Pårørende til alkoholmisbrugere - Min historie
Da jeg var helt lille blev mine forældre skilt, pga. min fars alkoholmisbrug. Min far var sømand på dette tidspunkt og sejlede verden rundt. Da de blev skilt fravalgte min far sig forældremundigheden over mig, og tog derefter afsted igen for at sejle.
Min mor fandt dog hurtig en anden mand, som godt nok var ti år yngre end hende selv. Min mor har fortalt at jeg en dag kom hen til ham, blot 1 måned efter de fandt sammen, og spurgte om jeg ikke måtte kalde ham "far" han blev så glad og sagde selvfølgelig ja. siden den dag har jeg aldrig kaldt min stedfar andet end far. Da jeg blev fire fik min mor og "far" en pige som jeg natuligt nok kalder min lillesøster.
Jeg var seks år på det er tidspunkt hvor jeg begynder at kunne huske at min stedfar ikke er min rigtige far, selvom min mor aldig har lagt skjul på at min "rigtige" far eksisterede. Men jeg hørte aldrig fra ham. han glemte jul og ringede ikke på min fødselsdag. Jeg kan huske alle de gange jeg har grædt i fritidsorningen fordi jeg var bange for at han var druknet. Min mor trøstede mig og sagde at så havde vi fået besked.
Så en dag ringer telefonen, det er min far!! Han ville høre om jeg ikke ville komme og besøge ham, og selvfølgelig ville jeg det. Men glæden blev hurtigt til dyb skuffelse. Der var ikke gået mere end end halv time før vi sad på et lokalt værtshus og jeg var ligesom glemt. Da jeg fik taget mig sammen til at spørge om vi ikke snart skulle hjem, fik jeg 100,- så kunne jeg gå ned og købe noget i byen. Jeg kan huske jeg købte noget sæbe og en svamp til min far, og til mig selv købte jeg såmænd bare en slikkepind. Gik derefter ind på værtshuset igen og satte mig hos min far. Da klokken blev halv fire om eftermiddagen tog vi hjem, da min mor ville komme og hente mig kl. fire. Min far sagde at det var vores hemmelighed hvor vi havde været, og måtte ikke sige det til andre. Så da min mor kom og hentede mig spurgte hun hvad vi havde lavet, og jeg svarede at vi havde siddet og spillet nogle spil.
Årene gik, og det var stadig på samme måde, når jeg var heldig så jeg min far to gange om året, hvis jeg var uheldig så jeg ham slet ikke. Da jeg var otte eller ni, sad vi igen på et værtshus, jeg skulle på toilet, men døren var låst, så jeg stilte mig bare pænt udenfor døren og ventede på at jeg kunne komme til. Da døren blev låst op var det en mand der kom ud, han havde langt gråt hår og noget skæg. Han satte sig ned på hug og spurgte hvad jeg hed. Christina sagde jeg bare og ville til at gå ind, da han tager ved min skulder og spørger om han skal hjælpe med noget, jeg takker pænt nej og siger at jeg er stor nok til selv at klare det. Jeg kan huske at hans ånde stank langt væk af alkohol, han tager far i mine arme og siger at jeg skal tie stille, hvorefter han siger jeg har en flot krop, han begynder at rulle min cardigan ned, han kigger på mig og smiler med sine bundrådne tænder. Det næste jeg husker er at jeg sparker ud efter ham, og rammer hans skinneben. han griber sit tag om mig, og i angst løber jeg ind til min far igen, som i mellemtiden er blevet mere fuld, jeg sætter mig på hans lår og har aldrig fortalt om hændelsen til ham.
Årene blev ved med at gå. Og det var stadig mig og min fars hemmelighed hvad der skete, og hvor vi var når jeg besøgte ham. Da jeg var elleve, sidder jeg ved køkkenbordet derhjemme, og snakker med min mor, jeg kan ikke huske hvad vi snakkede om, men lige pludselig byder jeg fuldstændig sammen i gråd og fortæller hende hvordan det var når jeg var sammen med min far. Hun begynder selvfølgelig også og græde og spørger hvorfor jeg ikke har sagt det noget før. Hvorefter jeg svare hende at jeg var bange for ikke at måtte se min far igen. Men det var det hun sagde at det jo var min far så det kunne hun ikke bestemme over, han var jo trods alt min far.
