Flyttede fra tyranisk kæreste.

Hejsa jeg er ny herinde men har i den grad brug for at snakke med nogen om det forhold
jeg har haft igennem det sidste års tid, da jeg simpelthen føler det hele er gået i
hårknude og håber sådan nogen herinde vil kunne give mig gode råd og opbakning til
hvordan jeg kommer af med de tanker jeg har!
Historien er således, jeg er en pige på snart 23 år, jeg har igennem hele min barndom
blevet mobbet i skolen, er overvægtig og har et dårligt selvværd, jeg oprettede sidste
år en dating profil efter jeg havde droppet min første kæreste, og begyndte at snakke
med en kanon sød fyr fra fyn, som var knap 1 år ældre end mig. Inden længe aftalte vi at
mødes og jeg faldt pladask for denne utrolig søde charmerende fyr som virkelig virkede
til at synes om mig. Jeg vil sige jeg er ikke en grim pige! Jeg vejer desværre bare 30
kg for meget! Jeg skulle så besøge ham weekenden efter og det endte så med vi officielt
blev kærester den weekend. Jeg var lykkelig, svævede på en lyserød sky han virkede til
at være alt det jeg har søgt i en mand og mere til, han var så utrolig forstående med
alt, lyttede til det jeg fortalte og forstod hestene betød rigtig meget for mig. Manden
har sit eget lille sted på fyn, hvor der også vil være plads til heste. Han begyndte så
at mene at to heste måtte da være maximum, han havde jo ikke plads til flere, ønsker
jeg blot havde sat så fandt jeg selv noget jord de kunne gå på, det var jo set i
bakspejlet ikke fair af ham at kræve jeg skulle sælge mit et og alt!
Manden begyndte at rette utrolig meget på mig, alt skulle altid være på hans måde,
og alt skulle stilles præcist hvor jeg tog det. Så kunne han brokke sig over der ikke
var creme nok i fastelavnsboller som jeg havde bagt, at han synes kraven var møg
irriterende på nogle sweather jeg havde købt til ham bare fordi jeg fik lyst! Men det
var de latterligste små bagateller som irrieterede ham. Og kan bl.a. fortælle hans bil
skulle holde præcist det samme sted, ellers skulle jeg flytte den, for skulle jo lære
hvordan den skulle stå! Lavede jeg mad blandede han sig i hvordan jeg gjorde, var jeg i
bad blandede han sig i hvor meget jeg skruede op for vandet - også når han var hos mig!
Hos mig brokkede han sig over min seng da han mente man lå elendigt, han pillede altid
batteriet ud af mit vækkeur da han ikke kunne sove for det, klagede over der var varmt
og åbnede mit vindue, og guds nåde trøste mig hvis jeg så tændte lyset og glemte vinduet
var åbent så der jo kom insekter ind! Han begyndte at tale nedladende til mig, kunne
finde på hård at sige "flyt dig" hvis jeg stod i vejen! Han var ikke særlig sød overfor
sin hund, som nærmest krøb for ham og var utrolig nervøs af sig. Han kunne hidse sig op
hvis tingene drillede blot det mindste, og ende med at smide med det, en gang var han
ved at kaste en palle ned over tæerne på mig, sagde så han altså var ved at ramme mig,
hans kommentar var jeg bare kunne se mig for. Hmm
Han begyndte at blive flabet når vi var hos mine forældre, og gik altid bare ude sammen
med min far hele dagen, gad ikke rigtig lave noget sammen med mig. Og selv om jeg om
aftenen gik ind på værelset var det sjældent han fulgte med, han kom som regl først når
det blev sengetid og hang bare ude i køkkenet og snakkede med min far!
En eftermiddag havde min far sagt om han ikke vil ind til mig, jeg savnede ham da
sikkert, jeg lå i sengen og så tv, blev så glad da han kom og vil holde om ham, og han
sagde bare koldt "du ser film skat" og da jeg ikke flyttede mig første gang gentog
han... Ligesom hvis jeg lagde op til sex kunne han finde på bare at sige godnat! Og det
var sjældnere og sjældnere vi havde sex, også selvom vi så hinanden måske hver 14. dag.
Men han kunne godt sidde og se sine porno film. Jeg begyndte at få det mere og mere
skidt med mig selv, og føle mig dum og frastødende, for hvorfor var han sådan, hvorfor
havde han ikke lyst til mig? Hvorfor var han så sjældent kærlig overfor mig? I august
vil han så have jeg flyttede ind hos ham, bad om blot at være på ferie første gang og
prøve det lidt af, men alligevel gav han sig til at slæbe mine ting ud i bilen og vil
have jeg pakkede nogle ting. Desværre gav jeg mig. Jeg havde det skidt, græd da vi kørte
derfra, det var som om min krop prøvede at sige jeg var ved at begå en fejl, jeg kunne
simpelthen ikke finde ud af hvad min kæreste rent ud sagt egentlig følte og ville med
mig og vores forhold, elskede han mig virkelig eller ønskede han blot en "hushjælp" som
alle havde advaret mig om da han begyndte at ændre sig så meget? Efter 3 uger og et
visit derhjemme brød jeg total sammen da vi skulle til fyn igen, alt indeni mig sagde
jeg ikke skulle derover igen, jeg forstod ikke hvorfor jeg havde det sådan. Og det endte
med jeg flyttede hjem igen og vi hver især tænkte over hvad der gik galt. Vi valgte at
fortsætte men mærkede tydeligt han begyndte at ændre sig endnu mere overfor mig, og
sagde han ikke orkede sex og sådan. Prøvede nærmest at udskyde at gå i seng eller lå og
halvsov på sofaen osv. Dejligt selvskab! Når man endelig så hinanden... Jeg blev mere
