falsk løgner

Hej, jeg har brug for, både at få min historie ud, men også måske at kunne få råd fra andre, da jeg ikke kan fortælle nogen om det her..
Jeg er ikke stolt af migselv, og ser mig ikke som uden skyld for, hvor jeg, og denne situation er havnet.
Det kan godt blive både kryptisk og måske svært at forstå, men jeg vil forsøge at fortælle det så godt og kort jeg kan...
Det startede da jeg gik på produktionsskole, jeg var en pige på 19 år, som havde et vildt dårligt selvværd, plus at jeg led af socialangst.
Jeg begyndte at snakke rigtig godt og meget med en af lærerne på skolen, han er 12 år ældre en mig, og vi begyndte at bruge meget tid sammen, også efter skoletid.
På det tidspunkt havde han en kæreste, som han havde haft igennem rigtig mange år, og som han skulle giftes med, det vidste jeg godt, men trods det, begyndte vi at indlede et forhold til hinanden. Jeg havde pga mit dårlige selvværd og angst, en forud opfattelse der fortalte mig at ingen i verdenen ville kunne elske eller holde af mig, ikke engang min familie var særlig kærlighedsspredende - så da han begyndte at fortælle og vise mig, hvor meget han gad mig, kunne jeg ikke andet end at tage imod det... For det føles helt fantastisk at føle at nogen gider en og at man kan mærke det på alle måder.. Vi gik i seng sammen og havde den her affærer i ca, 1 1/2 år.
Imens vidste jeg godt at han ALDRIG ville forlade sin kæreste (kommende kone) og det lagde han heller ikke skjul på.
Han ville gerne have at jeg blev en del af hans liv, og en del af hans omgangskreds, så han inviterede mig med når han var sammen med sine venner, og dermed også han kæreste. Altså hele hans liv.
Jeg havde ikke selv nogle venner overhovedet, så jeg synes det var helt fantastisk at kunne få lov at være med og være en del af gruppen, MEN, så begyndte alt det som selvfølgelig ville komme til at ske, jeg blev jalous og fik ond i hjertet, når jeg så de 2 sammen, og når de gik sammen hjem (de bor sammen), mens jeg måtte tage hjem alene og alt det der..
I mellemtiden gik der meget luft af ballonen fra hans side af, det var meningen vi skulle finde et sted hvor vi kunne være venner, uden at der gik for mange følelses problemer i det. Men jeg sad simpelthen i saksen, pga min angst og selvtillids problemer, havde jeg nu fået indprintet, at han var den eneste der ville kunne holde af mig og elske mig, så jeg kunne ikke give slip. Jeg fik det forfærdeligt og havde ondt i hele kroppen, græd meget pga kærlighedssorg og selvom vi snakkede meget om det med hinanden, fik jeg det ikke bedre. Vi lavede en aftale om at det nok var bedst hvis vi holdt en pause fra hinanden, hvor vi hverken sås eller snakkede sammen. Det var en forfærdelig måned for mig, jeg havde ikke lyst til noget, og de eneste bekendskaber jeg havde, var alle sammen nogen han kendte, da jeg var blevet rykket ind i hele hans kreds. Derfor blev jeg meget ensom, og havde ikke nogen at snakke eller ses med..
Det blev den længeste og hårdeste måned i mit liv, og for at vise mig som et stort menneske, tog jeg med til ham og hans kærestes bryllup, da måneden alligevel var ved at slutte og jeg havde fået en invitation ind ad døren.
Det var selvfølgelig på ingen måde nemt, men jeg savnede ham, og ønskede kun at vi kunne ses igen og bruge tid sammen (som venner) igen.
Vi begyndte at snakke sammen igen, og jeg kom med når han holdt hyggeaftener sammen med venner igen, eller når hele gruppen var samlet for at lave teater, som vi alle gjorde sammen. Og jeg var glad for endelig at kunne komme ud og være sammen med de gode mennesker igen.
Nå, men jeg var ikke kommet mig over det alligevel, viste det sig til. Jeg hadede hans (nu) kone, og kunne ikke rigtig styre det. Jeg snakkede med ham om det igen, og kom frem til den teori, at det nok skyldtes, at jeg ikke havde nogen form for mulighed for at få det ud, da jeg ikke havde nogen at få det ud hos. Jeg kunne snakke med ham om det, men som en del af problemet kunne han jo ikke være neutral overfor det .. Alle jeg kendte, kendte han og pga hans utroskab kunne det jo ikke lade sig gøre at nogen af dem fik nys om det, da det kunne skade både ham og hans ægteskab.
Vi kom ud i et kæmpe skænderig fordi jeg forlangte at snakke med nogen om det, for at jeg kunne få det bedre, for jeg holdt ikke til at have det sådan længere..
Han gik så endelig med til at jeg kunne snakke med hans bedste veninde (som også var min sanglærer) om det, da det nok var den eneste person, som ikke ville misbruge den viden hun ville få, imod ham. Han fik fred og jeg fik mulighed for at få læsset af.
Endelig begyndte jeg at få det bedre, jeg havde ikke helt så svært ved at se ham og hans kone sammen, og jeg kunne mærke at jeg begyndte at blive rigtig glad igen.
Så sker der det, som ikke er så forfærdelig længe siden, at min sanglærer, altså hans bedste veninde, og min eneste fortrolige, får en kæreste. Det slår ham fuldstædig ud, han kan ikke holde ud, at den tid hun plejer at bruge sammen med ham, nu skal gå til en anden, han går fuldstændig ned på det. Jeg har endelig fået det godt, men pga den nye situation, vender han sig mod mig igen for at finde noget trøst og bekræftelse, han er stadig gift og elsker sin kone, men det er åbenbart ikke nok for ham.
Jeg dummer mig, ved at gå med til det, velvidende om at jeg kun bliver brugt fordi han har det svært. Men jeg stolede for meget på min egen styrke, da jeg troede jeg havde styr nok på mine følelser efter den hårde omgang jeg havde været igennem.
Han siger til mig, at jeg ikke skal nævne det for nogen og heller ikke hans bedste veninde, da hun på ingen måde vil tolerer at det er sket igen og derfor ville smide ham ud som ven hvis det skulle ske igen.
Jeg lover ham det, men eftersom jeg begynder at få det rigtig dårligt igen pga de gamle følelser, som jeg åbenbart ikke havde styr på alligevel, blusser op igen, pga ham, bliver jeg nødt til at få det ud et sted. Så jeg går til hende alligevel, og beder hende om ikke at fortælle ham, at jeg har sagt det, da jeg ikke vil risikere at han smider mig ud af hans liv og gruppen af venner, så jeg igen vil sidde og være ensom uden at have nogen omkring mig.

