Forvirret, stadigvæk... prinsesse

Du smiler stadigvæk, men du tør knapt nok. Dine øjne lyser, når de møder mine, og jeg kan se direkte ind i dig. Og i det sekund er jeg ikke i tvivl. Jeg har ingen tvivl, ikke før i det næste sekund, hvor jeg lukker øjnene, og drejer hovedet væk... Jeg gør det for dig. For at du skal have det nemmere..
Men jeg har det som om jeg står ude foran et brændende hus, og jeg kunne redde dig, hvis blot du ville reddes. Men du står der, omgivet af flammer, kigger på mig, med et blik der tigger om fred, og jeg føler mig magtesløs.
Jeg græder stadigvæk tit på grund af dig, men det er glædestårer. Underligt, men kan ikke lade være en gang i mellem. Det kan være et stykke musik, en anden pige med samme parfume, en enkelt blik du skænker mig, og jeg bryder sammen indvendigt.
Inden du sagde dit sidste farvel, så gav du mig al den magt du kunne, til at knække dit liv, og jeg undrer mig tit hvorfor? Jeg ved mere om dig, end nogen anden. Jeg ejer stadigvæk dit sind. Jeg kan stadigvæk se på dig, hvornår du ville ønske at jeg var din. Og jeg kunne slutte dit nuværende liv, ved at knipse med fingrene.
Jeg bilder mig selv ind at du gav mig den magt, for at se om min kærlighed til dig var ægte... For hvis jeg virkelig elsker dig, så lader jeg være med at sige noget. Hvis jeg ikke elskede dig, og var som du ved hvem, ville jeg tænke på mig selv, mit ego og jeg, og vælge den beslutning der var bedst for mig.
Dette ville jeg aldrig gøre. Mit ego er ikke så stort at det vil vinde for enhver pris. Min kærlighed til dig er tilgengæld så stor, at den vil føje dit mindste vink. Og det er det den gør.. Den føjer dig. Jeg føjer dig. Jeg besidder al magt, men skåner dig, fordi jeg har aldrig kunnet andet end at elske dig. Elske dig, selvom du har påført mig mere smerte end noget andet i livet.
Du virker så bange, du virker nærmest skræmt. Jeg frygter for dig... Frygter for ikke at skulle se dig leve mere. Se dig blive spærret inde i dit lille hus, med alle dine regler og love, uden frihed, og uden følelse. Du ser mig leve, og jeg ser hvordan du drømmer om det. Jeg ved at det jeg viste dig var nok, nok til at savne det, når ikke det var der mere. Nok til at elske det der var, og altid have mindet derom.
Men det var også nok, nok til at drømme om, når du lukker dine kønne grønne øjne i om aftenen, og nok til at falde i staver over, når du sidder med din kaffe. Nok til at føle når du ligger på ryggen i sengen, og venter på din frihed. Nok til at det vil brænde i dig, hver gang jeg er der. Nok til at smelte dig, når jeg står der, med børnene i mine arme og deres smukke øjnene viser hvor stolte de er.
Du er min prinsesse, indvendigt, i dit sind, og i din sjæl. Det kan enhver se, når du kigger på dem. For de lyver ikke som din tunge gør...
Du får ikke din frihed, medmindre du selv tager den.
Du har bedt mig om ikke at skænke dig den, så det gør jeg ikke.
Du finder selv ud af det, se dig omkring, og sig uden at lyve:
"jeg får det bedst sådan her, mine børn får det bedst sådan"
Du er prinsessen i mit eventyr, og jeg er din prins,
Men uden dig, er der ingen lykkelig slutning...
Hverken for dig, mig, eller det halve kongerrige.
Men i Januar måned, så skal du bage boller, og jeg skal bygge snemænd, husker du?
Jeg er færdig for nu... Både indvendigt, og udvendigt..

I'm on the outside,
I'm looking in,
I can see through you, see your true colors
Inside you're ugly, ugly like me
I can see through you, see the real you..
Du drømmer sikkert sødt, men du skal bare vide at jeg tænker på dig...

Hvis det ikke var de der boller ville det da passe rigtigt godt på mig Øv!

Grand Avenue - The Outside, fantastisk sang.. Kom til at tænke på den pga. dit (?) lille slutdigt🙂Meget romantisk skrevet.

