anoreksien blev min død
Jeg ved ikke hvad jeg vil kalde mit liv. Jeg ved ikke engang om det fortjener et navn. "forgæves" ville måske passe meget godt, hvis jeg ikke formår bare at hjælpe én med min historie. Min historie som ikke handler om kærlighed, alkohol eller jordens undergang. Min historie handler om når lykken møder døden. En historie der i mine øjne ikke burde finde sted, men en historie som fortjener at blive taget seriøst. Ikke for min skyld, men for vores næstes skyld, for jeres skyld. Til ære for næstekærligheden og vores medmennesker.
D. 24 november 1995 kom jeg til verden. Jeg blev modtaget trygt af nogle stolte forældre, og en storesøster som kom til verden 2 år før jeg gjorde. Man kunne med det samme se hvem jeg lignede. End sand kopi af min mor! Min fødsel var ikke det eneste højtidelige på den dag. Min far fyldte år, og han synes jeg var den dejligste fødselsdagsgave han havde fået, og nogensinde ville få. Vores fødselsdag var ikke det eneste vi havde tilfælles. Vores indre kunne man ikke finde mere magen til. Nogle vil betegne vores store temperement som en skændsel, nogle vil betegne det som en gave, men en ting er helt sikkert; når to så store temperementer skal enes, vil det ikke altid gå godt. Mere om det senere..
Vi levede et ganske normalt liv som en kernefamilie på buchvej nr. 18. Jeg triveds godt i børnehaven, jeg havde mange venner og massere af energi. Faktisk overdrevet meget energi, jeg skulle hele tiden røre mig, løbe, danse og alt hvad der hører med. Jeg startede i skole som 5 årig. Det gik hurtigt op for mig at jeg var et skridt foran de andre. Jeg var en klog pige, og måske også lidt for moden trods min alder. Trods det triveds jeg godt, alt andet ville være mærkeligt. Jeg var en glad pige, uden tvivl.
Som 8-årig fik jeg en lillebror. Jeg var glad for ham, og det er jeg stadig den dag idag. Hvad jeg ikke vidste dengang var at det at få en mindre bror, satte en vendepunkt for det der lignede en lys fremtid for mig. Hurtigt blev opmærksomheden fjernet fra mig, og hen på den lille. Den opmærksomhed som jeg ellers elskede, forsvandt. Som 8-årig er det en selvfølge at spørge sig selv, om man ikke er god nok. For mig var det hvert fald. Jeg begyndte at finde små fejl på mig selv, nogen ting som jeg ville ændre for at jeg ville være perfekt. Jeg brød sammen i gråd hver gang jeg tænkte på det. Når jeg så mig i spejlet var jeg et kaos. Jeg var FED, og jeg var uværdig til den opmærksomhed som jeg ikke længere havde. Jeg var normal vægtig, men jeg var ikke lige så tynd som alle mine veninder og klassekammerater. Jeg havde nogen tanker som jeg ikke havde lyst til at dele med nogen andre end mig selv. Derfor lukkede jeg mig ind i mig selv, og jeg begyndte at blive ensom. Ikke at jeg ikke havde nogen venner, men jeg følte mig bare alene. Alene om alle min tanker og følelser. Jeg satte en facade op i mod min ensomhed, og fortsatte med at være den evig glade pige. Det var et fuldtidsjob for mig. Når skolen var færdig ville jeg bare hjem og være alene. Hver gang der var nogen der ringede hjem og spurgte om jeg kunne lege, sled det på mig. Jeg sagde ja, selvom jeg sjældent havde lyst.
Jeg husker en dag hvor vi sad og spiste ude i køkkenet. Jeg var ikke særlig gammel, måske stadig de 8 år. Jeg var hvert fald ikke gammel nok til at forstå. Min mor fortalt om dengang hun var teenager, hvordan hendes mor ikke ville spise. Hun kunne ikke lade være, men hun blev nød til at kaste det op bagefter. Jeg forstod ikke alvoren i det, men jeg synes det var smart. Jeg spurgte hende hvorfor alle tykke mennesker ikke bare gjorde det, og hun forklarede mig at man ikke kunne stoppe med det bagefter. Jeg prøvede alligevel at stikke en finger i halsen, men jeg kunne ikke.
Min mor har altid spist rigeligt, og hver gang jeg har sagt til min mor at jeg er tyk, har hun taget det meget alvorligt og forklaret mig at jeg aldrig har været det. Jeg har aldrig troet på hende, for det er jo mødres job at lyve om sådanne ting ikke? Jeg ved at jeg aldrig har været tyk, men jeg har kunne tåle at tabe mig et par kg.
