At give meget og få lidt...

Jeg er single pigen der har en gift familiefar som elsker. Det har stået på igennem 2 1/2 år og er på mange måder fantastisk og nedbrydende på samme tid.
At elske og blive elsket er noget stort - nogle skriver... "han elsker dig ikke nok til at forlade sin familie" - det er også i orden og egentlig meget forståeligt, i vores tilfælde.
Samtidig giver det en frihed og noget fantastisk sex.
Det hele lyder meget ego og det er det i princippet også... Jeg har dog den holdning, at så længe jeg er med på den og elsker, så må han sige stop, hvis hans samvittighed ikke holder til det.
Somme tider kører det hele lidt op i en spids, men for det meste er det dejligt på alle måder.
Jeg skriver indlægget for at give utro mennesker et indblik i hvordan tingene kan se ud fra den anden side.

Jeg forstår dig godt, men du har jo selv valgt din tilværelse, jeg er selv gift, men med en syg hustru ( har været syg i mange år ) og har haft en veninde, men på trods af alle aftaler, så ville hun lige pludselig, at jeg lod mig skille og det hverken kunne eller ville jeg, men jeg synes du skulle nyde det så længe du / I har lyeten.
Hilsen anno

Jeg kan forstå både dig og din (x)elskerinde. Du har jo behov og det samme har hun.
Vi har tit talt om hvordan det ville være, hvis vi nu blev mand og kone, og der har været tider hvor jeg har stillet krav... men ja, så længe jeg har lysten til at kende ham, så længe kender jeg ham. Det er ligeså meget min beslutning som hans.
Mange hilsner,
Elskerinden

Du kan tro at jeg forstår dig, for du gir det hele fra dig og får så det til gengæld at sidde tilbage med tomhed og intet andet, tilgngæld vil jeg atid som mand føle at jeg har udnyttet et andet menneskes følelse, eller måske endda krænket det, det er de kvaler jeg som mand brænder inde med.
De bedste hilsner anno.

Kære Anno,
Jamen - det er jo lige præsis det, som er i vejen - den dårlige samvittighed fra min elsker og tomheden når han er smuttet.
Man vil så gerne have mere, men da det ikke er muligt, nupper man det som man kan få. SUK.
Men - jeg kan jo "bare" stoppe, hvis jeg ønsker det.
Tak for dine kommentarer ;o)

Jeg synes et eller andet sted det er fint nok hvis en mand er utro med en anden pige bare for sex'en.. SÅ LÆNGE det kun er det... For mig at se er mennesket ikke født til at skulle leve sammen med den samme resten af livet rent seksuelt... Derfor er det fair nok hvis manden (eller kvinden for den sags skyld) finder et andet sted at få opfyldt sine ekstra behov..
Der er bare nogle retningslinjer jeg mener man bør have:
1) Det skal ikke erstatte/gå ud over sex'en med den anden kone/mand
2) Det skal ikke være følelsesmæssigt kun det fysiske..
Der kan jo være perioder hvor kvinden f.eks. ikke har så skide meget lyst til sex.. det hører man tit om.. og så kan man sige at det måske er fordi man så skal arbejde på sit forhold osv.. men det kan også være andre ting.. f.eks. arbejdsstress.. og hvis konen ikke lige selv kan se at der skal arbejdes med det så er det nemmere og egentligt også en fin nok løsning for mig at se at få det ud den vej..
Jeg har selv prøvet min kæreste var utro med en anden og jeg slog op med hende.. og selvom jeg hader tanken om det de gjorde så ville jeg aldrig blive sur på den anden eftersom han ikke kendte mig..
Til gengæld synes jeg at du som person skal passe på at du ikke bliver følelsmæssigt involveret med ham.. og det tror jeg du er blevet.. min mening er at du sq komme ud af det... og kommer over det...

