Goodspeed udgav en engelsk oversættelse af Bibelen i 1935, fandt læserne at Guds navn så godt som alle steder var blevet erstattet med titlerne HERREN og GUD. Grunden til dette blev forklaret i forordet: „I denne oversættelse har vi fulgt den ortodokse jødiske tradition og indsat ’Herren’ for navnet ’Jahve’, og udtrykket ’Herren Gud’ for udtrykket ’Herren Jahve’. I alle tilfælde hvor ’Herren’ eller ’Gud’ står for det oprindelige ’Jahve’, er der anvendt kapitæler.“
Stik imod den jødiske tradition, ifølge hvilken man læste JHVH men udtalte det „Herren“, siger forordet derpå: „Enhver som ønsker at bevare grundtekstens farve og stemning skal altså blot læse ’Jahve’ hver gang han ser der står HERREN eller GUD“!
Når man læser dette, spørger man uvilkårligt: Hvis man ved at læse „Jahve“ i stedet for „HERREN“ bevarer „grundtekstens farve og stemning“, hvorfor har oversætterne da ikke benyttet „Jahve“ i deres oversættelse? Hvorfor har de, som de selv siger, indsat ordet „HERREN“ for Guds navn og dermed afsvækket grundtekstens farve og stemning?
Oversætterne siger at de har fulgt den ortodokse jødiske tradition. Men gør en kristen klogt i det? Husk at det var farisæerne, den ortodokse jødiske traditions vogtere, der forkastede Jesus og fik følgende prædikat af ham: „I [har] gjort Guds ord ugyldigt på grund af jeres tradition.“ (Mattæus 15:6) Når man erstatter Guds navn med titler, udvander man hans ord.
I 1951 udkom Revised Standard Version af De hebraiske Skrifter, og i denne bibel var Guds navn også blevet erstattet med andre ord. Dette var særlig bemærkelsesværdigt fordi den oprindelige American Standard Version, som denne nye bibeludgave var en revision af, havde brugt navnet Jehova alle de steder det forekommer i De hebraiske Skrifter. Udeladelsen af navnet var altså et enestående tilbageskridt. Hvorfor havde man gjort det?
I forordet til Revised Standard Version står der: „Af to grunde er komiteen vendt tilbage til King James-oversættelsens mere velkendte praksis [som går ud på at udelade Guds navn]: (1) Ordet ’Jehova’ repræsenterer ikke nøjagtigt nogen form af navnet som blev brugt på hebraisk. (2) Brugen af ethvert egennavn for den eneste Gud, som var der andre guder han måtte skelnes fra, ophørte i jødedommen før den kristne tidsalder og er aldeles upassende for den kristne kirkes almindelige tro.“
Er disse argumenter holdbare? Som vi allerede har set, repræsenterer navnet Jesus, som vi bruger i dag, heller ikke nøjagtigt den oprindelige form af navnet på Guds søn som disciplene brugte i det første århundrede. Men det fik ikke revisionskomiteen til at undlade at bruge dette navn og erstatte det med en titel som „Mellemmand“ eller „Kristus“. Disse titler anvendes rigtignok, men ved siden af navnet Jesus, ikke i stedet for.
Med hensyn til det andet argument, at der ikke er andre guder som den sande Gud må skelnes fra, så er det ganske enkelt ikke sandt. Menneskeheden dyrker millioner af guder. Apostelen Paulus sagde: „Der er mange ’guder’.“ (1 Korinther 8:5; Filipperne 3:19) Som Paulus videre siger, er der imidlertid kun én sand Gud. Ved at bruge den sande Guds navn opnår man altså at holde ham adskilt fra alle de falske guder. Kan det i øvrigt være „aldeles upassende“ at bruge Guds navn, når det forekommer næsten 7000 gange i De hebraiske Skrifters grundtekst?
