3tilføjet af

Det er mænd, der er problemet!!!

Vi deler samfundet op i indvandrere og danskere, men opdelingen skal være mænd og kvinder.
Ikke i indvandrere og danskere. Når der tales om problemer i samfundet, så er det problemer blandt den mandlige del af befolkningen.
Nu er der ikke problemer med alle mænd, ligesom det ikke er alle indvandrere, der er kriminelle og utilpassede. Selv om man nogle gange kan få den opfattelse i pressen, er det selvfølgelig heller ikke alle mænd, der er kriminelle og utilpassede, men det er blandt den mandlige del af befolkningen, de store samfundsmæssige og sociale problemer findes.
Vi hører ikke om det – det er et usynligt problem – men ja, vi ved da godt at en pædofil er en mand, at voldtægt begås af mænd, men det understreges ikke.
En notits fra avisen siger »færre kræves fængslet, antallet af unge indvandrere, der ender i grundlovsforhør, falder«. Hvem er det, der ender i grundlovsforhør? Det er mænd! Uanset hvilken etnisk kategori de tilhører, så er det mænd, det fremhæves bare ikke. Vi hører ikke om det.
Hvad med overskriften fra Politiken tirsdag 29. august: ’Hård kurs mod unge spiller fallit’. Hvem er de unge. Hvis man læser artiklen, fremgår det, at det er unge mænd. Man kan tro, at problemet er blandt alle unge, men det er det ikke, det er unge mænd indsatsen er rettet mod, jo selvfølgelig er der også piger, men de udgør en forsvindende lille del af problemet.
Kriminalitet er et kønsbestemt problem, et mandeproblem. En ekstrem mandlig adfærd.
Der skrives om vold, men det er ikke bare vold, nej det er mænds vold, mænds vold mod kvinder, børn og andre mænd. Det er ikke pædofile – nej det er mænd, der er pædofile. Det er mænd, der forgriber sig mod børn. Det er ikke voldtægter – nej det er mænd, der begår voldtægter. Det er mænd, der forgriber sig på kvinder og andre mænd.
Det er bestemt ikke, fordi jeg ikke kan lide mænd (hvilket selvfølgelig vil være det første, man tænker), nej – det er simpelthen, fordi jeg synes, at det er synd for mændene, og selvfølgelig for os alle sammen, fordi det er så dyrt. Det er dyrt rent menneskeligt, at så mange drenge og mænd mistrives, det er dyrt rent samfundsmæssigt, fordi der skal bruges så mange ressourcer på at opbevare, indespærre og retlede mænd.
Jeg understreger endnu en gang, at jeg godt ved, problemet ikke er gældende for alle mænd, men det er da tankevækkende, hvor mange mænd der kommer i konflikt med loven og ikke kan indordne sig under de regler, der er i vores samfund?
Forestil jer, at mænd var indvandrere – sikke overskrifter det ville afstedkomme for:
Hvem står for 90 procent af alle voldelige overfald? Mænd.
Hvem sidder i fængslerne? Mænd.
Hvem kører fuldstændigt vanvittigt i trafikken? Mænd.
Hvem begår hærværk? Mænd.
Hvem begår voldtægt? Mænd.
Hvem går til prostituerede? Mænd.
Hvem besidder børneporno? Mænd.
Hvem begår seksuelle overgreb på børn? Mænd.
Hvem begår de fleste indbrud? Mænd.
Hvem begår volden i hjemmet? Mænd.
Hvem bor på herberger? Mænd.
Hvem sidder alkoholiseret på bænken? Mænd.
Mændene koster samfundet masser af penge.
Hvordan er det kommet så vidt?
Hvordan er det gået så skævt?
Hvorfor taler vi ikke om det?
Hvad er der galt med mændene?
Hvorfor har de brug for den ydre magt – kontrol over kvinder og børn?
Hvorfor vælger de automatisk en aggressiv reaktion – hvor har de lært det?
Har mændene ikke udviklet sig væk fra krigerstadiet?
Hvorfor taler vi ikke om, at mange mænd er så asociale, at de koster samfundet masser af penge? At mange kvinder og børn lider, fordi mænd opfører sig, som de gør?
Hvorfor siger de mænd, der ikke sympatiserer med den mandlige voldsudøver, den mandlige højhastighedsbilist, den mandlige pædofile, manden der begår voldtægt, ikke noget? Hvor bliver de mænds meninger af? Hvorfor siger/skriver/gør de ikke noget?
Mænd sidder på magten. Er det derfor?
Har det med de maskuline værdier at gøre?
Ligger der i mænds opfattelse af maskuline værdier en dyb forståelse for de mænd, der er voldelige, begår voldtægt, udnytter børn, kører vanvittigt i trafikken? Tænker de ikke over, at det er kønsfæller, og at det derfor er vigtigt, at de som mænd tager afstand?
