Vred på omgivelserne!

Hvor er jeg gal idag! For en måned siden skrev jeg noget lign. "Min vej ud af ensomheden" og alt glæden deromkring.. Nu er det hele ved at bryde sammen endnu engang..
Først holdte jeg fest for et par "venner" hvor den manglende respekt trådte ind. Ikke nok med den ene huggede det halve af min firmagave, og den anden pissede på mit toiletgulv (det er sq ikke et offentligt sted vel).. Ja det er nok i sig selv, og jeg kan ikke engang sige FRA overfor det.
I torsdags skrev en veninde at hun skulle i byen lørdag, men at hun ikke lige vidste hvad hun skulle før og med hvem.. Og naiv som jeg er, tilbyder jeg at samle lidt folk til forfest.. Men da det ikke var det store der ville med, fortalte jeg det som det var, at der nok ikke kom så mange udover en anden ven, hende og jeg. Svaret var: nå men så finder jeg bare noget andet. Så er det jeg ikke kan lade være med at tænke: Er det bare sådan man bliver set på? hvis der ikke kommer en hel masse, ja så gider de endeligt ikke komme. Da jeg her senere skrev til den sidste ven som skulle komme, om vi ikke bare skulle tage afsted alligevel, fik jeg noget nær det her svar: Når det alligevel kun bliver os, så er jeg ikke rigtigt i stemning til det.
Jeg bliver sq så gal, for man føler sig noget nedværdiget, når man får et svar, der hentyder at man ikke er en skid vær alene. Hvad er det for en verden man lever i? kunne aldrig finde på at sige til nogen, at jeg ikke kommer fordi det "kun" bliver os. Fik også sagt min mening til den sidste person om den dårlige undskyldning. For det føler jeg inderligt at det er..
Det andet er min skoletid, i det sidste semester gik det egentligt meget godt, men nu er man nået til det punkt hvor støtten er forsvundet blandt de tidligere folk, og derved kan jeg ikke finde overskud til at lave lektierne mere. Andre personer har overtaget min tidligere plads, og man bliver det "sorte får" i den henseende. Hvorfor skal alting gå så vidunderligt? for derefter at falde til jorden med et brag? Pga. af flere ydmygelser på skolen, er jeg blevet væk i en uges tid, da jeg simpelthen ikke kunne klare det.. Skulle tage ansvar for en gruppes fejltagelse, og det er den værste oplevelse der endnu er oplevet i min skolekarriere.
Sidst men ikke mindst, er der arbejdet.. Hvor det dårlige fra skolen går igen, da jeg netop arbejder sammen med en klassekammerat, der har været et svin lige siden vi startede. Skal konstant mindes om det ene og det andet når det går dårligt, når man ikke lige vil ha' en unødvendig opmærksomhed, og det er ikke kun der, men også på skolen.
Venner man troede var "venner" og så ikke helt alligevel. Manglende respekt, tillid, for lidt omtanke, skuffelse, er bare nogen af de ord der beskriver min frustration.. Hvem har jeg nu? har en enkelt, og alligevel ikke, da det er så sjældent vi ses. Føler mig mere og mere isoleret, de eneste mennesker jeg har set i denne uge er min familie.. Gid sommerferien startede imorgen, og man dog bare kunne rejse væk fra en stund.. Skal alligevel gå semesteret om (frivilligt valgt) og det er en laang måned endnu.
Hvornår når man bunden??

Ved ikke om det hjælper dette her?
Men, de følelser du har omkring dine omgivelser, er din sandhed.
Det er pisse træls at være skuffet over de mennesker, man troede man kunne regne med – jeg har lidt af det samme problem, at jeg forventer en del af mine venner og omgivelser og kan tit blive skuffet over at det jeg yder til fællesskabet eller en ven sjældent kommer tilbage.
Jeg får tit at vide fra min kæreste når jeg støder ind i disse problemer med mine omgivelser, at jeg skal være mere overfladisk – men det er mig en gåde?
Nå ja, kan jeg tænke – jeg har måske mere overskud, så jeg giver gerne, det hele skal vel ikke gøres op i lige meget til hver?
Til sidst tror jeg også disse tanker man har om at man ikke er en skid værd, kan bunde i at man blot er mere tænkende og måske følsom? – eller så er det på tide at vælge de forkerte venner fra og få nogle nye – der kan leve op til de ting man forventer af venner og som sætter alle de ord du også har beskrevet i centrum, som respekt tillid og omtanke.
Jeg har fravalgt mange bekendte vil jeg kalde dem, da de aldrig nåede op på statusen som venner – men jeg har heller ikke mange venner i dag. – men de venner jeg har, kan tåle min frustration over, hvis jeg synes jeg bliver uretfærdigt behandlet og det mener jeg er en rigtig ven. En ven er en du kan tale med om alt.
Af sted ud og find nogle nye………måske det nye semester vil hjælpe?
Pøj pøj