Mange oversættere har ikke fundet det spor upassende at anvende Guds navn, som det udtales i dag, i Bibelen. De har taget navnet med når de har oversat, og resultatet er hver gang blevet en oversættelse der gør Bibelens forfatter større ære og holder sig mere trofast til grundteksten. Nogle kendte bibeludgaver som indeholder navnet er Valera-oversættelsen (spansk, udgivet i 1602), Almeida-oversættelsen (portugisisk, udgivet i 1681), Kalkars oversættelse (dansk, udgivet i 1847), den oprindelige Elberfelder Bibel (tysk, udgivet i 1871), samt American Standard Version (engelsk, udgivet i 1901). Nogle oversættelser, som for eksempel Buhls danske oversættelse af „Det gamle Testamente“ og den katolske Jerusalem-Bibel, bruger også Guds navn hele vejen igennem, men i formen Jahve.
Lad os nu se hvad nogle af de oversættere der har taget navnet med i deres oversættelser, har sagt, og sammenligne deres ræsonnementer med de argumenter der er blevet fremført af dem der har udeladt navnet.
De der har oversat American Standard Version fra 1901 siger: „[Oversætterne er] nået til den enige overbevisning at en jødisk overtro som gik ud på at det guddommelige Navn var for helligt til at blive udtalt, ikke længere bør sætte sit præg på den engelske eller nogen anden udgave af Det gamle Testamente . . . Dette mindenavn, der forklares i Anden Mosebog iii. 14, 15 og gang på gang fremhæves som sådant i Det gamle Testamentes grundtekst, betegner Gud som den personlige Gud, som Pagtsguden, åbenbaringens Gud, Udfrieren, sit folks Ven . . . Dette personnavn med den rigdom af hellige tanker og forestillinger der knytter sig til det, er nu genindsat på den plads det ubestrideligt har krav på i den hellige tekst.“
Christian H. Kalkar, der var sognepræst i Gladsaxe og Herlev, siger kort og godt i forordet til sin oversættelse: „At Udtrykket Jehova er brugt istedetfor ’Herren’ behøver vel intet Forsvar.“
Og i forordet til den oprindelige udgave af den tyske Elberfelder Bibel læser vi: „Jehova. Vi har bibeholdt dette navn på Israels pagtsgud fordi læseren har været vant til det i årevis.“
Steven T. Byington, der har oversat The Bible in Living English, forklarer hvorfor han bruger Guds navn: „Stavemåden og udtalen har ikke den store betydning. Det der har den store betydning, er at man gør sig klart at det er et egennavn. Der er adskillige passager som ikke kan forstås rigtigt hvis vi oversætter dette navn med et fællesnavn som ’Herren’, eller, langt værre, med et substantiveret adjektiv [for eksempel: den Evige].“
J. B. Rotherhams ræsonnement er interessant. I sin bibeloversættelse anvendte han Guds navn i formen Jahve. Men i et senere værk, Studies in the Psalms (Studier over Salmerne), der udkom i 1911, vendte han tilbage til formen Jehova. Hvorfor? Han forklarer: „JEHOVAH. — Anvendelsen af denne engelske form af mindenavnet (2 Mos. 3:18) i nærværende udgave af Salmerne skyldes ikke tvivl med hensyn til den rette udtale, som er Jahvéh; det skyldes udelukkende praktiske vidnesbyrd jeg personlig har indhentet, om det ønskværdige i at bevare forbindelsen med offentlighedens øre og øje i en sag af denne art, hvor det væsentlige er at det guddommelige navn skal være let at genkende.“
I Salme 34:3 opfordres de der tilbeder Jehova: „Lovpris Jehova med mig, ja, lad os sammen ophøje hans navn.“ Hvordan kan de der læser en bibeloversættelse der udelader Guds navn, fuldt ud efterkomme denne opfordring? De kristne er lykkelige for at der trods alt er nogle oversættere der har haft mod til at tage Guds navn med i deres gengivelse af De hebraiske Skrifter og som dermed bevarer det som Smith og Goodspeed kalder „grundtekstens farve og stemning“.
Da den frafaldne kristendom bredte sig, blev det nødvendigt at oversætte Bibelen fra hebraisk og græsk til andre sprog. Hvordan gengav oversætterne Guds navn? Som regel anvendte de ordet for „Herren“. En oversættelse der kom til at få stor indflydelse var Vulgata, der blev udarbejdet på den tids almindelige latin af Hieronymus. Han gengav tetragrammet (JHVH) med Dominus, „Herren“.
