Betyder det noget hvad man tror på?

Mange mener ikke at det har nogen betydning hvad man tror på, så længe man elsker sin næste og er overbevist om at ’der findes en højere magt oppe i himmelen’. Nogle har måske undersøgt de forskellige trossamfunds modstridende teorier om Gud, hans hensigt og hvordan han skal tilbedes, og konkluderet at der blot er tale om overfladiske forskelle — ligesom en person der skifter tøj stadig er samme person. De mener måske endda at folk der gør et stort nummer ud af sådanne forskelle fuldstændig har misforstået ånden i kristendommen.
Ifølge Bibelen er det ikke alle drøftelser om religiøse lærespørgsmål der er værd at bruge tid på. I sine inspirerede breve til Timoteus omtaler apostelen Paulus for eksempel mænd der ophidsede til „voldsomme kævlerier“. Paulus beskriver dem som værende „[syge] i sindet med hensyn til diskussioner og skænderier om ord“. (1 Timoteus 6:4, 5) Han sagde til Timoteus: „Afvis tåbelige og dumme diskussioner, idet du ved at de afføder stridigheder.“ Derefter sagde han at Timoteus skulle belære menighederne om ikke at „skændes om ord, noget som slet ikke er nyttigt“. (2 Timoteus 2:14, 23) Mange religiøse diskussioner i vor tid passer på denne beskrivelse og har vist sig at være tidsspilde.
Betyder det at alle religiøse drøftelser er værdiløse? Nej, der er vel ingen af os som helt vil holde op med at bære tøj blot fordi noget tøj ikke falder i vores smag. Hvorfor skulle vi da betragte alle religiøse emner som uvæsentlige blot fordi nogle lærespørgsmål ikke er værd at bruge tid på? Sammenhængen i Paulus’ udtalelser ovenfor viser at han anså det for vigtigt at beskæftige sig med lærespørgsmål. Gentagne gange advarede han imod falsk lære som kunne resultere i at man blev ført bort fra troen, og han bad Timoteus om at „befale visse folk ikke at føre en anden lære“. (1 Timoteus 1:3-7; 4:1; 6:3-5; 2 Timoteus 2:14-18, 23-26; 4:3, 4) Paulus ville afgjort ikke have fremsat sådanne fyndige udtalelser medmindre det var vigtigt hvad disse kristne i det første århundrede troede på.
Men hvis dét er tilfældet, hvorfor bliver vi da rådet til at afvise diskussioner om lærespørgsmål? Det skyldes at der på Paulus’ tid var visse mænd — han beskriver dem som nogle der er „fordærvede i sindet og har mistet sandheden“ — som stillede religiøse spørgsmål udelukkende for at nedbryde andres tro. (1 Timoteus 6:5) Det var sådanne spørgsmål fra fordærvede mænd Paulus havde i tanke da han rådede Timoteus til at undgå diskussioner af religiøs art.
Nogle tvivler imidlertid på at en religiøs overbevisning kan have nogen indflydelse på hvordan man er som menneske — ens egenskaber og adfærd. De betragter måske tro og adfærd som to adskilte dele der ikke har nogen forbindelse med hinanden, ligesom en jakke og et par bukser der kan sættes sammen efter den enkeltes smag. Ifølge Bibelen er tro og adfærd dog nærmere som en habit hvor jakke og bukser hører sammen.
Bibelen viser at der er en direkte forbindelse mellem det vi tror på og det menneske vi bliver. De selvretfærdige farisæere på Jesu tid var et eksempel på hvordan fejlagtige lærespørgsmål påvirker adfærden. (Mattæus 23:1-33; Lukas 18:9-14) I Kolossenserne 3:10 får vi derimod denne formaning: „Ifør jer den nye personlighed, som gennem nøjagtig kundskab fornys efter billedet af ham som skabte den.“ Læg mærke til at et gudhengivent liv forbindes med dét at have nøjagtig kundskab om Gud.
Det græske udtryk der er oversat med „nøjagtig kundskab“, anvendes 20 gange i De Kristne Græske Skrifter og betyder indgående, nøjagtig eller fuld kundskab. Den græske sprogforsker Nathanael Culverwel forklarer det som at blive „bedre kendt med noget jeg i forvejen vidste; mere indgående at betragte noget som jeg havde set på lang afstand“. Ligesom en juvelér undersøger en værdifuld ædelsten for at vurdere dens kvalitet og værdi, må en kristen undersøge Guds ord for at få indgående, nøjagtig og fuld kundskab om den Gud han tjener. Det indebærer at man lærer at kende Guds personlighed, hans hensigt, hans normer og hele den lære der udgør et „mønster af sunde ord“ — hvilket er meget forskelligt fra blot at tro at ’der findes en højere magt oppe i himmelen’. — 2 Timoteus 1:13.
I Romerbrevet, kapitel 1, er der nævnt et eksempel på den form for adfærd som et overfladisk kendskab til Gud afstedkommer. Her omtales mennesker der „skønt de kendte Gud . . . ikke syntes om at holde fast ved Gud i nøjagtig kundskab“. Apostelen Paulus beskriver konsekvenserne af deres fejlagtige opfattelser: „Gud [overgav] dem til en sindstilstand han ikke synes om, til at gøre hvad der ikke sømmer sig, fyldt som de var med al slags uretfærdighed, ondskab, havesyge, slethed; fulde af misundelse, mord, strid, svig, ondsindethed; sladderagtige, bagtalere, gudshadere, uforskammede, hovmodige, pralende, opfindsomme med hensyn til at gøre fortræd, ulydige mod forældre, uden forstand, ikke ordholdende, uden naturlig hengivenhed, ubarmhjertige.“ — Romerne 1:21, 28-31.
Det kan ikke bestrides at den lære som disse mennesker troede på, hindrede dem i at leve et kristent liv. På samme måde kan tro og adfærd i dag sammenlignes med en klædning uden sømme hvis tråde er vævet ind i hinanden. Alle der ønsker at opnå Guds godkendelse må derfor forvisse sig om at deres tro er sand, det vil sige fuldstændig baseret på Guds ord. For „[Gud] vil at alle slags mennesker skal frelses og komme til nøjagtig kundskab om sandheden“. — 1 Timoteus 2:4.

