Sandheden gav mig livet tilbage.
De fleste af mine venner er døde af AIDS, men inden det kom så langt, så jeg dem ofte på gaden. Jeg ville også have været død nu hvis jeg ikke havde lært sandheden fra Bibelen at kende. Lad mig fortælle hvorfor.
JEG er født den 11. december 1954 og er John og Dorothy Horrys andet og sidste barn. De gav mig navnet Dolores, men ved fødselen kaldte min mor mig Dolly (dukke) fordi hun syntes at jeg lignede et dukkebarn. Dette kælenavn er hængt ved mig, men på det tidspunkt vidste ingen at jeg skulle blive min mors værste mareridt.
Vi boede i en togvognslejlighed — det blev den kaldt på grund af sin lange, smalle form. Adressen var 61. gade i New York. Det var en elendig lejlighed med rotter. Da jeg en nat blev bidt af en, flyttede vi imidlertid straks derfra.
I 1957 flyttede vi til østsiden af det sydlige Manhattan. Det var et skønt sted i sammenligning med det vi kom fra — hyggelige værelser, et stort grønt område lige uden for mit vindue og udsigt til East River. Jeg kunne betragte både som sejlede forbi, og børn der spillede fodbold og baseball i parken. Jeg følte det næsten som om jeg var kommet i paradis. Men så begyndte min trygge verden at styrte sammen.
Min mor og far skændtes meget. I begyndelsen forstod jeg ikke hvorfor, men så opdagede jeg at min far konstant var fuld. Han kunne ikke passe et arbejde, og mor var den eneste som tjente penge. Da mine venner fandt ud af at min far var alkoholiker, gjorde de livet surt for mig med deres drillerier.
Situationen blev værre og værre. Til sidst blev far voldelig, og mor smed ham ud. Min mor stod nu alene med to børn. På det tidspunkt var jeg en otte-ni år, og jeg var helt knust over vores familiesituation. Mor havde lange arbejdsdage for at kunne tjene til udgifterne, og min søster og jeg måtte passes af naboer efter skoletid.
I sjette klasse blev jeg meget oprørsk. Jeg pjækkede fra skole og gik til den nærliggende Tompkins Square Park, hvor jeg forsøgte at drikke mig fra problemerne. Snart begyndte jeg at omgås en flok unge der var meget ældre end jeg. Jeg var kun 11 år, men jeg var voksen af min alder og kunne godt gå for at være 16 eller 17. Min nye omgangskreds drak, røg marihuana og tog LSD og heroin. Jeg ville gerne accepteres og begyndte derfor at eksperimentere med disse stoffer. Som 14-årig var jeg afhængig af dem for at kunne fungere.
„Det var mig der gav dig livet, og jeg vil også tage det igen.“ Det var et mundheld som nabolagets mødre brugte om deres børn når de havde såret og skuffet dem dybt. Da min mor, som ellers var en rolig og fattet person, opdagede at hendes 14-årige pige tog heroin, sagde hun at hun havde i sinde at tage mit liv igen — altså slå mig ihjel.
Jeg løb ind på badeværelset og forsøgte at holde døren lukket ved at stå i spænd mellem døren og badekarret, men jeg var for langsom. Nu var jeg virkelig kommet i knibe. Det er vel overflødigt at nævne at jeg fik mit livs værste omgang prygl. Det eneste der reddede mig fra min mors vrede, var min søster og den person der havde sladret om mig. De kom nemlig ind på badeværelset og holdt min mor så jeg kunne flygte fra lejligheden. Da jeg endelig vovede mig hjem efter at have været væk i nogle dage, indvilligede jeg i at blive behandlet for mit stofmisbrug.
