Er jeg komplet håbløs???

Jeg føler mig sat af ved kantstenen.
Jeg har stridigheder med kærstens bror som har været så grov og hård imod mig efter at kæsten har under et skændesrig mellem kærsten og mig taget ud til ham og fik talt ud med ham om sagen. Ja derefter har jeg blevet trådt på og trappet godt og grundig på.... Han har forsøgt at få mig ud af familien, og jeg er dybt skuffet og såret over hans måde at behandle en på. Kærsten har stort set ladet ham gøre det.... Jeg er så ked af det for jeg har jo også følser og jeg elsker kærsten, men om jeg er for dum til at blive i forholdet ved jeg så ikke helt om jeg er!
Grundet til at kærsten og jeg skændes er simpelhen fordi jeg gerne vil ha det oprydligt, men han gider ikke at lave noget her hjemme. Ja så er det kun en som står med alt slidet og slæbet, og det er mig. Jeg har et barn med en anden og kærsten gir barnet alt for lidt grænser, og jeg kæmper som en gal for at undgå for meget bøvl(bare kærsten ville samarbejde så var det meget lettere for mig). Jeg syndes at jeg bruger for meget tid på at "sparke" kærsten igang og samtidligt skulle kunne få afrettet barnet. Jeg føler mig helt slidt ned, for jeg slågs også med barnets far om samværet. Jeg har overvejet at flytte fra kærsten, for jeg føler ikke værsat når han ikke så meget forsvare mig overfor hans egen bror. For mig set står han nærmest og griner af det. Hvad skal jeg gøre??? Jeg har op til flere gange fortalt kærsten hvordan jeg har det med det, men det virker ikke som om han interser sig for det. Er det mig som der er i vejen med ???

Er det ikke spild af godt liv at blive i det forhold...
Jeg var smuttet..

Jeg har nok håbbet på det bedste og at alt løsner sig med tiden.... Men jeg gider ikke at lave noget her hjemme og ja så får man eksta travlt når der kommer gæster... Selv de fødselsdage som blir holdt der laver kærsten ikke en skid, og jeg blir så sur og gnaven, og når gæsterne så er kørt så får jeg lige et flip. Vi bor i hans hus, men han kan ikke klare det alene. Jeg er nok et dumt svin hvis jeg bare lod ham stå med lortet selv... Han har heller ikke nogen form for styr over pengesagerne, dem tror han at man bare svømmer i.... Så det han gør er at bruge løs af dem...
Idag fik jeg åbenet et brev af hans( som vi ofte gør når den anden ikke er hjemme), det var et Bryllups inbydelse fra hans bror som jeg ikke er på talefod med. Der stod alle tre navne, men jeg er ikke så dum at jeg bare tager afsted uden at baglandet ikke er i orden med hans bror. Jeg rokker mig ikke, for hvis broren vil ha mig i familien så burte han at komme med en undskyldning. Men den kan jeg se langt efter... Det er nu 8 mdr siden at vi blev uvenner, og han invitere os både til fødselsdage med mere. Men jeg vil ikke, for jeg er rystet og vred over hans måde at behandle en på... Min egen familie vil ikke ha at jeg slår op med ham, de gir mig skylden for at være så stegl. Men jeg har da lov til at ha min mening og holdning....

Hvem er det du ikke kan/vil have i dit liv?
Hvis du vil have kæresten så følger hans familie med, og så handler det vel om tilgivelse, det virker som om at hans bror har tilgivet...
Hvis du føler at du ikke får den opbakning du vil have fra din kæreste, så erd et vel et spørgsmål om du skal "spilde" din tid mere på ham..

Det er mig som er blevet såret og ikke broren, og derfor gir jeg mig ikke. Jeg har sagt at jeg forventer en undskyldning fra ham, men den vil han ikke give. Ergro så tar jeg heller ikke med til fødselsdage med mere og det samme forventer jeg også af kærsten. For han siger at han vil bakke mig op, men han tar bare afsted til fødselsdage med mere.... Jeg føler mig svigtet og jogget på af kærsten..... Jeg ville ha bakkedet ham op hvis han stod i samme problem, og det er 100 % at jeg ville det. Han havde et problem med hans forhud og det hjalp jeg han igennem med og jeg har vansklig ved at få børn og det holder han grin med.... Derved blir jeg såret og jogget længere dybt ned i lortet..... Jeg har ikke bedt om at blive jogget på af hans familie og jeg tog dem som de var indtil de joggede på mig, og det finder jeg mig ikke i og så holder jeg afstand.

Så kan jeg kun se at der er en løsning..
Du må videre uden ham, hvad er et liv uden opbakning... intet en lang sej kamp op ad bakke med solen i øjenen hele tiden..
Hvor gammel er du?
Der er mennesker nok på denne jord der vil støtte og hjælpe sin elskede, så hvorfor spilde sit liv med modgang..
Når nu du engang sidder som 90 årig på plejehjemmet og kigger ud af vinduet, ville det så ikke være rart at kunne tænke sikker et dejligt liv jeg har haft?

I dit indlæg har du flere fornuftige betragtninger, bl.a. når det gælder opdragelse af barnet og rydeligheden i hjemme. Derimod lyder din kæreste mere som en 'modspiller' end en 'medspiller' og der lyder ikke til at være særlig mange gode grunde til at blive i forholdet. Tænk på barnet og på dig selv, det lyder ikke til at din kæreste gør det !!

Man fristes næsten til at tro at der er noget jehova blandet ind i det.
Hvorfor er du ikke skredet for længe siden, det der stod jeg ikke model til i ret mange timer.
Den person som du kalder for din kæreste er ikke fem potter varmt vand på tre bogstaver værd.
Så skriver du om oprydning / rengøring, der er forskel på rengøring, men hvis du mener alm. rengøring, og han ikke vil deltage i det, så vil jeg igen skrive her forlad ham og lad så din såkaldte kæreste, gro til i sit eget skidt.
Pas godt på dig selv, og med alt godt frem over