Alder kærlighed erfaring
Det blev et langt indlæg, men håber nogen vil læse med alligevel. Havde i hvert fald lige brug for at komme lidt ud med nogen af mine tanke og følelser, så om i læser det eller ej, så har jeg i hvert fald fået skrevet hvad jeg tænker!
Kort sagt så er situationen den at jeg tror jeg er ved at forelske mig i en pige, som er noget yngre end jeg selv. Dvs. hun er 19 og jeg er 26. Jeg har selv aldrig haft en kæreste, så jeg har faktisk ingen reel erfaring med kærlighed, så ja, på det punkt er jeg ikke særlig moden. Dette er der flere årsager til, men dette er ikke en tråd hvor jeg vil tude over mit manglende helt i kærlighed og min frustration over at jeg rent faktisk stadig er jomfru osv. Af en eller anden årsag, så er jeg altid indtil nu blevet forelsket i de forkerte piger. Dvs. piger som var optaget, og som nok nærmest har set mig som en slags lillebror eller bare en god ven, og når der enkelte gange har været en pige der har bekendt sine følelser over for mig, så har jeg desværre været nød til at afvise hende! jeg har derfor igennem de seneste år næsten helt haft opgivet jagten på det modsatte køn og kærligheden, og har simpelthen ikke orket at involvere mig selv i et andet menneske (en pige), mere end højest nødvendigt, og jo mere på afstand det kom, jo mindre behøvede jeg det. Så jeg har altså heller ikke været forelsket i rigtig lang tid, men har derimod brugt tiden på at nyde mig eget og en gang imellem nogle gode venners selskab. Jeg har et højt selvværd (kan for det meste godt lide mig selv), men min selvtillid er sku ikke altid for god, men jeg er dog efterhånden begyndt at indse at jeg savner kvindeligt selskab. jeg er begyndt at føle mig tryg igen i deres selskab, men jeg kan mærke at jeg mangler nogle færdigheder inden for flirt, og det at bryde isen og udvikle et forhold til en kvinde. Ja kald mig bare langsom, men jeg er helt klart ved at nå til et punkt hvor jeg føler det på tide at komme videre. Jeg har med andre ord genopdaget hvor fantastiske piger kan være!
Nå men nu træder denne her 19 årige pige så ind i mit liv, og jeg kan med det samme mærke, at vi har rigtig god kemi. Jeg synes faktisk hun er virkelig sød, og jeg har en fornemmelse af, at hun måske synes lidt af det samme om mig (hendes blik og måde at tale til mig på 😖 [(:] ), dog uden at kende hende godt nok til at jeg kan vide det med sikkerhed. Vi bor meget tæt på hinanden (kollegie), og ser faktisk hinanden ca. hver dag. Nå, men faktum er, at jeg slet ikke kan lade være med at tænke på hende, og at jeg ikke kan lade være med at overveje hvordan jeg skal tage den videre? Det lang tid siden jeg har haft det sådan! Samtidig syntes jeg det MEGA akavet, at der er så stor aldersforskel imellem os, samt det at hun måske har mere erfaring end mig når det gælder kærlighed, forhold, sex, osv. selvom jeg burde være den erfarne. Ja har ikke snakket med hende om den slags, da jeg ikke syntes der har været en situation, hvor det har været passende at spørge for meget om den slags endnu. Indtil videre har tiden bare gået med at lære hinanden at kende på alle mulige andre områder! På den anden side, så kan jeg altså stadig godt mærke, at jeg er den ældste og at jeg har en del mere livserfaring end hun, men bare på nogle helt andre områder. Faktisk sidder jeg nogen gange og føler mig helt gammel, i hendes selskab, hvilket bare gør det endnu mere akavet, at jeg ikke har nogen erfaring med kærlighed. Jeg er jo egentlig ikke særlig gammel, men derimod en ret pæn ung fyr (hvis jeg selv skal sige det hehe 🙂 ), men jeg ved faktisk slet ikke hvordan jeg skal gribe denne her situation an, og jeg ved slet ikke hvordan jeg skal få sagt, at jeg godt kan lide hende?
Så derfor... Hvad tænker i om min situation? Er aldersforskellen for stor og er det for akavet eller hvad? Dybest set syntes jeg det ikke selv, da jeg mener, at hvis man kan få følelser for en person, at så betyder alderen intet. Der er basis for noget alligevel. Men hvad burde mit næste skridt så være? Umiddelbart tænker jeg bare at jeg må blive ved med at snakke med hende, og håbe at det udvikler sig af sig selv, men min erfaring siger mig, at den slags ikke kommer af sig selv, og at der må komme et tidspunkt hvor kortene må på bordet. Nogen vil måske mene at jeg bare burde nosse mig sammen og gøre noget ved det! Hellere før end for sent! Og jeg gider faktisk heller ikke igen se en sød pige forsvinde ud imellem fingrene på mig, fordi jeg simpelthen er for langsom, lidt for bange, og ikke formår at tage en chance når den er der! så hellere en afvisning, som jeg forresten heller aldrig har prøvet! I hvert fald ikke direkte! På den anden side synes jeg det er lidt tidligt at ligge alle kortene på bordet. Har kun kendt hende i lidt over en uge, og så meget har jeg trods alt ikke snakket med hende. Jeg ved bare at vi klikker super godt sammen, både alene, og når der er andre omkring os, og jeg ved at jeg måske er ved at falde for hende, men altså jeg jo også hele tiden den tanke i baghovedet, at jeg måske burde finde en på min egen alder istedet! hvad fanden gør jeg? [???]