Årene går videre og jeg skal konfirmeres, min far er "gået i land" fordi han ikke kunne holde til at arbejde mere. Min mor sagde at min far ikke måtte komme med til min konfirmation fordi han ville ødelægge min dag hvis han blev fuld. hvorefter jeg sagde til min mor at jeg ikke ville konfirmeres hvis ikke han kom med. Jeg fik min vilje, og han kom med. Han var overhovdet ikke fuld eller beruset den dag, hvilket jeg er utrolig glad for, men dagen efter var han "den samme" igen. Ca. et år efter min konfirmation er jeg i gang med at rydde op, min mor kommer ind, og uden at lægge skjul på noget spørger hun om jeg nogensinde er blevet misbrugt. Og jeg fortæller hende om situartionen ca. seks år forinden. Og siger at det er det eneste.
Jeg får skrevet et brev til min far, som jeg ikke tør aflevere fordi der blandt andet står at hvis han ikke stopper med at drikke vil jeg ikke se ham mere. Min mor støtter mig utrolig meget i denne sag, og spørger om hun skal tage en snak med ham, og aflevere brevet. Det ender med at jeg giver hende lov, jeg ved ikke hvad de har snakket om, kun at han har fået brevet. jeg kan ikke huske hvor lang tid der går efter det. det er nok cirka en uge, så ringer han og spørger om jeg ikke vil hjem til ham og spise, hvilket jeg takker ja til. Da vi har spist bliver jeg sendt ud for at vaske op og der går ikke lang tid før der kommer en masse af hans "alko-venner" og jeg tager afsted igen dybt skuffet over ham.
Årene bliver ved med at gå, og han lover gang på gang at han nok skal stoppe med at drikke, det holder højest 2 måneder, så er han i gang igen. Det ender altid med at jeg gør rent for ham, tager opvasken osv.
Jeg er i dag 18 år, og min far har ikke drukket i næsten to måneder, men han lever nok ikke længe endnu, han har dårlig hjerte og er blevet opereret i fire gange, på torsdag skal jeg køre ham til Odense, så han kan få scannet sit hoved for at se om der har været nogle blodpropper i hans hjerne, inden han skal operes i halsen for åreforkalkning.
Jeg har tilgivet min far for at leve på den måde som han gør. for jeg ved han har oplevet mere end mange mennesker kommer til, og det glæder mig utrolig meget, jeg kan ikke tage ansvar for hans druk, men jeg ved at jeg har gjort hvad jeg kunne for at hjælpe ham, han har aldrig givet mig en undskylning eller sagt tak, men det kommer nok en dag, han skal bare være klar til det. Og jeg håber den dag når at komme.
Men end ting jeg ikke sætter spørgsmålstegn ved er at jeg elsker ham overalt på jorden, han er jo trods alt min far.
Venlig Hilsen fra Christina
Jeg håber du kunne lide min fortælling
Min mor fandt dog hurtig en anden mand, som godt nok var ti år yngre end hende selv. Min mor har fortalt at jeg en dag kom hen til ham, blot 1 måned efter de fandt sammen, og spurgte om jeg ikke måtte kalde ham "far" han blev så glad og sagde selvfølgelig ja. siden den dag har jeg aldrig kaldt min stedfar andet end far. Da jeg blev fire fik min mor og "far" en pige som jeg natuligt nok kalder min lillesøster.
Jeg var seks år på det er tidspunkt hvor jeg begynder at kunne huske at min stedfar ikke er min rigtige far, selvom min mor aldig har lagt skjul på at min "rigtige" far eksisterede. Men jeg hørte aldrig fra ham. han glemte jul og ringede ikke på min fødselsdag. Jeg kan huske alle de gange jeg har grædt i fritidsorningen fordi jeg var bange for at han var druknet. Min mor trøstede mig og sagde at så havde vi fået besked.
Så en dag ringer telefonen, det er min far!! Han ville høre om jeg ikke ville komme og besøge ham, og selvfølgelig ville jeg det. Men glæden blev hurtigt til dyb skuffelse. Der var ikke gået mere end end halv time før vi sad på et lokalt værtshus og jeg var ligesom glemt. Da jeg fik taget mig sammen til at spørge om vi ikke snart skulle hjem, fik jeg 100,- så kunne jeg gå ned og købe noget i byen. Jeg kan huske jeg købte noget sæbe og en svamp til min far, og til mig selv købte jeg såmænd bare en slikkepind. Gik derefter ind på værtshuset igen og satte mig hos min far. Da klokken blev halv fire om eftermiddagen tog vi hjem, da min mor ville komme og hente mig kl. fire. Min far sagde at det var vores hemmelighed hvor vi havde været, og måtte ikke sige det til andre. Så da min mor kom og hentede mig spurgte hun hvad vi havde lavet, og jeg svarede at vi havde siddet og spillet nogle spil.
