Forskellige interesser

Jeg har haft en kæreste i 4 år, og vi er rigtig glade for hinanden. Vi snakker nu om at flytte sammen, og det har kørt på skinner i mange år. Han er nogle år ældre end mig, men det har aldrig skabt problemer. Alt fungerer, fra A-Å, på nær én ting...
Vi har en meget forskellig indstilling til det sociale liv; jeg har rigtig mange veninder og en stor omgangskreds, går i byen nogle gange om måneden. Men vi bruger også meget tid sammen...
Han kommer derimod aldrig ud, for når han ikke arbejder vil han bare slappe af derhjemme. Han har en meget travl hverdag og er derfor meget udmattet når han kommer hjem, og weekenderne vil han ikke andet end at ligge på langs.
Men jeg tænker også på vores videre liv. Jeg vil gerne have fælles vennepar, tage i byen sammen, og i det hele taget have en fælles omgangskreds ligesom alle andre. Men hvis han så endelig kommer med ud, er han mere en "lytter" end en "taler". Han siger ikke så meget, men lader til at hygge sig i andres selskab. Jeg accepterer at han ikke er det mest udadvendte menneske i verden, men det ville være skønt at blive introduceret for nogle af hans venner en gang i mellem. Problemet er, at han selv siger han ingen har, og at han er ligeglad, for han har mig...
Vi har snakket om det, tror han kan ændre sig, men spørgsmålet er, om det er lykken... Jeg elsker ham.

En vigtig ting at huske på er nok accept.
Du er nødt til at acceptere at din kæreste er som han er, og at du er som du er.
Man kan ikke lave om på hinanden, og hvis man ønsker det skal man ikke være sammen.
Ja, jeg kan godt se at det er frustrerende, men tror du ikke din kæreste synes det er mere frustrerende, da han er den ensomme? Det må da være skønt sådan at have mange venner/veninder og have nogen at gå i byen med.
Min kæreste og jeg er begge nogle stille og rolige typer, men jeg ville aldrig bekymre mig om hans sociale liv. Har han ikke lyst til at have nogle venner, synes jeg det er okay. Men okay, jeg har det måske også selv sådan en gang imellem.
Nu er det sådan med venner, at det mange gange er tilfældigheder der bringer os mennesker sammen. Jeg har gået i flere måneder, ja endda et år, uden venner, fordi der simpelthen ikke var nogen - enten var de flyttet eller også havde de fået et andet liv.
Man kan ikke tvinge folk til at have venner.
Jeg synes det er rigtig godt for dig, at du har dine venner, og dem tror jeg du skal beholde for dig selv. Så må din kæreste finde sine venner, som han sikkert også snakker mere med. Jeg ved i hvert fald, at hvis jeg bliver hevet med til et arrangement med folk, jeg ikke kender, så taler jeg ikke bare med dem. Vi skal have noget at tale om.
Og sådan har din kæreste det sikkert også.
Min kæreste og jeg har også forskellige interesser, og til tider meget forskellige bekendte/venner, men det går mig ikke på, for jeg føler vi supplerer hinanden godt.
Nyd dit liv som det er, og lad din kæreste leve sit. Det løser sig med tiden, tror jeg.