det er noget lort
Jeg havde mine bange anelser. et lille stykke frygt spirer der hvor der stadig er kærlighed.
Som et stykke cancer der breder sig langsomt.
Jeg skulle forbi din kusine. Vi delte en øl. sad og snakkede. så kom ud af min mund –”jeg tror xxxxx forlader mig”. det var underligt at sige. stadig i fuld kontrol. Det føltes som almindelig smalltalk for mig, som at give ligegyldig information uden at forvente en større reaktion. Jeg kunne se på hendes kropssprog, hendes ansigt at hun skiftede sindsstemning fra tanker som ”jamen her sidder vi og snakker og deler en øl, hyggeligt” til flink og sympatisk ”det er da noget lort, hvor er det synd for jer”. jeg havde ikke regnet med at få sympati fra hende. havde slet ikke tænkt over den reaktion jeg ville få. selvfølgelig reagerer hun med den største sympati hun er et flinkt velfungerende socialt menneske. På det tidspunkt var det slet ikke gået op for mig hvad det var jeg havde fortalt hende.
Mere ubehageligt var det da jeg fortalte familien om det.
langsomt kunne jeg mærke kvalmen i maven. så kom det ”… xxxxx har forladt mig”. Min krop reagerede underligt, den gjorde ikke hvad jeg bad den om, jeg mærkede tårerne komme stormende, dæmningen var blevet brudt jeg kunne på ingen måde stoppe det, mistede al psykisk kontakt med min krop. jeg skal jo op og videre tænkte jeg, men min krop gav efter som en tenager med motoriske problemer. Det lykkedes mig at fremstamme et ”vi ringes lige ved ik” fik vraltet min krop ud af døren kravlede op på cyklen og kørte afsted uden mål uden mening. klarede at undertrykke tårerne med andre tanker. træk vejret, kom træk vejret dybere… jeg klarede det, jeg genvandt kontrollen. Jeg ved at på et tidspunkt mister jeg den kontrol, jeg ved ik hvornår eller hvor, kan bare sidde og vente,
det kan være om 5 minutter eller 7 dage, på et tidspunkt bryder jeg sammen og mister kontrollen psykisk/fysisk. Når det sker vil min hjerne køre på højtryk med falshbakcs, minder om os uden rækkefølge, jeg vil græde som en sindssyg uden at kunne styre det, min krop vil krampe sammen i gråden uden min kontrol.
Som et stykke cancer der breder sig langsomt.
Jeg skulle forbi din kusine. Vi delte en øl. sad og snakkede. så kom ud af min mund –”jeg tror xxxxx forlader mig”. det var underligt at sige. stadig i fuld kontrol. Det føltes som almindelig smalltalk for mig, som at give ligegyldig information uden at forvente en større reaktion. Jeg kunne se på hendes kropssprog, hendes ansigt at hun skiftede sindsstemning fra tanker som ”jamen her sidder vi og snakker og deler en øl, hyggeligt” til flink og sympatisk ”det er da noget lort, hvor er det synd for jer”. jeg havde ikke regnet med at få sympati fra hende. havde slet ikke tænkt over den reaktion jeg ville få. selvfølgelig reagerer hun med den største sympati hun er et flinkt velfungerende socialt menneske. På det tidspunkt var det slet ikke gået op for mig hvad det var jeg havde fortalt hende.
Mere ubehageligt var det da jeg fortalte familien om det.
langsomt kunne jeg mærke kvalmen i maven. så kom det ”… xxxxx har forladt mig”. Min krop reagerede underligt, den gjorde ikke hvad jeg bad den om, jeg mærkede tårerne komme stormende, dæmningen var blevet brudt jeg kunne på ingen måde stoppe det, mistede al psykisk kontakt med min krop. jeg skal jo op og videre tænkte jeg, men min krop gav efter som en tenager med motoriske problemer. Det lykkedes mig at fremstamme et ”vi ringes lige ved ik” fik vraltet min krop ud af døren kravlede op på cyklen og kørte afsted uden mål uden mening. klarede at undertrykke tårerne med andre tanker. træk vejret, kom træk vejret dybere… jeg klarede det, jeg genvandt kontrollen. Jeg ved at på et tidspunkt mister jeg den kontrol, jeg ved ik hvornår eller hvor, kan bare sidde og vente,
det kan være om 5 minutter eller 7 dage, på et tidspunkt bryder jeg sammen og mister kontrollen psykisk/fysisk. Når det sker vil min hjerne køre på højtryk med falshbakcs, minder om os uden rækkefølge, jeg vil græde som en sindssyg uden at kunne styre det, min krop vil krampe sammen i gråden uden min kontrol.