Mærkeligt, du lyder jo som om du har hende, hvad er så grunden til du ikke kan få hende. Sådan en som dig lyder til at skulle kunne berolige hende. Eller er du for rå og Maskulin. Det kan jo være du selv gør hende bange ved at søge hendes grænser som du skriver. Og hvorfor gør du det?
Vi er stadig nogle kvinder der søger blide og hensynsfulde mænd ligesom du viser i digtet
Et eller andet må være i vejen.

Denne gang har jeg lyst til at svarer dig, for der er ikke andre muligheder. Jeg kan ikke snakke med dig over det grønne når de står der, du ved hvem.Og ligenu er jeg alene godt nok med 2 larmende børn.Jeg ved ikke hvor jeg skal starte.Jeg kan ikke glemme dig og du er i mine tanker konstant.Når du går på den anden side,kan jeg ikke holde øjene fra dig.Indtil sidste week-end skulle vi blive, hvor vi boer nu,men så var børnen over, at lege hos jer,så kom der en masse spørgsmål om jeg stadigvæk havde føleser for dig. Hvor jeg svarede,ja jeg syntes at du er sød. Så flytter vi her fra så døder jeg helt indvendigt.Hvilket vi gør.
Du har ret,jeg er skræmt og tror ikke jeg vil kunne leve igen.? Med mindre jeg får min frihed som du skriver,jeg kan ikke længere det andet eller har ikke lyst til at få det til at fungere.Du har skrevet et sted,at man ikke skal forandre sig selv, du har ret jeg kan ikke klarer at han kommer tidligt hjem og meget andet.
Som du ved er jeg ikke god til at skrive lange og romantiske breve som dig, men jeg har i det mindste svaret dig lidt denne gang.Jeg skal nok huske bage boller i Januar måned,men der bliver ikke noget i Marts måned, ved du hvad jeg mener?
Jeg tænker også på dig..

Utroligt, men sandt... Du fandt mig i mængden, som jeg håbede på.
Jeg havde snakket med min bedste ven om det, og han sagde at han stadigvæk kunne se det i dine øjne. Se dine følelser...
Jeg sidder her, læste dit svar for første gang, da jeg kom hjem fra turen. Jeg trak ikke vejret, og mit hjerte smeltede, da det gik op for mig at det virkelig var dig..
Jeg ved ikke hvad du vil, jeg ved alt om hvad du burde.. Du bliver nødt til at tage den beslutning. For du slår et andet hjerte langsomt ihjel ligenu. Og det har intet hjerte fortjent. Tænk på dine børn, tænk på dig selv og så se tingene i øjnene...
Jeg savner at opleve den dag, i huset ved stranden, hvor jeg fortalte dig hvor dum du var.. Du smilede, vi grinte, vi var tæt igen. Du vidste, men ville ikke indse det. Du troede at det du havde nok skulle gå. Ked af at være så ærlig, men det er længe siden at det gik... Dette måtte komme, og jeg sagde det til dig...
Men nu er du presset, prinsesse.. Dit slot bliver solgt, og dit liv i den lille lukkede kasse begynder. Medmindre du gør noget hurtigt. Du vil dø der, dø uden at have levet der. Du får aldrig det tilbage du havde. Men det er overflødigt at fortælle dig, for jeg kan læse mig til at du allerede ved hvordan det ville komme til at gå.
Men det er din beslutning at tage; om du vil det ene eller det andet? Intet kan nogensinde skille os ad, ikke i vores tanker. Jeg er her, når du får brug for det. Jeg kan ikke give dig et liv, i luksus, men jeg kan give dig et liv i kærlighed. Kærlighed til dig, og til dine børn. Jeg kan gøre mit bedste, mere kan ingen give. Jeg håber at det er godt nok til dig, for dagen nærmer sig, hvor du står på mit havebord, og springer ud i luften, og tror på mig, og på at jeg griber dig...
Du har intet valg, om du vil slutte det du har. Den beslutning blev taget for længe siden, men det du egentlig vælger er bare hvornår du slutter det? Og ikke bare dig, men også din anden halvdel lever i smerte til den dag kommer.
Jeg savner dig, savner din berøring og din duft. Men jeg kan kontrollere det lige for tiden, og det er skønt. Jeg har sluppet dig, og givet dig plads, men hvad sker der? Du slipper ikke mig? Jeg syntes ikke bare at du er sød, du er det dejligste væsen i mine øjne.
Du kan leve, og du skal leve, og det begynder du med, den dag, du går ud af den ene dør, og ind af den anden. Du bliver nødt til at tage din egen beslutning, for jeg kan se når du bliver fyldt med fin snak, en masse verbale trusler, at du bliver skræmt. Jeg vil aldrig kunne gøre det, men jeg får lyst til at hjælpe dig. Du bliver afhørt, udspurgt og tortureret i mine øjne.. Jeg har svært ved at holde mine følelser tilbage, når jeg kan se at det er det der foregår.
Jeg skriver en masse ting, jeg har sagt meget, og jeg håber noget af det hjælper. Du er altid velkommen, du skal blot kalde..
At der intet bliver i Marts, kunne jeg regne mig til. Hvorfor ved jeg ikke, men man kan føle det. Og de boller i januar, bliver vist bare bedre og bedre..
Jeg ved ikke hvorfor, men det første jeg har lyst til at gøre, næste gang vi er sammen, er at danse med dig .. .. .. Til Thomas Helmig.. "det du kan.."
Savner dig, Prinsesse med de grønne øjne...