Hvodan kan man have sex uden følelse, ja jeg spørger bare, for selvføgelig er der da også en slags kælighed med i spillet ellers kunne man jo ligeså godt gå andre steder for dem er der da nok af, nærhed og ømhed mellem to og god tid til at nyde hinandens selskab, er det jeg sætter højt.
For mit vekommende bliver min hurtu aldrig så fri af hedes sygdom at hun kan gennemføre et samleje,
derfor bruger jeg denne udvej.
Hilsen anno.

Jeg er nu enig med min ven Mr. Anno - at dyrke sex igennem snart 3 år, kræver at der er kærlighed involveret.
Selvfølgelig er det noget rod ! Og det gør en frustreret, forvirret, glad, ked, lyksalig og til tider dybt fortvivlet.
Samtidig er det jo svært for mig at komme videre, og se på andre fyre og tænke "gad vide om jeg kan have en fremtid med denne fyr", fordi mit hjerte er et andet sted.
Jeg har tit diskuteret med min elsker, som jeg har en meget åben dialog med, omkring det at jeg skal møde "MIN" mand - ham jeg skal have børn med, ham jeg skal elske resten af mit liv... og den snak gør os begge kede.
Desværre er tingene ikke så lette og vi kan ikke bare bryde - vi er på sin vis afhængige af hinanden og den nærhed vi har... Lidt på min bekostning og klart også på hans families bekostning... Hvilket udvikler den bekendte skyldfølelse og meget dårlige samvittighed - før omtalt...

Der er noget i denne debat der mangler. At elske stilles lig med at love ikke at elske andre. Hvordan er dette forhold opstået? Hvordan er der blevet så lidt plads til flerheden? Myten er at mænd vil have sex og kvinder vil have kærlighed. Men hvordan er den myte kommet til og hvorfor har den så stærkt et tag i os. Kærlighed er blevet mytificeret som en begrænset ressource i stedet for en uendelig ressource. Vi har vel al den kærlighed i os som den givne situation får os til at levere. Og der kommer begrebet utroskab noget på tværs. For hvorfor må jeg ikke levere af mine ressourcer til andre end den jeg har giftet mig med eller er kæreste med. Hvad er det præcis det menneske mister hvis jeg også elsker et andet menneske? I yderste konsekvens er det kun tid der mistes. Gevinsten kan derimod være inspiration og glæde som kommer alle til gode. Moralen har sejret over logikken og det gør os alle lidt mere fattige i det daglige.
På i al fald eet punkt kan jeg følge bibelens ord: Elsk din næste!
Derfor er utroskab et møgord. Utro mod hvem? En mand/kone/kæreste som forventer at eje mig? Hvis jeg går med på den, så er der for alvor tale om utroskab, nemlig utroskab mod mig selv og mod det menneske jeg i et givet nu, også elsker.
Altså: utroskaben er blevet vendt 180 grader imod det den egentlig er. En naturlig reaktion i os som gør, at vi handler på en bestemt måde, hvorved vi svigter os selv og vores øjeblikkelige kærlighed. Og det er ikke sundt.
Nej, det det handler om er slet ikke utroskab, det er ærlighed.

Det at elske flere kan jo godt lade sig gøre, men jeg tror, at der er forskellige måder at elske på. Man kan elske og savne og ville have fysisk samvær med en person - man kan også elske på en venskablig måde.
Når en person tager en elsker/inde, tror jeg klart, at nogle ting vil gå tabt til pågældendes kone/mand. Jeg tror, at der ganske automatisk vil forsvinde noget lyst til ex. sex, tryghed og samvær.
Kan man virkelig elske alle på samme måde, med samme inderlighed og nærvær❓Er det det du skriver ?