og mere usikker og ulykkelig. Han meddelte så efter jeg havde fået hevet ud af ham
hvorfor han var sådan da jeg ikke længere gad gå og være så ulykkelig, at han ikke
længere vidste om det var det rette. Men alligevel vil han gerne have jeg flyttede ind
igen, som sagt så gjort, men så sagde han sgu ligefrem jeg "kom krybende tilbage" da jeg
flyttede derover med bilen læsset med ting. Jeg blev så ked af det, og synes det var
ondt sagt. Men forstod ikke han gik og talte børn og bryllup når han var sådan overfor
mig? Og havde fået materialer til bokse og fold, så prøvede at overhøre den indre stemme
som sagde jeg skulle flygte. Jeg holdt ud en måned hos ham! Men det føltes rent ud sagt
som jeg har boet hos ham i ½-1 år!! Jeg tog vikar jobs og ellers stod jeg for alt
hjemme i huset, han dukkede bare op efter 7 når maden var på bordet og så var det
tidligt i seng, sådan var det hver aften. Han mente han gav mig opmærksomhed nok ved at
give mig et kram og et kys når han kom hjem, men yderst sjældent vi lå og puttede sammen
mere, og havde sagt jeg savnede det... Han pressede på med alle mine ting + heste skulle
derover, men jeg kunne ikke, gik helt i panik, men endte med en enkelt hest kom derover.
Jeg fik det værre og værre, følte mig så ensom og følte slet ikke jeg kendte manden jeg
var sammen med mere. Og oveni det hele har han i hele forholdet talt meget om sin eks
kæreste, og det begyndte at gå mig meget på, følte ikke det var normalt at snakke om
hende hver eneste dag nærmest, og fortælle en masse episoder og sige hun var en so og
hun bestemte alt over ham. Jeg kan bare slet ikke tro han har ladet sig dominere, jeg
kan ikke se det for mig da han er typen der vil have ret altid. Og er dominerende. Men
at gå og sige hun havde sååå store patter og jeg ved ikke hvad og havde presset ham til
de skulle prøve at få børn, hvilket ikke havde ladet sig gøre, det lyder altså for dumt,
og der tænkte jeg også er der noget galt med mig siden han siger sådan? Han
understregede også kraftigt jeg aldrig kunne presse ham til den slags. Når vi skulle
nogen steder hen var det ofte min bil vi skulle tage, og det var som regl mig der skulle
besøge ham, for jeg havde bedst tid. Jeg skulle så for det meste undlade alkohol, skulle
køre hjem. Men jeg er slet ikke kendt derover og ser elendigt i mørke når jeg kører
bil, hvilket han ved, en aften vi var hos noget familie sagde jeg så jeg altså ikke
kørte hjem min søster havde også skrevet de lovede kraftigt blæsevejr, om manden så ikke
lige så skældende sagde at jeg fandme da ikke skulle sidde og blive bange for en sms!
Jeg blev så flov og følte alle stirrede.... Og på vejen hjem var jeg meget tavs og sagde
at jeg altså blev ked af han sagde sådan, men uha han havde bare givet tilbage af samme
skuffe sagde han! Og vil ellers ikke tale mere om det.
Men da jeg så ikke vil have mere med derover vil han have jeg skulle tage en beslutning,
græd nærmest hver dag og kunne slet ikke klare at være der mere, havde konstant ondt i
maven og var småsyg og kunne ikke overskue noget og følte mig så bange! Så valget blev
jeg flyttede igen, havde fredag aften pakket bilen mens han var på arbejde og så kom han
hjem i usædvanligt godt humør, og straks fik jeg dårlig samvittighed, men sådan burde
han jo være hver dag! Være glad for nu skulle han hjem til sin dejlige kæreste som
endelig permanent var flyttet ind, men ofte var det en træt og negativ kæreste der kom
hjem, og kom han tidligt hjem var det kun fordi han skulle arbejde i sit værksted. Han
var altid så afvisende følte jeg, og har aldrig sagt jeg er dejlig, sød smuk eller
noget, og kun sagt jeg elsker dig 2-3 gange til mig. Jeg spurgte ham rent ud den aften
hvad han da helst vil, han sagde han vil være meget ked af jeg flyttede, så det måtte
være fordi han gerne vil det. Men beslutningen blev jeg flyttede hjem, jeg græd og græd,
holdte jo trods alt af ham og engang var alt så perfekt sammen med ham. Men følte det
hele var dødt og følte ikke jeg kunne kæmpe mere når han ikke hjalp til også. Jeg kunne
ikke blvie ved at give og give uden at modtage. Han græd dog slet ikke derefter,
begyndte at ævle om penge jeg skyldte jeg havde betalt for længst, men det kunne han så
ikke huske, men holdte da op at tale mere om det, og huslejen kunne så gå op med det mad
jeg havde betalt for...
En uge efter jeg var flyttet var han så søgende igen efter en kæreste, og det skal så
være en som ved hvad hun ville og som kan forstå hans sorte humor, det har intet med
sort humor at gøre, han siger nogle virkelig lede ting! Bl.a. har han engang sagt min
lillesøster var et fryd for øjet! Hun er skam også køn, men sådan siger man da ikke til
sin kæreste som i forvejen har lavt selvværd som han godt vidste, og ligefrem kommentere
at g-streng ikke vil passe til mig, pga min kropsbygning og sige jeg har "en underlig
røv" pga min overvægt! Jeg blev så såret og var led og ked af at vise mig nøgen overfor
ham lige siden.... Sex var ofte noget der hurtigt skulle overstås og de sidste måneder
rørte han mig aldrig ved sex, det var kun en del af min krop han koncenterede sig om,