Da jeg kom i 6. klasse var jeg slidt op. Jeg var træt af at lade som om, og jeg kunne ikke klare det mere. Jeg havde endnu ikke formået at tabe mig, og det er måske pga. hele din ensomme verden jeg levede i. Facaderne havde jeg nok arbejde i, og der var ikke mere jeg overskuede. Jeg lagde alt på gulvet, og begyndte at blive ligeglad. Jeg lukkede mig for alvor inde i mig selv, jeg lavede ikke noget efter skole som alle mine klassekammerater gjorde. Jeg blev mere og mere deprimeret over min krop, og jeg havde egentlig bare lyst til at være alene. Jeg husker det som det længste år i min barndom. I 7. klasse begyndte jeg igen at få venner, jeg blev en af de populære. Jeg begyndte at blive mere social, selvom det delvist kun var en facade. Senere på året følte jeg svigtet af min bedsteveninde, og så begyndte helvede for mig for alvor...
Jeg husker at allerede første dag vi svigtede hinanden, opgav jeg mad. Jeg var ikke lige så værdig som hende, i og med hun var meget tyndre og langt mere perfekt end jeg nogensinde ville blive. Det var hårdt, men jeg tvang mig selv. Jeg så ikke noget problem i det, mit liv ville bare blive meget bedre. Desuden elskede jeg følelsen af at være i kontrol over noget i mit liv. Jeg var hele tiden sulten, men efter nogle måneder hvor jeg havde fejlet og faldet i 'madfælden' kunne jeg ikke længere udstå følelsen af at have mad i min mave. Sulten gjorde mig 'høj' og jeg havde lyst til aldrig at spise igen. Det var svært altid at undgå aftensmaden, men jeg stak tit mine forældre en løgn og sagde jeg var inviteret til aftensmad ved en fra klassen. I stedet gik jeg en lang tur for at forbrænde de kalorier fra guleroden jeg havde spist i skolen. Jeg havde tabt mig meget, men mine forældre lod ikke mærke til at det var bevidst. De troede det var naturligt, og jeg ikke selv lagde mærke til det, men i virkeligheden lagde jeg ikke mærke til andet. Hver gang jeg tabte mig et kg. følte jeg ensomheden et skridt længere væk, hvad jeg ikke vidste og kunne se var et den hver gang kom et skridt tættere på.
I starten af 8. klasse var jeg alt for tynd. I virkeligheden vidste jeg det godt, jeg vidste godt at jeg var undervægtig. Hver morgen stod jeg alligevel op og begyndte at græde. Hvis jeg havde tabt mig blev jeg lykkelig, lykkelig ved tanken om at jeg nu var et bedre menneske. Men så alligevel vejede jeg et kg. for meget. Og når jeg kiggede mig i spejlet så jeg kun en tyk pige, en ensom pige som i andres øjne var så meget andet. Jeg vidste det bare ikke.
Mine forældre fandt mistanke om min spiseforstyrrelse godt et år efter den begyndte rent fysisk. Jeg husker tydeligt den aften hvor de for alvor tvang mig til at spise op. Det var et helvede og de måtte tvinge maden ind i mig. 1 time efter havde jeg spist halvdelen. Min mor brød sammen, hun kunne genkende det. Sådan var hende mor også, og da hun var teenager havde hun gået igennem de samme psykiske ting som jeg havde sat mig for. Hun ville have at jeg skulle indlægges, men jeg kunne ikke før jeg havde et BMI tal der var under 17. Trods at jeg ikke havde det, vejede jeg stadig 8 kg. for lidt. Jeg var et skelet, men det var ikke godt nok for mig. Jo tyndere jeg blev, jo bedre ville mit liv blive. Troede jeg..
