EN SMUK FORTÆLLING
EN SMUK FORTÆLLING
Her er en lille historie fra USA med et tankevækkende budskab!!!
En dag bad en lærerinde sine elever skrive navnene på deres medstuderende ned på 2 stykker papir.
De skulle levne noget plads mellem hvert navn.
Hun bad dem tænke på det bedste, de kunne sige om hver eneste medstuderende og skrive dette ned under den enkeltes navn.
Det tog klassen resten af timen at fuldføre opgaven, og da de alle forlod rummet, afleverede de hver især deres opgave.
Den følgende lørdag skrev lærerinden en liste til hver eneste elev, hvor der stod, hvad de andre elever havde skrevet om vedkommende.
Om mandagen gav lærerinden hver enkelt elev hendes/hans liste.
Inden længe smilede alle eleverne. "Virkelig" hørte hun, der blev hvisket.
"Jeg vidste ikke, at jeg betød så meget for nogen" og "jeg vidste ikke, de andre kunne lide mig så meget" var de fleste kommentarer.
Ingen nævnte senere disse lister. Lærerinden vidste ikke, om eleverne viste listerne til eller diskuterede listerne med deres forældre, men det betød heller ikke noget. Opgaven havde haft den effekt, hun ønskede.
Eleverne var tilfredse med dem selv og hinanden, og gruppen af elever begav sig videre på livets landevej.
Mange år senere blev en af eleverne dræbt i Vietnam, og lærerinden deltog i den efterfølgende begravelse af netop denne specielle elev.
Hun havde aldrig før set en militærperson død i en kiste. Han så smuk og så voksen ud, som han lå dér.
Kirken var fyldt med hans venner, og en efter en gik de alle en sidste gang forbi kisten. Lærerinden var den sidste, der velsignede den døde i kisten.
Netop som hun stod der, kom en af de soldater, der var med til at bære kisten, hen til hende. "Var du Marks matematiklærer?" Hun nikkede "ja".
Så sagde han : "Mark talte meget om dig".
Efter begravelsen deltog de fleste af Marks tidligere klassekammerater i en komsammen. Marks mor og far var der også. De ville tydeligvis gerne tale med hans tidligere lærerinde.
"Vi vil gerne vise dig noget" sagde Marks far, mens han tog sin tegnebog op af lommen. "De fandt dette på Mark, da han blev dræbt.
Vi tænkte, du ville genkende det" mens han varsomt foldede to stykker papir ud. Papir, der tydeligt var blevet tapet sammen pga. sliddet af de mange gange, det havde været foldet og lagt sammen. Lærerinden vidste uden at se papiret, at det var det samme papir, hvorpå hun havde skrevet alle de gode ting, kammeraterne havde haft at sige om Mark.
"Tusind tak fordi du gjorde det", sagde Marks mor. "Som du kan se, skattede Mark det meget højt." Alle Marks kammerater samledes omkring hende? Charlie smilede skævt og sagde: "Jeg har også stadig min liste, den ligger øverst på mit skrivebord derhjemme."
Chucks hustru tilføjede, "Chuck bad specielt om, at det blev indføjet i vores bryllupsalbum."
"Jeg har også mit, det er i min dagbog", sagde Marilyn.
Så tog Vicky, en anden klassekammerat, sin lommebog frem, og viste sin slidte liste frem for gruppen og sagde stolt "Jeg har det altid med mig. Jeg tror, vi alle har gemt vores liste."
Da satte lærerinden sig ned og græd. Hun græd for Mark og for alle hans venner, der aldrig ville se ham igen.
Størstedelen af mennesker af i dag opfører sig, som om de har glemt, at livet en dag stopper. Men ingen af os ved, hvornår denne dag kommer.
Vær derfor sød, fortæl de mennesker, du elsker og synes om, at de er specielle og vigtige for dig. Fortæl dem det inden, det er for sent.
Her er en lille historie fra USA med et tankevækkende budskab!!!
En dag bad en lærerinde sine elever skrive navnene på deres medstuderende ned på 2 stykker papir.
De skulle levne noget plads mellem hvert navn.
Hun bad dem tænke på det bedste, de kunne sige om hver eneste medstuderende og skrive dette ned under den enkeltes navn.
Det tog klassen resten af timen at fuldføre opgaven, og da de alle forlod rummet, afleverede de hver især deres opgave.
Den følgende lørdag skrev lærerinden en liste til hver eneste elev, hvor der stod, hvad de andre elever havde skrevet om vedkommende.
Om mandagen gav lærerinden hver enkelt elev hendes/hans liste.
Inden længe smilede alle eleverne. "Virkelig" hørte hun, der blev hvisket.
"Jeg vidste ikke, at jeg betød så meget for nogen" og "jeg vidste ikke, de andre kunne lide mig så meget" var de fleste kommentarer.
Ingen nævnte senere disse lister. Lærerinden vidste ikke, om eleverne viste listerne til eller diskuterede listerne med deres forældre, men det betød heller ikke noget. Opgaven havde haft den effekt, hun ønskede.
Eleverne var tilfredse med dem selv og hinanden, og gruppen af elever begav sig videre på livets landevej.
Mange år senere blev en af eleverne dræbt i Vietnam, og lærerinden deltog i den efterfølgende begravelse af netop denne specielle elev.
Hun havde aldrig før set en militærperson død i en kiste. Han så smuk og så voksen ud, som han lå dér.
Kirken var fyldt med hans venner, og en efter en gik de alle en sidste gang forbi kisten. Lærerinden var den sidste, der velsignede den døde i kisten.
Netop som hun stod der, kom en af de soldater, der var med til at bære kisten, hen til hende. "Var du Marks matematiklærer?" Hun nikkede "ja".
Så sagde han : "Mark talte meget om dig".
Efter begravelsen deltog de fleste af Marks tidligere klassekammerater i en komsammen. Marks mor og far var der også. De ville tydeligvis gerne tale med hans tidligere lærerinde.
"Vi vil gerne vise dig noget" sagde Marks far, mens han tog sin tegnebog op af lommen. "De fandt dette på Mark, da han blev dræbt.
Vi tænkte, du ville genkende det" mens han varsomt foldede to stykker papir ud. Papir, der tydeligt var blevet tapet sammen pga. sliddet af de mange gange, det havde været foldet og lagt sammen. Lærerinden vidste uden at se papiret, at det var det samme papir, hvorpå hun havde skrevet alle de gode ting, kammeraterne havde haft at sige om Mark.
"Tusind tak fordi du gjorde det", sagde Marks mor. "Som du kan se, skattede Mark det meget højt." Alle Marks kammerater samledes omkring hende? Charlie smilede skævt og sagde: "Jeg har også stadig min liste, den ligger øverst på mit skrivebord derhjemme."
Chucks hustru tilføjede, "Chuck bad specielt om, at det blev indføjet i vores bryllupsalbum."
"Jeg har også mit, det er i min dagbog", sagde Marilyn.
Så tog Vicky, en anden klassekammerat, sin lommebog frem, og viste sin slidte liste frem for gruppen og sagde stolt "Jeg har det altid med mig. Jeg tror, vi alle har gemt vores liste."
Da satte lærerinden sig ned og græd. Hun græd for Mark og for alle hans venner, der aldrig ville se ham igen.
Størstedelen af mennesker af i dag opfører sig, som om de har glemt, at livet en dag stopper. Men ingen af os ved, hvornår denne dag kommer.
Vær derfor sød, fortæl de mennesker, du elsker og synes om, at de er specielle og vigtige for dig. Fortæl dem det inden, det er for sent.