Er vi vokset fra hinanden???

Jeg ønsker at fortælle min version at mit forhold til min kæreste igennem 5år.
Vi har haft vores oppe og nedture igennem tiden.
Han var skyld i jeg fik en fødselsdepression da jeg fødte vores yngste...
Vi er begge unge, men efter min mening ret forskellige...
Jeg er et A menneske der gerne vil bruge en masse tid på arbejde, venner, familiekomsammen og alt det der følger med der.
Drikke lidt vin og lidt øl og hygge mig alt efter måde når nu man er mor.
Jeg er fri for depression og har været det i 2år, men jeg føler ligesom også at jeg har mistet 2år af mit liv pga den depression... Det kan han bla ikke forstå.
Min kæreste syns tit jeg er meget hysterisk fordi jeg gerne vil have et pænt og rent hjem.
Jeg kan bruge 1½ time på at støvsuge og tørre støv af og vaske gulve, og hvad gør han, vader rundt med sko selv om jeg beder ham tage dem af pga renvaskede gulve... Ok, en bagatel... Men den irritere mig...
Han har aldrig opdraget ordenligt på ungerne. Det er resulteret i at de ingen respekt har for ham, og de ved at bliver de ved og ved og ved får de deres vilje...
Min kæreste går mest op i at have sex, men han går bestemt ikke op i at lytte til mig når jeg har noget at fortælle fra hjertet af som måske betyder meget for mig...
Penge og at dele tingene lige op, det er en by i rusland for min kæreste... Han ofre IKKE en eneste øre på sine unger... Den yngste er 3 og jeg kan kun huske hun har fået et par bluser og et par bukser, ellers skal jeg ligefrem stå og remse ting op før han betaler...
Det er mig der køber ind, og da også mig der skal betale for madvarene flere gange om måneden.
Tøj til os alle er også mig.
Skal vi købe hund, så er det også mig der skal betale... Også regningerne, udstyret osv.
Ungernes barnevogne, klapvogne, medicin og alt det er også mig der skal betale det... Han betaler da lidt biografture og hygge på spisesteder, ellers bruger han sine penge på pc udstyr.
Han kan ikke forstå jeg stort set altid er tosset når han kommer hjem fra arbejdet. Jeg er hjemmegående pt men vil skide gerne i arbejde. Men når han tager på arbejdet i flere timer, ser tøserne ham ikke, og de vil jo gerne være sammen med deres far når han så kommer hjem fra job. Men det eneste han er og kan gøre er at råbe NEJ NEJ, LAD VØRE MED DET, STOP DET, SID STILLE, NEJ STOP, STOP DET HELE aftenen, når han kommer hjem, han forstår bare ikke at børnene altså også savner ham, men nej, han sidder blot ved sin pc og DAMPER AF som han kalder det.
Ingen aflastning til mig, jeg skal bare være på 24/7.
Han er doven, sover altid længe, bliver konstant fyret fra sine jobs! Har svært ved at holde aftaler og det der følger med.
Jeg har kun fået ca under halvdelen med som jeg skriver her, men gryderne kalder og jeg skal igang nu.
Nogle der har gode råd? Eller er vi bare færdige med hinanden?
Jeg elsker ham meget og vil helst ikke undvære ham, men nogle gange kan det jo være løsningen...
Vi bor i hus som vi begge ejer.
Men en ting som irritere mig er at han hele tiden giver vores 3årige lov at spille computer, se tegnefilm, cola til aftensmaden hele tiden, og hun bliver så hyper af det, og hvem har så balladen med tøsen... Jeg har virkelig forsøgt at snakke med ham, både hårdt, og sagt jeg vil gå fra ham og alt muligt, han virker på mig meget ligeglad.

Det ved jeg ikke, men I har to vidt forskellige opfattelser af, hvordan "livet" skal leves.
Hvis det skal fungere, bliver I begge nødt til at gi' på flere punkter...eller mødes på midten, hvis det lyder bedre ;o)
100% omvendt skal I nok ikke regne med, den "anden" bliver.
Personligt var der nok flere ting, jeg ikke ville kunne finde mig i *S* Men at slække lidt på rengøringen, kunne jeg nok klare *G*
Det må være op til jer, at finde ud af, hvad der er det vigtigste.
Men det er måske en god ide at få en fælles konto til at betale alle hverdags tingene og andre "investeringer" i familien.