intet med at nusse mave, bryster osv. Det var rent ud sagt lige-på-og-hårdt selvom han
vidste det ikke var behageligt for mig, og jeg ofte har følt mig så trist og ligegyldig
bagefter.
Han har ringet til mig et par gange efter og kunnet sige han ikke savner mig men kun min
tilstedeværelse og slet ikke har haft det slemt herefter! Men det kunne da være vi fandt
sammen igen, hvis han nu har været sammen med et par piger og fundet ud af han savner
mig og mine kvaliteter!
Jeg er herefter så ked af det, jeg har en mistanke om han måske har fundet en anden
allerede, jeg burde være ligeglad, men hvor dum jeg end er holder jeg jo stadig af ham
et eller andet sted, men savner ikke ham?? Jeg er i behandling for depression og er
nogle dage langt langt nede og græder og føler alt virker uoverskueligt, og går til
samtaler. Alt dette pga jeg nu i 1 år har været "underkuet" af en kæreste som har fået
mig til at føle mig klam, dum og ulækker og uduelig. Og alligevel tænker jeg på
fjolset??
Jeg forstår bare ikke hvor den søde, charmerende og kærlige fyr blev af. Ham der forstod
mig og ikke kunne sige tit nok hvor glad han var for at have mødt mig...
Jge aner ikke hvad der gør at jeg gider bruge mere energi på ham, burde da være lettet
over jeg er her, men det er vel følelsen af at være holdt for nar der gør jeg har det
sådan nu. Jeg føler mig bare så frastødet af ham. Og mest af alt føler jeg at jeg ikke
kender den mand jeg har været sammen med! Når vi var her hentede han selv de ting han
manglede i min mors køleskab, kritiserede nogen gange det mad hun havde lavet, og en
gang vi var i bilka nægtede han at bruge penge på mad der og åd så en masse fra
køleskabet da han kom hjem igen, selvom mine forældre havde spist!
Suk det var en længere smøre. Jeg håber vel nogen kan komme med deres synspunkter på min
historie, måske nogen har prøvet det samme som mig? Jeg håber ikke i sidder og tænker
hold kæft hvor har hun været dum! Jeg kan sagtens herefter se hvor dum jeg har været og
er da også glad for jeg trods alt er væk derfra og begynder at føle jeg kan trække
vejret igen, og ikke længere er fanget i hans net....

du havde skrevet et indlæg og slettet det igen, nu skriver du det samme igen men med dobbelt afstand mellem linierne, ved du selv hvad du vil eller er du bare ude på at få lidt gang i den ??
Sådan som du gør opnår du ingen seriøse svar.

Nej jeg fik et svar i den anden tråd om det var uoverskueligt at læse, men kan ikke finde ud af at lave den rigtige linjeafstand :-( Undskylder hvis i tror jeg er useriøs. Laver det skam ikke om flere gange. Men fik at vide af den anden jeg skulle slette og lave et nyt med linjeafstand.

Puha godt du er kommet væk fra ham!
For mig virker det som om at du har fået læsset en masse ting af, hvilket kun er godt - men min reaktion er også: fy for en led stodder.
Hvad har du lært af den her livshistorie?

Jeg gav hende et råd, da det var meget besværligt at læse uden afsnit og afstand - om at slette og gøre det læsevenligt.
Yderst venligt at hun så GIDER at gøre det!
Ellers andre problematikker du ønsker debatteret??