nu står verden sq ikke længere... du skal sq være glad for at du ikke har kæreste på mere... ved du sårbarhed er?
jeg håber virkelig at din samvitighed rammer dig på et tidspunkt...
men nu til noget ros..
jeg sys det er flot du kommer frem me det.. og jeg træker lidt på smile-båndet når du jeg læser det du skriver... for jeg har selv været ude i sammen "smøre" men så kom den.. samvitigheden... og den SLÅR HÅRDT kan du tro... og jeg fortæller dig det for at skåne dig en smule.. tænkt på "hans" kone og børn.. bliver til skilsmisse børn hvis i gøre mere ud af det hvilket jeg ikke ved jo. og tæt digselv i "konens" sted. ellers hvis du vil skåne hende... så ring til at hende og sig at hende mand og dig har noget "kørende" så går det ud over ham thihi...
så kom min mening frem. har du eller andere noget at sige til mig ang. det jeg har skrevet eller ser andet jeg har skrevet.. og vil diskutere det med mig.. så skriv til min e-mail på playboyklas@ofir.dk <-- ved det lyder useriøs.. men jeg er ikke sådan

Hvordan ville du have det... "Det er op til ham, hvad der skal ske" Har du ikke et ansvar i forhold til dine egne overbevisninger. Ville du acceptere de forhold, du og din elsker udsætter andre for... Eller mener du, at hvad man ikke ved, det har man ikke ondt af...

Moi,
En ting er sikkert - jeg kan ikke diktere ham til at forlade sin kone, som han jo har børn med. Men vi kan tale om det, hvilket vi også gør.
Den dag jeg har fået nok af det hele, skal jeg videre.. men jeg tænker og føler stadig for meget til at gå nu.
Jeg er naturligvis klar over at vi kan såre andre, hvis tingene kommer frem, men vi er alle egoister på et eller andet plan - og her kommer egoisten så frem i mig.. og min elsker "for that matter".
Samvittighed - jo - den er der skam - hele tiden til sted... men følelserne vinder over den. Indrømmet - vi er svage - vi kan ikke lade hinanden være. Vi har prøvet mange gange.
En ting er sikkert ! Tingene vil tage en drejning i den ene eller den anden retning lige pludselig.. og jeg fornemmer snart.

hvor gamel er du?

Per - hvor gammel er du❓Hvorfor spørger du ?

ja for at tænde dig, jeg er 38 hvad med dig?

Jeg har selv en affære med en gift familiefar, som dog endnu kun har varet i omkring 1½ år, men jeg vil sige at jeg fuldt ud kender de følelser du beskriver. Ind imellem er jeg da også dyb frustreret, ked af det osv. Men "kærligheden" eller hvad man skal kalde det til min elsker overgår alt det andet og den er absolut gengældt. Ingen af os ville kunne undvære vores samværd, men vi vil heller ikke leve sammen som par. Det er da diskuteret, men ikke mere end det, han har børn som jeg ikke mener han skal forlade, især ikke for min skyld. Alligevel er der da en helt speciel nærhed og forståelse indbyrdes imellem os, man kommer til at kende hinanden på en dyb og ganske speciel måde, og selvom jeg er single ville jeg ikke finde på at gå ud og lede efter en kæreste. Hvis jeg en sjælden gang er i byen med nogle veninder, går jeg altid alene hjem selvom de prøver at sætte mig sammen med alle mulige mænd. Jeg har ikke overskudet til at tænke på andre. Jeg tænker ofte på at jeg gerne vil have børn om ikke frygteligt mange år, og mange gange når min elsker er "væk" sidder jeg med følelsen af, at hvis jeg nu bare have en som var min, en at dele HELE livet med, og ikke kun en del af det. En som altid sov ved min side, og som bare var der altid. Men de få gange jeg har kigget efter en kæreste, er det altid med samme resultat - Ingen er tilstrækkeligt "gode" til at få mig til at droppe samværet med min elsker. Egentligt mener jeg, at så længe vi har det godt sammen, og begge er tilfredse er det som det skal være, og tankerne om børn, hus og mand bliver så bare skubbet som en tanke foran mig, vi har det nok meget godt som vi har det...

