69: Hvornår er "unge" unge?!
Det er med stor undren at man som mediebruger kan se journalisters tendiøse (politiske?) sprogbrug udmønte sig i den daglige journalistik når talen falder på de venstreekstreme kræfter.
Det er påfaldende at hovedparten af journalister stadig lader voldelige venstre-ekstreme voldsmænd og kvinder lande på den bløde betegnelse "unge" eller ”aktivister”. Og det endda til trods for at mange af de der er knyttet til 69-bevægelsen, og de mange volds/hærværkshandlinger, forekommer mere voksne end ”unge”.
Det er ved flere lejligheder dokumenteret at journalister og journaliststuderende i overvældende antal har hjemme i rød blok, men har det indflydelse på journalistikken eller kan det godt være objektiv trods denne politiske enhedskultur i redaktionslokalerne? Og er det ikke også her at man finder forklaringen på at klassiske borgerlige aviser ikke længere bedriver borgerlig journalistik (JP er efter min mening undtagelsen, der bekræfter reglen).
Jeg har ikke selv et entydigt svar på det spørgsmål da jeg mener at de fleste journalister leverer et rimeligt (politisk) objektivt stykke arbejde, men omvendt er det naturligvis naivt at tro, at den massive politiske overrepræsentation af journalister på venstrefløjen i kommer til udtryk i deres daglige valg. Dels af historier og dels hvordan disse historier vinkles. Som Ole Birk Olesen udtalte til Weekendavisen:
”Hvis vi havde borgerlige aviser i Danmark ville de så bruge samme sprog som de venstreorienterede? Ville de have kaldt voldsfantasterne fra det såkaldte »Ungdomshus« på Jagtvej 69, der for en måned siden hærgede Nørrebro, »de unge« eller »brugerne af Jagtvej 69«, sådan som alle aviserne faktisk gjorde? Nej, de ville selvfølgelig have brugt en mere præcis betegnelse som f.eks. »unge fra den ekstremistiske venstrefløj«.
Hvorfor skulle borgerlige aviser dog have en interesse i at fremstille et problem med nogle yderligtgående autonome, som om det var et generelt ungdomsproblem? Det ville være helt utænkeligt”
Og Ole Birk fortsætter
”Ville borgerlige aviser, hvis de fandtes, i højere grad stemple borgerlige holdninger som ekstremistiske, end de ville gøre det med venstreorienterede holdninger? Naturligvis ikke, men for et par somre siden dokumenterede en gennemtrevling af artikeldatabasen Infomedia, at det faktisk er, hvad alle aviser i Danmark gør – også de såkaldt borgerlige.
Der skrives i de danske aviser tre gange så meget om super-, ultra-, hyper-, ærke- eller betonliberale, end der skrives om tilsvarende ekstreme socialister. Også konservative bliver oftere omtalt som ekstreme, end socialister gør, og der skrives 14 gange mere om »højreekstreme« end om »venstreekstreme«.
Ekstremisme i politiske anskuelser er ifølge journalister på både Jyllands-Posten, Berlingske Tidende og B.T. et udpræget højrefløjsfænomen og er bl.a. blevet knyttet sammen med den »ærkekonservative« Lars Barfoed og den »superliberale« Søren Pind, mens en person som Enhedslistens Pernille Rosenkrantz-Theil aldrig er blev kaldt »ultrasocialist«.
Det er vel pga. dygtigt politiarbejde, at det endnu ikke er lykkedes Pind og Barfoed at lukke deres venner ind på Christiansborg, så de kunne overhælde Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal med maling!”
Måske er der behov for at man på redaktionerne får en journalistisk politik (en sober konsensus om de centrale begreber så disse ikke bliver udlagt politiserende) så vi undgår en politisk journalistik?
Det er påfaldende at hovedparten af journalister stadig lader voldelige venstre-ekstreme voldsmænd og kvinder lande på den bløde betegnelse "unge" eller ”aktivister”. Og det endda til trods for at mange af de der er knyttet til 69-bevægelsen, og de mange volds/hærværkshandlinger, forekommer mere voksne end ”unge”.
Det er ved flere lejligheder dokumenteret at journalister og journaliststuderende i overvældende antal har hjemme i rød blok, men har det indflydelse på journalistikken eller kan det godt være objektiv trods denne politiske enhedskultur i redaktionslokalerne? Og er det ikke også her at man finder forklaringen på at klassiske borgerlige aviser ikke længere bedriver borgerlig journalistik (JP er efter min mening undtagelsen, der bekræfter reglen).
Jeg har ikke selv et entydigt svar på det spørgsmål da jeg mener at de fleste journalister leverer et rimeligt (politisk) objektivt stykke arbejde, men omvendt er det naturligvis naivt at tro, at den massive politiske overrepræsentation af journalister på venstrefløjen i kommer til udtryk i deres daglige valg. Dels af historier og dels hvordan disse historier vinkles. Som Ole Birk Olesen udtalte til Weekendavisen:
”Hvis vi havde borgerlige aviser i Danmark ville de så bruge samme sprog som de venstreorienterede? Ville de have kaldt voldsfantasterne fra det såkaldte »Ungdomshus« på Jagtvej 69, der for en måned siden hærgede Nørrebro, »de unge« eller »brugerne af Jagtvej 69«, sådan som alle aviserne faktisk gjorde? Nej, de ville selvfølgelig have brugt en mere præcis betegnelse som f.eks. »unge fra den ekstremistiske venstrefløj«.
Hvorfor skulle borgerlige aviser dog have en interesse i at fremstille et problem med nogle yderligtgående autonome, som om det var et generelt ungdomsproblem? Det ville være helt utænkeligt”
Og Ole Birk fortsætter
”Ville borgerlige aviser, hvis de fandtes, i højere grad stemple borgerlige holdninger som ekstremistiske, end de ville gøre det med venstreorienterede holdninger? Naturligvis ikke, men for et par somre siden dokumenterede en gennemtrevling af artikeldatabasen Infomedia, at det faktisk er, hvad alle aviser i Danmark gør – også de såkaldt borgerlige.
Der skrives i de danske aviser tre gange så meget om super-, ultra-, hyper-, ærke- eller betonliberale, end der skrives om tilsvarende ekstreme socialister. Også konservative bliver oftere omtalt som ekstreme, end socialister gør, og der skrives 14 gange mere om »højreekstreme« end om »venstreekstreme«.
Ekstremisme i politiske anskuelser er ifølge journalister på både Jyllands-Posten, Berlingske Tidende og B.T. et udpræget højrefløjsfænomen og er bl.a. blevet knyttet sammen med den »ærkekonservative« Lars Barfoed og den »superliberale« Søren Pind, mens en person som Enhedslistens Pernille Rosenkrantz-Theil aldrig er blev kaldt »ultrasocialist«.
Det er vel pga. dygtigt politiarbejde, at det endnu ikke er lykkedes Pind og Barfoed at lukke deres venner ind på Christiansborg, så de kunne overhælde Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal med maling!”
Måske er der behov for at man på redaktionerne får en journalistisk politik (en sober konsensus om de centrale begreber så disse ikke bliver udlagt politiserende) så vi undgår en politisk journalistik?