Hvorfor gøres der ikke noget fra politisk side? Hvorfor er det ikke et højt prioriteret forskningsområde? Her er et sted, hvor der virkelig kan gøres en forskel, både menneskeligt og så sandelig også samfundsøkonomisk.
Er det, fordi samfundet i så høj grad styres af mænd?
Hvorfor sættes der ikke fokus på drenge og mænds store problemer?
For ifølge Danmarks statistik så er der:
261 mænd dømt for voldtægt –1 kvinde.
546 mænd dømt for blufærdighedskrænkelse – 5 kvinder.
10.756 mænd dømt for vold – 944 kvinder.
1.367 mænd dømt for trusler – 110 kvinder.
1.711 mænd dømt for færdselsuheld med spiritus i blodet – 233 kvinder.
10.106 mænd dømt for spirituskørsel – 840 kvinder.
73.941 mænd dømt for overtrædelse af færdselsloven – 17.637 kvinder.
Statistikken taler sit tydelige sprog, det er mænd, rigtig mange mænd, der kommer galt af sted. Hvad betyder det ikke for samfundet, for trygheden i hverdagen, for hvor godt samfundet er? Mænd koster samfundet rigtig mange penge.
Vi lever i et velordnet højt udviklet samfund, alligevel har mange mænd en adfærd, som om de befinder sig på et laverestående udviklingstrin.
Hvad går galt? Accepteres deres adfærd stiltiende som noget naturligt ved mænd?
Har vi som samfund brug for, at mænd stadig er krigere, og er vi derfor villige til at betale de store omkostninger både menneskeligt og økonomisk?
Mænd og kvinder har samme opvækstbetingelser, hvorfor er det mændene, der kommer så grueligt galt af sted i vores samfund, hvorfor er det mændene, der mistrives og ikke kan overholde de regler, der er i samfundet?
Det er ikke et spørgsmål om indvandrere eller danskere, nej det er et spørgsmål om mænd eller kvinder. Hvad er det, der gør den store forskel? Hvorfor kan kvinder, både indvandrere og danske, indordne sig, undgå at komme i konflikt med loven, overholde de regler, der er i samfundet og tilsyneladende trives bedre end mænd?
Kvinder lever længere end mænd. Hvis manden alligevel overlever konen, har han svært ved at klare sig, hjemmet forfalder, manden bliver trist og indadvendt og deltager ikke i de tilbud, der gives, han har svært ved at skabe og holde de eventuelle kontakter til andre mennesker ved lige og ender ofte med at blive en sur gammel, tvær mand. Hvorimod kvinder, hvis de bliver alene, blomstrer op, går på kurser, højskoler – i teater, i det hele taget trives.
Kvinder uddanner sig bedre end mænd. Hvad bliver der af drengene, når pigerne har sat sig på uddannelserne som læger, tandlæger, dyrlæger, psykologer og jurister, der er kun en mandlig studerende ud af tre. Hvad er problemet med de stakkels mænd? Hvad gør vi, for at mændene kommer i gang med uddannelse?
Er problemet, at mange mænd har en primitiv måde at kommunikere på?
Hvis ja – hvorfor sættes der så ikke ind langt før? Hvorfor accepterer vi, at der blandt mænd er så stor en del, der mistrives, at deres måde at kommunikere på, så ofte ender i vold og undertrykkelse?
Mænd, der er ude af stand til at kommunikere verbalt, er ikke tilpasset det højtudviklede samfund, vi lever i. Der er brug for at kunne kommunikere, for at løse de problemer, vi som nutidsmennesker står i.
Opstår problemerne, fordi mange mænd ikke er i kontakt med egne følelser, men tror, at den eneste følelse, det er maskulint at vise, er vrede?
Hvorfor lærer vi ikke drenge/mænd at komme i kontakt med deres følelser, lærer dem at håndtere deres liv på en anden måde end ved at bruge den aggressive adfærd, som jo gang på gang giver store problemer både for drengen/manden og for det samfund, han er en del af.
Det er et samfundsproblem, hvad skal der gøres? Hvad kan der gøres?
Hvordan kan mænd, der er voldelige, leve med sig selv? Hvad er det, der gør, at manden mener, han har ret til at udøve vold?
Hvordan ser de mænd ud inde i hovedet? Det kan ikke være mænd, der er i harmoni med sig selv, der er tilfredse med sig selv og livet?
Hvordan kan mænd gå til prostituerede, købe kvinder, hvad er det for et lavt selvbillede, de har, mener de virkelig, at de har brug for det? Er deres behov som dyrs og kan/skal tilfredsstilles på sådan en lav måde?
