Er kristne bange for at dø?
Foranlediget af et spørgsmål B47 stiller ftg, stiller jeg nu samme spørgsmål til alle kristne.
Er kristne bange for at dø?
Det er et interessant spørgsmål, og for mange kristne er dette spørgsmål et paradoks, for kristne tror at de aldrig dør eller forsvinder fuldstændig. I den udbredte kristendom er der et håbet om at stige op til Gud, mens mindre trossamfund som Adventister og Jehovas Vidner tror Gud gemmer os i hukommelsen og oprejser mennesker ved paradisets komme på denne eller en anden jord.
Men tilbage til spørgsmålet, er kristne bange for at dø? Meget kan tyde på at kristne klamrer sig til håbet om et bedre liv, fordi de ikke er tilfredse med deres nuværende liv. Derfor ses den største udbredelse af den sekteriske kristendom også især i de lavere samfundslag og blandt kronisk syge mennesker. Det er naturligvis forståeligt at alle har et ønske om et bedre liv, hvis deres nuværende liv kan synes uoverskueligt.
Især blandt de sekteriske kristne opleves et verdenssyn som synes at være at "glasset er halvtomt" i stedet for "glasset er halvfuldt". Med dette mener jeg at de ofte fokuserer på det negative og "onde" i verden, frem for at have et positivt verdenssyn. Med dette negative verdenssyn kan verden let blive et negativt sted at være. Dermed er der tale om at sekteriske kristne ønsker sig et bedre sted hen. Det må være et trist vakuum at leve i. Ikke at kunne nyde nuet fuldt ud, fordi man tror der er noget bedre i vente.
På baggrund af ovenstående "forenklede" overvejelser må man formode at det er frygten for at dø, der udgør en del af troen blandt kristne. De kommer så at sige et plaster på såret, ved at kunne sige "mormor" er i himmelen og en dag skal vi mødes igen. De har svært ved at bearbejde tabet, og erstatter det med en fantasiverden.
I tillæg hertil kan jeg fremhæve mange af diskussionerne her på sol, hvor såvel Kosmos, AJV, FTG, og Lyjse (ved ikke om jeg har glemt nogen) ofte bruger døden som en trussel over for såvel hinanden som overfor debattører som er uenige med dem. Når de ser det som en mulig at true, må det bunde i en egen underliggende frygt for at dø, ellers ville det ikke have værdi at anvende som en trussel.
Så den helt enkle konklusion på spørgsmålet må være, kristne er ikke bange for at dø, da de ikke tror på døden. Underliggende er en fornægtelse af døden, som bunder i en frygt for intetheden og glemslen og dermed er der en reel frygt for døden. Dermed er den afsluttende konklusion at ja, kristne er bange for døden.
Perspektivering
Denne diskussion kunne sagtens omhandle islam, hinduisme og mange af verdens andre religiøse samfund, da skismaet er det samme.
Dondeee
Er kristne bange for at dø?
Det er et interessant spørgsmål, og for mange kristne er dette spørgsmål et paradoks, for kristne tror at de aldrig dør eller forsvinder fuldstændig. I den udbredte kristendom er der et håbet om at stige op til Gud, mens mindre trossamfund som Adventister og Jehovas Vidner tror Gud gemmer os i hukommelsen og oprejser mennesker ved paradisets komme på denne eller en anden jord.
Men tilbage til spørgsmålet, er kristne bange for at dø? Meget kan tyde på at kristne klamrer sig til håbet om et bedre liv, fordi de ikke er tilfredse med deres nuværende liv. Derfor ses den største udbredelse af den sekteriske kristendom også især i de lavere samfundslag og blandt kronisk syge mennesker. Det er naturligvis forståeligt at alle har et ønske om et bedre liv, hvis deres nuværende liv kan synes uoverskueligt.
Især blandt de sekteriske kristne opleves et verdenssyn som synes at være at "glasset er halvtomt" i stedet for "glasset er halvfuldt". Med dette mener jeg at de ofte fokuserer på det negative og "onde" i verden, frem for at have et positivt verdenssyn. Med dette negative verdenssyn kan verden let blive et negativt sted at være. Dermed er der tale om at sekteriske kristne ønsker sig et bedre sted hen. Det må være et trist vakuum at leve i. Ikke at kunne nyde nuet fuldt ud, fordi man tror der er noget bedre i vente.
På baggrund af ovenstående "forenklede" overvejelser må man formode at det er frygten for at dø, der udgør en del af troen blandt kristne. De kommer så at sige et plaster på såret, ved at kunne sige "mormor" er i himmelen og en dag skal vi mødes igen. De har svært ved at bearbejde tabet, og erstatter det med en fantasiverden.
I tillæg hertil kan jeg fremhæve mange af diskussionerne her på sol, hvor såvel Kosmos, AJV, FTG, og Lyjse (ved ikke om jeg har glemt nogen) ofte bruger døden som en trussel over for såvel hinanden som overfor debattører som er uenige med dem. Når de ser det som en mulig at true, må det bunde i en egen underliggende frygt for at dø, ellers ville det ikke have værdi at anvende som en trussel.
Så den helt enkle konklusion på spørgsmålet må være, kristne er ikke bange for at dø, da de ikke tror på døden. Underliggende er en fornægtelse af døden, som bunder i en frygt for intetheden og glemslen og dermed er der en reel frygt for døden. Dermed er den afsluttende konklusion at ja, kristne er bange for døden.
Perspektivering
Denne diskussion kunne sagtens omhandle islam, hinduisme og mange af verdens andre religiøse samfund, da skismaet er det samme.
Dondeee