Jeg har vist lært man ikke skal finde sig i alt - og virkelig tage sin mavefornemmelse alvorligt! Jeg har længe haft følelsen af det her vist ikke var det rigtige, men alligevel blev jeg ved og ved, håbede fyren jeg mødte igen vil dukke op :-(

...for at du er kommet ud af hans kløer! Helt ærligt! du har fortjent meget bedre end sådan en som ham. Glem alt om at komme sammen med ham igen. Han er en kontrollerende og manipulerende tyran, der blot vil have dig som sin føjelige husholder. Lad for himlens skyld ikke dit lave selvværd få dig til at tro, at du ikke er bedre tjent!
Du skal først og fremmest arbejde på at opbygge dit eget selvværd. Sålænge du har så lavt et selvværd, er der stor risiko for, at du igen ender med at være sammen med sådanne elendige eksemplarer af den mandlige race, fordi du på et eller andet plan bilder dig selv ind, at du ikke har fortjent bedre.
Men det har du! Og der findes ordentlige mænd!
Se dig ikke tilbage! Arbejd med at få dit selvværd op! Og gå så ud og find dig en ordentlig kæreste, som vil behandle dig både kærligt og med respekt!
mvh hønemor1001

igennem dit indlæg.
Hvis du skulle prioritere, hvad kommer så først? Dig og lykkeligheden eller dig, kæreste og lykkeligheden?

Hvem har tisset på din sukkermad sådan en dejlig juledag?
mvh hønemor1001

erklæret egnet til at vejlede andre ?
lenna kunne have kopieret indlægget og slettet det første for derefter at have opdelt det i afsnit, men måske du skulle anskaffe dig nye briller :-)

men jeg sad og læste indlægget og da jeg ville skrive et svar var det væk :-)
Jeg mener blot at det kunne være opdelt i afsnit, men den slags hænger jeg mig ikke i, hvis jeg vil læse et indlæg læser jeg det, den sidste version er blot mere forvirrende for mig :-)

Er der nogen, der har tisset på din sukkermad her på en dejlig juledag?
mvh hønemor1001
PS: Når det så er sagt, så giver det ikke bedre overskuelighed at sætte hele indlægget med dobbelt linieafstand. Det virker betydeligt bedre, hvis man bibeholder enkelt linieafstand, og så sætter nogle tomme linier ind i stedet der, hvor der er et naturligt afbræk i teksten.

det var det rigtige jeg gjorde, hende jeg er til samtaler hos har også hele tiden understreget jeg virkelig skal klappe mig selv på skuldrene for jeg kom væk i tide, og er kommet ud af hans net. Han har bare virkelig forstået hvordan han skulle gøre når jeg rent faktisk var på vej væk tidligere, men jeg var ved at gå helt ned til sidst og skulle bare væk fra ham. Min juleaften igår var ikke speciel lykkelig, jeg var trist og ked af det, det var præcist en måned siden jeg flyttede fra ham + vi skulle have holdt jul sammen i år!
Jeg får det helt underligt hvis jeg spørger mig selv om jeg kunne se mig selv med ham ved min side og i hans hus, svaret er klart nej, jeg vil aldrig kunne være sammen med ham igen, jeg får det dårligt bare ved tanken om at opholde mig i hans hus, nærmest som det er et slags "fængsel" jeg har måttet lægge bånd på den jeg er som person.
Jeg fatter bare ikke jeg gider gå op i hvorvidt han har fået ny kæreste eller ej, og føler mig så nedtrykt og opgivende og føler ikke jeg har noget at give noget andet menneske, jeg er jo bare dum og uduelig. Jeg er på antidepressiv medicin og har været det i snart 4 uger nu... Min læge blev helt nervøs da jeg fortalte om eks´en og sagde meget alvorligt "han har ikke slået dig vel..."?? Skal siges eks´en om sin egen eks sagde "jeg har heldigvis aldrig slået hende" Men hun må have fået ham helt derud hvor det var tæt på! Han blev sur hvis man kritiserede noget ved ham, og til sidst vil han ikke rigtig høre på hvad han skulle arbejde med selv mere. I starten så uha han skulle nok prøve at lade være at rette sådan på mig osv og vidste han var for krævende, men brugte derefter alligevel "du skal jo lære det" når han havde rettet på mig!

Ja ja ja, briller eller ej – det er altså svært, at læse, når det hele er samlet... godt nytår :-)

...ikke rigtigt for mig i aften! Jeg havde egentligt trukket dette indlæg tilbage, men nu er det sat ind alligevel (af SOL).
mvh hønemor1001

nu skriver jeg med en lidt mildere tone.
Hvis ikke du har børn er det vigtigste i dit liv DIG, alt andet er ligegyldigt, du skal tænke på dig selv og sætte grænser for hvad andre kan byde dig.
Hvis blot 10% af det du har skrevet om fyren er rigtigt, er det om at løbe så stærkt væk fra ham, at man ikke kan se din røv for bare skosåler :-)
Det du beskriver kan ingen tillade sig at byde mennesker, jeg tror faktisk ikke du er fejlfri, men min opfattelse af din ex er, at han har et identitetsproblem, måske lider han af mindreværdskomplekser som udmønter sig i den simple opførsel.
Håber du ser dig bedre for næste gang, du har fremtiden for dig.
Men kærlig julehilsen
Ernst

heller ikke sige jeg er fejlfri, jeg har bare ikke kunnet få sagt klart nok fra overfor ham. Det gik jo så bare udover mig selv, men han respekterede ikke mig eller i det hele taget andre mennesker, jeg har hørt ham tale nedladende til sin lillesøster også....

