Ensomhed + Århus (40 år / nye veninder)
Hej med jer derude 🙂
Jeg søgte på Google, i søgefeltet skrev jeg 'ensomhed+Århus'.
Der dukkede mange links op, artikler skrevet af præster og psykologer, links til unge ensomme mellem 15 og 30 år, links til ældre a la besøgsven. Der var også links til diverse psykologer. Jeg så også noget i forbindelse med psykiatri. Der var også links til ensomme lettere alkoholiserede mænd...
Ensomme blev generelt beskrevet som unge (ung=15-30), stille og indadvendte eller ældre der måske har mistet en ægtefælle eller eventuelt folk med psykiske lidelser.
De ensomme mellem 35-50 er tilsyneladende en overset gruppe – hvilket en fra Århus Universitet gør opmærksom på i en artikel.
Ensomhed er jo tabu og når jeg får følelsen af ensomhed, ja så er det jo heller ikke noget, jeg går ud i byen og praler med.
Jeg tror, at folks opfattelse af ensomme ofte er, at de nok en småsære, grimme eller at der er noget i vejen med dem på en eller anden led.
Jeg hører IKKE ind under nogle af kategorierne!
Hmmmm artikler kan da være meget interessante at læse, men læsning gør jo ikke mindre ensom.
Jeg er 40 år, ser ganske nydelig ud, er udadvendt og alt andet end stille, faktisk er jeg lettere rapmundet 😉. Jeg er ofte ironisk og har en tør humor.
Jeg har som oftest nemt ved at komme i snak med folk / at lære nye mennesker at kende, men eventuelle nye venskaber holder ikke altid i længden.
Jeg er ugift og uden børn.
Jeg har som oftest haft veninder, der er yngre end mig selv. Ikke at alder skulle betyde det store, men det fortæller nok alligevel et eller andet måske, at jeg er forholdsvis ungdommelig...
Trods mit udadvendte gen har jeg ikke brug for at være venner med gud og hver mand - en lille vennekreds er helt fin med mig. En lille vennekreds kan dog gøre en ekstra sårbar, hvis et venskab skulle glide ud.
Nogen siger, at det bliver sværere med alderen at finde nye venner, måske er det rigtig, men da cirka hver 10. dansker er ensom i nogen eller sværere grad, så lyder det da for mig underligt.
Jeg sidder i skrivende stund og tænker, at jeg p.t. slet ikke er parat til nye veninde-skaber, da jeg for nogle måneder siden mistede mit job. Det skal forstås på den måde, at økonomien er stram og jeg har måske ikke lige penge til alt for mange bif- og caféture og lignende.
Men er du en velfungerende singlepige, uden børn (ingen betingelse) og cirka omkring 35-42 år, bor i ÅRHUS og på udkig efter en god veninde, så smid mig en mail, så kan vi jo se, hvad fremtiden eventuelt bringer...
Jeg kan da lige tilføje, at en god veninde for mig er = en man kan grine og græde sammen med. En man kan dele sorger og glæder med. En man kan betro sig til og ikke mindst stole på. En man kan tale med om alt – er man f.eks. konfliktsky, tjah så må man øve sig lidt, tænke over, hvordan man får sagt, det man nu vil sige på en god og ordentlig måde… (går man og ’gemmer’ på noget, så springer ballonen som bekendt pludselig)… En man kan sludre med over en kop te/kaffe, gå i biffen med, på café med...
Jeg bryder mig ikke om at skrive det, men nu gør jeg det alligevel -
har du psykiske lidelser, så er jeg nok ikke den rette veninde for dig.
Ja ja problemer kan vi alle have og det gælder da også mig, men mine er nok mere 'hverdags-agtige' (åndsvagt udtryk, men jeg ved ikke lige i skrivende stund, hvordan jeg ellers skal formulere mig 😕).
Det kan f. eks. være den pukkelryggede familie, som måske ikke er helt, som man godt kunne tænke sig. Ledighed, som desværre er aktuel for mig p.t.
