31 år og forelsket i en 19 årig pige :(

Alderen har jeg skrevet som overskrift fordi det er et aspekt i dette her som gør det fandens svært.
Jeg mødte denne pige ved en fest for præcis et år siden, mit første indtryk af hende var at hun var en sød pige, hun havde et eller andet over sig. Det var ikke så meget det at hun havde nogle smukke øjne, rent kropsmæssigt var hun faktisk sket ikke min type, men hun var så behagelig at snakke med.
Da jeg ikke var specielt tiltrukket af hende fysisk så var det rent venskabeligt, og der var omstændigheder der gjorde at vi pludselig begyndte at se rigtig meget til hinanden, hun stoppede med sin kæreste, og hun brugte mig så som en skulder længe, og vi kom til at se rigtig meget til hinanden, faktisk i en periode over flere måneder var vi sammen næsten hver dag og hvis vi ikke var, så ringede vi sammen fra tidlig morgen til sen aften / nat.
Hele tiden under dette forløb så kan jeg huske at der f.eks. var folk der spurgte om vi var kærester fordi vi var så meget sammen, jeg kunne grine og sige "selvfølgelig er vi ikke det, hun er 18 år gammel !". Og jeg tror jeg mente det.
I december måned skete der så et eller andet, jeg drømte en drøm (fordi vi var så meget sammen, så drømte jeg tit om hende, men tog det ikke for noget for det er jo naturligt de mennesker man omgåes indgår i ens drømme). Men i denne drøm drømte jeg at vi var til en fest sammen, og hun kyssede sammen med en af mine venner, og jeg kunne virkelig mærke at denne drøm gjorde indtryk, at den gjorde ondt.
Dette var den første gang hvor det egentlig slog mig at jeg måske havde fået følelser for hende.
Derfra så prøvede jeg at lægge det lidt på afstand, som person er jeg desværre ikke typen som er vild med at folk kommer for tæt på mig. Jeg har haft en oplevelse da jeg var 18 hvor jeg blev forelsket i en pige, og det tog flere år at komme over - og siden der har jeg frygtet det at blive forelsket. Og det er kun sket sammenlagt 3 gange i mit liv, hvoraf den sidste er denne her.
Det er klichefyldt at sige sådan at man er bange for at blive såret, men jeg havde det virkelig dårligt dengang, og jeg bryder mig ikke om følelsen af at være forelsket, faktisk ikke den ene gang hvor det er blevet gengældt.
Men dette her har sat sig, hun er idag den smukkeste pige i min verden, hele hendes væsen og hun ER virkelig en speciel pige det gør at jeg har svært ved at se hvordan jeg kan møde en med desamme kvaliteter.
Hun er ikke så gammel, men jeg har ikke oplevet (udover måske det med kærligheden) at hun er yngre, hun er meget moden og hvis hun holder fast i den person hun er, så tror jeg hun må være danmarks mest eftertragtede kvinde som 25 årig.
Men ja, jeg prøvede at lægge det på is, jeg ville glemme mine følelser og bare komme tilbage til det at have en sød ven hvis venskab jeg nød - men det lod sig ikke gøre, og idag gør det stadig pisseondt, og det er 8 mdr siden jeg tog en beslutning om at få hende udaf hovedet.
Vi har snakket sammen siden, men det er ikke detsamme mere, jeg tror hun kan mærke at jeg har følelser for hende og det tror jeg ikke hun vil have - hvilket jeg jo godt kan forstå når hun har en kæreste som hun elsker.
Det er ikke sådan at jeg nogensinde har forsøgt mig at lægge op til hende, eller på nogen måde forsøgt at tale dårligt om hendes kæreste for min egen vindings skyld - så jeg har ikke på den måde skræmt hende væk.
Jeg tog en beslutning for noget tid siden at jeg måtte sige det til hende, og at jeg godt var klar over at det var farvel til hende derefter, men at det måtte gøres, men jeg kunne aldrig få det møde istand med hende, hvilket også er underligt når man tænker på at vi så hinanden hver dag engang.
Problemet er at selvom vi ikke ses særlig meget idag, så evner hun alligevel ligepludselig på det mest dårlige tidspunkter at dukke frem igen i mit liv, hun ringer, hun skriver en besked - og så er det som om der rippes op i det igen.
Hun havde en periode hvor hun skrev beskeder hele tiden, og nu er det skiftet lidt over til at hun f.eks. skriver "hvordan går det - hvad laver du?" og hvis jeg så svarer og f.eks. spørger til hende, så skriver hun ikke igen. Sådan var det bestemt ikke engang, og jeg kan nikke genkendende til det fra mig selv, når jeg ikke er synderlig interreseret i en person - man gør det ikke fordi man er tarvelig, man tænker bare ikke over det.

