er ikke sikker på min situation..
havde en meget mærkelig dag igår.
men må hellere lige fortælle lidt forhistorie. i januar måned blev jeg udsat for sexchikane vil sige en grov slags, af min nu tidligere chef. hvor efter jeg gik til fagforeningen. sagen løste vi indbyrdes med fagforeningen, og det skulle jo så gerne være ovre. men nu er det sådan at med mit nye job, kører jeg med tog dagligt, for at komme dertil, og kører direkte forbi stedet hvor jeg arbejde før, og hver eneste gang tænker jeg på det der skete inden for de vægge. har snakket meget med kæresten om det, og de første par måneder efter det var sket, var meget hårde for mig. men fik det bedre for hver dag. har været på min gamle arbejdsplads to gange siden sammen med nogle venner for at bowle (det er en bowlinghal) og begge gange har jeg ikke haf det godt, har rystet, og haft kvalme, simpelthen af frygt for at chefen skulle være der eller komme. og har bestemt mig for at holde mig væk, selvom jeg ikke synes det er fedt da jeg elsker at bowle.
nå men igår morges i toget sad jag sammen med nogle kollegaer fra mit nye arbejde, hende den ene kender jeg fra bowlinghallen og er gode venner med hende, hun spørger mig så om nogle ting ang. situationen der nu, hvilket jeg ikke ved noget om. (hun ved hvad der er sket.) og hele dagen gik jeg så og grublede over min situation.
Kæresten ligger mærke til at jeg er fraværende og spørger om jeg er ok. men ville ikke sige noget, da han samme morgen havde fået af vide at hans bedstefar var død, og så føler jeg ikke mit er vigtigt. (noget jeg altid har gjort). da vi kommer i seng spørger han mig igen, og jeg fortæller ham så mine tanker og hvordan jeg har det. tror jeg bebrejder mig selv at det skete, at jeg ikke gjorde mere modstand osv.
Fortæller at jeg har overvejet at gå til lægen og hører hans mening om det og måske blive henvist til en psykolog eller noget.
kæresten spørger om jeg har lyst til at komme til psykolog. hvilket jeg ikke rigtig har. har gået til psykolog og psykiater, fået medicin, før i tiden pga depressioner. men følte ikke det hjalp mig, nok også fordi jeg føler mine tanker er for mærkelige til at blive forstået.
sidder tit og har dårlig samvittighed over at jeg trækker kæresten ind i det rod jeg har i hovedet, selvom han siger at det skal jeg slet ikke tænke på, og at hvordan jeg har det, er det vigtigste for ham, han vil så gerne hjælpe.
ved bare ikke rigtig hvad jeg skal gøre.. for mig spiller det også en rolle, at vi kommer fra vidt forskellige vilkår. for mig kommer han fra familien danmark, hvilket jeg absolut ikke gør. det gør at han ikke rigtig kan sætte sig ind i de ting jeg har oplevet og gennemlevet i barndommen osv.
ved ikke hel hvad jeg vil med dette, skulle bare ud med det. men har nogen et godt råd eller andet, er de velkommen til at svare.
undskyld, hvis det er lang, ikke inddelt ordentlig i afsnit og indviklet.
men må hellere lige fortælle lidt forhistorie. i januar måned blev jeg udsat for sexchikane vil sige en grov slags, af min nu tidligere chef. hvor efter jeg gik til fagforeningen. sagen løste vi indbyrdes med fagforeningen, og det skulle jo så gerne være ovre. men nu er det sådan at med mit nye job, kører jeg med tog dagligt, for at komme dertil, og kører direkte forbi stedet hvor jeg arbejde før, og hver eneste gang tænker jeg på det der skete inden for de vægge. har snakket meget med kæresten om det, og de første par måneder efter det var sket, var meget hårde for mig. men fik det bedre for hver dag. har været på min gamle arbejdsplads to gange siden sammen med nogle venner for at bowle (det er en bowlinghal) og begge gange har jeg ikke haf det godt, har rystet, og haft kvalme, simpelthen af frygt for at chefen skulle være der eller komme. og har bestemt mig for at holde mig væk, selvom jeg ikke synes det er fedt da jeg elsker at bowle.
nå men igår morges i toget sad jag sammen med nogle kollegaer fra mit nye arbejde, hende den ene kender jeg fra bowlinghallen og er gode venner med hende, hun spørger mig så om nogle ting ang. situationen der nu, hvilket jeg ikke ved noget om. (hun ved hvad der er sket.) og hele dagen gik jeg så og grublede over min situation.
Kæresten ligger mærke til at jeg er fraværende og spørger om jeg er ok. men ville ikke sige noget, da han samme morgen havde fået af vide at hans bedstefar var død, og så føler jeg ikke mit er vigtigt. (noget jeg altid har gjort). da vi kommer i seng spørger han mig igen, og jeg fortæller ham så mine tanker og hvordan jeg har det. tror jeg bebrejder mig selv at det skete, at jeg ikke gjorde mere modstand osv.
Fortæller at jeg har overvejet at gå til lægen og hører hans mening om det og måske blive henvist til en psykolog eller noget.
kæresten spørger om jeg har lyst til at komme til psykolog. hvilket jeg ikke rigtig har. har gået til psykolog og psykiater, fået medicin, før i tiden pga depressioner. men følte ikke det hjalp mig, nok også fordi jeg føler mine tanker er for mærkelige til at blive forstået.
sidder tit og har dårlig samvittighed over at jeg trækker kæresten ind i det rod jeg har i hovedet, selvom han siger at det skal jeg slet ikke tænke på, og at hvordan jeg har det, er det vigtigste for ham, han vil så gerne hjælpe.
ved bare ikke rigtig hvad jeg skal gøre.. for mig spiller det også en rolle, at vi kommer fra vidt forskellige vilkår. for mig kommer han fra familien danmark, hvilket jeg absolut ikke gør. det gør at han ikke rigtig kan sætte sig ind i de ting jeg har oplevet og gennemlevet i barndommen osv.
ved ikke hel hvad jeg vil med dette, skulle bare ud med det. men har nogen et godt råd eller andet, er de velkommen til at svare.
undskyld, hvis det er lang, ikke inddelt ordentlig i afsnit og indviklet.