Det lover hun mig, men efter rigtig lang tid, faktisk her fornylig ( Jeg er imellemtiden blevet nogle år ældre, er 22 nu.) Kunne hun åbenbart ikke holde på det længere. Så hun fortæller det til ham, og selvfølgelig ender det med at han bliver stik tosset på mig. Jeg vælger at være ærlig overfor ham og fortæller, at jeg havde brug for at fortælle det til nogen. Vi skændes og råber af hinanden og det hele går helt amok.
Han vælger så, for at redde sin egen røv, at sige til hende, at det jeg havde fortalt hende om mig og ham, var noget jeg havde sagt i løgn, for at skille ham og hende fra hinanden, fordi jeg åbenbart også skulle have nogle jalousi-problemer overfor hende (hvilket jeg jo altså ikke har.)
Hun vælger at tro på ham, og hader nu mig for at have løget og misbrugt den tillid hun havde vist mig.
Og nu sidder jeg her og bliver nød til at lade ham gøre det, for ellers smider han mig ud af gruppen, ud af al teateret som jo er det eneste jeg lige nu har som kan gøre mig glad og som betyder noget for mig. Og det kan jeg simpelthen ikke risikere at skulle undværer. Jeg har stadig socialangst, så nye venner er ikke noget der er nemt at finde.
Vi ses ikke mere, mig og ham, ikke lige i øjeblikket, da der er alt for meget vrede og had imellem os, så vi holder endnu en pause på ubestemt tid. Jeg er stadig en del af teateret, hvor vi bare ignorere hinanden, men jeg har mistet den bedste sanglærer jeg har haft, og tanken om at hun går rundt og tror jeg har løget overfor hende, og at hun nu hader mig for det, er simpelthen så svært at bærer rundt på.
Jeg har SÅ meget vrede og had til ham, at jeg simpelthen ikke ved hvor jeg skal gøre af det, og igen, sidder jeg og ikke har nogen at kunne fortælle det til. Han er ved at få sit venskab op at kører igen med sin veninde, og jeg er den der sidder tilbage og føler jeg kun har været ærlig og alligevel er det mig der har mistet mest.
Han har været et svin overfor sin kone ved at være hende utro, det er ham der har løget overfor sin bedste veninde, og jeg kan bare sidde og lade ham komme godt ud af det, fordi jeg ikke kan bærer at skulle være årsagen til at ødelægge hans liv, ved at fortælle sandheden, og plus at jeg er bange for at sidde tilbage og have mistet alt.... For uden de andre mennesker i teateret, har jeg ingen...
Jeg er virkelig indædt vred og hader ham, alt imens at jeg også savner ham.... (Og det hader jeg migselv for.)
Ved det blev langt, men måtte finde en måde at få det ud på...