En sang (eller et omkvæd) som repræsenterer dette for mig, som desværre spilles hele tiden i radioen idag, "youre beautiful" med James Blunt:
"You're beautiful. You're beautiful.
You're beautiful, it's true.
There must be an angel with a smile on her face,
When she thought up that I should be with you.
But it's time to face the truth,
I will never be with you."
Og det er jo sådan jeg må tænke, jeg må være realist det vil aldrig kunne holde. Og man er jo dybt ynkelig når man skal sidde og tænke sådan og høre denne sang, det er jo et eller andet sted at have selvmelidenhed, og jeg ville ønske jeg kunne spole tiden 1 år tilbage hvor jeg havde fuldstændig styr på mig selv, og havde haft det i mange år.
Jeg føler mig virkelig som en skygge af mig selv, jeg har lidt isoleret mig fra min ellers store omgangskreds fordi jeg har perioder hvor dette virkelig gør ondt - jeg elsker hende, men omvendt så synes jeg det er pinligt at være forelsket i en på 19, og jeg tænker på hvad omgivelserne vil sige når vi er et lille samfund hvor det vil sprede sig som en steppebrand. Derudover det faktum at hun har en kæreste, hvilket selvfølgelig vil sige at det er en tab/tab situaiton.
Men ja, jeg kan ikke koncentrere mig om mit arbejde, det meste jeg render rundt og laver nu føles som om jeg gør i en tåge, jeg glædes ikke rigtig over noget, nogle dage så kan jeg slet ikke tage mig sammen til noget som helst, har inderst ende bare lyst til at det snart skal stoppe - hvilket gør at jeg bliver selvdestruktiv.
Ikke forstået på den måde at jeg sådan gør skade på mig selv, men ja jeg er ligeglad på mange måder, hvis vi er i byen og feste så var jeg tidligere altid en glad fyr som også mødte mange piger og havde slet ikke problemer i den henseender, idag der sidder jeg bare og drikker mig ned, har ikke øjne for andre piger overhovedet, og det eneste trøst er faktisk at alkoholen trækker mig væk fra virkeligheden.
Ikke at i skal tro jeg er ved at blive alkoholiker her, men tager vel i byen et par gange om måneden, og der oplever jeg denne behagelig "flugt" fra at få det på afstand i mit hoved, men det er ikke sådan at jeg bliver glad.
Problemet er at det eskalerer synes jeg, og jeg er bange for det måske er fordi det ikke er ude i det åbne, at jeg ikke får lagt låg på over for hende - men jeg er bange for at det måske vil gøre det endnu værre❓Nogle gange så vil det være sådan at når det er ude i det åbne, så er det ligepludselig legitimt, og så kan man måske gå helt i selvsving ?
Men hvad i alverden skal man gøre - jeg ved at rådet "kom videre" er så dejligt nemt, og vi kan hurtig blive enige om at det vil være den bedste løsning, jeg synes bare ikke jeg kan komme videre af mig selv og jeg føler virkelig at mit liv falder lidt fra hinanden.
Jeg aner ikke om hun har haft nogle følelser for mig, der er tider hvor jeg har tænkt det da vi så meget til hinanden, men det kan ligesågodt være at hun har brugt mig lidt som stødpude over for ekskæresten, og fordi det måske var lidt interresant overfor hendes omgangskreds at hun var sammen med mig så meget - jeg ved det ikke, og hun er ikke typen der ville sige det hvis det var.
Jeg har virkelig brug for nogle gode råd fra jer, og nogle betragtninger om dette her, hvad kan man bruge af tanker for at komme over det, for at komme videre❓
Det værste ved dette her er at udover at jeg har fået de her følelser for hende, så savner jeg virkelig det at vi var så meget sammen og det er rent pga. hendes personlighed, og glade væsen - vi hyggede os virkelig, men idag føles det som om det hele var et skuespil eller en illusion, fordi det er overhovedet ikke som det var dengang.