Nogle måneder senere så jeg en tv-reklame om en afvænningsklinik for stofmisbrugere. Det var et sted hvor stofmisbrugere der virkelig ønskede at overvinde deres problem, kunne få den nødvendige hjælp. Jeg drøftede indslaget med min mor, og hun sendte mig til en af disse New York-klinikker. Her forsøgte man at skabe en familieatmosfære og på den måde motivere misbrugere til at ændre deres livsstil. Jeg boede der i omkring to og et halvt år.
Skønt jeg nød stor gavn af den hjælp jeg modtog, blev jeg dybt skuffet da jeg opdagede at nogle af de ansatte som jeg respekterede og havde tillid til — og som efter sigende var kommet ud af deres narkotikaproblem — igen tog stoffer. Jeg følte mig svigtet og til grin. De havde lært os at det gamle mundheld: „Én gang misbruger, altid misbruger,“ ikke passede. Men nu betragtede jeg dem som levende beviser på at mundheldet var sandt.
Ikke desto mindre var jeg stoffri da jeg som 17-årig vendte hjem, fast besluttet på at gøre mit bedste for at holde mig fra heroin. I mellemtiden var min mor og søster begyndt at studere Bibelen med Jehovas vidner.
Selv om jeg var holdt op med at tage stoffer, følte jeg mig stadig som familiens sorte får. Det skyldtes at jeg ikke var indstillet på at leve efter hjemmets nye husorden, der betød at jeg hverken måtte ryge, gå på diskotek eller lignende. Der gik ikke lang tid inden mor bad mig om at flytte fordi jeg nægtede at opgive min omgangskreds og ændre min verdslige indstilling. Jeg kom til at hade hende for det, men det var faktisk til mit eget bedste. Hun stod fast på retfærdige principper og vaklede aldrig.
Jeg rejste derfor hjemmefra for at begynde et nyt og bedre liv. Jeg genoptog min skolegang for at lære en færdighed der kunne finansiere min videregående uddannelse. Jeg klarede mig godt og blev integreret i samfundet. Jeg fandt et arbejde og fik min egen lejlighed. På et tidspunkt mødte jeg en ’gammel’ kæreste, og vi begyndte at komme sammen igen. Vi var indstillet på at gøre tingene rigtigt og blive gift.
Med tiden begyndte min kæreste imidlertid at tage stoffer, og det gik ned ad bakke for os begge. Jeg kunne ikke holde den følelsesmæssige smerte ud og tyede til det jeg kendte bedst — at dulme mine følelser med narkotika. Jeg begyndte at tage kokain, som man kaldte „stoffet for de rige“. Dengang var det populært at tage kokain fordi mange ikke betragtede det som vanedannende. Men i mit tilfælde viste det sig at være mere vanedannende end heroin.
Midt i 70'erne var jeg på kokain i cirka tre år. Langt om længe gik det op for mig hvilken ond cirkel jeg var kommet ind i, og jeg begyndte at tænke: ’Er dette virkelig meningen med livet?’ Hvis det var, brød jeg mig ikke om at leve. Jeg opsøgte min mor og fortalte hende at jeg havde fået nok af at leve på den måde jeg gjorde, og at jeg vendte tilbage til afvænningsklinikken. Efter yderligere halvandet år var jeg igen stoffri.
Igen fandt jeg et godt arbejde, en dejlig lejlighed og en kæreste. Vi blev forlovet. I mellemtiden holdt min mor sig jævnlig i kontakt med mig. Hun fortalte mig om Bibelen og gav mig bladene Vagttårnet og Vågn op!, men jeg læste dem aldrig. Jeg betroede min mor mine planer om at blive gift og stifte familie. Hun sendte mig derfor en bog med titlen Hvordan man opnår et lykkeligt familieliv. Den ændrede mit liv for bestandig.