Jeg tror, at interessen for, hvorvidt han har fået ny kæreste eller ej, stammer fra dit dårlige selvværd. du føler, at du ikke var "god nok" til ham, men den nye ER, og hvis du bliver ved med at træde i det, vil du kunne overbevise dig selv om, at du var endnu ringere, end den nye er.
Lad være med det! Du er god nok! Du skal bruge noget tid på at overbevise dig selv om, at du ER god nok! Lad være med at indlede et nyt forhold før, du har fået dit selvværd på plads. Det er det, som du skal arbejde med først.
mvh hønemor1001

hej
du skal kun være glad for det du har gjort,han ville have drevet dig til vanvid...
læs bogen charmør og tyran, eller søg på google om psykopater.....det eneste at gøre er at vende om og løbe den anden vej....de farlige i længden de typer...

også læst den nævnte bog og jeg må indrømme det var skræmmende læsning. Mange har siden sagt jeg jo intet kunne gøre, det var sådan han var og jeg kunne ikke lave om på ham. Det er bare mærkeligt at sidde og vide ens kæreste egentlig havde et stort problem jo, og burde vel egentlig også tænke stakkels den næste pige der går i hans net :-( Jeg håber hun er hurtigere til at smutte end jeg var. De kan jo ikke virkelig elske et andet menneske, de elsker at kunne se hvor langt de kan få andre ned....

også bare jeg får mig selv til at få det dårligere! Jeg har hele tiden følt jeg levede i skyggen af hans eks, fordi han altid skulle snakke om hende, og han gik stadig med sin halskæde fra hende! Og havde billeder, kort osv liggende i en skuffe til frit skue for mig hvis jeg skulle finde noget! Men det var altid brok han havde når han omtalte hende og det fik ham altid selv til at fremstå som en sød fyr, for han havde været så god mod hende at vente med at "smide hende ud" til hun havde bestået sin eksamen!

Du er bestemt ikke dum, men kærlighed gør blind.
jeg håber du må finde prinsen på den hvide hest,
det har du fortjent.
juekram
Geert 57

Kære du! Manden er jo psykopat! Det er han sikkert født med, så det kan han ikke gøre for.... MEN: Hvorfor pokker skulle du betale prisen for det?? Hold dig laaaangt væk!! Du er ikke den første, der har forelsket sig i en charmør, som viste sig at være et monster! Jeg arbejder på er krisecenter og hører af og til ting, der næsten får ørerne til at falde af!! Dit dårlige selvværd pga mobning osv, har fået dig til at finde dig i ALT for meget, ALT for længe!
Det er supergodt, at du nu er i gang med at gøre noget ved det. Hold ud! det er op ad bakke lige nu, men du vinder til sidst! Juleknus til dig!

også manden var psykopat, men har utrolig svært ved at forstå at det var tilfældet, han har givet mig dårlig samvittighed og fået mig til at føle det hele var min skyld, det var jo mig som flygtede som han så pænt sagde. Men han har været det koldeste svin ligefra han så jeg havde pakket min bil, ikke en tåre han har vist, næh han var helt kold og fattet....
Jeg føler bare jeg har spildt så meget af mig selv på ingenting og føler jeg er så dum fordi jeg ikke indså det noget før! Jeg savner ikke ham, han terroserede mig jo totalt men jeg savner den mand han engang var, den søde kærlige fyr der slet ikke kunne holde fingrene fra mig og hele tiden vil kramme og putte og skrev søde beskeder til mig, og sagde søde ting til mig. Jeg troede jo faktisk jeg her havde mødt manden i mit liv, men han viste sig ikke engang at bryde sig om børn, mente det var kvindens ansvar! Og var ofte direkte flabet overfor min familie og så oveni det hele en nasserøv :-(
Jeg siger bare stakkels den næste pige han får fat i, men jeg håber for guds skyld hun er klogere end mig! Han har frydet sig over hans eks var 1 år om at oprette dating profil igen - hørte han fra sin bror som har haft dating profil mens vi var sammen - for så havde hun jo haft svært ved at komme over ham. Og i starten af forholdet ævlede han om hun nok stadig elskede ham!
Han har sagt så mange underlige ting jeg har studset over, men jeg har tænkt det nok er mig den er gal med og mig som er nærtagende.. Han har jo fået mig til helt at tro det hele er min fejl :-(

Jamen, sådan ER psykopater! De har en hjerne-defekt, som gør, at de er følelseskolde, men mange af dem er udmærket begavede. Derfor kan de "regne den ud" , "køre" med andre, spille andre ud mod hinanden på en måde, så ofrene ikke lægger mærke til, HVEM der er problemet!