Når du læser dit indlæg igennem, kan du så også se et skrig? Et skrig om at blive aflastet, og et skrig om hjælp?
Det første som slog mig, og tog lidt fokus fra resten af dit indlæg, var at du sagde at din kæreste har givet dig en fødselsdepression. Hvordan er det sådan rent klinisk muligt, udover at han var med til at undfange barnet?
Når han kommer hjem fra arbejde, så vil han hverken se eller høre nogen før han har siddet en tid ved PCen for at "Dampe Af"? Ved du hvad det betyder at akklimatisere? Og hvilken slags arbejde har han?
Jeg ved godt at denne debat skal handle om dig, men det er væsentligt at du uddyber disse ting for at jeg kan se kernen i jeres problem
Venligst Fandango

hejsa...
Kender godt det du skriver eller rettere noget af det.
Jeg smed så manden ud og har det faktisk fint uden ham.
Noget der undre mig er feks Fødselsdepression,
den har din mand jo ikke givet dig.
Og så at du elsker ham??
Jeg kan kun spørge Hvad er det du elsker ved ham??
Mange mennesker må man tage som de er. og det gælder også din mand.
Tænk grundigt over hvad det er du elsker ved ham, og så grundigt over hvad du "hader" ved ham.
Tag derefter et valg, bliv eller forlad ham.
Vil du lade være at gøre rent ved ham siger du ikke skal.
Vil du giver børnene cola hver dag hvis han siger du skal.
O.s.v
Nej du vil nok heller ikke ændre dig selvom han bad dig om det.
Jeg tror på at du lige i øjeblikket spilder din tid, og det vil være en god ide at forlade ham, om så bare for feks et halvt år.
Jeg tror at man bliver sure og trætte af hinanden i alle forhold, så tror ikke du har det værre end mange andre føler de har det.
Men tænk virkelig over hvad du elsker ved ham.

Hmm lad mig gætte endgang.
Du er vild med ham for den han var engang. Nemlig opmærksom, lyttede, sød, real.
Han var vild med dig, og lod dig meget gerne vide det.. Tog dig med ud og lovede dig guld og grønne skove. En mand med mange ambitioner?? Han stort set fejede benen væk under dig ??
Gætter jeg helt forkert❓
Skændes i nu. Får han dig til at få dårlig samvittighed❓Lover han og aldrig holder ?? Tager han dig for givet ??

Det er tydligt at du ikke har det godt med hvordan tingene er. Men så længe du forsætter på samme måde så bliver tingen ved. Og nu siger jeg ikek at du SKAL gå fra ham, men måde at nå ham på er ikke at snakke med ham, for det har du jo prøvet, og det giver ikke resultat.
Hvad du skal prøve er svært at sige, da jeg hører kun dine frustrationer. Alt fra at du giver din mand skyld i din depression(hvilket jeg ikke forstår at du kan, det lyder lannnnngt ude)til at du mener at du ikke kan nå ham ved at tale om tingene.
Jeg får den tanke at livet ikke er helt som han vil have det, og måske har han svært ved at sætte ord på det. Det gør det ikke nemmer at hverdagen presser sig på. Så jeg tænker poffesionelt hjælp på hans side. Dette kunen måske få han ud af huldet, således at i kan arbejde fornuftig på jeres forhold. For måden som i begge arbejder for forholdet nu er ikke godt.
/t

DU får sat en stopper for dette liv, her og nu, så brænder du ud, og følgerne... Ja, de kan blive uoprettelige, hvis du lader stå til...
Nu er tiden til, at du sætter dig ned og får snakket igennem med din mand om det fælles ansvar, som han lige har glemt at der er, at leve sammen i tykt og tyndt...
Jeg kan nemt give dig en masse gode råd, for jeg sprang fra et forhold, men havde ladet stå til for længe... Men det er aldrig for sent, og du har nu været sammen med din mand i 5 år..
Prøv at tænke dennne Tanke Søde:
Kan jeg leve sådan her i 10, 15 år mere, eller er han manden jeg vil leve med reste af livet, og det vel og mærker på de præmisser, du nu lever under nu...
Hvis svaret er; Nej, det kan du ikke... Så er det tid, at bryde normer og regler og det lige med det vuns...
Lige pludseligt er du fast, i selvfølgerne, og det brænder sig mere og fast og det kan få så trælse følger...
Han virker jo til, ikke være den der tager initiativ til noget, så det er udelukkende dig der her må tage det såkaldte første spadestik, til et nyt liv/tilværelse, for den du har der er godt nok ikke holdbar... ;O)

Jeg har idag store børn, der ikke har det der ligner respekt for deres far, han var der jo aldrig for dem, og det synes jeg er meget meget sørgeligt, set ud fra børnenes synvinkel...
Mange tanker og håb til dig fra mig, om at du gør det her.. ;O)
MvH Mummi

ved at sætte børn til verden sammen med den mand, han er slet ikke moden til at ha' børn, og da'ø slet ikke det ansvar der følger med, jeg er meget imod at man så bare lader sig skille, det er nemt, og i mange tilfælde, er det den forkerte løsning, men ikke her, jeg er bange for hvis du fortsætter sådan at du slider dig op, og langt før tid, bliver til en gammel sur mokke.
I dit tilfælde ville jeg mene at du skal se dig om efter at blive skilt/ eller fraflyt fra ham, til han er en smule mere moden.

DIn mands depresion kommer af for stor indtagelse af stoffet mdma , (Ecstasy Piller, TJiapZ, KiX ) for at undgå depression skal du bar supplere ham med 12 kix dagligt, husk og læs/følg brugsanvisning før dosering!

P.S!
HELLER FOR MANGE END FOR LIDT
A
L
T
I
D
!