Hejsa. Ja som min overskrift lyder, mener jeg ikke alderen imellem to betyder noget, hvis de svinger godt sammen og er på niveau mht. modenhed. Og du skriver jo selv at pigen er moden af sin alder. Jeg er selv 19, snart 20 og har da været sammen med flere omkring din alder. Og hvis jeg bare syntes vi fungerede kanon sammen og havde nogle ting tilfælles, og jeg virkelig var forelsket i fyren, ville jeg da tage chancen uanset hans alder. Jeg kan godt forstå du er bange, det gør ondt at miste, men tænk på hvor dejligt det er, når man har kærligheden.
Mange knus fra mig

du skal lige spørge dig selv; kan du holde ud at være sammen med hendes 19 årige drengerøvevenner?
jeg tvivler stærkt på det, men ellers held og lykke

Umiddelbart lyder det ikke så om du eller hun har noget at tabe.
Så kryb til korset - smid kortene på bordet, få det ud af kroppen - kom videre med dit liv!
Uanset om du "vinder eller taber" (det lyder på dig - så om du regner med at tabe..)
så ved du det og kan komme videre & vil ikke undre dig som 80 årig..om det nu.....
"held & lykke"
34

manden regner med at "tabe", og du taler om at "vinde"... "kærligheden"???
Tror du ikke du skal spille poker....
istedenfor..

vil først af alt sige...
når og hvis man har så stærke følelser for en og snakker så godt sammen som i gjorde så syn jeg ikke aldren har noget at sige..
ved det godt, det kan hun sagtens komme og sige, og ja har også selv snakket med fyre der var ældre el.yngre end mig selv hvor jeg skubbede dem væk pga.den store alders forskel..
men må indrømme at hvis jeg havde været så medtaget som du havde jeg nok været ligeglad.
men kan det skyldes at du bare savner en at snakke med? og at du bare føler dig tiltrukket at hende fordi i netop har snakket så godt?