Mange hilsner
engodveninde
Jeg søgte på Google, i søgefeltet skrev jeg 'ensomhed+Århus'.
Der dukkede mange links op, artikler skrevet af præster og psykologer, links til unge ensomme mellem 15 og 30 år, links til ældre a la besøgsven. Der var også links til diverse psykologer. Jeg så også noget i forbindelse med psykiatri. Der var også links til ensomme lettere alkoholiserede mænd...
Ensomme blev generelt beskrevet som unge (ung=15-30), stille og indadvendte eller ældre der måske har mistet en ægtefælle eller eventuelt folk med psykiske lidelser.
De ensomme mellem 35-50 er tilsyneladende en overset gruppe – hvilket en fra Århus Universitet gør opmærksom på i en artikel.
Ensomhed er jo tabu og når jeg får følelsen af ensomhed, ja så er det jo heller ikke noget, jeg går ud i byen og praler med.
Jeg tror, at folks opfattelse af ensomme ofte er, at de nok en småsære, grimme eller at der er noget i vejen med dem på en eller anden led.
Jeg hører IKKE ind under nogle af kategorierne!
Hmmmm artikler kan da være meget interessante at læse, men læsning gør jo ikke mindre ensom.
Jeg er 40 år, ser ganske nydelig ud, er udadvendt og alt andet end stille, faktisk er jeg lettere rapmundet 😉. Jeg er ofte ironisk og har en tør humor.
Jeg har som oftest nemt ved at komme i snak med folk / at lære nye mennesker at kende, men eventuelle nye venskaber holder ikke altid i længden.
Jeg er ugift og uden børn.
Jeg har som oftest haft veninder, der er yngre end mig selv. Ikke at alder skulle betyde det store, men det fortæller nok alligevel et eller andet måske, at jeg er forholdsvis ungdommelig...
Trods mit udadvendte gen har jeg ikke brug for at være venner med gud og hver mand - en lille vennekreds er helt fin med mig. En lille vennekreds kan dog gøre en ekstra sårbar, hvis et venskab skulle glide ud.
Nogen siger, at det bliver sværere med alderen at finde nye venner, måske er det rigtig, men da cirka hver 10. dansker er ensom i nogen eller sværere grad, så lyder det da for mig underligt.
Jeg sidder i skrivende stund og tænker, at jeg p.t. slet ikke er parat til nye veninde-skaber, da jeg for nogle måneder siden mistede mit job. Det skal forstås på den måde, at økonomien er stram og jeg har måske ikke lige penge til alt for mange bif- og caféture og lignende.
Men er du en velfungerende singlepige, uden børn (ingen betingelse) og cirka omkring 35-42 år, bor i ÅRHUS og på udkig efter en god veninde, så smid mig en mail, så kan vi jo se, hvad fremtiden eventuelt bringer...
Jeg kan da lige tilføje, at en god veninde for mig er = en man kan grine og græde sammen med. En man kan dele sorger og glæder med. En man kan betro sig til og ikke mindst stole på. En man kan tale med om alt – er man f.eks. konfliktsky, tjah så må man øve sig lidt, tænke over, hvordan man får sagt, det man nu vil sige på en god og ordentlig måde… (går man og ’gemmer’ på noget, så springer ballonen som bekendt pludselig)… En man kan sludre med over en kop te/kaffe, gå i biffen med, på café med...
Jeg bryder mig ikke om at skrive det, men nu gør jeg det alligevel -
har du psykiske lidelser, så er jeg nok ikke den rette veninde for dig.
Ja ja problemer kan vi alle have og det gælder da også mig, men mine er nok mere 'hverdags-agtige' (åndsvagt udtryk, men jeg ved ikke lige i skrivende stund, hvordan jeg ellers skal formulere mig 😕).
Det kan f. eks. være den pukkelryggede familie, som måske ikke er helt, som man godt kunne tænke sig. Ledighed, som desværre er aktuel for mig p.t.
Mange hilsner
engodveninde