at basere hele sit liv og hele sin kontaktflade på ét menneske. Han kan jo tage alt fra dig, og den trussel må du konstant forholde dig til. Jeg synes ikke, du har gjort noget forkert - du har været svag og forsøgt at overleve, mens han, med al sin styrke og alle sine ressourcer har udnyttet dig og manipuleret med dig. Han har en magt over dig, som kan blive livsfarlig.
Du skal væk fra teater, vennekreds og ham. Du er nødt til at komme på behørig afstand af ham, også selv om det koster dig den omgangskreds, du har nu. Helt konkret skal du rejse væk - om det så betyder, at du skal bosætte dig i en anden by eller rejse til udlandet i et år, bare du kommer VÆK! Han er gift for dig. Med den interesse, du har for teater og sang, kan du knytte nye bånd og venskaber - og du lyder som et intelligent og dejligt menneske, der trods lavt selvværd nok skal finde nye mennesker, der kan lide at være sammen med dig. Blot er du nødt til selv at tro på, at du er dét værd - og det er du!
Jeg kan godt forstå, at du både hader og savner ham. Hvis jeg var dig, ville jeg både overveje hævn og drama og at fortælle alle i jeres kreds, hvad han har gjort - men jeg tror ikke på, det vil give dig andet end frustrationer og smerte, og han MÅ ikke blive din "livsmission" - hverken som offer for en grusom hævn eller som den, du drømmer om at være sammen med en dag.
Rank ryggen, søde du - og gør noget for dig selv. I øvrigt tror jeg, du kan have stor gavn af psykologhjælp, for det ER en svær opgave, du ufrivilligt er kommet på, og du må FANDEME ikke knække nakken på den!!
Mange kærlige tanker fra en, der har stået i en situation, som minder om din, adskillige gange - og som VED, man kan komme videre derfra, selv om det er hårdt.

Det er noget af en kærlighedshistorie! Og jeg vil bare sige at de misforstålser der har været, slet ikke er din skyld.
1. Han vidste hele tiden du havde følelser for ham, alligevel accepterede han at i havde en affære. Han vidste altså han ville såre dig ved sine handlinger. Og det lod han ske, til fordel for sit eget behov.
2. Han er sin kæreste/kone utro i høj grad!
3. Du har retten til at snakke om de ting du oplever. Det er slet ikke hans beslutning. Han har begået de handlinger han har gjort, sagt de ting han har sagt. Det må han stå ved. At du fortæller dem til nogen er kun godt! Lever man i tavshed og ophober problemerne går den helt galt.
4. Det lyder ikke til at vennerne er så tætte. Måske snarere et overfladisk venskab, der kun eksisterer pga ham? Som en anden skriver har han hele dit liv i sine hænder - det er ikke godt. Især ikke når han vælger at pisse på det! Ville du stadig ses med vennerne, selvom i blev uvenner?
Det lyder virkelig hårdt, det du går igennem. Og jeg synes du skal forklare sanglæren at du ikke på noget tidspunkt har løjet. Igen er det ham der har tænkt på sin egen røv, og dig der har måtte betale prisen. Det er ikke i orden. Så fortæl hende sandheden, og endnu vigtigere: Fortæl HAM sandheden. Forklar ham hvordan du har det, jeg tror du har brug for at komme ud med det. Du behøver ikke, men for at høre, lyder det som noget du kunne have brug for, og som kunne hjælpe dig videre. Og husk! Vær stærk! Hvis vennerne forlader dig pga ham, er de ikke gode nok til dig. Du skal have venner du kan stole på. Det er rigtig svært pludselig at stå alene, men, og ikke for at lyde ond, det gør du jo allerede nu. Selvom det er hårdt at få nye venner, er jeg sikker på at du kan. Der findes vist også mange steder hvor lige netop mennesker der føler sig ensomme, mødes og snakker med hinanden. Det kunne være en ide til nye venskaber, hvis du ikke kan ser andre måder.
Jeg håber du klarer den og ønsker dig held og lykke!

Må melde mig helt enig. Det kan aldrig være din skyld

Jeg må indrømme at det er dejligt at hører fra andre at det, et sted, er ham der har skylden på sin side. Han er god til at få det hele vendt om, så jeg står med en følelse af at det hele er min skyld, og at det er mig der har ødelagt en del af hans liv, og ikke omvendt.
Jeg har fået en besked fra ham, her fra nylig hvor han skriver, at det hele fra hans side er begyndt at komme i orden, han har fået det bedre med sin veninde igen og han føler han måske snart gerne vil begynde at lave noget socialt sammen igen, men at han tager det med ro...
Jeg skrev til ham, at jeg ikke var klar til at vi skulle ses igen lige nu, jeg har stadig for meget vrede i mig til at der vil komme noget godt ud af det. Og så længe hans veninde (min gl sanglærer) har modstand på mig, fordi jeg i hendes øjne er en løgner, vil jeg hele tiden skulle bide det i mig når man ses...
Jeg har fået taget mig sammen til at finde en anden sanglærer, og jeg kan godt se når i skriver, at det ville være bedst for mig at bryde helt ud af gruppen og væk fra ham. Jeg er bare ikke så sikker på jeg har styrken til det.
Jeg har rigtig svært ved at skulle sluge det her der er sket mellem mig og ham, og især den situation han har sat mig i, men jeg overvandt jo det med hans kone, så måske vil jeg også kunne overvinde dette her....?
Jeg ville bare ønske at mine negative følelser, nag, vrede og had til ham forsvandt, så jeg kunne være en del af alt det jeg savner så meget lige nu...
Men det hjælper at hører andre sige at han er skyldig i meget af det...