"Dette var virkelig Guds søn."
VED middagstid, kort efter Jesu pælfæstelse, sænker der sig et ejendommeligt mørke som varer tre timer. Det kan ikke skyldes en solformørkelse, for et sådant fænomen indtræffer kun ved nymåne, og ved påsketid er det fuldmåne. Desuden varer en solformørkelse kun nogle få minutter. Altså må det være Gud der står bag dette mørke! Det lægger sikkert en dæmper på dem der spotter Jesus, og måske tier de helt.
Hvis dette overnaturlige fænomen indtræffer før den ene af forbryderne irettesætter sin fælle og beder Jesus huske ham, kan det være en af grundene til at han angrer. Måske er det under mørket at fire kvinder, nemlig Jesu moder, hendes søster Salome, Maria Magdalene og Maria, moderen til apostelen Jakob den Lille, kommer hen til marterpælen. Johannes, Jesu elskede apostel, er sammen med dem.
Det skærer Jesu moder i hjertet at se den søn som hun har plejet og opdraget, hænge dér og pines! Men trods sin egen smerte har Jesus hendes ve og vel i tanke. Med stor anstrengelse nikker han hen mod Johannes og siger til sin moder: „Kvinde, se! Din søn!“ Derefter nikker han hen mod Maria og siger til Johannes: „Se! Din moder!“
Jesus betror derved den apostel han holdt særlig af, det ansvar at tage sig af moderen — som åbenbart er blevet enke. Jesus gør det fordi Marias andre sønner endnu ikke har vist tro på ham. Han sætter således et godt eksempel ved ikke alene at sørge for sin moders fysiske behov men også for hendes åndelige behov.
Ved tretiden om eftermiddagen siger Jesus: „Jeg er tørstig.“ Han mærker at hans Fader så at sige har taget sin beskyttelse væk fra ham for at hans uangribelighed kan blive prøvet til det yderste, og råber med høj røst: „Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?“ Da nogle af dem der står i nærheden hører det, siger de: „Se! Han kalder på Elias.“ Straks løber en af dem hen og sætter en svamp gennemvædet af sur vin på en isopstængel, fører den op til ham og lader ham drikke. Men andre siger: „Lad ham være! Lad os se om Elias kommer for at tage ham ned.“
Da Jesus får den sure vin, råber han: „Det er tilendebragt!“ Ja, han har fuldført alt det hans Fader sendte ham til jorden for at gøre. Til sidst siger han: „Fader, i dine hænder betror jeg min ånd.“ Jesus overgiver derved sin livskraft til Gud, i forvisningen om at Gud vil give ham den tilbage. Derefter bøjer han hovedet og dør.
I det øjeblik Jesus udånder, indtræffer der et voldsomt jordskælv som får klipperne til at revne. Jordskælvet er så kraftigt at mindegravene uden for Jerusalem åbnes og ligene bliver kastet ud. Forbipasserende som ser de døde legemer, går ind i byen og fortæller om det.
I dødsøjeblikket flænges det store forhæng mellem Det Hellige og Det Allerhelligste i Guds tempel, fra øverst til nederst. Dette smukt dekorerede tæppe måler måske 18 meter i højden og er meget tungt! Dette forbløffende mirakel viser ikke alene at Gud er vred på sin søns mordere, men det symboliserer også at vejen til Det Allerhelligste, til selve himmelen, bliver åbnet ved Jesu død.
Da folk mærker jordskælvet og ser hvad der sker, bliver de meget bange. Den centurion som har haft befalingen under henrettelsen, herliggør Gud. „Dette var virkelig Guds søn,“ udbryder han. Han var sikkert til stede under retsbehandlingen hos Pilatus, da Jesus blev anklaget for at gøre sig til Guds søn. Og nu er han overbevist om at Jesus er Guds søn, ja, at han er det største menneske der nogen sinde har levet.
Også andre bliver overvældede af disse mirakuløse begivenheder, og idet de begiver sig hjemad slår de sig for brystet som tegn på dyb sorg og skam. Mange af Jesu kvindelige disciple betragter sceneriet på afstand og er dybt bevægede over begivenhederne. Apostelen Johannes er også til stede.