Hej Fie,
Ja, jeg havde jo godt en ide om at jeg ikke er helt alene om at have en elsker. Fedt at du også kan se de positive sider ved at have en sådan en.
Du skriver om børn - hvordan ville du have det med at blive papmor❓Ville du "overtage" hans børn ?
Jeg ville være klar til at tage tørnen, men jeg ved godt, at det ikke ville være nemt. Der ville være en lang periode, hvor de ikke ligefrem ville være elle-vilde af lykke, forestiller jeg mig.
Jeg går også rundt om mig selv, og ved ikke hvad jeg skal gøre. Jeg savner virkelig at få børn - jeg er 29 år og bliver snart 30 år....
Men - jeg tager een dag ad gangen.

Hvis man vælger at være elskerinde, må man gøre op med sig selv at man er "nummer 2", og ikke pludselig finde ud af at man vil være "nummer 1" og så sladre til konen - ja jeg spørger bare, hvor mange har oplevet elskerinden sladre !!!

Tine, jeg vælger ikke føle mig truffet over det du skriver, fordi jeg regner med, at det er en almen konstatering du har gang i.
Bortset fra det - jeg er da helt enig. Det er ikke elskerindens opgave at "sladre" til konen. Det er en sag imellem manden og konen !
Og ja, man må (til tider - desværre) finde sig i at være nr. 2...

Hej
Det var heller ikke myntet på dig det med at "sladre". Men som elskerinde, ser du da slet ikke fremad, på et liv med en som vil elske og have dig, og kun dig, og som du kan få børn med.En som kun er der for dig, som du ikke skal dele med.

Jeg forstår ikke din, eller din gifte familiefar med børn/elsker... Når man gifter sig betyder det man vil elske og ære hinanden til døden skiller.. Ikke at man skal elske andre hvis én ikke er nok.. Hvad er det dog for en egocentrisk verden vi lever i? Konen ved ikke noget, hvis du var hans kone ville du ikke gerne vide at han ikke havde nok i dig og nu ville have en elsker.. Manden burde da informere sin kone om sidespring.. HVis konen nu fandt ud af jeres samvær og ville skilles ville det så ikke gå ud over børnene? De vil måske ikke kendes ved deres far.. De føler ikke at han elsker dem.. Som elsker mener jeg at man skal holde sig fra det med at tage andres mænd.. Håber du vil svare på mit brev.. Jeg har læst alle kommentarerne her på siden og forstår ikke elskernes egoistiske synspunkt... Det ødelægger måske dig hvis han nøjedes med sin kone men både konen og børnene hvis hun fandt ud af hans affære.. hilsen trofast..

Jeg ville helt klart påtage mig rollen som papmor for hans to børn, hvis det kom der til en dag... Børnene ville da altid have det mærkeligt med at få en ny i familien, når de ovenikøbet skulle vænne sig til at mor og far ikke boede sammen.
Min elskers børn er rimeligt små (den ældste er 3½), hvilket også gør det en del nemmere, når de er så små ville de relativt hurtigt kunne vænne sig til noget nyt. Men det er da helt klart at det vil være noget helt andet at få mine egne børn, jeg er kun 25, men tænker alligevel ofte over at jeg snart kunne tænke mig at finde en mand som jeg kunne stifte familie og få børn med på et tidspunkt, jeg har altid svoret at jeg ville have to børn før jeg blev tredive. Min elsker som er en del år ældre end jeg, har allerede familie, børn og hus, mens jeg sidder alene i min lejlighed...

Som elskerinde tænker man da ind i mellem på hvordan det ville være, at være den han altid kom hjem til, spiste med og sov hos. Hvordan det ville være at have hus, hjem og børn sammen, men man må affinde sig I at være "sat lidt til side", det er en beslutning man tager ret tidligt i et sådan forhold. Jeg nåede hurtigt til den konklusion, at jeg på det nuværende stadie i mit liv, godt kan finde mig i at være nr. 2, og så er den ikke længere. Det er aldrig en elskerinde som skal "sladre" til konen eller lade noget sive ud til hende. Jeg mener fuldt og fast at det kan kun være en beslutning mellem manden og konen om de skal holde sammen, og det hverken kan eller skal vi blande os i, det har vi ingen ret til! Min elsker spurte mig på et tidspunkt lige ud om jeg, rent hypotetisk, ville have de skulle gå fra hinanden, hvis jeg kunne bestemme. Det er der ikke noget svar på. Vi kan diskutere hvordan det ville være hvis vi var sammen, hvis han ikke havde været gift eller lignende, men jeg kan ikke bestemme over hans ægteskab, hverken ved at "manipulere" med ham eller ved at "sladre" til konen. Håber det var svar nok...