Er en del af mændene, rent biologisk, ikke fuldt udviklet? Er de stagneret i deres udvikling, på et lavere trin?
Hvorfor gør mænd med problemer ikke noget for at løse dem?
Er det, fordi der, dybt i dem, er en grundlæggende accept af deres ’ret’ til at udøve magt?
Hvorfor er der ikke afsat masser af ressourcer til at undersøge fænomenet mænd?
Er det, fordi det er mænd, der sidder på magten, og fordi de i dem selv ubevidst accepterer behovene, genkender aggressiviteten som noget naturligt maskulint?
Vi ved, at allerede som børn starter problemerne for drengene, de mistrives i skolen. Det er drengene, der forstyrrer undervisningen. Det er drengene, der henvises til specialundervisning. Det er drengene, der fravælger de højere uddannelser. Hvorfor? Hvad sker der? Hvorfor sætter man ikke ind på et tidligt tidspunkt, så vi får drenge, der trives i skolesystemet?
Når drengene går fra drenge til unge mænd, skal de afprøve grænser, det skal piger også, men det går galt for drengene. De slås, drikker voldsomt, opfører sig aggressivt, har meget svært ved at finde en maskulin rolle, der ikke giver dem voldsomme problemer.
Det er unge mænd, der kører vanvittigt stærkt i trafikken og dermed kører sig selv og andre ihjel i trafikken. Hvad gøres der? Hvor har de fået den forestilling fra, at det er mandigt at køre stærkt, at de sagtens kan klare en høj fart, at der ikke sker noget med dem?
Hvad er det for fællesskaber, drenge/mænd har? Det kan undre mig, at man kan have 80.000 til Madonnafest uden det store politiopbud, og uden de store konflikter (der var selvfølgelig også mange kvinder blandt deltagerne), men til en fodboldkamp, hvor mange mænd møder op i ens trøjer og halstørklæder og udgør et stammefællesskab med råben og skrigen og løftede ølglas, skal der udstationeres en masse politi, for at det ikke skal ende i slagsmål. Hvorfor vil mænd tilhøre et så laverestående stammesamfund?
Hvorfor undlader mænd, der ikke ønsker al den ballade, at sige fra?
Hvorfor skal det koste samfundet en masse penge, bare fordi der er fodboldkamp?
Det er da underligt, her i vores højtudviklede samfund, at der stadig er steder, hvor gammelt krigerfællesskab finder sted.
Kan det forenes med vores samfund, og kan mænd identificere sig med dette fællesskab og føle sig godt tilpas?
Hvad kan vi gøre for, at drenge ikke bare fortsætter i den traditionelle manderolle, der fører så megen uønsket aggressivitet og følelsesmæssige problemer med sig?
Der må være noget genetisk – kulturelt – opdragelsesmæssigt, der gør, at mange mænd reagerer, som de gør. Er det normal han-adfærd at være sådan, at udvise aggressivitet? Og kan/skal vi som samfund bare acceptere det?
Hvis det er genetisk – så er spørgsmålet: Er det nødvendigt for artens overlevelse? Det kan det ikke være, så skulle alle mænd have så asocial og aggressiv en adfærd, og det har de heldigvis ikke.
Hvis det er et spørgsmål om socialisering, så må der sættes tidligere ind.
Mænd bliver fremtidens tabere, skriver Politiken 28. august, men mange mænd er tabere allerede nu, til stor skade for vores samfund.
Hvem hjælper de stakkes drenge/mænd, så de udviklingsmæssigt får bedre muligheder for at klare sig, så fængsler ikke fyldes med utilpassede kriminelle mænd?
Hvad gør vi aktivt for, at drengene får en bedre socialisering til det højtudviklede samfund, vi lever i?
Vi lovgiver – strammer op om indvandrere, taler om andengenerationsindvandrere – hvorfor ikke om mænd – om mandekulturen? Vi har brug for en mere nuanceret manderolle, som er tidssvarende, og hvor der er plads til, at manden trives.
Vi har brug for, at drenge socialiseres/opdrages, så de trives i skole og samfund.
Lad os så stoppe talen om de kriminelle indvandrere og føre samtalen over på de kriminelle mænd. Lad os afsætte ressourcer til at undersøge, hvad vi kan gøre for, at drengebørn ikke mistrives og senere udvikler sig til asociale kriminelle mænd til skade for dem selv og det samfund, de er en del af!
tilføjet af

