Gik en hel verden engang til grunde?
NOGLE forskere ved en medicinsk læreanstalt i Detroit anbragte for nylig et stykke væv fra en uldhåret mammut der havde været nedfrosset i årtusinder, under et elektronmikroskop. De var til deres overraskelse i stand til at identificere individuelle røde og hvide blodlegemer — noget der aldrig var blevet gjort før i væv der var så gammelt.
Hvad var det der lynfrøs fortidens mammutter og efterlod dem så velbevarede? Videnskabsmænd kan kun gætte på det. En nyere teori, som er fremsat af den britiske astronom Fred Hoyle, går ud på at den pludselige tilintetgørelse skyldes et nært møde mellem jorden og en asteroide eller en komet. Han hævder at dette kan have fyldt atmosfæren med støvpartikler, således at solen blev formørket og at mammutterne, som ikke kunne se på grund af mørke, tumlede ud i nogle sumpe, hvor de senere blev frosset ned.
Selv om Hoyles teori er usandsynlig, anerkender den i det mindste én vigtig kendsgerning: Der må være indtruffet en eller anden form for katastrofe. Men hvilken katastrofe? Var det blot en astronomisk kollision som var lige ved at ske, eller var det noget som var mere formålsbestemt?
’Kan det ikke være lige meget hvad det var?’ kunne nogle måske sige. ’Har det nogen betydning for andre end mammutterne?’ Svaret er ja! Hvad nu hvis de uldhårede mammutter ikke blev fanget i en kosmisk ulykke, men i en velovervejet eksekvering af en dom over en hel verden? Antag endvidere at en lignende eksekvering venter den nuværende generation af mennesker. Ville du så ikke ønske at vide noget om det?
’Absurd!’ svarer skeptikeren skarpt. ’Katastrofemæssige eksekveringer af domme sker nu engang ikke i et verdensomspændende omfang. Der er ingen historisk beretning om noget sådant!’
Men der er en sådan beretning! Kapitel syv i Første Mosebog i Bibelen skildrer en verdensomspændende vandflod som ødelagde alle former for liv på jorden for omkring 4300 år siden. Beretningen viser at der var en grund til denne katastrofe. „Jorden blev fuld af uret . . . den var fordærvet.“ (1 Mosebog 6:11, 12) Vandfloden var en dom over den onde generation der var ansvarlig for denne uret. Skønt drastisk var Vandfloden nødvendig for at redde jorden fra at blive fuldstændig ødelagt. Gud sørgede i sin kærlighed for at Noa og hans familie overlevede, otte personer som ikke var blandt dem der fordærvede jorden.
Skete dette virkelig? Ja, beretninger om en global vandflod er bevaret i snesevis af folkesagn. Man har kendskab til omkring 150 eksempler. En sådan superkatastrofe forklarer langt bedre hvad der skete med mammutterne end Hoyles teori om de frosne sumpe. Som nogle forskere har bemærket: „Disse dyrerester er ikke fundet i deltaer, sumpe eller flodmundinger, men lå spredt ud over hele landet.“ En teori om sumpe der langsomt frøs til, kan heller ikke forklare et pludseligt temperaturfald som, ifølge de cellestudier man har foretaget, må være nået helt ned på minus 100 grader celsius!
’Men noget sådant kan ikke ske i dag!’ vil spotterne hævde. Imidlertid viser Bibelen at vi lever i „de sidste dage“ for den nuværende ordning. (2 Timoteus 3:1-5; Mattæus 24:3-14) Hvem kan benægte at menneskene igen er i færd med at ’ødelægge jorden’? (Åbenbaringen 11:18) Hvilken generation har nogen sinde set mere vold end vor — med to verdenskrige som har krævet snesevis af millioner menneskeliv i dette århundrede? Ligesom i Noas dage har Gud sørget for at oprigtige mennesker kan overleve den kommende ødelæggelse. Men mange er ikke interesseret i Guds foranstaltninger.