Ja jeg har prøvet det også, så jeg synes absolut ikke at det er godt når man er gift. Det er rigtig at man nyder det. (altså sex) men det går ikke i længden, så mit svar til dette er: NYD DET SÅ LÆNGE DET VARER.

Hvordan kan du sige at det er "okay"?!
Prøv at tænke på hans kone.. Hvordan har hun det ikke med det??!
Tænk hvis det var dig der var gift med manden du elskede, men pludselig en dag, kom der en eller anden og ødelagde det hele!?
Tænk på andre...

Dit indlæg var som taget ud af min dagbog. Jeg har været "kæreste" med en gift kollega i 3 år. Det startede helt uskyldigt med en hånd om skulderen og et kærligt blik. Det udviklede sig over de 3 år til et skønt samspil mellem 2 sjælevenner og endte med en formodning og et håb om et fast forhold. Der endte det så.....også. Jeg kunne ikke "nøjes" med det gode sex - jeg ville krammes - og kysses og vågne sammen med ham. Elskov fulgtes i min verden hånd i hånd med samhørigheden og drømmene. Men min elskov var en fantasi ! Der var mange søde ord - og en hel masse drømme - men mit hoved blev mørt og min skal krakkellerede - jeg kunne ikke leve med det alene. Jeg hadede tanken om at han var med "hende" og at hun kunne kontrollere ham. Han føjede jo hendes vilje for husfredens skyld. Når jeg ser tilbage nu - er det er dejligt minde som jeg aldrig vil glemme - men faktum er at jeg ikke kunne skille mine følelser i elskovens leg. Det kunne han heller ikke - men han tabte da han valgte ikke at gøre alvor af at følge sit hjerte.
Jeg har lært en del af den tid med H. Jeg har lært en skøn side af mig selv - jeg elsker helt og inderligt - aldrig halvt og kontrolleret. Jeg har sagt farvel til en sjæleven - og det er trist - men det er bedre end at "nøjes med".....

...jo netop at vi ikke er ude på at ødelægge noget, vi opbygger et sideløbende forhold ja, men ikke for at ødelægge noget som i forvejen er. Det er ikke fordi vi ikke tænker på andre, det gør vi, enddog meget, vi bruger mange kræfter på at træde varsom og passe på ikke at såre nogen.
De færreste ville naturligvis bryde sig om at sige som den "bedragede" hustru, men netop derfor passer vi på ikke at ødelægge noget, og vores tanker falder da naturligt også på den "svigtede", men mange føler bare at det nye forhold sagtens kan bestå på trods af det gamle, og det ville ødelægge langt mere hvis ægteskabet skulle brydes, og dog kan de to nye parter ikke undvære hinanden, derfor denne løsning, hvor det efter min mening trods alt "ordnes" på bedst mulige måde.
Hvis vores forhold endte nu, ville der selvfølgelig efterlades et ar for altid, men ikke noget som ikke kunne kurreres eller gro sammen igen...

jeg forstår dig noget så inderligt jeg har prøvet det samme, men hvor jeg var kvinden,så jeg vil gerne oplyse det lidt fra den side også, for jeg tror det er de samme føelser der har været, med sjæleven osv. men der har jo også været en hel del føelser for ham der ikke siger noget for husfredens skyld, jeg tror på en måde egentligt at det er ham der har vundet, vundet hjertet for han er der jo endnu ikke? eller hvad. selvom han har holdt mund for husfredens skyld tror jeg ikke man skal være et sekund i tvivl om at han er er klar over at hun går med den største dårlige samvittighed ever... og det er en rigtig tung byrde men jeg har fundet ud af at det egentligt ikke var så meget var en ny kæreste jeg ville have men en sjæleven (for en tid) må jeg erkende er føelsesmæssige årsager, og sådan tror jeg der er mange der har det. men vi lærer og udvikler resten af livet såh.....
men jeg forstår dig, og det lyder som hun stadig har et plads i dit hjerte.