Da jeg havde læst bogen, vidste jeg at jeg havde fulgt en forkert kurs, og hvad jeg nu ville. Endelig var der nogen som forstod hvordan jeg følte, og hvad der boede i mit hjerte. De følelser jeg havde, var ikke unormale. Min kæreste lo imidlertid ad mig da jeg forsøgte at vise ham ’Familiebogen’ og Bibelen. Han var ikke indstillet på at foretage de nødvendige forandringer for at opnå et lykkeligt familieliv. Jeg skulle derfor træffe en vanskelig beslutning — enten at blive hos ham eller at forlade ham. Jeg besluttede mig til det sidste.
Han blev rasende. Da jeg en dag kom hjem, havde han skåret alt mit tøj i strimler med et barberblad. Så godt som alle mine ting — sko, overtøj, møbler — var enten ødelagt eller solgt. Det eneste jeg havde tilbage, var det tøj jeg gik og stod i. Jeg havde lyst til at lægge mig til at dø. Der er tidspunkter i ens liv hvor man ikke orker at kæmpe mere, og hvor det er nemt at vælge den sædvanlige løsning — at dulme sine følelser med narkotika. Valget var enten dét eller selvmord.
Selv om jeg begyndte at tage stoffer igen, opgav min mor mig aldrig. Hun besøgte mig og havde Vagttårnet og Vågn op! med til mig. En aften da min mor og jeg snakkede sammen, fortalte jeg hende at jeg var træt af hele tiden at skulle løse problemer, og at jeg ikke vidste mine levende råd. Hun sagde ganske enkelt: „Du har prøvet alt andet, hvorfor ikke give Jehova en chance?“
I 1982 indvilligede jeg i at gøre det som min mor havde opfordret mig til i årevis — jeg begyndte seriøst at studere Bibelen. Jeg blev hurtigt glad for det jeg lærte. Jeg forstod at mit liv er dyrebart i Jehovas øjne, og at der er en mening med livet. Men jeg indså at hvis jeg skulle tjene Jehova, måtte jeg foretage mange forandringer i mit liv, og hertil ville jeg få brug for følelsesmæssig og åndelig støtte. Jeg spurgte derfor min mor om jeg måtte flytte hjem til hende.
Mor var i syv sind, eftersom jeg så tit havde skuffet hende. Hun talte det igennem med en kristen ældste, og da han fornemmede at min mor følte at der var en reel mulighed for at jeg denne gang mente det alvorligt, sagde han: „Hvorfor ikke give hende en chance til?“
Lykkeligvis skuffede jeg ikke min mor denne gang. Jeg fortsatte med at studere Bibelen og begyndte at overvære alle de kristne møder regelmæssigt. Med hjælp fra Jehova lagde jeg mit liv fuldstændig om. Takket være de råd der gives i Bibelen, Guds sandhedsord, klarede jeg mig igennem vanskelige perioder. (Johannes 17:17) Jeg formåede endda at lægge cigaretterne på hylden, hvilket var en hårdere kamp end at bryde med heroin og kokain. For første gang var jeg glad for at leve.
Nogle måneder senere, den 24. december 1983, symboliserede jeg min indvielse til Jehova ved vanddåben. I april begyndte jeg som hjælpepioner, en form for udvidet tjeneste. Til at begynde med gjorde mine tidligere omgangsfæller nar af mig når de så mig i forkyndelsen. Det var præcis som apostelen Peter havde sagt: „De finder det mærkeligt at I ikke fortsat løber sammen med dem mod den samme udsvævelsernes sump, og bliver ved med at spotte jer.“ — 1 Peter 4:4.
I september 1984 blev jeg pioner (heltidsforkynder), og inden længe ledte jeg ti bibelstudier hver uge. Nogle af disse bibelstudieelever havde været med til at håne mig da jeg var begyndt at forkynde. Det var en meget spændende tid i mit liv hvor jeg lærte adskillige unge Bibelens sandheder at kende. Jeg havde altid ønsket mig at få børn, og det var derfor til stor glæde for mig i overført betydning at blive mor til disse åndelige børn. — Jævnfør Første Korintherbrev 4:15.