Det var en svær tid for hele min familie. Jeg ønskede dem ikke ulykke, jeg ville bare have min spiseforstyrrelse for mig selv. Jeg forsikrede dem at hvis de lod mig kæmpe selv, så ville alting nok gå. Det troede min mor ikke på, det ville ingen tro på, men der var intet bedre jeg kunne sige. Ikke nok med det, begyndte jeg også for alvor at gå i puberteten. Jeg ville til fester, men de log mig ikke tage afsted. Det endte op i store skænderier med mine forældre. Især med min far, for vores temperementer duede ikke sammen. Hver gang vi råbte af hinanden, gav det mig lyst til at sulte mig selv endnu mere, og det gjorde jeg også. Jeg fik den vægt der gjorde at jeg skulle indlægges. jeg fik taget en masse prøver, og en uge senere skulle jeg indlægges. Det var hvert fald det der var planen. Det var for mig verdens undergang, jeg ville blive tyk og fed, mit liv ville blive ødelagt. Jeg ville tage på, og jeg skulle spise mad. Mad var min fjende.. Jeg fik et brev om at møde på hospitalet en uge efter. Før vi tog derud havde jeg et stort skænderi med mine forældre. Det største vi nogensinde havde haft. De fortalte mig at de gjorde det fordi de elskede mig og de ville mig det bedste. Jeg svarede at de gjorde det fordi hadede mig, de ville have jeg skulle blive tyk og ulykkelig, og at hvis de virkelig elskede mig ville de lade mig gøre det jeg gerne ville. Jeg sagde at jeg aldrig nogensinde ville tilgive dem..
Jeg mødte op derude, og vi blev ført ind i et rum. Lægen kom ind, og jeg kunne bare fornæmme der var noget helt galt. Han fortalte mine forældre og jeg, at der ikke var håb tilbage. Mine organer, og alt i min krop var så slidt op at de ikke længere ville fungere om 6 måneder. Mine forældre græd uafbrudt de næste dage, men jeg havde ingen følelser. Jeg har spurgt mig selv så mange gange, hvorfor at jeg ikke føler noget. Det er gået op for mig at jeg i sidste ende gjorde det i meningen for at dø. For ikke at være her mere, for at nogen ville holde af mig, bekymre sig for mig og lægge mærke til mig. Alt den opmærksomhed som forsvandt den dag min lillebror kom til verden, det var det jeg kæmpede for. Nu er der gået 2 måneder, siden jeg fik afvide jeg skulle dø og alt jeg kan tænke på er at andre skal leve med min død. Det er ikke mig der skal leve med den. Skænderiet med mine forældre før beskeden, vil hænge som en bye over min død. jeg tog aldrig kampen op mod anoreksi, og den overvandt mit liv. Nu sidder jeg som 15 årig, og har døden i vente.
Husk at anoreksi er en løgn. Vi gør det for at føle vi har kontrollen over vores liv, min i virkeligheden har anoreksien kontrollen over os. Kontrollen over vores liv, og også vores død.
Jeg håber min historie kan hjælpe, bare én. Så vil mit liv give en lille mening. Tag anoreksi alvorligt, vær forsigtig, og grib ind når i har mistanke for hvis man selv er offer for anoreksi, hjælper man ikke sig selv.. Alle er smukke som de er [l]
D. 24 november 1995 kom jeg til verden. Jeg blev modtaget trygt af nogle stolte forældre, og en storesøster som kom til verden 2 år før jeg gjorde. Man kunne med det samme se hvem jeg lignede. End sand kopi af min mor! Min fødsel var ikke det eneste højtidelige på den dag. Min far fyldte år, og han synes jeg var den dejligste fødselsdagsgave han havde fået, og nogensinde ville få. Vores fødselsdag var ikke det eneste vi havde tilfælles. Vores indre kunne man ikke finde mere magen til. Nogle vil betegne vores store temperement som en skændsel, nogle vil betegne det som en gave, men en ting er helt sikkert; når to så store temperementer skal enes, vil det ikke altid gå godt. Mere om det senere..
Vi levede et ganske normalt liv som en kernefamilie på buchvej nr. 18. Jeg triveds godt i børnehaven, jeg havde mange venner og massere af energi. Faktisk overdrevet meget energi, jeg skulle hele tiden røre mig, løbe, danse og alt hvad der hører med. Jeg startede i skole som 5 årig. Det gik hurtigt op for mig at jeg var et skridt foran de andre. Jeg var en klog pige, og måske også lidt for moden trods min alder. Trods det triveds jeg godt, alt andet ville være mærkeligt. Jeg var en glad pige, uden tvivl.