Læg mærke til hvad Bibelen siger angående de samme skeptikere som ler ad muligheden for en kommende dom: „Dette skal I først og fremmest vide, at i de sidste dage vil der komme folk som latterliggør med latterliggørelse og som vandrer efter deres egne ønsker og siger: ’Hvor er denne hans lovede nærværelse? Fra den dag vore forfædre sov ind i døden, er alt jo forblevet ganske som det var fra skabelsens begyndelse.’“
Hvad har dette at gøre med vandfloden i Noas dage? Bibelen svarer: „I overensstemmelse med deres eget ønske undgår dette nemlig deres opmærksomhed, at der fra gammel tid var himle til samt en jord der var fremstået kompakt af vand og midt i vand ved Guds ord; og ved disse vande led den daværende verden undergang da den blev oversvømmet af vand. Men ved det samme ord er de himle og den jord som er nu, gemt til ild og bevaret til de ugudelige menneskers doms og undergangs dag.“ — 2 Peter 3:3-7.
Lyder disse spotteres ræsonnement bekendt? Uden tvivl, for det er et sådant ræsonnement der ligger bag udviklingsteorien, der benægter Vandfloden og forkaster tanken om at vi i fremtiden skal aflægge regnskab over for Gud. Ræsonnementet lyder sådan: ’Vi har ikke bemærket nogen dramatiske domme fra Gud i vores levetid; det har vore forfædre heller ikke. Så vidt vi kan se, foregår naturens processer i et langsomt tempo og behøver millioner af år for at forandre tingene i globalt omfang. Så hvorfor bekymre sig om en pludselig, verdensomspændende katastrofe?’
En sådan tænkemåde er farlig! Sandt nok kan den synes at stemme med den måde hvorpå naturens processer foregår i dag, men den ser helt bort fra Vandflodens advarende eksempel. De der tænker på denne måde, nægter at acceptere at der var en vandflod, ikke fordi der mangler bevis for den, men „i overensstemmelse med deres eget ønske“, ja, fordi de ikke ønsker at være ansvarlige over for Gud.
Men ønsketænkning ændrer ikke kendsgerningerne! Der var en verdensomspændende vandflod i Noas dage, ligesom der vil komme et verdensomspændende opgør med den nuværende generation. (Mattæus 24:32-34) Skylder du ikke dig selv og din familie at finde ud af hvordan du kan overleve denne kommende dom?
Hvad var det der lynfrøs fortidens mammutter og efterlod dem så velbevarede? Videnskabsmænd kan kun gætte på det. En nyere teori, som er fremsat af den britiske astronom Fred Hoyle, går ud på at den pludselige tilintetgørelse skyldes et nært møde mellem jorden og en asteroide eller en komet. Han hævder at dette kan have fyldt atmosfæren med støvpartikler, således at solen blev formørket og at mammutterne, som ikke kunne se på grund af mørke, tumlede ud i nogle sumpe, hvor de senere blev frosset ned.
Selv om Hoyles teori er usandsynlig, anerkender den i det mindste én vigtig kendsgerning: Der må være indtruffet en eller anden form for katastrofe. Men hvilken katastrofe? Var det blot en astronomisk kollision som var lige ved at ske, eller var det noget som var mere formålsbestemt?
’Kan det ikke være lige meget hvad det var?’ kunne nogle måske sige. ’Har det nogen betydning for andre end mammutterne?’ Svaret er ja! Hvad nu hvis de uldhårede mammutter ikke blev fanget i en kosmisk ulykke, men i en velovervejet eksekvering af en dom over en hel verden? Antag endvidere at en lignende eksekvering venter den nuværende generation af mennesker. Ville du så ikke ønske at vide noget om det?
’Absurd!’ svarer skeptikeren skarpt. ’Katastrofemæssige eksekveringer af domme sker nu engang ikke i et verdensomspændende omfang. Der er ingen historisk beretning om noget sådant!’