I nærheden af vort hjem har jeg i årenes løb mødt flere af dem som jeg engang tog stoffer med. Eftersom de har delt kanyler med inficerede personer, er de blevet smittet med AIDS og ser nu hærgede ud. Mange er allerede døde. Hvis jeg ikke havde lært sandheden fra Bibelen at kende, ville jeg højst sandsynligt også have været død i dag. Ja, sandheden har givet mig livet tilbage.
Hvor ville jeg ønske at jeg som barn havde kendt sandheden og derved undgået et liv med smerte og elendighed. Jehova hjælper mig nu med at klare smerterne fra en forspildt ungdom, men det er først i den nye verden at mine følelsesmæssige ar vil blive fjernet. (Åbenbaringen 21:3, 4) I dag gør jeg meget ud af at fortælle de unge hvilken forret det er at kende Jehova og modtage hjælp fra hans organisation til at følge hans lære.
Livet i verden virker måske tillokkende og fristende. Og verden ønsker at du skal tro at du kan få dens underholdning uden smertelige konsekvenser. Men det er ganske enkelt umuligt. Verden vil udnytte dig, og når den er færdig med dig, bliver du kasseret. Det er sandt når Bibelen siger at Djævelen er denne verdens hersker — dens gud — og at vi ikke bør elske verden eller det der er i verden. (Johannes 12:31; 14:30; 16:11; 2 Korinther 4:4; 1 Johannes 2:15-17; 5:19) Eftersom folk i verden er „fordærvelsens trælle“, kan deres selskab ikke bringe sand lykke. — 2 Peter 2:19.
Jeg håber at min beretning vil hjælpe andre til at indse at „det virkelige liv“ — det evige liv i Guds nye verden — er det eneste der er værd at satse på. Vi vil få både positive og negative oplevelser når vi vandrer på sandhedens sti, men græsset er aldrig grønnere på den anden side af hegnet, i Satans verden. Satan forsøger blot at få det til at se sådan ud. Jeg beder til at jeg og alle mine kristne brødre og søstre må holde blikket rettet mod det virkelige liv, det evige liv på en paradisisk jord. (1 Timoteus 6:19)
JEG er født den 11. december 1954 og er John og Dorothy Horrys andet og sidste barn. De gav mig navnet Dolores, men ved fødselen kaldte min mor mig Dolly (dukke) fordi hun syntes at jeg lignede et dukkebarn. Dette kælenavn er hængt ved mig, men på det tidspunkt vidste ingen at jeg skulle blive min mors værste mareridt.
Vi boede i en togvognslejlighed — det blev den kaldt på grund af sin lange, smalle form. Adressen var 61. gade i New York. Det var en elendig lejlighed med rotter. Da jeg en nat blev bidt af en, flyttede vi imidlertid straks derfra.
I 1957 flyttede vi til østsiden af det sydlige Manhattan. Det var et skønt sted i sammenligning med det vi kom fra — hyggelige værelser, et stort grønt område lige uden for mit vindue og udsigt til East River. Jeg kunne betragte både som sejlede forbi, og børn der spillede fodbold og baseball i parken. Jeg følte det næsten som om jeg var kommet i paradis. Men så begyndte min trygge verden at styrte sammen.
Min mor og far skændtes meget. I begyndelsen forstod jeg ikke hvorfor, men så opdagede jeg at min far konstant var fuld. Han kunne ikke passe et arbejde, og mor var den eneste som tjente penge. Da mine venner fandt ud af at min far var alkoholiker, gjorde de livet surt for mig med deres drillerier.
Situationen blev værre og værre. Til sidst blev far voldelig, og mor smed ham ud. Min mor stod nu alene med to børn. På det tidspunkt var jeg en otte-ni år, og jeg var helt knust over vores familiesituation. Mor havde lange arbejdsdage for at kunne tjene til udgifterne, og min søster og jeg måtte passes af naboer efter skoletid.