Årene gik, og det var stadig på samme måde, når jeg var heldig så jeg min far to gange om året, hvis jeg var uheldig så jeg ham slet ikke. Da jeg var otte eller ni, sad vi igen på et værtshus, jeg skulle på toilet, men døren var låst, så jeg stilte mig bare pænt udenfor døren og ventede på at jeg kunne komme til. Da døren blev låst op var det en mand der kom ud, han havde langt gråt hår og noget skæg. Han satte sig ned på hug og spurgte hvad jeg hed. Christina sagde jeg bare og ville til at gå ind, da han tager ved min skulder og spørger om han skal hjælpe med noget, jeg takker pænt nej og siger at jeg er stor nok til selv at klare det. Jeg kan huske at hans ånde stank langt væk af alkohol, han tager far i mine arme og siger at jeg skal tie stille, hvorefter han siger jeg har en flot krop, han begynder at rulle min cardigan ned, han kigger på mig og smiler med sine bundrådne tænder. Det næste jeg husker er at jeg sparker ud efter ham, og rammer hans skinneben. han griber sit tag om mig, og i angst løber jeg ind til min far igen, som i mellemtiden er blevet mere fuld, jeg sætter mig på hans lår og har aldrig fortalt om hændelsen til ham.
Årene blev ved med at gå. Og det var stadig mig og min fars hemmelighed hvad der skete, og hvor vi var når jeg besøgte ham. Da jeg var elleve, sidder jeg ved køkkenbordet derhjemme, og snakker med min mor, jeg kan ikke huske hvad vi snakkede om, men lige pludselig byder jeg fuldstændig sammen i gråd og fortæller hende hvordan det var når jeg var sammen med min far. Hun begynder selvfølgelig også og græde og spørger hvorfor jeg ikke har sagt det noget før. Hvorefter jeg svare hende at jeg var bange for ikke at måtte se min far igen. Men det var det hun sagde at det jo var min far så det kunne hun ikke bestemme over, han var jo trods alt min far.
Årene går videre og jeg skal konfirmeres, min far er "gået i land" fordi han ikke kunne holde til at arbejde mere. Min mor sagde at min far ikke måtte komme med til min konfirmation fordi han ville ødelægge min dag hvis han blev fuld. hvorefter jeg sagde til min mor at jeg ikke ville konfirmeres hvis ikke han kom med. Jeg fik min vilje, og han kom med. Han var overhovdet ikke fuld eller beruset den dag, hvilket jeg er utrolig glad for, men dagen efter var han "den samme" igen. Ca. et år efter min konfirmation er jeg i gang med at rydde op, min mor kommer ind, og uden at lægge skjul på noget spørger hun om jeg nogensinde er blevet misbrugt. Og jeg fortæller hende om situartionen ca. seks år forinden. Og siger at det er det eneste.
Jeg får skrevet et brev til min far, som jeg ikke tør aflevere fordi der blandt andet står at hvis han ikke stopper med at drikke vil jeg ikke se ham mere. Min mor støtter mig utrolig meget i denne sag, og spørger om hun skal tage en snak med ham, og aflevere brevet. Det ender med at jeg giver hende lov, jeg ved ikke hvad de har snakket om, kun at han har fået brevet. jeg kan ikke huske hvor lang tid der går efter det. det er nok cirka en uge, så ringer han og spørger om jeg ikke vil hjem til ham og spise, hvilket jeg takker ja til. Da vi har spist bliver jeg sendt ud for at vaske op og der går ikke lang tid før der kommer en masse af hans "alko-venner" og jeg tager afsted igen dybt skuffet over ham.
Årene bliver ved med at gå, og han lover gang på gang at han nok skal stoppe med at drikke, det holder højest 2 måneder, så er han i gang igen. Det ender altid med at jeg gør rent for ham, tager opvasken osv.
Jeg er i dag 18 år, og min far har ikke drukket i næsten to måneder, men han lever nok ikke længe endnu, han har dårlig hjerte og er blevet opereret i fire gange, på torsdag skal jeg køre ham til Odense, så han kan få scannet sit hoved for at se om der har været nogle blodpropper i hans hjerne, inden han skal operes i halsen for åreforkalkning.
Jeg har tilgivet min far for at leve på den måde som han gør. for jeg ved han har oplevet mere end mange mennesker kommer til, og det glæder mig utrolig meget, jeg kan ikke tage ansvar for hans druk, men jeg ved at jeg har gjort hvad jeg kunne for at hjælpe ham, han har aldrig givet mig en undskylning eller sagt tak, men det kommer nok en dag, han skal bare være klar til det. Og jeg håber den dag når at komme.
Men end ting jeg ikke sætter spørgsmålstegn ved er at jeg elsker ham overalt på jorden, han er jo trods alt min far.
Venlig Hilsen fra Christina
Jeg håber du kunne lide min fortælling