Er du indenfor eller udenfor

Siden jeg var et barn,har jeg altid været udenfor. I folkeskolen, i gymnasiet, på min videregående uddannelse, i min familie og i samfundet generelt. Jeg er nu en voksen mand og stadig udenfor. Jeg undrer mig til stadighed hvorfor, selvom jeg godt kender noget af baggrunden. Jeg kommer fra et skilsmissehjem med en fattig mor, og jeg har ikke haft den samme mulighed for at få pænt tøj o.s.v. Dette gør hurtigt, at man ender som outsider. Jeg har en anden kulturel baggrund, selvom jeg er født og opvokset som dansker (jeg er halv dansk, halvt etnisk). Dette har sikkert heller ikke hjulpet på det. Men jeg er en ganske pæn og intelligent fyr. Måske lidt anderledes end manistreambefolkningen, men ikke så meget. Hvorfor ender nogle mennersker bare udenfor fællesskabet?
Jeg fatter det bare ikke? Er det mon genetisk bestemt, er vi simpelthed for grimme eller hænger det blot sammen med sociale klasser? Måske er det sådan, at folk i de bedre klasser holder folk fra lavere klasser nede/ude og disse kæmper for at være en del af denne elite. Derfor skabes der også splid i denne klasse da alle vil være "ovenpå". Dette er blot en tanke - jeg er meget forundret over min situation.
Måske er det blot mit selvværd?
Èn ting er jeg ret sikker på: hvis du først en gang har været udenfor i en længere periode, så ændres din psyke således, at du igen vil have en stor risiko for at blive socialt isoleret. Dette ved jeg via egne erfaringer og ikke mindst observation. Sådan er det også i dyreriget?
Hvordan ser du på dette? Hvad er din mening om dette? Og hvad er din placing - indenfor/udenfor?

Det er vist nok jer der skal deltage i samfundet, men det har i ikke lært ?
Hmmmm...

Hvad mener du?

I dag er han 30 har en frisørsalon og er "in-sted". Hans mor er dansker hans far tyrker, og for det ikke skal være løgn tyrkisk gift, men har altid besøgt dem - også efter han fik kone og børn herop.
Jeg vil næsten sige hans odds har være dårligere end dine, men han har aldrig anset sig selv for at være en "lavere social klasse" - han anså sig selv for at være meget meget speciel og dejlig. Smuk er han jo også, som de fleste "blandede". Jeg tror det var noget hans mor fortalte ham, han var.
Det er måske der du skal finde det. Hvad var din mors holdning til hendes placering i verder? Har hun opmuntret dig, eller dæmpet dig? Forældreopdragelse holder jo et stykke, men på et eller andet tidspunkt, må man selv tage over. I reglen begynder selvopdragelsen omkring de 20. Vil man lave forandringer, må man have skeen i den anden hånd.
Mig selv? Tjaa - i reglen nr 2, når der skulle vælges hold, hvad enten der var noget jeg kunne eller ej. I mit hjem var der måske nok penge, men jeg var stor inden jeg opdagede det, bl.a fordi de i hvert fald ikke blev brugt på modetøj. Til gengæld "fik jeg lov" til at få min storesøsters tøj -he he.

Men udenfor når jeg foretrækker det. Der er nogel mennesker og gruppe jeg ikke gider involvere mig med. Det afhænger meget af, om jeg tror der er "noget at hente". Mange mennesker er det rene tidspild at være sammen med og dem undgår jeg.
Man kan tage fejl, når man ikke kender dem, men så viser det sig i reglen efter en tid.

- Jeg forstår ikke, med de ting du nævner, hvorfor du så også føler dig udenfor i familien? Tror du ikke det har mere med dig selv end med dine omgivelser at gøre?