Kort sagt så er situationen den at jeg tror jeg er ved at forelske mig i en pige, som er noget yngre end jeg selv. Dvs. hun er 19 og jeg er 26. Jeg har selv aldrig haft en kæreste, så jeg har faktisk ingen reel erfaring med kærlighed, så ja, på det punkt er jeg ikke særlig moden. Dette er der flere årsager til, men dette er ikke en tråd hvor jeg vil tude over mit manglende helt i kærlighed og min frustration over at jeg rent faktisk stadig er jomfru osv. Af en eller anden årsag, så er jeg altid indtil nu blevet forelsket i de forkerte piger. Dvs. piger som var optaget, og som nok nærmest har set mig som en slags lillebror eller bare en god ven, og når der enkelte gange har været en pige der har bekendt sine følelser over for mig, så har jeg desværre været nød til at afvise hende! jeg har derfor igennem de seneste år næsten helt haft opgivet jagten på det modsatte køn og kærligheden, og har simpelthen ikke orket at involvere mig selv i et andet menneske (en pige), mere end højest nødvendigt, og jo mere på afstand det kom, jo mindre behøvede jeg det. Så jeg har altså heller ikke været forelsket i rigtig lang tid, men har derimod brugt tiden på at nyde mig eget og en gang imellem nogle gode venners selskab. Jeg har et højt selvværd (kan for det meste godt lide mig selv), men min selvtillid er sku ikke altid for god, men jeg er dog efterhånden begyndt at indse at jeg savner kvindeligt selskab. jeg er begyndt at føle mig tryg igen i deres selskab, men jeg kan mærke at jeg mangler nogle færdigheder inden for flirt, og det at bryde isen og udvikle et forhold til en kvinde. Ja kald mig bare langsom, men jeg er helt klart ved at nå til et punkt hvor jeg føler det på tide at komme videre. Jeg har med andre ord genopdaget hvor fantastiske piger kan være!
Nå men nu træder denne her 19 årige pige så ind i mit liv, og jeg kan med det samme mærke, at vi har rigtig god kemi. Jeg synes faktisk hun er virkelig sød, og jeg har en fornemmelse af, at hun måske synes lidt af det samme om mig (hendes blik og måde at tale til mig på 😖 [(:] ), dog uden at kende hende godt nok til at jeg kan vide det med sikkerhed. Vi bor meget tæt på hinanden (kollegie), og ser faktisk hinanden ca. hver dag. Nå, men faktum er, at jeg slet ikke kan lade være med at tænke på hende, og at jeg ikke kan lade være med at overveje hvordan jeg skal tage den videre? Det lang tid siden jeg har haft det sådan! Samtidig syntes jeg det MEGA akavet, at der er så stor aldersforskel imellem os, samt det at hun måske har mere erfaring end mig når det gælder kærlighed, forhold, sex, osv. selvom jeg burde være den erfarne. Ja har ikke snakket med hende om den slags, da jeg ikke syntes der har været en situation, hvor det har været passende at spørge for meget om den slags endnu. Indtil videre har tiden bare gået med at lære hinanden at kende på alle mulige andre områder! På den anden side, så kan jeg altså stadig godt mærke, at jeg er den ældste og at jeg har en del mere livserfaring end hun, men bare på nogle helt andre områder. Faktisk sidder jeg nogen gange og føler mig helt gammel, i hendes selskab, hvilket bare gør det endnu mere akavet, at jeg ikke har nogen erfaring med kærlighed. Jeg er jo egentlig ikke særlig gammel, men derimod en ret pæn ung fyr (hvis jeg selv skal sige det hehe 🙂 ), men jeg ved faktisk slet ikke hvordan jeg skal gribe denne her situation an, og jeg ved slet ikke hvordan jeg skal få sagt, at jeg godt kan lide hende?
Så derfor... Hvad tænker i om min situation? Er aldersforskellen for stor og er det for akavet eller hvad? Dybest set syntes jeg det ikke selv, da jeg mener, at hvis man kan få følelser for en person, at så betyder alderen intet. Der er basis for noget alligevel. Men hvad burde mit næste skridt så være? Umiddelbart tænker jeg bare at jeg må blive ved med at snakke med hende, og håbe at det udvikler sig af sig selv, men min erfaring siger mig, at den slags ikke kommer af sig selv, og at der må komme et tidspunkt hvor kortene må på bordet. Nogen vil måske mene at jeg bare burde nosse mig sammen og gøre noget ved det! Hellere før end for sent! Og jeg gider faktisk heller ikke igen se en sød pige forsvinde ud imellem fingrene på mig, fordi jeg simpelthen er for langsom, lidt for bange, og ikke formår at tage en chance når den er der! så hellere en afvisning, som jeg forresten heller aldrig har prøvet! I hvert fald ikke direkte! På den anden side synes jeg det er lidt tidligt at ligge alle kortene på bordet. Har kun kendt hende i lidt over en uge, og så meget har jeg trods alt ikke snakket med hende. Jeg ved bare at vi klikker super godt sammen, både alene, og når der er andre omkring os, og jeg ved at jeg måske er ved at falde for hende, men altså jeg jo også hele tiden den tanke i baghovedet, at jeg måske burde finde en på min egen alder istedet! hvad fanden gør jeg? [???]