hvis du vil skrive til mig vedr. dette så er du meget velkommen kat100@ofir.dk

Kære Trofast - jeg kan høre at din holdning er meget klar... jeg kan nok ikke sige meget eller gøre meget for at du skal forstå, hvor jeg kommer fra. Hvis du ikke forstår ud fra alle de tidligere indlæg, så vil du måske ikke forstå - eller du vil være Rasmus-modsat... Men jeg vil da knytte en kommentar til dit indlæg.
Jo, man bør da klart være tro til døden.. osv. - men der findes ægteskaber, hvor folk glider fra hinanden, og måske ikke har lyst til sex sammen mere. På den måde ryger der noget af deres kærlighed, og måske udvikler det hele sig mere til en venskab og samarbejde - omkring børnene. Bør man så blive skilt i sådanne tilfælde. Måske, men hvis det nu kører som det skal - udover det med den vilde kærlighed, så virker tingene måske alligevel.
Så er der børnene - Det er helt klart alles opgave at få børnene til at acceptere situationen, ligegyldigt hvad. Hvis de er gamle, har de jo klart deres egen mening, så her kan man ikke gøre meget andet end at tale med dem. Men hvis en skilsmisse skulle komme på tale - hvad enten det er utroskab eller noget helt andet - gælder det da om at stå sammen om børnene.

ja for at tænde dig, jeg er 38 hvad med dig?
vil du skrive til min på Pat@jubiipost.dk

Hvor er det latterligt at du ikke kan tage en seriøs debat alvorligt, tror du selv på at det der nogensinde ville virke? Tag dig lige sammen!

Jeg sidder over får ondt af den stakkels gifte kone som er så direkte involveret unden at vide det. Hvad fanden bilder elsker/inden sig egentlig ind, at have et forhold kørende over så lang til men ikke have modet til at fortælle det til de involverede. Det må være dybt sårende at finde ud af hvis man er gift med en. Sidespringet kunne man måske overleve, og måske var der ting i forholdet man fik op og vende, hvis den anden havde modet til at være en ærlig tilregnelig person. Dette er dog for ynkeligt, at holde den kørende til en eller anden siger stop. Klart kan man ikke gøre for sin føelser for kone og elskerinde, dette er menneskelig. MEN man kan gøre for og stilles til ansvar for sin feje uærlighed. Tag dog at få det fortalt og få en løsning enten på den ene eller anden måde, dette er for tarveligt.
Den gifte kone som ikke ville ønske en tarvelig men menneskelig mand

Fie-pige,
du lyder fuldstændig som en kammerat jeg havde engang, som hed Steen.
Vi arbejdede hos hende købmandskonen på vejen.
Og han snuppede altid et eller andet med, når vi skulle hjem.
Hans holdning var : "Hvad konen ikke ved, har hun ikke ondt af" og så røg der lissom en pose æbler med den dag.
Jeg fik et æble på vejen hjem af ham...
Hmmm var det ikke forkert af mig? Jeg var vel en slags hæler??
Og det hører måske med, at hende -konen- VAR så GLAD for Steen, hele tiden. For hun fandt aldrig ud af at der var gået noget fra hende...
Så - var det ikke en god morale????
hilsen Lone-pigen
Som strax stjæler et kindkys fra en tilfældig mand... ;-)