Det at være indenfor eller udenfor har noget med ens egen sociale kompetence at gøre. Ikke så meget med hudfarve eller status at gøre. Et netværk af ligesindede er tilgængeligt for alle, men man skal være udadvendt for at få det. Sådan er det her i landet. Det er faktisk utroligt svært hvis man starter på bar bund, for ingen ønsker at "hænge" på nogen. Koldt, ja! Men sådan er det, desværre. Også for almindelige danskere.
Men du kan også vende den rundt og sige: gider jeg andre i virkeligheden? Sådan kan du spørge. Du kan også henvende dig til en af Fobiskolerne her i landet, som arbejder med social fobi, hvor du evt. kan få kigget på nogen af de ting, som sætter barrieren. det er ikke sindsyge personer som går sådan et sted. Problemet er stigende i hele befolkningen. Det er ganske almindelige mennesker som starter op på sådan et kursus.
Mvh.
skrubsak

Jeg tror nogen selv skaber det at være udenfor.
På mig lyder det som om du, ja da du var ung måske ikke selv har været udenom det, men at du sidenhen bare lade stå til og måske ubevidst har det også været en situation du kender og derfor været tryg i.
Da jeg var barn blev jeg også mobbet meget. Jeg var tynd tynd, brugte briller, gik med bøjle og kunne ikke stave, men selvfølgelig var jeg super fin når jeg skulle hjælpe med matematikopgaverne. Men det der gik mig mest på var, at jeg var super god til idræt, men når der skulle vælges hold var jeg altid til sidst, selvom jeg ofte var årsagen til mit hold vandt, jeg kunne ikke forstå hvorfor man ikke kunne se udover at jeg var outsiderne når det galt sport.
Senere hen er jeg aldrig blevet mobbet, men er ikke insider, nok mest fordi jeg ikke gider. Jeg nyder at være anderledes, men jeg er ingen outsider, jeg er nok midt imellem, hende den tossede ;o)
Som barn tror jeg udseendet har en betydning og det du siger med du ikke havde pænt tøj, men siden hen, nej.
I de højere klasser i folkeskolen efter bøjlen var kommet af og kontaktlinser havde fundet vejen blev jeg faktisk kaldt den smukke svane - ikke ironisk ;o), men jeg blev ikke en insider af den grund, men igen jeg har altid haft det mest med at være anderledes og ikke bare være en i strømmen, jeg vil gerne gøre en forskel og jeg gør det, fordi jeg er anderledes og fordi jeg har udstråling der gør at folk husker mig og der bliver lagt mærke til mig.
Men for dig synes jeg du skal mærke efter, om du overhovedet har lyst til at ændre din position og om den dybest set ikke giver dig tilfredsstillelse og tryghed, for ellers må jeg være ærlig, så tror jeg du var kommet ud af den, medmindre du har meget lavt selvværd.

... at jeg har overvejet, om jeg lider af socialfobi. Jeg tror, at jeg har udviklet dette igennem min opvækst. Jeg vil meget gerne af med denne lidelse, men jeg frygter, at det er ved at være "for sent", da jeg er 28 år gammel. Sådan et terapiforløb tager jo mange år og koster en hel del penge.
Jeg vil overveje, om jeg kan være mere udadvendt. Jeg har mange gange taget kontakt til personer, som jeg har kendt tidligere, eller lige har mødt. Det går godt i starten, hvor jeg tager intiativet, men så snart jeg stopper med at ringe/skrive, så stopper denne kontakt. Hvorfor mon? Hvorfor er det altid mig, der skal tage kontakt?
Jeg har en kæreste, der også selv, har begrænsede kompetencer. Hun har nogenlunde samme baggrund som jeg - men er dog helt dansk.
Vi holder os for det meste til hinanden. Måske dette også medvirker til min isolation.

Råd til hvordan man bliver mere åben og udadvendt?

