Eneste ener

Hmm.
Sidder og læser Femina. Der er en artikel om at finde den eneste ene og hvordan man holder på ham. Det er en let sag. Ifølge artiklen, så skal man:
Lave fire lister med overskrifterne:
Hvad har jeg behov for?
Hvilken mand tiltrækker mig?
Hvad er min erfaring?
Hvordan opfører jeg mig sammen med mine venner?
Så skal man derefter respektere sig selv for det arbejde, som man ahr lavet og holde sig til listerne.
Man skal holde sig til den type mand, man via sine lister har fundet frem til.
Øve sig i at se det positive i ham
Se hans kvaliteter
Hmm. Skulle det virkelig være så let, for så vil jeg da prøve at lave de lister, og så skal jeg ellers melde tilbage om et halvt års tid, hvordan det er gået :-)
Jeg synes, at kærlighedens spil i dag er nok så kompliceret. Og det at finde kærligheden og den eneste ene er ikke så lige en sag. Jeg vil gerne. Synes jeg med årerne er blevet mere, skal vi sige, åben overfor forskellige typer mænd. Jeg ved også godt, at der i hele verden ikke kun findes en eneste ene, men at der i løbet af et langt liv kan være forskellige eneste ener, som på det givne tidspunkt synes at være den rigtige.
Jeg er ikke bange for at vælge. Jeg vil kæmpe for dem, som jeg elsker, men...jeg sidder lidt tilbage med, også efter at have vendt det med veninder, at mange mænd i dag er bange for at vælge og sætte ind på den der eneste ene.
Måske det bare er mig, men hvad er det for noget det der med at finde den eneste ene og få brikkerne til at falde på plads? At få det hele til at give mening og samhørighed og måske i små stød blot en lille smule lykke oveni det hele?

Det der med den eneste ene, er måske nok det største blændværk der findes. Vi er fuldkommen gennemillusionerede af hele ideen om, at der er én eneste person i verden som kan gøre os lykkelige og perfekte, og det tror jeg faktisk er den største hindring i forhold til at finde en livspartner.
Jeg tror ikke på den eneste...eller dvs. jeg tror på den eneste gange tusind, forstået på den måde at jeg tror der kan være mange "eneste ene" som vi passerer i vores liv. Nogle involverer vi os med, andre lader vi være. Det hele afhænger af hvornår vedkommende kommer ind i vores liv og passer ind i ideen om den eneste ene.
Jeg tror dybest set at hemmeligheden er at give slip på ideen om den eneste og lære at trives, ja ligefrem være lykkelig selvom man ikke er en del af et forhold. Når man først har lært det mister man angsten for at være alene og jeg har opdaget at det faktisk er en fordel, hvis man leder efter en partner. Man tager sig bedre tid til at vurdere tingene, til at finde ud af om den her person er/skal være andet end sjov og ballade, og man tillader sig også at trække vejret indimellem og være glad for at være alene.
Det at lave lister synes jeg godt kan være problematisk hvis det betyder at man begrænser sig til en "type" mand. Alle mennesker er forskellige og to ens "typer" kan være vidt forskellige mennesker, selvom de på overfladen og i begyndelsen minder om hinanden.
At du har åbnet dig for forskellige typer mænd synes jeg kun er en positiv ting, for på den måde kan du få forskellige erfaringer og dem kan du bruge videre frem.
Mht. mændenes frygt så vil jeg sige at jeg har oplevet det samme. Måske hænger det sammen med at kvinders rolle har udviklet sig med rekord-fart: idag er vi selvstændige individer, som kan forsørge os selv, hænge vores egne lamper op og skifte dæk. Vi har ikke længere brug for en praktisk forsørger, men mange mænd bliver stadig opdraget til netop den rolle. En del af det skræmmende kan jo nok være, at de nu hovedsageligt ønskes som ligeværidge følelsesmæssige sparringspartnere. Der er stadig mange mænd som opdrages til at distancere sig fra deres følelser, og så kan det altså være temmelig skræmmende at skulle involvere sig dybt følelsesmæssigt, som det eneste krav.
Jeg kan f.eks. huske at jeg i starten af vores forhold sagde til min kæreste (han er nemlig opdraget til forsørgerrollen) at jeg ikke havde brug for ham til andet end at være min følelsesmæssige partner. Alt det andet kunne jeg sådan set selv skaffe, så hvis han ikke kunne lægge den der forsørgertrang som priæmr kraft fra sig, gad jeg ham ikke. Jeg skal sgu ikke holdes som en trofæ-kone af nogen!
Det var/er stadig svært for ham, fordi han er opdraget/opvokset i en familie med det gamle mønster hvor mor gik hjemme og passede hus og børn, mens far var "skaffer".

Tak for din kommentar. Virkelig tankevækkende og dejligt at få dit perspektiv på sagen :-)
Ja, du har så inderligt ret. Vi forlanger mange ting i dag. Både vi kvinder og mændene. Jeg vil ikke sige, at jeg ønsker mig tilbage til dengang, hvor man blot var forudbestemt til at finde en, som passede ind i rang eller som forældrene så som et godt parti.
Jeg tror heller ikke på, at der findes en eneste ene, som er bestemt til at gøre mig lykkelig. Det kan jeg jo selvsagt ikke længere tro på, eftersom jeg i mit liv et par gange har mødt en, som jeg rent faktisk godt kunne tænke mig at dele resten af livet med og dermed anså for, på det tidspunkt, at være min eneste ene.
Personligt mener jeg, at ligesom du angiver at man skal give slip og blot trives, at det med at finde sine egne værdier, hvad der betyder noget for en selv. For nårman har afvejet, hvad der er vigtigt i livet for en, så begynder man at gå efter det og så kommer "den eneste ene" nok mere automatisk af sig selv. Fordi man udstråler noget helt andet, når man hviler i sig selv.
Men det er jo også en lang erkendelsesrække der ligger i det. Og det betyder måske netop, at man først er i stand til at finde frem til det, når man blandt andet har fået et par hak i tuden af tidligere eneste ener.
VH Posilise