Det var en god morale, som er svært at give svar på tiltale.
Jeg arbejde engang i et supermarked, her sagde vi, at det er lettere at tolerere damen som stjæler for at blive mæt, end knægtene som stjæler for at vise sig (damen så vi igennem fingre med, eller gav en advarsel, knægtene blev meldt til politiet...). Og jeg "stjæler" ikke noget for at vise mig, jeg viser det jo sådan set ikke til nogen. Jeg er sammen med ham, fordi vi ikke kan undvære hinanden. Ham jeg er sammen med, kan til hver en tid stoppe forholdet, og så ville der ikke være mere idet, men det har han ikke ønsket. Jeg ved ikke rigtigt om du mener; at jeg direkte stjæler ham, for jeg kender ikke konen, og han har nærmest selv "givet sig" til mig, eller at han selv har stjålet sig fra hende, og giver videre til mig (hæleri), under alle omstændigheder, at mennesket frit, vi kan ikke ejes af nogen, da slaveriet blev afskaffet for mange år siden. Altså sætter kun vores samvittighed grænser, og... jeg vil nævne det igen, hvad man ikke ved har man ikke ondt af, så længe vi alle tre er lykkelige, kan jeg ikke se ret meget forkert i det, hvis hun pludselig vidste det, ville ingen af os være lykkelige, og det hele ville gå i stykker...
Jeg tror det er et opgør med sig selv, om man selv mener det er forkert (stjæler), og det mener jeg ikke vi gør i mit tilfælde. Men stadig en god kommentar, en god pointe, tak for det!

Hej Anni,
Klar og god holdning du der har - men som du også ved, så er mennesker forskellige, og de handler forskelligt på den baggrund. Du ønsker, at få klar besked om alt... sådan har alle andre det nødvendigvis ikke.
I mit tilfælde er konen klar over, hvad der foregår, men hun vælger at ignorere det. Hun vil åbentbart hellere lukke øjnene, og forsætte den tilværelse hun lever.
Igen - for at give dig et billede af hvordan tingene også kan være. Tingene er ikke altid så sort/hvide som man ønsker.....

OK først så vi på bedrageri som tyveri
... og hæleri...
Men hvad nu med Sådan noget som løgn....
Altså hvad så, når hans kone spørger ham, "Nu har du vel ikke en anden, kære?"
Så skal han naturligvis - lyve? ikke sandt? I et ægteskab er hemmeligheder og løgne vel OK hvis det glæder? Glæder at skjule sandheden…
Og hvis DU spørger HAM om der er en tredie kvinde i hans liv, (for det ved G der næ-sten altid kommer!)
- så er det vel OK med dig, hvis han lyver overfor DIG, det blir du vel glad for, ikke?
OG...Så du spørger ham vel aldrig om han ku finde på en one-nighter, fx på en forret-ningsrejse, eller om han ku finde på at ”nyde” en luder, eller en lapdance….
Nå nej – sådan noget er vel tåbeligt at spørge om, da ethvert svar fra ham (inkl løgn etc) er helt ok med dig, ikke?
Har du nogensinde spurgt ham om han har en tredje kvinde?? Og hvorfor spurgte du ham, i givet fald?
Hans svar til dig er vel inderligt ligegyldigt – han er vel nærmest et fjols hvis han gider tage sådan et spørgsmål alvorligt…?!
Den undrende...