Som 8-årig fik jeg en lillebror. Jeg var glad for ham, og det er jeg stadig den dag idag. Hvad jeg ikke vidste dengang var at det at få en mindre bror, satte en vendepunkt for det der lignede en lys fremtid for mig. Hurtigt blev opmærksomheden fjernet fra mig, og hen på den lille. Den opmærksomhed som jeg ellers elskede, forsvandt. Som 8-årig er det en selvfølge at spørge sig selv, om man ikke er god nok. For mig var det hvert fald. Jeg begyndte at finde små fejl på mig selv, nogen ting som jeg ville ændre for at jeg ville være perfekt. Jeg brød sammen i gråd hver gang jeg tænkte på det. Når jeg så mig i spejlet var jeg et kaos. Jeg var FED, og jeg var uværdig til den opmærksomhed som jeg ikke længere havde. Jeg var normal vægtig, men jeg var ikke lige så tynd som alle mine veninder og klassekammerater. Jeg havde nogen tanker som jeg ikke havde lyst til at dele med nogen andre end mig selv. Derfor lukkede jeg mig ind i mig selv, og jeg begyndte at blive ensom. Ikke at jeg ikke havde nogen venner, men jeg følte mig bare alene. Alene om alle min tanker og følelser. Jeg satte en facade op i mod min ensomhed, og fortsatte med at være den evig glade pige. Det var et fuldtidsjob for mig. Når skolen var færdig ville jeg bare hjem og være alene. Hver gang der var nogen der ringede hjem og spurgte om jeg kunne lege, sled det på mig. Jeg sagde ja, selvom jeg sjældent havde lyst.
Jeg husker en dag hvor vi sad og spiste ude i køkkenet. Jeg var ikke særlig gammel, måske stadig de 8 år. Jeg var hvert fald ikke gammel nok til at forstå. Min mor fortalt om dengang hun var teenager, hvordan hendes mor ikke ville spise. Hun kunne ikke lade være, men hun blev nød til at kaste det op bagefter. Jeg forstod ikke alvoren i det, men jeg synes det var smart. Jeg spurgte hende hvorfor alle tykke mennesker ikke bare gjorde det, og hun forklarede mig at man ikke kunne stoppe med det bagefter. Jeg prøvede alligevel at stikke en finger i halsen, men jeg kunne ikke.
Min mor har altid spist rigeligt, og hver gang jeg har sagt til min mor at jeg er tyk, har hun taget det meget alvorligt og forklaret mig at jeg aldrig har været det. Jeg har aldrig troet på hende, for det er jo mødres job at lyve om sådanne ting ikke? Jeg ved at jeg aldrig har været tyk, men jeg har kunne tåle at tabe mig et par kg.
Da jeg kom i 6. klasse var jeg slidt op. Jeg var træt af at lade som om, og jeg kunne ikke klare det mere. Jeg havde endnu ikke formået at tabe mig, og det er måske pga. hele din ensomme verden jeg levede i. Facaderne havde jeg nok arbejde i, og der var ikke mere jeg overskuede. Jeg lagde alt på gulvet, og begyndte at blive ligeglad. Jeg lukkede mig for alvor inde i mig selv, jeg lavede ikke noget efter skole som alle mine klassekammerater gjorde. Jeg blev mere og mere deprimeret over min krop, og jeg havde egentlig bare lyst til at være alene. Jeg husker det som det længste år i min barndom. I 7. klasse begyndte jeg igen at få venner, jeg blev en af de populære. Jeg begyndte at blive mere social, selvom det delvist kun var en facade. Senere på året følte jeg svigtet af min bedsteveninde, og så begyndte helvede for mig for alvor...
Jeg husker at allerede første dag vi svigtede hinanden, opgav jeg mad. Jeg var ikke lige så værdig som hende, i og med hun var meget tyndre og langt mere perfekt end jeg nogensinde ville blive. Det var hårdt, men jeg tvang mig selv. Jeg så ikke noget problem i det, mit liv ville bare blive meget bedre. Desuden elskede jeg følelsen af at være i kontrol over noget i mit liv. Jeg var hele tiden sulten, men efter nogle måneder hvor jeg havde fejlet og faldet i 'madfælden' kunne jeg ikke længere udstå følelsen af at have mad i min mave. Sulten gjorde mig 'høj' og jeg havde lyst til aldrig at spise igen. Det var svært altid at undgå aftensmaden, men jeg stak tit mine forældre en løgn og sagde jeg var inviteret til aftensmad ved en fra klassen. I stedet gik jeg en lang tur for at forbrænde de kalorier fra guleroden jeg havde spist i skolen. Jeg havde tabt mig meget, men mine forældre lod ikke mærke til at det var bevidst. De troede det var naturligt, og jeg ikke selv lagde mærke til det, men i virkeligheden lagde jeg ikke mærke til andet. Hver gang jeg tabte mig et kg. følte jeg ensomheden et skridt længere væk, hvad jeg ikke vidste og kunne se var et den hver gang kom et skridt tættere på.
