For mig var det gavnligt at komme i fængsel.
Efter studentereksamen blev jeg ansat i Etiopiens nationalbank, og jeg blev diakon i den græsk-ortodokse (koptiske) kirke. Egentlig var jeg meget stolt af min bibelkundskab. I 1972 fik min hustru og jeg så besøg af Jehovas vidner, og vi inviterede dem indenfor til en samtale om Bibelen. De overlod mig et eksemplar af bogen Sandheden der fører til evigt liv, men sandt at sige fik jeg ikke læst i den.
Da de kom igen tilbød de at studere Bibelen sammen med mig og min familie. Jeg afslog høfligt. Jeg foretrak at drøfte bestemte emner som interesserede mig, som for eksempel dåben og treenigheden. I min kirke var det sædvane at døbe spædbørn — drenge når de var fyrre dage gamle og piger når de var firs dage gamle. Jeg mente at Jehovas vidner tog fejl når de ikke gik ind for barnedåb; men al min bibelkundskab til trods, kunne jeg ikke bevise at de havde uret.
Da vi kom til treenighedslæren, viste de mig Første Korinterbrev 15:28, hvor der står at Jesus en dag vil overdrage herredømmet til sin Fader. Jeg kunne ikke forklare hvordan dette kunne være muligt hvis treenighedslæren var sand. Da jeg tænkte at min forståelse af sagen måske var mangelfuld, forelagde jeg dette og andre skriftsteder for præsten, der jo talte på kirkens vegne. Han spurgte mig straks om jeg havde talt med Jehovas vidner.
„Ja, det har jeg,“ svarede jeg.
Han sagde så at Jehovas vidner blot genoplivede den gamle treenighedsmodstander Arius’ lære. Da jeg pressede på for at få et specifikt svar på de skriftsteder jeg havde anført, sagde han til mig at han var travlt optaget og at jeg måtte komme igen senere på dagen på et aftalt tidspunkt. Jeg kom igen, og fik at vide at aftalen var blevet flyttet til en anden dag. Igen og igen kom jeg til hans kontor uden at kunne træffe ham.
Mens jeg stadig ventede på en aftale med præsten, kom jeg til det resultat at der ikke kunne ske noget ved at jeg overværede Jehovas Vidners møder. Forestil jer hvordan jeg følte det da politiet efter at jeg blot havde overværet møderne en måneds tid, i august 1972, afbrød et møde og førte alle der var til stede, i fængsel! Dette skete på foranledning af de lokale religiøse ledere.
I fængselet, hvor vi måtte blive i omkring to uger, fik jeg et førstehåndsindtryk af den ægte kærlighed Kristi disciple viser af hele deres hjerte. Alle vidnerne delte ligeligt hvad de havde af mad, og de viste sand omsorg for hinanden. Vi fik håret raget af, hvilket mindede mig om den ydmygende behandling kong Davids udsendinge blev udsat for hos ammonitterne. — 2 Sam. 10:1-5.
De to uger i fængselet gav mig mulighed for at tilegne mig mere kundskab om Jehova Guds hensigter. Jeg tænkte også på det had (svarende til det had Kristus og hans første disciple blev udsat for) der havde fået de lokale religiøse ledere til at foranledige os fængslet. Resultatet var at min hustru og jeg i maj 1973, nogle måneder efter min løsladelse, lod os døbe som Jehovas vidner. Vi tjener stadig vor Gud med glæde her i Etiopien.
Da de kom igen tilbød de at studere Bibelen sammen med mig og min familie. Jeg afslog høfligt. Jeg foretrak at drøfte bestemte emner som interesserede mig, som for eksempel dåben og treenigheden. I min kirke var det sædvane at døbe spædbørn — drenge når de var fyrre dage gamle og piger når de var firs dage gamle. Jeg mente at Jehovas vidner tog fejl når de ikke gik ind for barnedåb; men al min bibelkundskab til trods, kunne jeg ikke bevise at de havde uret.
Da vi kom til treenighedslæren, viste de mig Første Korinterbrev 15:28, hvor der står at Jesus en dag vil overdrage herredømmet til sin Fader. Jeg kunne ikke forklare hvordan dette kunne være muligt hvis treenighedslæren var sand. Da jeg tænkte at min forståelse af sagen måske var mangelfuld, forelagde jeg dette og andre skriftsteder for præsten, der jo talte på kirkens vegne. Han spurgte mig straks om jeg havde talt med Jehovas vidner.
„Ja, det har jeg,“ svarede jeg.
Han sagde så at Jehovas vidner blot genoplivede den gamle treenighedsmodstander Arius’ lære. Da jeg pressede på for at få et specifikt svar på de skriftsteder jeg havde anført, sagde han til mig at han var travlt optaget og at jeg måtte komme igen senere på dagen på et aftalt tidspunkt. Jeg kom igen, og fik at vide at aftalen var blevet flyttet til en anden dag. Igen og igen kom jeg til hans kontor uden at kunne træffe ham.
Mens jeg stadig ventede på en aftale med præsten, kom jeg til det resultat at der ikke kunne ske noget ved at jeg overværede Jehovas Vidners møder. Forestil jer hvordan jeg følte det da politiet efter at jeg blot havde overværet møderne en måneds tid, i august 1972, afbrød et møde og førte alle der var til stede, i fængsel! Dette skete på foranledning af de lokale religiøse ledere.
I fængselet, hvor vi måtte blive i omkring to uger, fik jeg et førstehåndsindtryk af den ægte kærlighed Kristi disciple viser af hele deres hjerte. Alle vidnerne delte ligeligt hvad de havde af mad, og de viste sand omsorg for hinanden. Vi fik håret raget af, hvilket mindede mig om den ydmygende behandling kong Davids udsendinge blev udsat for hos ammonitterne. — 2 Sam. 10:1-5.
De to uger i fængselet gav mig mulighed for at tilegne mig mere kundskab om Jehova Guds hensigter. Jeg tænkte også på det had (svarende til det had Kristus og hans første disciple blev udsat for) der havde fået de lokale religiøse ledere til at foranledige os fængslet. Resultatet var at min hustru og jeg i maj 1973, nogle måneder efter min løsladelse, lod os døbe som Jehovas vidner. Vi tjener stadig vor Gud med glæde her i Etiopien.