Til det om at alderen ikke er en hindring så vil jeg give jer ret hvis man levede i en isoleret lille boble, så ville jeg overhovedet ikke skænke det en tanke. Men jeg er kommet dertil hvor det ikke er den største hindring, jeg ville være fuldstændig ligeglad hvis det var jeg mente at der var en chance, så ville jeg idag springe ud i det.
I nogle forhold er jeg sikker på at det ville kunne fungere, i andre tror jeg at alderen kan få en betydning, man kan sige hun skal jo også leve et liv med en masse oplevelser hvis man ser frem i tiden, oplevelser som jeg allerede har været igennem.
Men som sagt, det er vel det mindste problem det eneste sted at dette med alderen kommer ind nu er hvad hun dog ville tænke hvis jeg sagde det til hende, og hvad hendes omgangskreds ville tænke (alle folk som jeg 'kender' - ikke at jeg omgåes dem, men flere af dem dyrker samme sport som jeg f.eks.) det er ikke en stor anonym by desværre.
Så jeg har en lille 'frygt' over hvad hun vil tænke, på den anden side har jeg perioder som f.eks. nu her i aften hvor frygten er underskygget af ønsket om bare at få lettet de skuldre.
Omkring det at vinde kærligheden, eller tabe den; ja jeg regner med at tabe den - ikke engang i mine mest positive øjeblikke kan jeg realistisk se at det skulle blive os, men desværre kan jeg i mine urealistiske øjeblikke se os sammen, jeg kan desværre se mig sammen med hende i alle situationer, hun er den type som jeg gerne ville lave mange ting med, jeg gad godt tage hende med ud og rejse, jeg gad godt at tage i byen med hende (det har vi gjort før), jeg gad godt at se hende når man har fri, jeg gad godt at vågne sammen med hende.
Og det er underligt fordi sådan har jeg det ikke udpræget med alle, er primært en type som gerne vil have noget luft, men lige her der har jeg altså mødt et menneske hvor vi spiller sammen på en måde så det endnu ikke har virket anstrengt.
Det er klart at sådan vil det ikke vare ved at man 24/7 vil have det sådan, men det er bare lidt specielt dette her.
Grunden til at jeg er sikker på nederlaget er jo at hun øjensynligt ikke har det på samme måde mere, men at hun måske havde det på denne måde da hun havde problemer i SIT kærlighedsliv, men at dette liv ikke rigtig havde noget med mig at gøre, og at hun idag ikke har brug for mig.
Omkring det med at jeg måske savner een at snakke med....problemet i dette her er jo lidt at jeg er kommet ind på hende fra et venskab, og i starten var hun ikke een der tændte mig som sådan, og dette er underligt fordi normalt har jeg været ret kræsen hvad angår kvinder. Men her mødte jeg een som voksede og voksede og jo mere jeg lærte hende at kende, og man kan sige jeg kom til at lære hende rigtig rigtig godt og så mange aspekter af hende - jo smukkere og smukkere blev hun.
Det er jo alle de små ting som man ikke kan sætte en finger på, det er hendes mimik, det er de ting hun siger, det er måden hun siger det på, det er de små smil, det er når hun tog fusen på mig og fik mig til at grine, det er opkaldende, og ja det er måske det at man har følt sig noget værd, fordi på et tidspunkt ved jeg at hun værdsatte det meget, og det har hun sagt flere gange til mig.
Men hun havde også en evne til at få mig til at åbne mig, og det er måske eet af de steder hvor der måske er en grund til at jeg føler det gør ondt - at jeg har åbnet mig som jeg sjældent gør, og et eller andet sted er blevet "vraget". Jeg ved godt hun højst sandsynlig ikke har "vraget" mig, hun har nok slet ikke tænkt i de baner, jeg har jo ikke gjort noget som helst for at signalere interesse bevidst, men følelsen af at blive "vraget" når man er åben sidder der måske lidt.
Jeg har en stor omgangskreds, jeg har mange venner, også venner + veninder som jeg snakker meget med - dette her har jeg dog ikke nævnt, og ønsker ikke at snakke med dem om det, fordi jeg allerhelst så det forsvinde.
Men disse mennesker bliver jeg jo ikke forelsket i, så jeg tror ikke det bunder i et savn med folk man kan være intime med sådan rent intellektuelt.
Jeg har også tænkt om det måske er det at jeg nu ikke har muligheden, hvor jeg måske tidligere kunne fornemme at der var en mulighed (nogle gange, andre gange fornemmede jeg den ikke var der) eller i det mindste havde jeg hele tiden mulighedhen for at skubbe tabet / stillingtagen foran mig, fordi vi hele tiden var sammen. Der var det meget nemmere at bilde sig selv ind at det ikke betød så meget.
Det er trods alt nemmere ikke at lade sig påvirke negativt hvis man hele tiden har denne pige som ringer og gerne vil være sammen med een.
Men jeg ved ikke om det er sådan noget, jeg ved at jeg har haft det problem med at slippe når jeg først bliver ramt af forelskelse, så er det ikke sådan en flyvsk følelse, men bliver jeg det, så bliver jeg det for alvor, så er det som om det er seriøst.
Hendes "drengerøv-venner", det ser jeg ikke det store problem i, faktisk er der en del af dem der er ret så modne, ihvertfald i forhold til hvad jeg selv var da jeg var 18-19 år gamle. Og lige hvad angår dette her, ville jeg være bedøvende og sagtens noget jeg ville kunne indstille mig på, uden at jeg gik for meget på kompromis med mig selv.
Men ja, for at vende tilbage lidt - som skrevet i starten så forventer jeg nederlaget, og så er vi lidt tilbage til det med alderen og hendes reaktion - det er dilemmaet, fordi havde hun været 30 så ville et nederlag være slemt, men det er sådan livet er og de fleste vil forstå at man er blevet forelsket i dem. Her har jeg udover nederlaget også muligheden for måske at gøre hende meget kedaf det eller decideret synes jeg er dybt underlig❓
Jeg ved det ikke hvordan en 19 årig pige måtte tænke over aldersforskellen, men i mine øjne er den stor og jeg synes det lyder suspekt når man siger de 2 tal højt, og hvis en af mine venner sagde han havde fundet en kæreste på 19, så ved jeg godt hvad andre og måske også jeg selv ville tænke "bliv dog voksen".
Problemet er jo bare her at jeg slet ikke synes den vurdering og dom er fair, fordi hun opfører sig sgu mere modent end mange af mine jævnaldrende - men hvem ved om HUN tænker det❓og bagefter, om hele omgangskredsen tænker det, og jeg vil være dømt som "børnepiller" (anførselstegn fordi det er lige overdrevet nok, men i kan vel forstå hvad jeg mener).
Jeg ved ihvertfald at nogle af de veninder jeg har ville blive stiktosset hvis de vidste det, både fordi de jo kun vil mene jeg gør det for "ungt kød", eller også at jeg er dybt umoden.
Og ja...jeg føler det bare ikke sådan her med hende og i mine øjne repræsenterer hun heller ikke denne tankegang på nogen måde....