Men der er en sådan beretning! Kapitel syv i Første Mosebog i Bibelen skildrer en verdensomspændende vandflod som ødelagde alle former for liv på jorden for omkring 4300 år siden. Beretningen viser at der var en grund til denne katastrofe. „Jorden blev fuld af uret . . . den var fordærvet.“ (1 Mosebog 6:11, 12) Vandfloden var en dom over den onde generation der var ansvarlig for denne uret. Skønt drastisk var Vandfloden nødvendig for at redde jorden fra at blive fuldstændig ødelagt. Gud sørgede i sin kærlighed for at Noa og hans familie overlevede, otte personer som ikke var blandt dem der fordærvede jorden.
Skete dette virkelig? Ja, beretninger om en global vandflod er bevaret i snesevis af folkesagn. Man har kendskab til omkring 150 eksempler. En sådan superkatastrofe forklarer langt bedre hvad der skete med mammutterne end Hoyles teori om de frosne sumpe. Som nogle forskere har bemærket: „Disse dyrerester er ikke fundet i deltaer, sumpe eller flodmundinger, men lå spredt ud over hele landet.“ En teori om sumpe der langsomt frøs til, kan heller ikke forklare et pludseligt temperaturfald som, ifølge de cellestudier man har foretaget, må være nået helt ned på minus 100 grader celsius!
’Men noget sådant kan ikke ske i dag!’ vil spotterne hævde. Imidlertid viser Bibelen at vi lever i „de sidste dage“ for den nuværende ordning. (2 Timoteus 3:1-5; Mattæus 24:3-14) Hvem kan benægte at menneskene igen er i færd med at ’ødelægge jorden’? (Åbenbaringen 11:18) Hvilken generation har nogen sinde set mere vold end vor — med to verdenskrige som har krævet snesevis af millioner menneskeliv i dette århundrede? Ligesom i Noas dage har Gud sørget for at oprigtige mennesker kan overleve den kommende ødelæggelse. Men mange er ikke interesseret i Guds foranstaltninger.
Læg mærke til hvad Bibelen siger angående de samme skeptikere som ler ad muligheden for en kommende dom: „Dette skal I først og fremmest vide, at i de sidste dage vil der komme folk som latterliggør med latterliggørelse og som vandrer efter deres egne ønsker og siger: ’Hvor er denne hans lovede nærværelse? Fra den dag vore forfædre sov ind i døden, er alt jo forblevet ganske som det var fra skabelsens begyndelse.’“
Hvad har dette at gøre med vandfloden i Noas dage? Bibelen svarer: „I overensstemmelse med deres eget ønske undgår dette nemlig deres opmærksomhed, at der fra gammel tid var himle til samt en jord der var fremstået kompakt af vand og midt i vand ved Guds ord; og ved disse vande led den daværende verden undergang da den blev oversvømmet af vand. Men ved det samme ord er de himle og den jord som er nu, gemt til ild og bevaret til de ugudelige menneskers doms og undergangs dag.“ — 2 Peter 3:3-7.
Lyder disse spotteres ræsonnement bekendt? Uden tvivl, for det er et sådant ræsonnement der ligger bag udviklingsteorien, der benægter Vandfloden og forkaster tanken om at vi i fremtiden skal aflægge regnskab over for Gud. Ræsonnementet lyder sådan: ’Vi har ikke bemærket nogen dramatiske domme fra Gud i vores levetid; det har vore forfædre heller ikke. Så vidt vi kan se, foregår naturens processer i et langsomt tempo og behøver millioner af år for at forandre tingene i globalt omfang. Så hvorfor bekymre sig om en pludselig, verdensomspændende katastrofe?’
En sådan tænkemåde er farlig! Sandt nok kan den synes at stemme med den måde hvorpå naturens processer foregår i dag, men den ser helt bort fra Vandflodens advarende eksempel. De der tænker på denne måde, nægter at acceptere at der var en vandflod, ikke fordi der mangler bevis for den, men „i overensstemmelse med deres eget ønske“, ja, fordi de ikke ønsker at være ansvarlige over for Gud.
Men ønsketænkning ændrer ikke kendsgerningerne! Der var en verdensomspændende vandflod i Noas dage, ligesom der vil komme et verdensomspændende opgør med den nuværende generation. (Mattæus 24:32-34) Skylder du ikke dig selv og din familie at finde ud af hvordan du kan overleve denne kommende dom?