synes bare det er utrolig skræmmende det kan lade sig gøre, og jeg har svært ved at forstå det var det der gik galt min søde dejlige kæreste var bare ikke så sød som han gerne vil virke til! Min familie var jo HELT vilde med ham i starten!!!!!!
Men han har vel fået ind i mit hoved det var mig som var problemet, mig som fejlede, nu havde han købt hø til hestene, vi havde lavet bokse og lavet fold, og så flygtede jeg bare som han sagde! Men han gav mig jo intet valg... Han lyttede ikke til hvad jeg bad ham om, mente vel han var fejlfri lovede mig guld og grønne skove men alt fortsatte i samme rille. Han lavede vel kun de ting for at få mig rigtig i nettet? Få mig til at tro han mente det seriøst? Få mig til at føle jeg står i gæld til ham?
Nej jeg savner seriøst ikke den mand han var blevet til, men savner de dejlige stunder vi da også nåede at få! Men undrede mig da også over han stort set aldrig gav mig et kram og et kys når vi sås, og der f.eks var gået 14 dage imellem sidst, jeg gik ham i møde men han gik bare fordi mig med et hej, og lignede ellers en kat der var kørt over, fordi uha han var såååå træt, var han altid. Og så var han også altid negativ når han var træt. Synes det var pinligt han bare sad og sov nærmest med hovedet på armen i køkkenet overfor mine forældre.
Han skulle altid have MINDST 8 timers søvn, og var jeg kommet til at snakke, lagt op til noget så havde jeg pint ham, for han fik ikke sovet nok og han var træt, og det var så også min skyld! Men hvor fedt er det at have det sådan, vi sås kun i weekender dengang og han havde ikke engang lyst til mig, oftest følte jeg han undgik at have sex med mig. Og han rørte mig stort set aldrig mere...

ikke man kan være som ham. Jeg lagde så meget i han gjorde så stort et arbejde ud af der blev gjort klar til hestene, men det var han jo nødt til hvis jeg skulle flytte ind? Jeg tog det som en kærlighedserklæring at han vil gøre det for mig. Men nu har han så fået sig selv til at fremstå som den der har villet det overfor alle i sin omgangskreds og sagde jo til mig der nok er nogen der mener jeg har pisset ham op og ned af ryggen! Jeg ved han sagde det for at give mig dårlig samvittighed, og ønsker faktisk jeg havde sagt jeg synes det er mere omvendt med den måde han behandlede mig på, sagde til ham da jeg boede der jeg altså ikke føler han respektere mig, men han lyttede ikke længere efter hvad jeg sagde om ting han skulle arbejde på, han blev tværtmod mere irritabel. Mine forældre påvirkede mig også meget, de brød sig ikke om ham mere, og vil jo slet ikke have jeg flyttede derover igen og slet ikke have jeg fik hestene derover, dengang var jeg blind og dum og tolkede dem som de vil bestemme over mig, og nævnte overfor ham de altså ikke vil have hestene kom derover osv, og synes heller ikke jeg havde lyst sådan som tingene gik, jeg følte jeg manglede så meget fra hans side, kys og kram var altså bare ikke nok til at føle han virkelig elskede mig! Han sagde så så mange grimme ting om mine forældre, og da jeg ikke rigtig sagde noget blev han sur og sagde han ligeså godt kunne gå ud og tale med hoveddøren, men gik så i bad og låste døren efter sig og var ikke til at komme i kontakt med.
Jeg ved jeg aldrig burde være flyttet ind igen, jeg føler selv jeg har en stor del af skylden for ikke bare at have fået det afsluttet, men troede jo på det gode i ham og troede han virkelig vil mig. Men jeg har det af h til med vi fik lavet bokse og alt muligt og jeg så smuttede inden vi overhovedet fik brug for andet end en enkelt af boksene!
Jeg var ikke tryg ved mine heste skulle være hos ham, havde set hvordan han lod sin vrede gå udover hunden! Og en dag hvor jeg havde kommet til at smide noget træ ned over hans donkraft da vi lavede bokse hørte jeg pludselig en frygtelig larm fra stalden og han kom så i fulde fart med donkraften og ting og sagder fløj fra side til side og han så så rasende ud, hans øjne var helt sorte!! Jeg blev bange for ham og hunden var helt rundt på gulvet og bange, og kunne næsten ikke komme i kontakt med den! Han kom så og sagde hvorfor flygter du? Jeg sagde jeg ikke vil være i nærheden når du er sådan. Og på et sekund skiftede han til at være sød og kærlig igen! Og forklarede stille og roligt den kunne være gået i stykker af det den donkraft.
Han kunne da sagtens trøste mig når jeg var ked af det... men efterhånden følte jeg kun det var noget han jo blev nødt til og han egentlig synes jeg var latterlig.
Og når han ramte sig over fingeren med hammeren blev han også helt vildt hidsig så jeg blev bange for ham.... Og hvis han f.eks skulle lægge bestik på plads og de ikke landede hvor han vil have kunne han finde på at smide med det. Og en dag sad der noget fast i opvaskemaskinen så den ikke vil køre ind, og han tog bare fat i den og skubbede alt hvad ahn kunne til den og det larmede helt vildt!
Hans storebror boede hos ham en periode i sommer, tror også han fik at føle hvordan han egentlig er, og alt hvad han gjrode var heller aldrig godt nok. Og han blev så rasende når broren glemte at en bestemt dør til stuen skulle stå på klem så han en dag jeg var der tog døren af!!! Og hunde skulle bare adlyde ellers blev han gal... Forstår i det hele taget ikke manden overhovedet ville have dyr. Følte også han et eller andet sted var irriteret over jeg havde heste, og håbede jeg vil sælge dem en dag.