Det er mænd, der er problemet!!!

http://politiken.dk/debat/kroniken/ECE170721/det-er-maend-der-er-problemet/
Skribenten her er da frygtelig uvidende åbenbart og også skingrende skør, når hun tror at det kun er mænd der begår alskens kriminalitet ❓ [!] ❓ [!]
tilføjet af

Det er mænd, der er problemet!!!

Hold da op en remse af fordomme - f.eks.: Det er mænd som er pædofile ! tja men 33 % af disse mænd er kvinder !!!
Det er næsten på samme måde med det meste af din liste ! Verden er sjældent sort og hvis, men ofte f.eks. nuancer af grå - have a great evening anyhow 🙂
tilføjet af

Det er mænd, der er problemet!!!

En anden der er direkte forkert er den om vold i hjemmet. Mens det er sandt at det er mere sandsynligt at mænd gør fysisk skade i de situationer, er kvinderne faktisk mere voldelige hvis vi kigger på antallet af voldelige episoder.
Kilde: http://psycnet.apa.org/index.cfm?fa=search.displayRecord&uid=2000-15524-001
Jeg vil dog gerne hive en enkelt pointe ud af denne artikel: Vi kan altid finde en eller anden arbitrær "gruppe" vi kan skyde skylden på. Det er bare meningsløst, fordi det eneste der giver mening er at dømme på individbasis. Denne fremstilling er en god pointe at have med i indvandrerdebatten. Hvis man argumenterer for at få alle muslimer ud (og det er hørt før på dette forum) kan man jo passende tænke over hvor mange uskyldige der ryger ud fordi de blev sat i en arbitrær gruppe, ligesom dem der argumenterer for det nok ikke ville være meget for at blive smidt ud af landet fordi de havde et y-kromosom.
Jeg kunne sikkert også lave noget statistik baseret på påklædning indtil jeg fandt en eller anden tilfældig korrelation, og bruge dette som argumentation for at forfølge folk med et lille tørklæde (f.eks).
SuperDebat.dk er det tidligere debatforum på SOL.dk, som nu er skilt ud separat.