Voldsomme humørsvingninger og tristhed.

Hej jeg er en pige, som snart ikke ved hvad hun skal gøre.
Jeg ved snart ikke hvor jeg skal begyndte, men kan da starte med min alder, jeg er 18 år.
Jeg er meget usikker på hvad jeg skal stille op med mig selv lige for tiden.
Jeg har haft det utrolig skidt de seneste uger, det er tit sådan at jeg har glade dage og triste dage, men nu har jeg haft det trist de seneste 3 uger måske mere, jeg glemmer ting og har svært ved at huske, jeg kan lige have gjort noget og 2-5 min efter kan jeg ikke huske det jeg lige gjorde eller sagde. Jeg spiser ikke ret meget, jeg kan sidde og få helt ondt i maven af sult, men når jeg spiser bliver jeg mæt næsten bare at se på maden og har næsten ikke lyst til det.
Jeg græder meget her hjemme og er tæt på at gøre det op til flere gange i skolen, jeg måtte holde tårene inde for ikke at bryde sammen i bussen på vej hjem.
Min søvn er ok, har lidt svært ved at falde i søvn, men sover hele natten ud, har dog svært ved at komme op, men tror det mere pga. kulden, jeg fryser mere end normalt, så har ikke lyst til det, men samtidig er jeg for tiden mere træt end jeg plejer, om det er pga. vinteren aner jeg ikke, har ikke haft det sådan før, og plejer ikke have nogle problemer om vinteren og alt det anden jeg skriver har jeg også haft i perioder om sommeren.
Jeg havde det ikke ret godt for nogle år siden, selvmords tanker fyldte en stor del af min hverdag og jeg har aldrig fået en form for hjælp, selvom jeg har talt med min mor om det, men min mor er også ret ligeglad med mig, og ja det er hun og det samme er min far.
Jeg har lige gået et år ca. hvor jeg har været glad og følt det hele gik så godt, men nu er der kommet dage hvor jeg har været trist dage hvor jeg har været glad, men de seneste 3 uger måske mere har jeg bare været nede og sur og ligeglad med mange ting, som jeg ellers plejer at være glad for.
Jeg har tit hovedpine og bliver nemt svimmel, jeg ryster meget også selvom jeg ikke rigtig fryser og tager de fleste ting tungere end jeg burde.
Det går mig meget på at jeg har fået selvmords tanker igen, ville ønske de ikke var her, men nogle gange føler jeg bare det ville være nemmere hvis det hele bare blev overstået, men når jeg fortæller det til folk, som jeg troede jeg kunne stole på, så er det ikke fordi de tager det specielt alvorligt eller snakker med mig om det, og nu tør jeg næsten ikke sige det til nogle mere, fordi jeg er bange for de er som de andre, og det gør mig ked af det at føle sådan en ligegyldighed
Nogle der ved hvad jeg skal stille op?
Bør jeg få hjælp, jeg ville selv mene jeg skulle søge hjælp pga. mine selvmords tanker, men er det lægen man ringer til eller hvad?
Det skal sige, jeg også har svært ved at koncentrere mig, så hvis jeg har skrevet nogen der ikke gav mening eller lave en del stavefejl, så må i undskylde.
Håber på hjælp. Tak på forhånd.

Hej MCRU,du skal skynde dig at kontakte din læge,han/hun hjælper dig gerne med at blive henvist til psykolog hjælp.Når du går med så triste tanker er det nødvendigt med proffesionelt hjælp.Jeg håber virkelig du må få det bedre,og ønsker dig alt godt.Knus herfra.

Du er 18 år er dermed myndig, så som der allerede nævnes skal du hurtigst muligt kontakte din egen læge. Du må endelig ikke gå og føle som du gør - og slet ikke med din alder.
Jeg er ked af at høre dine forældre ikke støtter op om dig, da du kunne få gratis hjælp gennem det offentlige, det krævede kun at dine forældre tog affære, så var du godt hjulpet.
Håber dette hjælper dig videre frem 🙂

KH
Hermes

Hej!
Som de andre skriver. Kontakt lægen hurtigst muligt! Jeg ventede 10 år med at åbne op for min verden (da jeg var omkring de 20år) med selvmordstanker hver dag og selvskadene handlinger. Ingen opdagede det da jeg blev mester til at tag en maske på.
Nu er jeg 31 og er kommet ret langt, hvis jeg selv skal sige det (med det psykiske altså).
Jeg er ked af at du ikke har meget støtte fra dine forældre. Kan det være fordi de ikke kan forstå din situation? Sån var min far, min mor er sygeplejerske og var straks på dupperne. Men min far mente at sådan noget var pjat og man bare skulle tag sig sammen. Det var først en dag hvor det gik helt galt at det gik op for ham. Husk du er deres lille pige og at sådan noget er meget tabu-belagt. Men vær åben, både over for dem og for dine venner! Lav evt. en video-dagbog, hvis du har mobil med video i. Og så kan du vælge at vise den, eller bare have den til egen brug. Det har jeg brugt meget!
Det er ikke meningen at du skal have det sådan! Men ved at åbne sig, finder man fakitsk ud af at der er rigtig mange der har det sådan. Jeg startede i det små, med mine nærmeste venner. Og giv dem tid til at tygge på det. Nogen forstår det, andre ikke. Men har så oplevet at flere og flere er kommet til mig og fortalt at deres lillesøster/datter/kæreste osv osse har det sån, og hvad de kan gøre for at støtte. Og netop fordi du ved hvordan det er, kan du være en kæmpe hjælp! Andre, når de har samlet mod, begynder at spørge ind til det. Fordi de virkelig gerne vil forstå.
Vinteren kan gøre meget "ondt" hvis man har det lidt svært i forvejen! Men osse at du ikke spiser, ingen go kompi! Hvad med at spise lidt frugt. Så lidt knækbrød. Så lidt kød osv. Lidt hen af dagen men mange gange. Det skal være noget let og ikke noget der ligger for tungt, og som man ik skal bruge en masse tid på at tilberede. Det har hjulpet mig da jeg kan have det lige som dig mht. mad, men jeg har det kun nogen gange. Supler med vitaminpiller af den gode slags!
Jo hurtigere du kommer igang med hjælp jo bedre. Og fortvivl ikke hvis de første psykologer, psykiatere ik er noget værd. Du skal føle dig tryg ved personen!
Jeg er 31 nu. Og har endnu ikke fundet den person der kunne hjælpe mig. Så jeg har opgivet. Men nok osse fordi min livserfaing og at jeg kan mærke på min krop hvis det er ved at gå galt, så jeg kan nå at vende bøtten (de fleste gange) inden jeg kommer helt ud.
Fortvivl ikke! Giv ikke op! Man kan lære at leve med det. Man skal bare være parat til det.
Varme tanker herfra!