I sjette klasse blev jeg meget oprørsk. Jeg pjækkede fra skole og gik til den nærliggende Tompkins Square Park, hvor jeg forsøgte at drikke mig fra problemerne. Snart begyndte jeg at omgås en flok unge der var meget ældre end jeg. Jeg var kun 11 år, men jeg var voksen af min alder og kunne godt gå for at være 16 eller 17. Min nye omgangskreds drak, røg marihuana og tog LSD og heroin. Jeg ville gerne accepteres og begyndte derfor at eksperimentere med disse stoffer. Som 14-årig var jeg afhængig af dem for at kunne fungere.
„Det var mig der gav dig livet, og jeg vil også tage det igen.“ Det var et mundheld som nabolagets mødre brugte om deres børn når de havde såret og skuffet dem dybt. Da min mor, som ellers var en rolig og fattet person, opdagede at hendes 14-årige pige tog heroin, sagde hun at hun havde i sinde at tage mit liv igen — altså slå mig ihjel.
Jeg løb ind på badeværelset og forsøgte at holde døren lukket ved at stå i spænd mellem døren og badekarret, men jeg var for langsom. Nu var jeg virkelig kommet i knibe. Det er vel overflødigt at nævne at jeg fik mit livs værste omgang prygl. Det eneste der reddede mig fra min mors vrede, var min søster og den person der havde sladret om mig. De kom nemlig ind på badeværelset og holdt min mor så jeg kunne flygte fra lejligheden. Da jeg endelig vovede mig hjem efter at have været væk i nogle dage, indvilligede jeg i at blive behandlet for mit stofmisbrug.
Nogle måneder senere så jeg en tv-reklame om en afvænningsklinik for stofmisbrugere. Det var et sted hvor stofmisbrugere der virkelig ønskede at overvinde deres problem, kunne få den nødvendige hjælp. Jeg drøftede indslaget med min mor, og hun sendte mig til en af disse New York-klinikker. Her forsøgte man at skabe en familieatmosfære og på den måde motivere misbrugere til at ændre deres livsstil. Jeg boede der i omkring to og et halvt år.
Skønt jeg nød stor gavn af den hjælp jeg modtog, blev jeg dybt skuffet da jeg opdagede at nogle af de ansatte som jeg respekterede og havde tillid til — og som efter sigende var kommet ud af deres narkotikaproblem — igen tog stoffer. Jeg følte mig svigtet og til grin. De havde lært os at det gamle mundheld: „Én gang misbruger, altid misbruger,“ ikke passede. Men nu betragtede jeg dem som levende beviser på at mundheldet var sandt.
Ikke desto mindre var jeg stoffri da jeg som 17-årig vendte hjem, fast besluttet på at gøre mit bedste for at holde mig fra heroin. I mellemtiden var min mor og søster begyndt at studere Bibelen med Jehovas vidner.
Selv om jeg var holdt op med at tage stoffer, følte jeg mig stadig som familiens sorte får. Det skyldtes at jeg ikke var indstillet på at leve efter hjemmets nye husorden, der betød at jeg hverken måtte ryge, gå på diskotek eller lignende. Der gik ikke lang tid inden mor bad mig om at flytte fordi jeg nægtede at opgive min omgangskreds og ændre min verdslige indstilling. Jeg kom til at hade hende for det, men det var faktisk til mit eget bedste. Hun stod fast på retfærdige principper og vaklede aldrig.
Jeg rejste derfor hjemmefra for at begynde et nyt og bedre liv. Jeg genoptog min skolegang for at lære en færdighed der kunne finansiere min videregående uddannelse. Jeg klarede mig godt og blev integreret i samfundet. Jeg fandt et arbejde og fik min egen lejlighed. På et tidspunkt mødte jeg en ’gammel’ kæreste, og vi begyndte at komme sammen igen. Vi var indstillet på at gøre tingene rigtigt og blive gift.