Dette citat fra "stricktly Ballroom" synes at passe glimrende på din situation.
Jeg kender til følelsen, man tør ikke starte noget op, af frygt for at blive såret. Man er bange for at satse så meget, når man kan miste alt.
Følelser, og især kærlighed, er noget af det mest komplekse og komplicerede et menneske kan komme ud for. Hvis man ikke prøver sig frem og tør tage chancen, så opnår man måske aldrig den fuldendte, lykkelige kærlighed. Man skal turde kærligheden.
Du må ikke tro at alle andre ved hvordan man håndterer kærligheden, det er svært for alle at vide hvordan man skal gribe den an.
Jeg tror ikke at du skal satse på at vinde din pige tilbage, ikke på grund af hendes alder, men det virker ikke til at hendes følelser er de samme for dig.
Vi kan alle sige til dig "kom videre", men det nytter ikke, ønsket om at komme videre skal komme fra dig. Du må først skabe dig lidt selvtillid, tro på at du er en lækker mand, en sjov og dejlig person. Du skal elske dig selv før du kan elske en anden.
En Psykolog lavede en gang en test; tag et stykke papir, skriv et brev til dig selv hvor du beskriver alle de tænkelige gode sider ved dig selv, hæng dette brev op ved dit spejl, og læs det højt for dig selv hver morgen. -Ja, det skal være en pep-talk!
Hvis man gør dette i en måned vil man kunne mærke en overaskende forandring i ens selvopfattelse.
Når du først har lært at elske dig selv, vil du være klar til at møde en ny. Om ikke andet vil du være bedre rustet til at imødekomme verden.
Held og lykke med kærligheden!
The Greatest thing you'll ever learn, is just to love, and be loved in return!

