Elsker min
Så blev det min tur til at få luft. Jeg har en kæreste, vi har været sammen i ca 1 år, bor ikke sammen, har hverisær børn.
Jeg elsker virkelig min kæreste, og syntes han er den skønneste mand jeg nogen sinde har mødt, når man altså ser bort fra at han ikke modtager min kærlighed. Jeg har gjort mange ting for ham, købt mange ting til ham, skrevet masser af kærlige sms, breve, mails. Jeg får bare ikke noget tilbage, når jeg så holder op med at gøre disse ting, siger han at han oplever når han sender mig 2 smil, så tror jeg alt er godt og så mister jeg interessen for ham. Jeg oplever ikke de smil han taler om. Det eneste jeg gør er at holde igen med alle de ting, fordi han ikke vil modtage det. Jeg gider ikke gøre noget han ikke syntes om. Jeg har næsten opgivet os 2.
Han hænger meget med skuffen for tiden. Hvis jeg gør ham så ked af det, hvorfor vil han så ha' mig. Jeg tænker meget på at sige til ham, at jeg ikke ønsker at gøre ham ked af det, så derfor er det bedst for ham at vi stopper festen.
Jeg ønsker sku' en kæreste der er glad for at se mig, en som bliver glad når jeg ringer, sms eller mailer, en som bliver glad når jeg giver ham en gave. Jeg har lige købt en ny sofa til ham i fødselsdagsgave (den han ønskede sig), blev han glad, nej ikke sønderligt, for nu skulle han sige favel til de gamle møbler som han har haft i 23 år.
Han virker så negativ hele tiden, alt hvad jeg gør, siger og foreslår bliver aldrig mødt med positive respons. Vi laver aldrig noget sammen, for jeg er holdt op med at foreslå noget, for han respons er altid nej tak, nej det dur ikke, nej, det har jeg ikke lyst til, nej, nej og atter nej. Jeg gider ikke høre det ord komme ud af hans mund længere.
Om 1½ uge er jeg inviteret på familiebesøg en hel weekend hos min søster som bor langt væk herfra, har ikke set hende siden juni mdr. Jeg tager afsted, ohar tænkt mig at sige til kæreste at min søn og jeg skal afsted og hvis han har lyst til at komme med, kan komme og sige det, ellers skal han bare holde sin mund.
Når jeg sidder her og skriver alle de ting, tænker jeg fuck ham, se at komme videre. For det næste sekundt ser jeg hans smukke øjne for mit indre og tænker hvad gør jeg for at få ham glad igen. Få ham til at indse, at vi kan få det her til at køre, få ham til at indse, at jeg elsker ham inderligt som jeg gør.
Fuck kærlighed er noget rod, og selvom man snart runder de 40, øv
Jeg elsker virkelig min kæreste, og syntes han er den skønneste mand jeg nogen sinde har mødt, når man altså ser bort fra at han ikke modtager min kærlighed. Jeg har gjort mange ting for ham, købt mange ting til ham, skrevet masser af kærlige sms, breve, mails. Jeg får bare ikke noget tilbage, når jeg så holder op med at gøre disse ting, siger han at han oplever når han sender mig 2 smil, så tror jeg alt er godt og så mister jeg interessen for ham. Jeg oplever ikke de smil han taler om. Det eneste jeg gør er at holde igen med alle de ting, fordi han ikke vil modtage det. Jeg gider ikke gøre noget han ikke syntes om. Jeg har næsten opgivet os 2.
Han hænger meget med skuffen for tiden. Hvis jeg gør ham så ked af det, hvorfor vil han så ha' mig. Jeg tænker meget på at sige til ham, at jeg ikke ønsker at gøre ham ked af det, så derfor er det bedst for ham at vi stopper festen.
Jeg ønsker sku' en kæreste der er glad for at se mig, en som bliver glad når jeg ringer, sms eller mailer, en som bliver glad når jeg giver ham en gave. Jeg har lige købt en ny sofa til ham i fødselsdagsgave (den han ønskede sig), blev han glad, nej ikke sønderligt, for nu skulle han sige favel til de gamle møbler som han har haft i 23 år.
Han virker så negativ hele tiden, alt hvad jeg gør, siger og foreslår bliver aldrig mødt med positive respons. Vi laver aldrig noget sammen, for jeg er holdt op med at foreslå noget, for han respons er altid nej tak, nej det dur ikke, nej, det har jeg ikke lyst til, nej, nej og atter nej. Jeg gider ikke høre det ord komme ud af hans mund længere.
Om 1½ uge er jeg inviteret på familiebesøg en hel weekend hos min søster som bor langt væk herfra, har ikke set hende siden juni mdr. Jeg tager afsted, ohar tænkt mig at sige til kæreste at min søn og jeg skal afsted og hvis han har lyst til at komme med, kan komme og sige det, ellers skal han bare holde sin mund.
Når jeg sidder her og skriver alle de ting, tænker jeg fuck ham, se at komme videre. For det næste sekundt ser jeg hans smukke øjne for mit indre og tænker hvad gør jeg for at få ham glad igen. Få ham til at indse, at vi kan få det her til at køre, få ham til at indse, at jeg elsker ham inderligt som jeg gør.
Fuck kærlighed er noget rod, og selvom man snart runder de 40, øv