Famlie/ansvar
Hej:)
Jeg er en ung pige i starten af 20'erne, flyttet hjemmefra, medicinstuderende..og lillesøster. Nu har jeg tænkt et stykke tid på, om jeg skulle skrive et indlæg..heh så nu gør jeg det, da jeg har brug for at høre om det er mig som er meget overfølsom og tager ting for nært eller om det er berettiget:)
Jeg ved de fleste siger at når man er den mindste i en søkendeflok har man det godt fordi der er ligesom nogen som har banet vejen for en og man får lov til flere ting:)
Men hvem tænker på at det faktisk nogen gange kan være lidt hårdt at være den yngste(især hvis man også er hjemmeboende), fordi man får måske fortalt nogle ting af ens forældre som man egentlig ikke burde..altså det er "voksensnak", men det bliver bare nogen gange lidt glemt at ens barn ikke skal tage del i alle ens bekymringer..!!
Misforstå mig ikke jeg har en dejlig familie og har haft en bekymringsfri barndom..men indenfor det år bekymrer jeg mig om mange ting synes jeg..
1) min mor har desværre fået en sygdom(hun er som altid og arbejder og det hele, men det er en langsomt progredierende sygdom på længere sigt(så om 10-15 år kan det være at hun skal bruge rullator). Det er hårdt nok i sig selv at tænke på, men min far bruger også meget mig som sparingspartner omkring sygdommen, og det synes jeg er hårdt fordi nok er jeg ikke et barn længere men stadig synes jeg ikke at jeg skal få det ekstra dårligt/trist ved også at skulle tænke på alt hvad han siger(vi kan selvfølgelig sagtens snakke om det, men der er også grænser synes jeg hvor meget man skal meddele sit barn..)2) min far og bror snakker forbi hinanden for tiden og misforstår hinanden, og jeg står lidt med et ben i hver lejr(heh) fordi jeg ligesom føler at jeg vil bringe orden i deres forhold og kan sagtens forstå dem begge..(af denne grund er det også mest mig som snakker med min far og skal høre om hans bekymringer..far snakker selvfølgelig også med min mor).. Sidste dag sagde jeg at jeg synes min far skulle snakke med min bror så de ikke snakker forbi hinanden hele tiden, og det gjorde han også, så det er jeg glad for at jeg fik taget mig mod til at få sagt:)
Jeg græder tit inden jeg skal sove fordi jeg synes at jeg tager et kæmpe ansvar som barn i familien, fordi min far og bror nogen gange misforstår hinanden...
uhh UNDSKYLD det blev lidt langt..kan godt forstå hvis det ikke ligefrem bringer jubel hos læseren:)
Men mit spørgsmål er: er det mig som tænker for meget over tingene eller er der andre som kender til det at være den mindste og føler at man bliver for meget indformeret??
MAnge tak hvis der er nogen som har kæmpet sig igennem mit indlæg og som har lyst til at svare..
Fortsat god dag
kærlig hilsen
*anonym*
Jeg er en ung pige i starten af 20'erne, flyttet hjemmefra, medicinstuderende..og lillesøster. Nu har jeg tænkt et stykke tid på, om jeg skulle skrive et indlæg..heh så nu gør jeg det, da jeg har brug for at høre om det er mig som er meget overfølsom og tager ting for nært eller om det er berettiget:)
Jeg ved de fleste siger at når man er den mindste i en søkendeflok har man det godt fordi der er ligesom nogen som har banet vejen for en og man får lov til flere ting:)
Men hvem tænker på at det faktisk nogen gange kan være lidt hårdt at være den yngste(især hvis man også er hjemmeboende), fordi man får måske fortalt nogle ting af ens forældre som man egentlig ikke burde..altså det er "voksensnak", men det bliver bare nogen gange lidt glemt at ens barn ikke skal tage del i alle ens bekymringer..!!
Misforstå mig ikke jeg har en dejlig familie og har haft en bekymringsfri barndom..men indenfor det år bekymrer jeg mig om mange ting synes jeg..
1) min mor har desværre fået en sygdom(hun er som altid og arbejder og det hele, men det er en langsomt progredierende sygdom på længere sigt(så om 10-15 år kan det være at hun skal bruge rullator). Det er hårdt nok i sig selv at tænke på, men min far bruger også meget mig som sparingspartner omkring sygdommen, og det synes jeg er hårdt fordi nok er jeg ikke et barn længere men stadig synes jeg ikke at jeg skal få det ekstra dårligt/trist ved også at skulle tænke på alt hvad han siger(vi kan selvfølgelig sagtens snakke om det, men der er også grænser synes jeg hvor meget man skal meddele sit barn..)2) min far og bror snakker forbi hinanden for tiden og misforstår hinanden, og jeg står lidt med et ben i hver lejr(heh) fordi jeg ligesom føler at jeg vil bringe orden i deres forhold og kan sagtens forstå dem begge..(af denne grund er det også mest mig som snakker med min far og skal høre om hans bekymringer..far snakker selvfølgelig også med min mor).. Sidste dag sagde jeg at jeg synes min far skulle snakke med min bror så de ikke snakker forbi hinanden hele tiden, og det gjorde han også, så det er jeg glad for at jeg fik taget mig mod til at få sagt:)
Jeg græder tit inden jeg skal sove fordi jeg synes at jeg tager et kæmpe ansvar som barn i familien, fordi min far og bror nogen gange misforstår hinanden...
uhh UNDSKYLD det blev lidt langt..kan godt forstå hvis det ikke ligefrem bringer jubel hos læseren:)
Men mit spørgsmål er: er det mig som tænker for meget over tingene eller er der andre som kender til det at være den mindste og føler at man bliver for meget indformeret??
MAnge tak hvis der er nogen som har kæmpet sig igennem mit indlæg og som har lyst til at svare..
Fortsat god dag
kærlig hilsen
*anonym*