Du har ret i dit indlæg, og det er gode tanker.
Men kender i det, selvom jeg VED at det er hvad jeg skal indstille mig på, så virker det så uoverkommeligt det at skulle indse at dette bare ikke går.
Hvorfor er det at vi mennesker skal blive så utrolig afhængige af et andet menneske ligepludselig, det strider imod alt fornuft :(

Det er virkelig svært at forstå, man føler sig så stærk. Vi bliver opdraget til at skulle individualister, selvstændige og uafhængige.
Men når alt kommer til alt er vi små svage og sårbare. Vi har brug for en person der bekræfter os i at vi er dejlige, at vi er dygtige og smukke.
Når vi møder en person som forstår de behov, en der får os til at føle os specielle, så er det at vi bliver tiltrukket af denne person. Jeg tror vi er afhængige af kærlighed, opmærksomhed og omsorg. Du føler vel også at du har en masse kærlighed at gi af. Jeg tror det er et medfødt instinkt, vi skal åbenbart finde en at dele vores liv med. Koste hvad det vil, og det er bare så svært, især hvis man ikke vil såres...

husk at kærlighed er det stærkes i hele verden og held og lykke

Alder er ikke noget, der betyder noget med mindre man er en gammel ost! Det lyder som en stor aldersforskel fordi hun ikke er så gammel. Jeg var 29 da jeg mødte min mand som var 42 - 13 års forskel - det har ALDRIG været noget problem fordi jeg HAVDE levet et liv - fået børn - haft kærester osv. osv. ganske som han. I dag er han i beg. af tresserne og jeg er sidst i fyrrene. I dag kan jeg mærke at han er lidt mere "træt" end jeg. Så jeg kan forestille mig at problemerne KAN komme i alderdommen. Men jeg elsker ham jo lige så højt som da jeg mødte ham, så valget er mit!
At vælge pigen fra pga. alder er noget pjat! Men når du fornemmer at hun ikke har de følelser for dig, så er der jo ikke meget valg i det for dig! Hun vil ikke have dig og du er ulykkelig forelsket. Det tager TID at komme sig over en ulykkelig forelskelse. Du må forsøge at undgå at "svælge" i det. Tving dig til at tale med de venner du har størst tillid til og fortæl dem hvordan du har det! Sig til pigen at du har forelsket dig i hende (skriv et brev?) og at du derfor ikke kan have kontakt med hende med mindre hun kan opføre sig som din ven - hun skal ikke bare lege med dine følelser!
God vind og tag den tid det tager! Der er ikke kun en spand fuld - der er et helt land fuldt - så mon ikke der er en til dig også! Du lyder som en eftertænksom fyr som en dag bliver en rigtig dejlig kæreste for en ualmindelig heldig pige!

have taget chancen, da du havde den !
Alder her er fuldtstændig lige meget !!!!!!!!
Grundet til at det gør ondt, er ikke fordi det gør ondt at blive forelsket, men fordi du undertrykker dine følelser, derfor gør det så ondt, når du endelig giver slip.
Giv dig selv lov til at blive forelsket lidt oftere, så bliver det nemmere, på den anden måde her bliver du "sorteper" , både fordi du så ikke får pigen , men osse fordi det gør så ondt !!!
LET LOVE LIVE !!!!

afbryde kontakten helt... Du skal skrive et brev til hende hvor du forklare hvordan du har det, og at du derfor vælger at afbryde kontakten.
Du skal skrive at du ikke ønsker at hun skal kontakte dig igen, da det gør ondt på dig når du høre fra hende.
Jeg tror det er den eneste måde du kan "glemme" hende på.
Surt ... ja jeg ved det godt, men vi har alle været der, og kommer det nok igen .... *S*

At afbryde kontakten tror jeg også er det rigtige et eller andet sted, men kender i det når man f.eks. efter nogle måneder så pludselig får lyst til at kontakte personen igen ?
Ikke fordi man føler at det har noget med kærlighed at gøre, man føler at man er kommet videre og fornuften siger til en at det var da ikke værd at ødelægge det venskab for en skide forelskelse....
Og vupti hænger inden man ser sig om, hænger man i den igen.
Men det kunne godt være jeg skulle fortælle hende det....

Hvis du tænker ligeså meget som du skriver, tror jeg du laver forhindringer for dig selv.
Ligten up, som de siger på engelsk. Enjoy life with it's ups and downs. Istedet for at tage afstand, nyd det og lær at brug det. Dit liv vil blive meget mere krydret af det.
/t