Det betyder kun noget, så længe vi giver vores tro æren for alt hvad vi foretager os. en del af den bølge af had mod Islam som eksisterer nu, skyldes jo netop at der findes fanatister som påstår at de handler i Islams navn, nøjagtig som Korsridderne gjorde det i Kristi navn under korstogene.
Fanatisme er udsprunget af individets ønske om kontrol, og ikke af religion.
Og ja, jeg er påvirket af at være Asa-tro. Jeg respektere naturen, jeg respektere mine forfædre, fordi det er en del af min tro, jeg har respekt for kraftsteder og lignende, og jeg respekterer Kristne nok til at ønske min egen gravplads, så jeg undgår at ende på én af deres (det er blasfemisk med en hedning begravet på en kristen plads, i mine øjne) osv.
Men jeg har også min frie vilje, og det er for mig flintrende ligegyldigt hvad folk tror på, så længe de ejer ansvaret for deres egne handlinger.
Det er ikke godt nok for mig at bortforklare alt med at "det siger min religion", for så afskriver man sig jo fuldstændig ansvaret for eget liv og handling. Det er for letkøbt, bare at skyde det hele over på religionen.
Evnen til at føle empati og drage omsorg for andre, og evnen til at se alle mennesker som lige, uanset deres baggrund, handler ikke om religion. Jeg vil snarere sige, at flere af de store verdensreligioner spænder ben for evnen til at se alle mennesker som lige, fordi de troende indoktrineres til at tro at der én gud, og kun deres gud, af fanatister, som tolker hellige skrifter bogstaveligt.
Det er lidt synd at folk så godvilligt lader deres vilje form efter religion, men sådan er det vel, når der kun er dogmer og "sandheder" at forholde sig til.

er biblen ikke en biografi - men en filosofisk bog med nogle meget gode og fornuftige principper omkring hvordan vi genstridige menneske burde omgås hinanden, respekter hinanden og den verden vi nu en gang deler.
Jeg acepter at det "gode " findes i os alle - og anerkende at det "onde" også er tilstede - det jeg forstår ved ying-og-yang.
Jeg har den største respekt for Kristendommen, Jødedommen, Islam, Hinduisme, Buddisme og alle de trossamfund jeg har glemt at remse op - jeg har tilgengæld svært ved at godtage fanatisme uagtet hvilken tros retning der bruger den.
Hvis Gud findes - og jeg HVIS- og han er skaberen af al liv på jord, så må Han også have givet velsigenlse og grobund for andre trossamfund - og har han ikke det, så har han lidt nederlag til Satan.

I viser selv med al tydelighed,m at det er ligegyldigt, da I helt ukritisk tror, at jeres tro og kloge husholder er talerør fra Gud, selv om de har haft mindre vellykkede udtalelser og tolkninger i tidens løb. Så, jo, du har selv besvaret spørgsmålet.
Og det nytter ikkew at fortælle igen, at det er bibelen, man først og fremmest henter oplysningerne fra, for du ved godt, at intet Jehovas vidne er kommet til den tro, I har, på egen hånd, men kun med altafdgørende vejledning fra jeres træl. Så derfor burde du starte helt fra bunden og spørge dig selv, om din tro nu også er så rigtig, og med det mener jeg også at prøve at undersøge, om de, der i jeres øjne kun er ude på atr nedgøre jer, nu også har ret i deres kritikpunkter.
Vh Kapivar.

Hvis man kan argumentere for, at det er vigtigt, at man tror et eller andet bestemt, jamen så er det vigtigt.
Eksempelvis kan jeg godt argumentere for, at det er vigtigt at tro på Jesus, men jeg kan ikke argumentere for, at det er vigtigt hvilken dag Han blev født. Det må afgøres fra sag til sag. Dermed bliver spørgsmålet: Er det vigtigt, essentielt!
Epignosis, som er det græske ord du siger betyder "nøjagtigt kundskab" betyder indgående kendskab, eller genkendelsens erkendelse. Det er ikke præcisionen i detaljerne der sigtes mod, men fællesskabet med erkendelsen.
Eksempelvis har jeg epignosis med mine forældre- vi har et bånd og et fællesskab pga. de ting vi har sammen. Men det er ikke nøjagtige kundskab om detaljer i deres liv der sigtes mod med ordet epignosis. Eksempelvis har deres læge ikke epignosis med dem, selvom han utvivlsomt har langt mere nøjagtig kundskab om deres helbred end jeg har!