Er min forældre her stadig
Jeg er meget ked af det i øjeblikket, fordi for ca 10 år siden blev jeg ringet op af en halvbror, som fortalte mig, at de forældre jeg havde IKKE var mine biologiske forældre.
Jeg troede først, at det var en der lavede grin med mig i telefonen, men han kunne fortælle en hel masse fra min meget tidlige barndom, og ting andre ville have kunnet vide.
Bagefter kontaktede jeg straks MINE forældre, og spurgte lettere rysten, hvorfor jeg havde fået sådan en besked.
Der blev meget tavst i røret, og så sagde min "far" Hvad f.... bilder han sig ind. Det var ikke meningen at du skulle have haft det at vide...
Samtidig fik jeg beskeden, at ville jeg opsøge min biologiske far, som det hele så drejede sig om, var jeg IKKE velkommen i mine "forældres" hjem mere.
Jeg blev ked af den besked, jeg havde fået at vide af min halvbror, at grunden til at de kontaktede mig nu, var at min biologiske far mange gange i min barndom havde forsøgt at kontakte mig, men var blevet truet med politi og anmeldelse og det der var værre af min "papfar" Nu var min biologiske far tæt på at dø af leverkræft, og han ville så godt lære mig at kende inden han gik bort.
Jeg gik længe og spekulerede på om jeg skulle besøge ham.. Tænk nu, hvis jeg aldrig fik hilst på ham, og hørt historien fra hans side..Mine venner overtalte mig til sidst med denne sætning.. "Du lærer ham aldrig at kende hvis du ikke tager afsted nu.. og er han først død, er det for sent at finde ud af hvorfor det hele er sket"
Jeg besluttede mig så for at lære ham at kende, og ved første møde græd vi sammen, jeg sad ved siden af hans hospitalsseng, og følte at jeg kendte ham, selv om han var en fremmed mand for mig. Et eller andet i mig følte at det her var rigtigt.
Jeg fik hele historien at vide, at mine to brødre var med hver deres far, og grunden til at han havde følt sig presset til at give mig til min mor, og hendes nye fyr dengang, var at de var bedre stillet økonomisk, at han ønskede det bedste for mig.
Mine forældre fandt så ud af, at jeg havde besøgt ham..aner stadig ikke hvordan. Og fik et meget kort brev, med besked om at holde mig langt væk fra dem, og at jeg virkelig havde såret dem.
Jeg ønskede ikke at såre nogle, og jeg har stadig ikke forstået hvorfor jeg aldrig måtte få at vide at det var en papfar jeg havde.. jeg holdt jo stadig af ham som en far.
Jeg forsøgte sidste år at slå deres adresse op på krak, fandt telefonnummeret, og fik fat i en dame, der fortalte at de var flyttet for mange år siden, hun vidste ikke hvorhen.
Jeg vil så gerne møde min mor igen, hun er godt op i årene nu.. men jeg ved ikke om de begge lever mere. Jeg er blevet oplyst, at jeg kan få det at vide på kirkekontoret, men jeg kan ikke få at vide hvor de bor.
Mine forældre har altid haft hemmelig adresse.
Ja, som jeg startede med at skrive.. jeg er meget ked af det.. der er så meget jeg gerne ville have haft fortalt dem.. at jeg stadig elskede dem som forældre, men at de også måtte accepterer, at jeg ville møde min biologiske far.
Jeg ved ikke hvordan jeg kommer videre i denne sag.. føler mig lost lige nu.
Kan nogle hjælpe?
Jeg troede først, at det var en der lavede grin med mig i telefonen, men han kunne fortælle en hel masse fra min meget tidlige barndom, og ting andre ville have kunnet vide.
Bagefter kontaktede jeg straks MINE forældre, og spurgte lettere rysten, hvorfor jeg havde fået sådan en besked.
Der blev meget tavst i røret, og så sagde min "far" Hvad f.... bilder han sig ind. Det var ikke meningen at du skulle have haft det at vide...
Samtidig fik jeg beskeden, at ville jeg opsøge min biologiske far, som det hele så drejede sig om, var jeg IKKE velkommen i mine "forældres" hjem mere.
Jeg blev ked af den besked, jeg havde fået at vide af min halvbror, at grunden til at de kontaktede mig nu, var at min biologiske far mange gange i min barndom havde forsøgt at kontakte mig, men var blevet truet med politi og anmeldelse og det der var værre af min "papfar" Nu var min biologiske far tæt på at dø af leverkræft, og han ville så godt lære mig at kende inden han gik bort.
Jeg gik længe og spekulerede på om jeg skulle besøge ham.. Tænk nu, hvis jeg aldrig fik hilst på ham, og hørt historien fra hans side..Mine venner overtalte mig til sidst med denne sætning.. "Du lærer ham aldrig at kende hvis du ikke tager afsted nu.. og er han først død, er det for sent at finde ud af hvorfor det hele er sket"
Jeg besluttede mig så for at lære ham at kende, og ved første møde græd vi sammen, jeg sad ved siden af hans hospitalsseng, og følte at jeg kendte ham, selv om han var en fremmed mand for mig. Et eller andet i mig følte at det her var rigtigt.
Jeg fik hele historien at vide, at mine to brødre var med hver deres far, og grunden til at han havde følt sig presset til at give mig til min mor, og hendes nye fyr dengang, var at de var bedre stillet økonomisk, at han ønskede det bedste for mig.
Mine forældre fandt så ud af, at jeg havde besøgt ham..aner stadig ikke hvordan. Og fik et meget kort brev, med besked om at holde mig langt væk fra dem, og at jeg virkelig havde såret dem.
Jeg ønskede ikke at såre nogle, og jeg har stadig ikke forstået hvorfor jeg aldrig måtte få at vide at det var en papfar jeg havde.. jeg holdt jo stadig af ham som en far.
Jeg forsøgte sidste år at slå deres adresse op på krak, fandt telefonnummeret, og fik fat i en dame, der fortalte at de var flyttet for mange år siden, hun vidste ikke hvorhen.
Jeg vil så gerne møde min mor igen, hun er godt op i årene nu.. men jeg ved ikke om de begge lever mere. Jeg er blevet oplyst, at jeg kan få det at vide på kirkekontoret, men jeg kan ikke få at vide hvor de bor.
Mine forældre har altid haft hemmelig adresse.
Ja, som jeg startede med at skrive.. jeg er meget ked af det.. der er så meget jeg gerne ville have haft fortalt dem.. at jeg stadig elskede dem som forældre, men at de også måtte accepterer, at jeg ville møde min biologiske far.
Jeg ved ikke hvordan jeg kommer videre i denne sag.. føler mig lost lige nu.
Kan nogle hjælpe?