I starten af 8. klasse var jeg alt for tynd. I virkeligheden vidste jeg det godt, jeg vidste godt at jeg var undervægtig. Hver morgen stod jeg alligevel op og begyndte at græde. Hvis jeg havde tabt mig blev jeg lykkelig, lykkelig ved tanken om at jeg nu var et bedre menneske. Men så alligevel vejede jeg et kg. for meget. Og når jeg kiggede mig i spejlet så jeg kun en tyk pige, en ensom pige som i andres øjne var så meget andet. Jeg vidste det bare ikke.
Mine forældre fandt mistanke om min spiseforstyrrelse godt et år efter den begyndte rent fysisk. Jeg husker tydeligt den aften hvor de for alvor tvang mig til at spise op. Det var et helvede og de måtte tvinge maden ind i mig. 1 time efter havde jeg spist halvdelen. Min mor brød sammen, hun kunne genkende det. Sådan var hende mor også, og da hun var teenager havde hun gået igennem de samme psykiske ting som jeg havde sat mig for. Hun ville have at jeg skulle indlægges, men jeg kunne ikke før jeg havde et BMI tal der var under 17. Trods at jeg ikke havde det, vejede jeg stadig 8 kg. for lidt. Jeg var et skelet, men det var ikke godt nok for mig. Jo tyndere jeg blev, jo bedre ville mit liv blive. Troede jeg..
Det var en svær tid for hele min familie. Jeg ønskede dem ikke ulykke, jeg ville bare have min spiseforstyrrelse for mig selv. Jeg forsikrede dem at hvis de lod mig kæmpe selv, så ville alting nok gå. Det troede min mor ikke på, det ville ingen tro på, men der var intet bedre jeg kunne sige. Ikke nok med det, begyndte jeg også for alvor at gå i puberteten. Jeg ville til fester, men de log mig ikke tage afsted. Det endte op i store skænderier med mine forældre. Især med min far, for vores temperementer duede ikke sammen. Hver gang vi råbte af hinanden, gav det mig lyst til at sulte mig selv endnu mere, og det gjorde jeg også. Jeg fik den vægt der gjorde at jeg skulle indlægges. jeg fik taget en masse prøver, og en uge senere skulle jeg indlægges. Det var hvert fald det der var planen. Det var for mig verdens undergang, jeg ville blive tyk og fed, mit liv ville blive ødelagt. Jeg ville tage på, og jeg skulle spise mad. Mad var min fjende.. Jeg fik et brev om at møde på hospitalet en uge efter. Før vi tog derud havde jeg et stort skænderi med mine forældre. Det største vi nogensinde havde haft. De fortalte mig at de gjorde det fordi de elskede mig og de ville mig det bedste. Jeg svarede at de gjorde det fordi hadede mig, de ville have jeg skulle blive tyk og ulykkelig, og at hvis de virkelig elskede mig ville de lade mig gøre det jeg gerne ville. Jeg sagde at jeg aldrig nogensinde ville tilgive dem..
Jeg mødte op derude, og vi blev ført ind i et rum. Lægen kom ind, og jeg kunne bare fornæmme der var noget helt galt. Han fortalte mine forældre og jeg, at der ikke var håb tilbage. Mine organer, og alt i min krop var så slidt op at de ikke længere ville fungere om 6 måneder. Mine forældre græd uafbrudt de næste dage, men jeg havde ingen følelser. Jeg har spurgt mig selv så mange gange, hvorfor at jeg ikke føler noget. Det er gået op for mig at jeg i sidste ende gjorde det i meningen for at dø. For ikke at være her mere, for at nogen ville holde af mig, bekymre sig for mig og lægge mærke til mig. Alt den opmærksomhed som forsvandt den dag min lillebror kom til verden, det var det jeg kæmpede for. Nu er der gået 2 måneder, siden jeg fik afvide jeg skulle dø og alt jeg kan tænke på er at andre skal leve med min død. Det er ikke mig der skal leve med den. Skænderiet med mine forældre før beskeden, vil hænge som en bye over min død. jeg tog aldrig kampen op mod anoreksi, og den overvandt mit liv. Nu sidder jeg som 15 årig, og har døden i vente.
Husk at anoreksi er en løgn. Vi gør det for at føle vi har kontrollen over vores liv, min i virkeligheden har anoreksien kontrollen over os. Kontrollen over vores liv, og også vores død.
Jeg håber min historie kan hjælpe, bare én. Så vil mit liv give en lille mening. Tag anoreksi alvorligt, vær forsigtig, og grib ind når i har mistanke for hvis man selv er offer for anoreksi, hjælper man ikke sig selv.. Alle er smukke som de er [l]