Er stadig bange for ham
Hej Alle
Har virkelig brug for et par gode råd, og ikke nogle dumme kommentarer, for dette er temmelig seriøst for mig.
Da jeg var 14 fik jeg min første "rigtige" kæreste, han var nogle år ældre end mig. I starten var alt godt, men langsomt mistede jeg mine venner og mit liv, måtte ingenting og blev krydsforhørt i alt. Til slut havde jeg ingen kontrol over min egen hverdag, hvornår jeg stod op, om jeg skulle i skole eller hvornår jeg skulle i seng, ingenting. Jeg blev tit beskyldt for at lyve og være utro og fik tæsk stort set hver dag. Vi taler tæsk med knyttede næver, spark, kølle, kvælning... Mit liv blev én stor løgn hvor jeg skulle opretholde en facade overfor omverdenen som absolut ikke måtte vide hva der foregik, da det var så pinligt. Jeg er blevet truet, min familie er blevet truet, jeg er blevet voldtaget (det hedder det jo rent faktisk også INDENFOR forholdets rammer når det er imod vilje med evt kniv stukket for næsen). En meget lang historie gjort kort der varede knap et år før mine forældre fik nys om hvad der foregik og vi groft sagt gik under jorden fordi vi intet kunne stille op mod manden der plagede os.
Idag er jeg 22 år og er kommet noget længere end denne oplevelse. MEN selvom det er mange år siden er jeg stadig bange. Jeg har stadig bevidst hemmelig adresse, hemmeligt nummer og vil aldrig ha at han ser mig eller hvor jeg arbejder.
Det er ligesom blevet en vane. I nogle år har han kun eksisteret meget lidt i mit hoved, men det er kommet storstilet tilbage.
Jeg er en pige der har oplevet en del modgang i mit liv og derfor har gået meget til psykolog og psykiater, får antidepressiv og sådan. Så det er ikke dét jeg mangler eller behøver.
Han kontaktede mig for kort tid siden på facebook. Hvilket irriterer mig - eller tanken om at han har søgt på MIG fremfor allemulige andre (har senere fået kontakt til en af hans xkærester der har gennemlevet noget lignende mig).
Jeg har set ham et par gange for nyligt (uden han har set mig), jeg knækker totalt sammen, adrenalinet pumper, jeg ryster, græder og hvad der ikke fiser igennem mit hoved af tanker.
Hvad er jeg så bange for?? Og hvorfor bliver det ved. Jeg mener, hvis han VIRKELIG ville mig noget havde han nok gjort det for længst? Men hvad hvis synes af mig vækker et eller andet sygt i hans hoved? Tæsk er jeg ikk ligefrem bange for - det må være noget værre. Han har mig jo heller ikke ligefrem i sit spind længere, og ingen magt længere... HVORFOR skal jeg stadig reagere?
Mit allerstørste ønske er at han dør, så jeg ville slippe for denne seriøse angst. Jeg har aldrig prøvet at hade noget menneske som ham. Det er seriøst had!
Jeg har masser af venner og bekendte der ville beskytte mig meget mod denne mand (kylling), så det er heller ikke sikkerhed jeg mangler.
Jeg overvejer at kontakte en hypnotisør for at blive hjælpe mig af med min angst, jeg kan jo ikke leve resten af mit liv i frygt osv.
Hvad stiller jeg lige op???
Har virkelig brug for et par gode råd, og ikke nogle dumme kommentarer, for dette er temmelig seriøst for mig.
Da jeg var 14 fik jeg min første "rigtige" kæreste, han var nogle år ældre end mig. I starten var alt godt, men langsomt mistede jeg mine venner og mit liv, måtte ingenting og blev krydsforhørt i alt. Til slut havde jeg ingen kontrol over min egen hverdag, hvornår jeg stod op, om jeg skulle i skole eller hvornår jeg skulle i seng, ingenting. Jeg blev tit beskyldt for at lyve og være utro og fik tæsk stort set hver dag. Vi taler tæsk med knyttede næver, spark, kølle, kvælning... Mit liv blev én stor løgn hvor jeg skulle opretholde en facade overfor omverdenen som absolut ikke måtte vide hva der foregik, da det var så pinligt. Jeg er blevet truet, min familie er blevet truet, jeg er blevet voldtaget (det hedder det jo rent faktisk også INDENFOR forholdets rammer når det er imod vilje med evt kniv stukket for næsen). En meget lang historie gjort kort der varede knap et år før mine forældre fik nys om hvad der foregik og vi groft sagt gik under jorden fordi vi intet kunne stille op mod manden der plagede os.
Idag er jeg 22 år og er kommet noget længere end denne oplevelse. MEN selvom det er mange år siden er jeg stadig bange. Jeg har stadig bevidst hemmelig adresse, hemmeligt nummer og vil aldrig ha at han ser mig eller hvor jeg arbejder.
Det er ligesom blevet en vane. I nogle år har han kun eksisteret meget lidt i mit hoved, men det er kommet storstilet tilbage.
Jeg er en pige der har oplevet en del modgang i mit liv og derfor har gået meget til psykolog og psykiater, får antidepressiv og sådan. Så det er ikke dét jeg mangler eller behøver.
Han kontaktede mig for kort tid siden på facebook. Hvilket irriterer mig - eller tanken om at han har søgt på MIG fremfor allemulige andre (har senere fået kontakt til en af hans xkærester der har gennemlevet noget lignende mig).
Jeg har set ham et par gange for nyligt (uden han har set mig), jeg knækker totalt sammen, adrenalinet pumper, jeg ryster, græder og hvad der ikke fiser igennem mit hoved af tanker.
Hvad er jeg så bange for?? Og hvorfor bliver det ved. Jeg mener, hvis han VIRKELIG ville mig noget havde han nok gjort det for længst? Men hvad hvis synes af mig vækker et eller andet sygt i hans hoved? Tæsk er jeg ikk ligefrem bange for - det må være noget værre. Han har mig jo heller ikke ligefrem i sit spind længere, og ingen magt længere... HVORFOR skal jeg stadig reagere?
Mit allerstørste ønske er at han dør, så jeg ville slippe for denne seriøse angst. Jeg har aldrig prøvet at hade noget menneske som ham. Det er seriøst had!
Jeg har masser af venner og bekendte der ville beskytte mig meget mod denne mand (kylling), så det er heller ikke sikkerhed jeg mangler.
Jeg overvejer at kontakte en hypnotisør for at blive hjælpe mig af med min angst, jeg kan jo ikke leve resten af mit liv i frygt osv.
Hvad stiller jeg lige op???