Efterhånden opstod der i Europa nye sprog som fransk, engelsk og spansk. Den katolske kirke modsatte sig imidlertid at Bibelen blev oversat til disse nye sprog. Så mens jøderne brugte Bibelen på det oprindelige hebraiske sprog men nægtede at udtale Guds navn når de så det, hørte de fleste „kristne“ Bibelen blive oplæst i en latinsk oversættelse der ikke brugte navnet.
Med tiden blev Guds navn atter taget i brug. I 1278 blev det gengivet på latin i værket Pugio fidei (Troens daggert) af den spanske munk Raymundus Martini. Han benyttede stavemåden Yohoua. Kort efter, i 1303, fuldførte Porchetus de Salvaticis et værk med titlen Victoria Porcheti adversus impios Hebræos (Porchetus’ sejr over de ugudelige hebræere), hvori Guds navn også nævnes, stavet som Iohouah, Iohoua og Ihouah. Og i 1518 udgav Petrus Galatinus et værk med titlen De arcanis catholicæ veritatis (Om den almindelige sandheds hemmeligheder), hvori han brugte Guds navn i formen Iehoua.
Navnet blev første gang anvendt i en engelsk bibel i 1530, da William Tyndale udgav en oversættelse af Bibelens første fem bøger. Deri brugte han Guds navn en enkelt gang, stavet Iehouah, i Anden Mosebog 6:3. I en marginalnote i denne udgave skrev han: „Iehovah er Guds navn . . . Og hver gang man ser HERREN med store bogstaver (undtagen hvis der er tale om en trykfejl) er det på hebraisk Iehovah.“ Dette gav stødet til den praksis at bruge Jehovas navn i nogle få vers og skrive „HERREN“ eller „GUD“ de fleste andre steder hvor tetragrammet forekommer i den hebraiske tekst.
I 1611 udkom den oversættelse der siden er blevet den mest anvendte engelske oversættelse, Authorized Version. Heri forekom navnet fire gange i selve teksten. (2 Mosebog 6:3; Salme 83:18; Esajas 12:2; 26:4) „Jah“, en poetisk forkortelse af navnet, forekom i Salme 68:4. Desuden forekom navnet skrevet helt ud i stednavne som „Jehova-Jireh“. (1 Mosebog 22:14; 2 Mosebog 17:15; Dommerne 6:24) Efter Tyndales eksempel havde oversætterne imidlertid de fleste steder erstattet Guds navn med titlerne „HERREN“ eller „GUD“. Men hvis Guds navn kunne blive stående i fire vers, hvorfor kunne det så ikke blive stående i alle de andre tusinder af vers hvori det findes i den hebraiske grundtekst?
Noget lignende skete med den tyske Bibel. I 1534 udgav Martin Luther sin oversættelse af hele Bibelen, foretaget fra originalsprogene. Af en eller anden grund anvendte han ikke Guds navn men erstattede det med forskellige titler, som for eksempel HERREN. Han kendte imidlertid Guds navn, for i en prædiken over Jeremias 23:1-8, som han holdt i 1526, sagde han: „Dette navn Jehova, Herren, tilhører udelukkende den sande Gud.“
I 1543 skrev Luther med typisk ligefremhed: „Når de [jøderne] nu påstår at navnet Jehova ikke kan udtales, ved de ikke hvad de snakker om . . . Hvis det kan skrives med pen og blæk, hvorfor skulle det så ikke kunne udtales, hvilket er langt bedre end at blive skrevet med pen og blæk? Hvorfor siger de ikke også at det ikke kan skrives, ikke kan læses eller ikke kan tænkes? Alt taget i betragtning er der noget fordægtigt ved det.“ Men Luther havde ikke rådet bod på dette i sin oversættelse af Bibelen.
Danmarks første fuldstændige Bibel, Christian III’s Bibel fra 1550, var stærkt præget af Lutherbibelen og indeholdt ikke Guds navn. I 1607 udkom en ny dansk oversættelse, udarbejdet af biskop Hans Poulsen Resen, og den indeholdt navnet i en fodnote til Første Mosebog 2:4. I Christian IV’s Bibel fra 1647 forekommer navnet i fodnoter til Første Mosebog 2:4 og Anden Mosebog 3:14 og 6:3.