Med tiden begyndte min kæreste imidlertid at tage stoffer, og det gik ned ad bakke for os begge. Jeg kunne ikke holde den følelsesmæssige smerte ud og tyede til det jeg kendte bedst — at dulme mine følelser med narkotika. Jeg begyndte at tage kokain, som man kaldte „stoffet for de rige“. Dengang var det populært at tage kokain fordi mange ikke betragtede det som vanedannende. Men i mit tilfælde viste det sig at være mere vanedannende end heroin.
Midt i 70'erne var jeg på kokain i cirka tre år. Langt om længe gik det op for mig hvilken ond cirkel jeg var kommet ind i, og jeg begyndte at tænke: ’Er dette virkelig meningen med livet?’ Hvis det var, brød jeg mig ikke om at leve. Jeg opsøgte min mor og fortalte hende at jeg havde fået nok af at leve på den måde jeg gjorde, og at jeg vendte tilbage til afvænningsklinikken. Efter yderligere halvandet år var jeg igen stoffri.
Igen fandt jeg et godt arbejde, en dejlig lejlighed og en kæreste. Vi blev forlovet. I mellemtiden holdt min mor sig jævnlig i kontakt med mig. Hun fortalte mig om Bibelen og gav mig bladene Vagttårnet og Vågn op!, men jeg læste dem aldrig. Jeg betroede min mor mine planer om at blive gift og stifte familie. Hun sendte mig derfor en bog med titlen Hvordan man opnår et lykkeligt familieliv. Den ændrede mit liv for bestandig.
Da jeg havde læst bogen, vidste jeg at jeg havde fulgt en forkert kurs, og hvad jeg nu ville. Endelig var der nogen som forstod hvordan jeg følte, og hvad der boede i mit hjerte. De følelser jeg havde, var ikke unormale. Min kæreste lo imidlertid ad mig da jeg forsøgte at vise ham ’Familiebogen’ og Bibelen. Han var ikke indstillet på at foretage de nødvendige forandringer for at opnå et lykkeligt familieliv. Jeg skulle derfor træffe en vanskelig beslutning — enten at blive hos ham eller at forlade ham. Jeg besluttede mig til det sidste.
Han blev rasende. Da jeg en dag kom hjem, havde han skåret alt mit tøj i strimler med et barberblad. Så godt som alle mine ting — sko, overtøj, møbler — var enten ødelagt eller solgt. Det eneste jeg havde tilbage, var det tøj jeg gik og stod i. Jeg havde lyst til at lægge mig til at dø. Der er tidspunkter i ens liv hvor man ikke orker at kæmpe mere, og hvor det er nemt at vælge den sædvanlige løsning — at dulme sine følelser med narkotika. Valget var enten dét eller selvmord.
Selv om jeg begyndte at tage stoffer igen, opgav min mor mig aldrig. Hun besøgte mig og havde Vagttårnet og Vågn op! med til mig. En aften da min mor og jeg snakkede sammen, fortalte jeg hende at jeg var træt af hele tiden at skulle løse problemer, og at jeg ikke vidste mine levende råd. Hun sagde ganske enkelt: „Du har prøvet alt andet, hvorfor ikke give Jehova en chance?“
I 1982 indvilligede jeg i at gøre det som min mor havde opfordret mig til i årevis — jeg begyndte seriøst at studere Bibelen. Jeg blev hurtigt glad for det jeg lærte. Jeg forstod at mit liv er dyrebart i Jehovas øjne, og at der er en mening med livet. Men jeg indså at hvis jeg skulle tjene Jehova, måtte jeg foretage mange forandringer i mit liv, og hertil ville jeg få brug for følelsesmæssig og åndelig støtte. Jeg spurgte derfor min mor om jeg måtte flytte hjem til hende.