Jeg syntes du skal prøve at se lidt på det du har skrevet. Du skriver venner og veninder om nogen som efter min bedste overbevisning burde gå under betegnelsen bekendte. De betragter dig som en bekendt og derfor er det ikke venner og de opføre sig ikke som venner. Venner er der ikke så mange af, men dem der er kan du også stole på. Åben dine øjene og se dine rigtige venner og giv dem den opmærksomhed de fortjener i stedet for at prøve at blive miss popular. Respekter dig selv, du har i de sidste uger lært noget om hvad du vil finde dig i og ikke finde dig i, brug det. Jeg har også på et eller andet tidspunkt gjort et mindre heldigt forsøg på at hænge ud med mennesker som jeg troede jeg ønskede at være sammen med, for at opdage at omkostningen ved den omgangskreds var for høj og at de allesammen var mere eller mindre ligeglade med mig. Find ud af hvad der betyder noget for dig og opsøg mennesker der sætter pris på dine værdier og giver dig det modspil der skubber dig fremad i verden. Held og lykke og husk livet kræver knofedt, så kan du så se at komme tilbage til skolen med oprejst pande.

Tak for besvarelsen.. Det var min fejl, normaltvis deler jeg dem også op i venner og bekendte.. Men reelt set, så er 2 af dem jeg nævner, under betegnelsen venner. Den sidste der meldte fra til dagens fornøjelse, var dog pga. af personlige problemer, så den er skam okay. Det andet der gjorde mig gal er den manglende argumentation, hvor det bare er den der: Jeg finder bare noget andet.. Og 5 min. senere, ellers skriver jeg engang i aften (hvis hun ikke fandt andet) Det er ting som dette jeg hader, og har i min overvejelse nået frem til om jeg skal ignorere tøsen lidt. Tøsen er iøvrigt en der går under bekendt hel klart.. Og det fandt jeg ud af for et par uger siden, hvor jeg virkelig prøvede at åbne op med en frustration over en anden tøs, og alt min forvirring, hvor jeg fik beskeden: du snakkede om alt muligt jeg ikke gad høre om. Og man har skullet høre lige så meget fra hende, hvor man har prøvet at lytte.. OG ja det finder man jo ud af efterhånden. Ja har helt klart lært noget i de sidste uger, men alligevel, har så svært ved at lave en konsekvens ud af det.. Helt ærligt burde jeg sige til ham der huggede noget af min personale-gave: "Hey.. Du kommer ikke her i lejligheden, hvis du ikke kan lade mine ting være en anden gang" ! Og til ham der svinede toilettet til, burde få den samme tur (han er i øvrigt en bekendt og inviteret af kammeraten, og var ikke spor stiv). Ham der i øvrigt tog mine ting, vil jeg normalt betegne som en "ven" pga. af alt muligt andet.. Ehm, og alligevel ligger vi så langt fra hinanden. Han er en af de "uopdragelige", altså hvis hans venner kører galt i en bil og dør, så vil han stadigt kører råddent, han lærer netop ikke noget af de ting... = hvis jeg sætter en grænse for hjemmet, sker der alligevel ingenting, der vil kun komme grin fra deres side ud af det. Er iøvrigt selv 20 år, og de andre ligger i en alder +- 3 år.. Derfor er det lidt svært med en konsekvens, da folk simpelthen burde vide bedre. Man burde fryse dem ude, men når man ikke føler at have energi, eller magt til disse ting er det endnu sværere. Hvis jeg gør dette, vil jeg miste en festivalven, byven, ferieven (en og samme person), osv. På den anden side vil opleve mindre person fra denne person, som sker gentagende gange. Hvad er det bedste alternativ? det er så det store spørgsmål. Nogen mennesker er det bare ubehageligt at bryde med.. Men man burde nok tage det en gang for alle.
Selvom de kun er bekendte, kan de jo godt såre en ved at melde ud på en måde med manglende respekt.

Du har fuldkommen ret, bekendte kan også såre, men ikke så dybt. Under alle omstændigheder så syntes jeg du skal tage en timeout. Du behøver ikke at gøre et stort nummer ud af at oplyse folk om at du bryder med dem, du kan bare trække dig lidt tilbage og begynde at orientere dig i andre retninger. Derudover så kan du udnævne din lejlighed til party fri zone, indtil dine venner er blevet gamle nok til at kende forskel på dit og mit, eller du finder nogen som aldrig har haft det problem. Måske er du bare ved så småt at vokse fra din omgangskreds, deres smålighed og selvcentring er begyndt at irritere dig og du har brug for nye input. Der er ikke nogen skridsikker fremgangsmåde her i livet og som alt andet bliver det letter jo mere du øver. Du skal huske at det ikke er de andre der afgøre hvor grænsen går, det gør du selv. Ha' en fantastisk sommer.

..og tak. Kan ihvertfald bruge dem til noget.
Vil prøve at se, om jeg kan holde denne timeout, selvom det bliver lidt svært at holde party-fri zone, vil jo gerne selv opleve noget indimellem jo. Men nu kommer sommeren, og mine jævnaldrende får travlt med eksamen osv.. så på den måde bliver det måske lidt lettere. Forstår godt hvad der menes med at man er ved at vokse fra omgangskredsen.. På den anden side, er en enkelt af dem, en jeg har noget at gøre med, siden barnsben.. Det er nemlig den værste at sige "farvel" til, hvis det kommer dertil. Indtil nu har vi dog et par ting der skal overstås her i sommeren, og aftaler løber man jo ikke bare lige fra. Efter det, ja så må man jo se hvad der sker.