Du er kommet fra en rigtig skidt fyr, det skal du price dig lykkelig for. Det du skal gøre nu er simpelthen at give dig selv plads og ro til at lære dig selv at kende, så du ikke ender som offer igen for sådan en tyran. De mænd der er tyraner søger svage kvinder, dem uden selvværd og de får et kick alene på at nedgøre dem. Og nu ved du lige præcis hvad du ikke skal have, du har forhåbentligt nu lært at de advarsler din krop giver dig, er nogle du SKAL lytte til. Jeg har selv været der, og jeg lover dig at mig kan ingen kører om hjørner med. er den næste fyr ikke den rigtige så ud til højre med ham, der skal nok dukke en ordentlig mand op til dig en dag, og når du møder ham vil du opdage en helt ny verden, hvor det kun er fælles at bestemme. Spring kærester over til du har lært dig selv at kende og vigtigst lært at soge nej og fra.
knus herfra og held og lykke

Tak for din besked....
Han ringede til mig idag, han kommer med det skab jeg ikke kunne have med da jeg flyttede hjem igen her på fredag. Han er bare stadig det største fjols der findes, sagde rent ud han ikke skulle sidde og give mig dårlig samvittighed over det, over vi fik lavet de bokse osv. For vi var to om det ikke gik!! Hans søster og stedfar skal hjælpe med at pille indhegningen ned igen her på fredag. Og halskæden jeg forærede ham 2 uger inden jeg flyttede har han smidt ud, mens den halskæde han gik med helt indtil jeg gav ham min var en han fik af sin kæreste før mig, sagde rent ud til ham "ja ja den kunne du godt smide ud efter jeg var flyttet, men den andne kunne du godt blive ved at gå med" Det sagde han ikke rigtig noget til. Han var også så led at skrive ang mit job at det jo var helt uvant for mig og jeg da skulle passe på. Dermed ment han mener mine deltidsjob ikke har krævet en skid af mig, og han har nærmest givet mig følelsen af jeg ikke gad at arbejde. Flink fyr ikke??? Han har da på alle måder ødelagt mit overskud til overhovedet at have et job, følte ligesom han sugede al energi og tro på mig selv ud af mig, jeg var sjældent virkelig lykkelig sammen med ham, de glade lykkelige stunder blev sjældnere og sjældnere, jeg vil bare ønske jeg havde lyttet til min fornemmelse indeni mig selv :-( og have afsluttet det allerede i marts i år hvor jeg første gang var så tæt på at droppe det pga han var gået over grænserne med hans hundsen rundt med mig. Han havde travlt med jeg sad ved computeren, så var jeg en drivhusplante og jeg ved ikke hvad, følte slet ikke jeg bare kunne være mig selv og gøre det jeg havde lyst til i nærheden af ham.
Han er fortsat sur fordi jeg til ham havde sagt jeg havde grædt i telefonen når jeg havde talt med min mor fordi de ikke vil have jeg bare tog en beslutning selv - men gudskelov for mine forældre blev ved og ved til at tale til min fornuft!!!! Han mener så jeg har løjet fordi jeg rent faktisk græd fordi jeg var ulykkelig hos ham... Men sagde så til ham idag at jeg rent ud sagt jo ikke følte mig hjemme hos ham, følte mig kun som en gæst og alt skulle være sådan som han vil have det.
Men han er en følelseskold skiderik, intet bider på ham. Og jeg kan vel kun tænke stakkels den næste usikre pige der kommer i hans net... For han vil vel altid gå efter en pige som har dårligt selvværd? Han kan jo ikke klare at blive sagt i mod eller få kritik selv! Eller han kan lyde forstående men tager sig kun sammen i kort tid så er alle problemerne der igen, og synes kun det blev værre...

Ja så var det idag eks´en kom med mit skab. Aftalen var han skulle komme mellem 20 og 21, og jeg jo nok ville være sent hjemme, men fandt så ud af jeg kunne arbejde om eftermiddagen og var tidligt hjemme (17,30) om han så ikke allerede holdte der, hjertet fløj op i halsen på mig, og det kom da virkelig bag på mig. Han skulle så lige have de ting med jeg havde liggende af hans, og det var kun et hej og et farvel igen vi talte slet ikke, han havde talt med min far lidt tid...
Herefter skrev han så en brok sms om han havde brugt 500 kr i brændstof herover, 200 kr på mad (havde kammeraten med) og så 500 kr på en parkeringsbøde. øhhhh hvorfor skal jeg blandes ind ind i det tænkte jeg? Jeg havde sagt jeg ikke behøvede få det skab tilbage, men han kom også med sin lillesøsters knallertstel som min far skal male, dvs han igen skal køre de 180 km her over og 180 km hjem igen for at hente det igen??? Men altså direkte nærmest give mig skylden, det var ham selv der vil komme, og nå ja så generede det ham forresten ikke at se mig. Han kan da være det koldeste !!
Græder og græder bare igen nu!!! Hvad helvede har jeg dog lavet med den mand i så lang tid hvordan har jeg kunnet være så blind!!