Mor var i syv sind, eftersom jeg så tit havde skuffet hende. Hun talte det igennem med en kristen ældste, og da han fornemmede at min mor følte at der var en reel mulighed for at jeg denne gang mente det alvorligt, sagde han: „Hvorfor ikke give hende en chance til?“
Lykkeligvis skuffede jeg ikke min mor denne gang. Jeg fortsatte med at studere Bibelen og begyndte at overvære alle de kristne møder regelmæssigt. Med hjælp fra Jehova lagde jeg mit liv fuldstændig om. Takket være de råd der gives i Bibelen, Guds sandhedsord, klarede jeg mig igennem vanskelige perioder. (Johannes 17:17) Jeg formåede endda at lægge cigaretterne på hylden, hvilket var en hårdere kamp end at bryde med heroin og kokain. For første gang var jeg glad for at leve.
Nogle måneder senere, den 24. december 1983, symboliserede jeg min indvielse til Jehova ved vanddåben. I april begyndte jeg som hjælpepioner, en form for udvidet tjeneste. Til at begynde med gjorde mine tidligere omgangsfæller nar af mig når de så mig i forkyndelsen. Det var præcis som apostelen Peter havde sagt: „De finder det mærkeligt at I ikke fortsat løber sammen med dem mod den samme udsvævelsernes sump, og bliver ved med at spotte jer.“ — 1 Peter 4:4.
I september 1984 blev jeg pioner (heltidsforkynder), og inden længe ledte jeg ti bibelstudier hver uge. Nogle af disse bibelstudieelever havde været med til at håne mig da jeg var begyndt at forkynde. Det var en meget spændende tid i mit liv hvor jeg lærte adskillige unge Bibelens sandheder at kende. Jeg havde altid ønsket mig at få børn, og det var derfor til stor glæde for mig i overført betydning at blive mor til disse åndelige børn. — Jævnfør Første Korintherbrev 4:15.
I nærheden af vort hjem har jeg i årenes løb mødt flere af dem som jeg engang tog stoffer med. Eftersom de har delt kanyler med inficerede personer, er de blevet smittet med AIDS og ser nu hærgede ud. Mange er allerede døde. Hvis jeg ikke havde lært sandheden fra Bibelen at kende, ville jeg højst sandsynligt også have været død i dag. Ja, sandheden har givet mig livet tilbage.
Hvor ville jeg ønske at jeg som barn havde kendt sandheden og derved undgået et liv med smerte og elendighed. Jehova hjælper mig nu med at klare smerterne fra en forspildt ungdom, men det er først i den nye verden at mine følelsesmæssige ar vil blive fjernet. (Åbenbaringen 21:3, 4) I dag gør jeg meget ud af at fortælle de unge hvilken forret det er at kende Jehova og modtage hjælp fra hans organisation til at følge hans lære.
Livet i verden virker måske tillokkende og fristende. Og verden ønsker at du skal tro at du kan få dens underholdning uden smertelige konsekvenser. Men det er ganske enkelt umuligt. Verden vil udnytte dig, og når den er færdig med dig, bliver du kasseret. Det er sandt når Bibelen siger at Djævelen er denne verdens hersker — dens gud — og at vi ikke bør elske verden eller det der er i verden. (Johannes 12:31; 14:30; 16:11; 2 Korinther 4:4; 1 Johannes 2:15-17; 5:19) Eftersom folk i verden er „fordærvelsens trælle“, kan deres selskab ikke bringe sand lykke. — 2 Peter 2:19.
Jeg håber at min beretning vil hjælpe andre til at indse at „det virkelige liv“ — det evige liv i Guds nye verden — er det eneste der er værd at satse på. Vi vil få både positive og negative oplevelser når vi vandrer på sandhedens sti, men græsset er aldrig grønnere på den anden side af hegnet, i Satans verden. Satan forsøger blot at få det til at se sådan ud. Jeg beder til at jeg og alle mine kristne brødre og søstre må holde blikket rettet mod det virkelige liv, det evige liv på en paradisisk jord. (1 Timoteus 6:19)