er han bare gammeldags?

nu blev jeg igen så mærkelig på min kæreste fordi han igen siger nogle ting som støder mig.........
Min mor som er død for nogle måneder siden, er blevet obdukseret pga fastsættelse af dødsårsag - som var kræft...Jeg har så fornylig fået obduktionsraporten i hænderne, der var en del latinske ord, som jeg ikke forstod - dette fortalte jeg så min kæreste, som så sagde: "nu vil du vel ikke finde ud af, hvad de latinske ord betyder...for det kan du ikke bruge til noget" jeg blev helt paf, for hvorfor skal han da lege dommer over, hvad jeg har brug for....hans måde at formulere sig er ikke særlig hensigtsmæssig og det er ikke første gang han teer sig på den måde....
For mig at se, så er han ernormt gameldags i sin indstilling til sorg/kriser, for vi skal bare videre og ikke hænge os i tingende...Det mest mærkelige er dog, at han selv har været ude for 2 slemme kriser, så han burde da være den bedste til at være empatisk..
Når han er sådan, så klapper jeg i som en østers og giver ham ret, for jeg bliver så sårbar og føler mig så forkert og tør ikke sige mere end, om han da ikke ville læse sådan en raport, hvis det var hans mor der var død og ja, det ville han, men så ville han bagefter glemme alt om den rapport.
Jeg taler yderst sjældent med min kæreste om mit savn af min mor, for jeg er bange for, hvornår han igen, som andre gange også bare har nævnt, at jeg får jo ikke min mor igen, så jeg skal komme videre.....Det er sjældent, at han er omsorgsfuld på det område. Måske har han svært ved at tackle, at jeg er i sorg, men at komme med dumme udbrud, det kan jeg ikke bruge til noget, andet end, at jeg kan få det dårligt over det...
Hvordan havde du reageret, hvis du stod i min situation? og hvad tænker i umiddelbart, når jeg skriver dette her - både om mig, men også om min kæreste...!😕😕

in kereste har en eller anden form for forsvarsmeka

han er bange for at komme for dybt i en samtale som involverer følelser.....

ikke at turde tale om de svære ting i livet, for det berører også ham selv...uhmmm måske, men derfor er det alligevel svært at stå model til, at han øser ned over mit hovede hvordan han synes jeg jeg opføre mig...

hans gammeldags facon er, at man bare skal komme videre i livet.
Men uanset hvad, der ligger til grund for hans opførsel, så kan jeg ikke acceptere hans måde at håndtere det på....dette bevirker jo, at jeg trækker mig fra ham og ikke har lyst til at vise følelser som sorg over min mors død - jeg kommer ligesom til at lukke mig inde i en skal og være overfladisk og det kan jeg ikke holde ud hele tiden, derfor er vi heler ikke så ofte sammen mere som før.
Jeg har i forvejen så svært ved at vise når jeg bliver ked af det, og han bidrager bestemt til, at jeg får endnu sværere ved at TURDE vise min ked af det hed, med så tåbelige bemærkninger..
Når jeg så konfronterer ham med det, så siger han bare, at han jo ikke mente det sådan - det er de typiske ord han siger, hvor jeg så kommenteer, jammen hvad mente du så... så ved han ikke hvad han skal sige andet end, at man jo ikke skal blive ved med at hænge sig i tingende, for man kan jo ligefrem gå hen og dyrke det.....øhhhhh hvad for noget, jeg taler sjældent om min mor...Han er i mine øjne ved at blive mærkelig, jeg kan ikke forholde mig til hans måde at samtale på og at have en kæreste, hvor man ikke tør vise hvem man er - den er helt ude i hampen.😖

selv om du forstod alle ord i rapporten.

at kigge ind under overfladen.....😉