Svar på ”Jeg ved ikke rigtigt om du mener; at jeg direkte stjæler ham, for…”
Nej altså ”Steen” svarer til manden I jeres forhold, og jeg svarer til dig….
Hans kone og købmandskonen er ”Hinanden”
Og de første mange gange jeg ”fulgtes med Steen” og ”fik et æble” da var det da heeelt OK – jeg vidste jo ikke han havde ”rapset” det….
Og han pralede ikke med at han havde STJÅLET – han ville bare så gerne give mig de der æbler – og spare udgifterne/omkostningerne forbundet med at være ærlig overfor sin ”chef” …
Han ku jo stoppe rapserierne hvornår han ville – men han havde det ret spændende med både at forkæle mig og spare en skilling!
Og jeg kendte jo ikke ”konen” i butikken – så hvad ragede det mig??
Jeg (=du) har jo først antydningen af et problem(måske!) når jeg er fuldt vidende om at ham jeg får det af – måske ikke er kommet heeeelt ærligt til det…. Og den er jo liiiidt uklar – også med Steen og hans ”arbejde” – for måske måtte han gerne spise alle de æbler han ville – altså hvad var der egentlig aftalt….?
Og ham Steen – da han siger til mig at han ikke er kommet ærligt til æblerne… ja – så er det han gør mig medskyldig – muligvis… Han ku jo ha brugt udtrykket ”røverkøb” altså jeg er muligvis ikke i ond tro…
Og jeg tror egentlig IKKE det er min opgave at troppe op til køb-mandskonen og sige, ”ved du hvad, jeg får en masse af dine ting fra én du stoler på!”
Og det er nok der du går fri, søde!!
Meeen på den anden side, tror du jeg turde lade Steen alene i MIT KØKKEN????
smiler

Jeg synes stadig det er en okay sammenligning.
Du tilføjer en sætning:
"Meeen på den anden side, tror du jeg turde lade Steen alene i MIT KØKKEN????"
Det er en sætning, jeg i overført betydning har tænkt på mange gange. Om jeg ville finde mig i at være, eller turde at være min elskers kone, jeg ville tro at han ville finde en anden igen, men på den anden side gør mange det jo, og jeg ville nok affinde mig med det. Spørgsmålet er om købmandskonen var så glad for Steen, at hun ville lade ham få et par æbler... Der er mange sammenligninger, og du skal have tak fordi du bragte dette på bane. Vi er alle vores egne, og hvis nu købmandskonen synes det var i orden at Steen fik et par æbler med hjem, er der jo ikke noget galt i det længere, så er alle glade. Hvis min elskers kone er tilfreds, er der vel heller ikke noget galt så...?! Eller hvad?
Knus

Der er mange grunde til og meninger om ting her i livet, så sandt som det er sagt, vi er kun mennesker. Men der er ikke mange farver mellem løgn/sandhed. Det må blive et enten eller.
Når hun ved det, og vælger at igonere det, er dette jo en umulighed. Noget man ved, kan man ikke ignoere, men man kan vælge at leve med det, som det er. Måske er det lige netop det konen gør, måske kan hun godt leve med det, og håber det går over igen
Lige til dig vil jeg sige kom videre, har manden ikke valgt endnu vælger han aldrig, og konen heller ikke, når hun som du siger allerede ved det. Har du tænkt på et forhold de to må have, måske er det, mest af praktiske årsager de er sammen. Hermed mangler sex og lidenskab totalt, og det får han jo så dækket hos dig. Så hvorfor skulle han egentligt vælge, han har jo begge dele.
Mvh
Anni

Hvorfor vil du overhovedet have ham til at vælge... Når alle tre parter har det fint, som det kører nu, er der jo ingen grund til at ændre det. Det er ikke engang sikkert at elskerinden ønsker at han skal gå fra ham, de har det fint som de har nu, og konen og manden har det måske også fint som de har det nu. Ja, måske er de kun sammen af praktiske årsager, men hvis de kan enes og have det fint med det, hvorfor så lave om på det. DU skriver meget sort/hvidt... Enten ved hun helt eller også ved hun ingenting; hvad med mistankerne. Enten skal det stoppe eller også skal det udvikle sig; Hvorfor ikke fortsætte som det er nu, når alle er tilfredse? Livet er ikke helt så enkelt som du gør det til!

hvorfor skriver du ikke til mig ????
pat@jubiipost.dk

Hvor mange år! var du om at komme dig over ham? Og have indset at du havde lært den skønne side af dig selv?
Står nemlig i din situation, ligenu.

Hej.
jeg taler af erfaring, har selv haft en elsker i to år, men jeg endte med at forelske mig i ham, men han ikke i mig..
så gør det virkelig ondt, når han så pludselig slutter forholdet, uden at give en forklaring på hvorfor.
vi var begge gifte...