Du burde juble og danse på bordene over at være kommet af med ham. Godt for dig, at du har fået synet igen.

Hej Lenna
Jeg kan ikke skrive så meget for det er blevet sagt og jeg er glad for at du kom ud af det med nogenlunde skindet i behold. ;)
Egentlig tænker jeg at oven på alt dette her. Så skal du gøre dig helt fri af manden. Jeg går ud fra at du bruger mobil telefon. Og nogen af dem kan blokere et andet nummer. Dette vil måske være bedst for dig i længden. For så længe du modtager sms eller opkald fra ham. Så er du ret tilbage hvor du kom fra, eller kan risikere det.
Bare et lille råd, for bare en sms kan ødelægge en ellers perfekt dag... Har jeg erfaret selv.
Held og lykke

Hej ja jeg burde også være glad for jeg er kommet ud af det, men de gode minder eksistere stadig, men som tiden går kommer jeg nu i tanke om flere og flere episoder hvor jeg synes han har behandlet mig noget nedladende, han har aldrig haft respekt for mig, og var vist aldrig kommet sig over sin eks...
Men det har været en træls årstid jeg gjorde det på! Jeg skulle have holdt juleaften med ham = hele juleaften var jeg smådeprimeret over jeg ikke var med hos ham og så her nytårsaften skulle han have været med over hos mine forældre!
Jeg føler bare dårlig samvittighed, over jeg ikke bare klart sagde vi ikke skulle lave bokse og fold, ham selv der ville og købte materialerne, han vil jo have vi fik det gjort så jeg kunne flytte ind, og jeg burde have lyttet til min mavefornemmelse som sagde det her var helt forkert, men det blev først helt forkert da han ikke engang ligge og putte om aftenen mere, yderst sjældent gad sex, og havde jeg lagt op til det ja så havde jeg pint ham så han ikke fik lov at sove!! Jeg forstår ikke mig selv, jeg forstår ikke hvordan jeg kan savne det jeg har mistet, der var jo ingenting mere, han var ikke den søde, kærlige forstående fyr mere, ofte var han jo bare træt og negativ, og ofte gad han jo ikke engang give mig et kram når vi sås hos hinanden og vi ikke havde set hinanden i 14 dage, og det selvom jeg gik ham i møde! Han gik bare forbi med et henkastet hej, og det har ofte gået mig på!! Jeg ved jeg ikke kan klare tanken om ham sammen med en anden, troede jo virkelig han skulle være far til mine børn, det troede jeg i sommers, men de sidste mdr vi var sammen kunne jeg ikke længere se det for mig, følte mig nærmest fanget hos ham og kunne ikke være den jeg er. Han var jo ofte efter mig om hvordan jeg gør tingene. Selv når vi var hos mig blandede han sig!
Nej på sigt kan jeg nok se tilbage og trække på skuldrene og sige godt jeg kom væk mens tid var, jeg ved at havde han fået sin vilje ugen før jeg flyttede og fået alle mine heste derover, så sad jeg først fast derover, mine forældre kunne jo tydeligt mærke på mig den var helt gal, og jeg ikke var mig selv mere men meget underkuet overfor ham. Og jeg kan nok takke dem og at de stod fast med hestene ikke skulle med derover da vi var herover ugen før jeg slog op. Jeg er glad for dem der kender mig så godt, kunne få mig til at få øjnene op for hvilken fejltagelse jeg var ved at begå!

Det er nemlig slet ikke godt for mig når vi har haft kontakt, bare en sms og jeg føler der opstår en form for håb indeni mig?? Jeg aner ikke hvorfor ! :-(
Jeg har bestilt nyt nr nu, hvor ondt det end gør, men jeg kan IKKE holde ud at han skriver til mig, det er altid ham der har kontaktet mig herefter, jeg har ikke kontaktet ham i en måned! Og jeg forstår ikke hans mening med det?? Han siger han gerne vil snakke som venner.....???

Måske vil han se om han kan få dig tilbage i folden. Han har jo bevist at han kan trække dig rundt ved næsen med sit ego trip.
Det med håb, jeg er ikke sikker, men jeg tænker at vi har dette her vane-mønster. Som er trygt for os. Ved det at vi kender smerten og er tryg ved den. Så hellere smerte for det kan man håndtere. Når man nu sidder der i det sorte hul. Kender du det at du har en splint i hånden. Du trækker den ikke ud for det vil gøre ondt. Så hellere lade den sidde.
Når den så endlig er væk så tænker man, var det ikke andet?
Bare en lille strøtanke. jeg håber du får et dejligt år.
;)

idiot. Hvor er jeg ked af på dine vegne at du er blevet trynet sådan af ham. Det giver ingen mening at han har opført sig som han gjorde.. det lyder som om han har nogle ret slemme indre dæmoner han skal bekæmpe før han vil kunne være god i et parforhold. Det lyder som om du er en sød og følsom pige, der skal nok være en god fyr til dig derude.. vi findes trods alt stadig ;)