Det KAN være en ond cirkel at være udenfor.
Nogle mennesker har en tendens til at se sig selv som ofre resten af livet, hvis de én gang har været "udenfor". I mange tilfælde HAR de også været ofre, særligt som børn, for omstændigheder som de ikke havde kontrol over (fattigdom, manglende sprogfærdigheder, ondskabsfuldheder uden grund osv) men en del af løsningen er at rejse sig og sige STOP(!) en gang for alle.
Nogle har jo desværre en tendens til at opsøge "det sikre" selvom det sikre er miljøer og mennesker som ikke anerkender eller ansporer succes. Måske vælger man et forkert fagområde så man oplever nederlag. Måske kæmper man for opmærksomhed fra mennesker med helt andre værdier og normer osv.
Jeg er selv vokset op i et fattigt hjem, med en mor der var enke. Der var ikke penge til noget som helst fordi mine forældre var ved at bygge hus da min far døde. Det betød meget trange kår i mange år, og jeg har mærket det både socialt og praktisk.
Hver eneste dag i min skoletid blev jeg mobbet, ikke "bare" et par bemærkninger her, men både fysisk og psykisk terror. Det bestod både i udelukkelse, bagtaleri, egentlig rygtedannelse, slag, spark, tæv, at få sten smidt efter mig, fysisk indespærring og da jeg blev teenager også i, at nogle af drengene i skolen trængte mig op i en krog og ragede på mig.
Det var faktisk så slemt at jeg udviklede en spiseforstyrrelse og forsøgte at tage livet af mig selv. Det gik hovedsageligt på mit udseende (ufortjent, kan jeg nu se) formodentlig fordi det var noget jeg aldrig havde skænket en tanke før, og derfor var nemt at slå ned på.
Løsningen blev faktisk IKKE at jeg prøvede at tilpasse mig alle andre. Jeg gik i den stik modsatte grøft og blev 100% mig selv på godt og ondt. Der var ingen der kunne lide mig alligevel, så hvorfor blive ved med at forsøge?
Jeg kom i en periode ind i et "dårligt" miljø men kom også ud igen, og var vokset undervejs. Det er ikke fordi jeg vil anbefale at kaste sig ud i vilde eksperimenter med både det ene og det andet, men sommetider skal der ske nogle drastiske ting før livet vender.
Sommetider må man ryste sig selv; skifte studie, rejse, flytte eller måske igennem et terapi-forløb for at finde sig selv og sin kerne.
Det vigtigste du kan gøre at søge succes-oplvelserne. Er du træt af at se på dig selv - så gå til frisøren, køb et sæt tøj eller rør dig.
Er du træt af at sidde hjemme og glo ud i luften, så meld dig til et eller andet og mød op og vær dig selv.
Kører du i tomgang uden mål og med så opsøg f.eks. en terapeut eller nogle andre som kan hjælpe dig videre med vejledning eller kan hjælpe dig med at finde dig selv.
Måske er jeg heldig fordi jeg er uadvendt af natur og har let ved at skabe kontakt til andre, hvis jeg selv vil. Men, det betyder da ikke at jeg ikke er genert eller usikker bag facaden. Hele ideen er at du er 100% dig selv, UDOVER den grænse du måske skal overskride i form af generthed eller usikkerhed. Du skal lære at mærke grænsen og så tage chancen alligevel...faktisk kan du få et helt kick af det som ikke er så ringe.
Du skal simpelthen tage "styringen" selv og beslutte dig for, at kan de lide dig så kan de lide dig - og hvis de ikke kan, så er der nogen andre som kan!
Jeg havde aldrig troet at jeg skulle opleve det, men idag hvor jeg er igang med en videregående uddannelse oplever jeg faktisk at andre søger mit selskab. Ikke fordi jeg tryner nogen eller "holder hof", men fordi jeg er åben og imødekommende og selv nyder at lære nye mennesker at kende. Du kan komme til at opleve det samme, hvis du bare lærer at slukke for den der advarselsknap der blinker når du skal udover kanten, og sprænge dine egne grænser.
Og så vil jeg da lige give dig et par helt basale råd;
Lad være med at tro at du får "styr" på alt og finder ud af "alt". Og lad især være med at tro, at alle de andre ved "alt" og forstår "alt". Uanset hvor gammel du bliver, så vil du blive ved med at tvivle på ting og mennesker og også dig selv. ALLE mennesker tvivler, har kriser og føler mindreværd indimellem!
Lad også være med at tro, at hver dag er en fest og at du vil føle dig pumbet med selvtillid hele tiden, hvis bare du "knækker koden" og får venner osv. Det er der måske nogle mennesker der gør men du vil sandsynligvis altid have en større tvivl end andre. Og du vil med sikkerhed alligevel opleve kriser, nedture og alt muligt andet - for det er menneskeligt og du ér et menneske!
Det vigtigste du så kan gøre er at forsøge at ignorere de negative tanker. Foretag dig et eller andet, lad være med at glo for meget i spejlet sådan en dag, lad være med at gå for højt op i detaljerne og prøv at kaste dit fokus et andet sted hen. Du kan snyde dig selv til at være mindre optaget af alt det triste og på den måde opnå mere balance.
Det kan i øvrigt være en rigtig god ide at få nogle samtaler med en psykolog eller anden terapeut at starte ud med. Selvom omvæltningen skal ske i dig selv, kan du godt have nogle blokeringer pga. gamle traumer, som gør det svært for dig at sætte udviklingen igang selv. En terapeut kan ikke fjerne dine evt. traumer eller blokeringer, men h*n kan give dig redskaberne til selv at gøre det, i et samarbejde. Du vil få en sparringspartner som kan rådgive, vejlede og søtte dig i starten og det er guld værd, især hvis du ikke har et netværk.
En anden mulighed er også selvhjælpsgrupper. Mange steder i landet findes selvhjælpsgrupper for unge med lavt selvværd og ensomehedsproblemer. Der findes også et projekt "Ventilen" som du måske kan have glæde af. Jeg ved ikke om du falder ind under deres aldersgruppe, men du kan se mere her: www.ventilen.dk