I de følgende århundreder delte bibeloversætterne sig i to retninger. Nogle undgik helt at bruge Guds navn, mens andre brugte det hyppigt i De hebraiske Skrifter, enten i formen Jehova eller i formen Jahve. Lad os betragte to oversættelser der har undgået navnet og se hvorfor de har gjort det.
Da J. M. Powis Smith og Edgar J. Goodspeed udgav en engelsk oversættelse af Bibelen i 1935, fandt læserne at Guds navn så godt som alle steder var blevet erstattet med titlerne HERREN og GUD. Grunden til dette blev forklaret i forordet: „I denne oversættelse har vi fulgt den ortodokse jødiske tradition og indsat ’Herren’ for navnet ’Jahve’, og udtrykket ’Herren Gud’ for udtrykket ’Herren Jahve’. I alle tilfælde hvor ’Herren’ eller ’Gud’ står for det oprindelige ’Jahve’, er der anvendt kapitæler.“
Stik imod den jødiske tradition, ifølge hvilken man læste JHVH men udtalte det „Herren“, siger forordet derpå: „Enhver som ønsker at bevare grundtekstens farve og stemning skal altså blot læse ’Jahve’ hver gang han ser der står HERREN eller GUD“!
Når man læser dette, spørger man uvilkårligt: Hvis man ved at læse „Jahve“ i stedet for „HERREN“ bevarer „grundtekstens farve og stemning“, hvorfor har oversætterne da ikke benyttet „Jahve“ i deres oversættelse? Hvorfor har de, som de selv siger, indsat ordet „HERREN“ for Guds navn og dermed afsvækket grundtekstens farve og stemning?
Oversætterne siger at de har fulgt den ortodokse jødiske tradition. Men gør en kristen klogt i det? Husk at det var farisæerne, den ortodokse jødiske traditions vogtere, der forkastede Jesus og fik følgende prædikat af ham: „I [har] gjort Guds ord ugyldigt på grund af jeres tradition.“ (Mattæus 15:6) Når man erstatter Guds navn med titler, udvander man hans ord.
I 1951 udkom Revised Standard Version af De hebraiske Skrifter, og i denne bibel var Guds navn også blevet erstattet med andre ord. Dette var særlig bemærkelsesværdigt fordi den oprindelige American Standard Version, som denne nye bibeludgave var en revision af, havde brugt navnet Jehova alle de steder det forekommer i De hebraiske Skrifter. Udeladelsen af navnet var altså et enestående tilbageskridt. Hvorfor havde man gjort det?
I forordet til Revised Standard Version står der: „Af to grunde er komiteen vendt tilbage til King James-oversættelsens mere velkendte praksis [som går ud på at udelade Guds navn]: (1) Ordet ’Jehova’ repræsenterer ikke nøjagtigt nogen form af navnet som blev brugt på hebraisk. (2) Brugen af ethvert egennavn for den eneste Gud, som var der andre guder han måtte skelnes fra, ophørte i jødedommen før den kristne tidsalder og er aldeles upassende for den kristne kirkes almindelige tro.“
Er disse argumenter holdbare? Som vi allerede har set, repræsenterer navnet Jesus, som vi bruger i dag, heller ikke nøjagtigt den oprindelige form af navnet på Guds søn som disciplene brugte i det første århundrede. Men det fik ikke revisionskomiteen til at undlade at bruge dette navn og erstatte det med en titel som „Mellemmand“ eller „Kristus“. Disse titler anvendes rigtignok, men ved siden af navnet Jesus, ikke i stedet for.
Med hensyn til det andet argument, at der ikke er andre guder som den sande Gud må skelnes fra, så er det ganske enkelt ikke sandt. Menneskeheden dyrker millioner af guder. Apostelen Paulus sagde: „Der er mange ’guder’.“ (1 Korinther 8:5; Filipperne 3:19) Som Paulus videre siger, er der imidlertid kun én sand Gud. Ved at bruge den sande Guds navn opnår man altså at holde ham adskilt fra alle de falske guder. Kan det i øvrigt være „aldeles upassende“ at bruge Guds navn, når det forekommer næsten 7000 gange i De hebraiske Skrifters grundtekst?