Til at virke... Håber at jeg får det til det!

Jeg er SÅ forvirret ligenu. Det gør helt ondt indeni. Spørgsmålene hober sig op i mit hoved. Fremtiden virker så usikker. Jeg bilder mig selv ind at jeg har styr på det. Men mange ting virker så langt ude, og jeg er igen i den situation at jeg er bange for at sige for meget, sige for lidt, og bange for ikke at sige noget..
Hvis jeg kunne få lov, ville jeg fortælle dig tusinde ting.
Hvis jeg kunne få lov, ville jeg holde dig tæt.
Hvis jeg kunne få lov, ville jeg smelte dit hjerte sammen med mit.
Hvis jeg kunne få lov, ville jeg give dig håbet tilbage.
Hvis jeg kunne få lov, ville jeg skænke dig din frihed.
Hvis jeg kunne få lov, ville jeg dele alle mine tanker med dig.
Hvis jeg kunne få lov, ville jeg lade min hånd holde din.
Jeg har mest af alt bare lyst til at tage fat i dig, sige; Jeg mener det! Din tvivl er det eneste der hindrer det hele, og jeg har svoret at du skulle få den tid du vil have, og jeg ville vente. Så det er det jeg gør. Jeg venter... alene.. Venter på dig, venter på et blik, et smil, en tanke, venter på hvad som helst.
Vær ikke ulykkelig, luk dine øjne i, når du bliver ked af det. Tænk på at jeg står lige bag dig, lader mine arme holde om dig, og knuge dig ind til mig. Læg dit hoved lidt på skrå, og tænk dig til den følelse det giver, når mine læber møder din hals. Jeg kysser dig blidt på halsen, nusser din nakke med min næse, og hvisker dig i øret, at jeg har dig.
En sen natte tanke... Som de tusinde andre tanker jeg har...
Miss you... Knus

Et hurtigt spørgsmål,jeg har ikke lang tid.
En tanke der tit er oppe i mit hoved, tro du, du kan give slip på hende, når det kommer tilstykket, hun er der endnu. du er ikke fri.????
jeg syntes ikke bare du er sød, jeg er også forelsket.
Jeg tør bare ikke at sige det for at gøre dig mere ondt,men det er snart ligegyldigt hvad jeg gør.
Kan ikke få dig ud af min tanker og jeg savner også dig og dine berørninger.Jeg har også svært ved at give slip på det jeg har.
Knus

Ja, jeg kan give slip på det jeg har. Det bliver ikke nemt, men det kommer jeg til, uanset hvad. Det kommer ikke til at fungere, for jeg er ikke lykkelig sådan.
Jeg trækker faktisk også bare smerten i langdrag. Selvfølgelig er jeg også bange for hvordan det skal komme til at gå. Det er svært, at sige.. Og det vil det altid være, men jeg har lagt kortene på bordet, og bedt hende forberede sig på det. Og det har hun gjort. Det har vi begge grædt meget over, hvilket er klart. Jeg elsker også hende, men jeg kan ikke få det til at fungere. Hellere stoppe det, før det bliver værre.
Jeg ville gerne om vi kunne snakke sammen en dag, mødes, og få en kop kaffe. Det er svært at forklare en hel masse her, selvom jeg gerne ville.
Jeg er også forelsket i dig, og savner dig utrolig meget. Det er svært ikke at tage kontakten, når du er få meter borte.. Og lad være med at holde dig tilbage, fordi du frygter at det gør ondt på mig, det gør ondt uanset hvad...
Mange knus, og endnu flere tanker..