Mattæus 27:45-56; Markus 15:33-41; Lukas 23:44-49; 2:34, 35; Johannes 19:25-30.
Hvis dette overnaturlige fænomen indtræffer før den ene af forbryderne irettesætter sin fælle og beder Jesus huske ham, kan det være en af grundene til at han angrer. Måske er det under mørket at fire kvinder, nemlig Jesu moder, hendes søster Salome, Maria Magdalene og Maria, moderen til apostelen Jakob den Lille, kommer hen til marterpælen. Johannes, Jesu elskede apostel, er sammen med dem.
Det skærer Jesu moder i hjertet at se den søn som hun har plejet og opdraget, hænge dér og pines! Men trods sin egen smerte har Jesus hendes ve og vel i tanke. Med stor anstrengelse nikker han hen mod Johannes og siger til sin moder: „Kvinde, se! Din søn!“ Derefter nikker han hen mod Maria og siger til Johannes: „Se! Din moder!“
Jesus betror derved den apostel han holdt særlig af, det ansvar at tage sig af moderen — som åbenbart er blevet enke. Jesus gør det fordi Marias andre sønner endnu ikke har vist tro på ham. Han sætter således et godt eksempel ved ikke alene at sørge for sin moders fysiske behov men også for hendes åndelige behov.
Ved tretiden om eftermiddagen siger Jesus: „Jeg er tørstig.“ Han mærker at hans Fader så at sige har taget sin beskyttelse væk fra ham for at hans uangribelighed kan blive prøvet til det yderste, og råber med høj røst: „Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?“ Da nogle af dem der står i nærheden hører det, siger de: „Se! Han kalder på Elias.“ Straks løber en af dem hen og sætter en svamp gennemvædet af sur vin på en isopstængel, fører den op til ham og lader ham drikke. Men andre siger: „Lad ham være! Lad os se om Elias kommer for at tage ham ned.“
Da Jesus får den sure vin, råber han: „Det er tilendebragt!“ Ja, han har fuldført alt det hans Fader sendte ham til jorden for at gøre. Til sidst siger han: „Fader, i dine hænder betror jeg min ånd.“ Jesus overgiver derved sin livskraft til Gud, i forvisningen om at Gud vil give ham den tilbage. Derefter bøjer han hovedet og dør.
I det øjeblik Jesus udånder, indtræffer der et voldsomt jordskælv som får klipperne til at revne. Jordskælvet er så kraftigt at mindegravene uden for Jerusalem åbnes og ligene bliver kastet ud. Forbipasserende som ser de døde legemer, går ind i byen og fortæller om det.
I dødsøjeblikket flænges det store forhæng mellem Det Hellige og Det Allerhelligste i Guds tempel, fra øverst til nederst. Dette smukt dekorerede tæppe måler måske 18 meter i højden og er meget tungt! Dette forbløffende mirakel viser ikke alene at Gud er vred på sin søns mordere, men det symboliserer også at vejen til Det Allerhelligste, til selve himmelen, bliver åbnet ved Jesu død.
Da folk mærker jordskælvet og ser hvad der sker, bliver de meget bange. Den centurion som har haft befalingen under henrettelsen, herliggør Gud. „Dette var virkelig Guds søn,“ udbryder han. Han var sikkert til stede under retsbehandlingen hos Pilatus, da Jesus blev anklaget for at gøre sig til Guds søn. Og nu er han overbevist om at Jesus er Guds søn, ja, at han er det største menneske der nogen sinde har levet.
Også andre bliver overvældede af disse mirakuløse begivenheder, og idet de begiver sig hjemad slår de sig for brystet som tegn på dyb sorg og skam. Mange af Jesu kvindelige disciple betragter sceneriet på afstand og er dybt bevægede over begivenhederne. Apostelen Johannes er også til stede.
Mattæus 27:45-56; Markus 15:33-41; Lukas 23:44-49; 2:34, 35; Johannes 19:25-30.