Mange oversættere har ikke fundet det spor upassende at anvende Guds navn, som det udtales i dag, i Bibelen. De har taget navnet med når de har oversat, og resultatet er hver gang blevet en oversættelse der gør Bibelens forfatter større ære og holder sig mere trofast til grundteksten. Nogle kendte bibeludgaver som indeholder navnet er Valera-oversættelsen (spansk, udgivet i 1602), Almeida-oversættelsen (portugisisk, udgivet i 1681), Kalkars oversættelse (dansk, udgivet i 1847), den oprindelige Elberfelder Bibel (tysk, udgivet i 1871), samt American Standard Version (engelsk, udgivet i 1901). Nogle oversættelser, som for eksempel Buhls danske oversættelse af „Det gamle Testamente“ og den katolske Jerusalem-Bibel, bruger også Guds navn hele vejen igennem, men i formen Jahve.
Lad os nu se hvad nogle af de oversættere der har taget navnet med i deres oversættelser, har sagt, og sammenligne deres ræsonnementer med de argumenter der er blevet fremført af dem der har udeladt navnet.
De der har oversat American Standard Version fra 1901 siger: „[Oversætterne er] nået til den enige overbevisning at en jødisk overtro som gik ud på at det guddommelige Navn var for helligt til at blive udtalt, ikke længere bør sætte sit præg på den engelske eller nogen anden udgave af Det gamle Testamente . . . Dette mindenavn, der forklares i Anden Mosebog iii. 14, 15 og gang på gang fremhæves som sådant i Det gamle Testamentes grundtekst, betegner Gud som den personlige Gud, som Pagtsguden, åbenbaringens Gud, Udfrieren, sit folks Ven . . . Dette personnavn med den rigdom af hellige tanker og forestillinger der knytter sig til det, er nu genindsat på den plads det ubestrideligt har krav på i den hellige tekst.“
Christian H. Kalkar, der var sognepræst i Gladsaxe og Herlev, siger kort og godt i forordet til sin oversættelse: „At Udtrykket Jehova er brugt istedetfor ’Herren’ behøver vel intet Forsvar.“
Og i forordet til den oprindelige udgave af den tyske Elberfelder Bibel læser vi: „Jehova. Vi har bibeholdt dette navn på Israels pagtsgud fordi læseren har været vant til det i årevis.“
Steven T. Byington, der har oversat The Bible in Living English, forklarer hvorfor han bruger Guds navn: „Stavemåden og udtalen har ikke den store betydning. Det der har den store betydning, er at man gør sig klart at det er et egennavn. Der er adskillige passager som ikke kan forstås rigtigt hvis vi oversætter dette navn med et fællesnavn som ’Herren’, eller, langt værre, med et substantiveret adjektiv [for eksempel: den Evige].“
J. B. Rotherhams ræsonnement er interessant. I sin bibeloversættelse anvendte han Guds navn i formen Jahve. Men i et senere værk, Studies in the Psalms (Studier over Salmerne), der udkom i 1911, vendte han tilbage til formen Jehova. Hvorfor? Han forklarer: „JEHOVAH. — Anvendelsen af denne engelske form af mindenavnet (2 Mos. 3:18) i nærværende udgave af Salmerne skyldes ikke tvivl med hensyn til den rette udtale, som er Jahvéh; det skyldes udelukkende praktiske vidnesbyrd jeg personlig har indhentet, om det ønskværdige i at bevare forbindelsen med offentlighedens øre og øje i en sag af denne art, hvor det væsentlige er at det guddommelige navn skal være let at genkende.“
I Salme 34:3 opfordres de der tilbeder Jehova: „Lovpris Jehova med mig, ja, lad os sammen ophøje hans navn.“ Hvordan kan de der læser en bibeloversættelse der udelader Guds navn, fuldt ud efterkomme denne opfordring? De kristne er lykkelige for at der trods alt er nogle oversættere der har haft mod til at tage Guds navn med i deres gengivelse af De hebraiske Skrifter og som dermed bevarer det som Smith og Goodspeed kalder „grundtekstens farve og stemning“.