hvis du tror at du har socialfobi, så prøv at henvende dig til din praktiserende læge. Er det tilfældet at du er fobisk og det begrænser din hverdag betragteligt, er der mulighed for at få en henvisning til en privatpraktiserende psykiater. Det skal være en kognitiv ekspert og vil ikke koste noget fordi det betales af sygesikringen.
Kognitiv terapi er uhyre effektivt overfor socialfobi og visse andre former for angst og det er ikke flere år om at virke. Faktisk kan du vender udviklingen meget hurtigere end du tror hvis ellers terapeuten er virkelig dygtig.
Mht. til det at tage kontakten, så er det måske fordi du kører for hårdt på når du "tager dig sammen til at kontakte andre". Desværre er det tit sådan at man simpelthen er for påtrængende når man endelig "bryder ud" og så vælger folk én fra. Det er ikke for at være ond, men det er egen erfaring.
Det kan meget vel tænkes at du og din kæreste holder hinanden fast i isolationen; har hun også et fobisk problem eller er der andre problemer inde over der?

Hej
Et kognitivt terapiforløb tager 3 måneder på Jydsk Fobiskole i Århus. Det koster omkring 40.000 kr., men de penge er givet godt ud! Du kan evt. få kommunen til at hjælpe dig hvis din læge kan stille diagnosen.
På et sådant forløb får du de redskaber med dig, du skal bruge for at kunne bryde mønsteret. Når du er færdig har du stadig redskaberne med dig hjem, så du kan arbejde videre. Det er intensiv daglig undervisning og du er sammen med ligesindede, som bakker dig op fordi I arbejder mod et fælles mål. De mennesker der går sådant et sted, er også karrieremennesker oppe i årene. Og jeg skal hilse og sige, at 28 år er ikke for gammelt!
Bor du ikke i Jylland, har København også en fobiskole. Men jeg mener at forløbet her er 6 måneder.
Mvh

For at blive det, må du først gå ind og finde ud af, hvad der forhindrer dig i at være det. Det kan være mange forskellige ting, som man ikke er bevidst omkring. Måske har man en bundlinje (en indre fast overbevisning, som du lever efter) der hedder: "jeg er ikke god nok" eller "jeg er anderledes", og ud fra denne overbevisning handler du. Men det kan også være andre ting. I det hele taget er det en kompleks ting at arbejde med sit selvværd, for det kan være i bund pgr.a. mange forskellige ting og måske skal man have fat i mange ender og redskaber for at komme det til livs. Det har man brug for andres hjælp til. Der findes ingen gylden overordnet opskrift, kun hårdt arbejde med sig selv. Men det lønner sig, hvis man får den rigtige hjælp og arbejder med det.
Mvh
skrubsak

Spil med åbne kort, thi der kommer du længst uden at skulle lyve... og evt skulle huske løgnen, spil åben' thi det kan man altid huske
;-)