Vidnesbyrd om at Jesus HAR levet på jorden.
TROR du at Albert Einstein har levet? Ja, svarer du måske med det samme, men hvordan kan du være sikker på det? Ikke mange har mødt ham personligt, men pålidelige vidnesbyrd om det han har udrettet, beviser at han har eksisteret. Hans liv og virke har sat sig tydelige spor i den praktiske anvendelse af hans videnskabelige opdagelser. Mange bliver for eksempel forsynet med strøm fra et atomkraftværk, hvor frigørelsen af energi er uløseligt forbundet med Einsteins berømte ligning E=mc2 (energi er lig med masse gange kvadratet på lysets hastighed).
Vi kan ræsonnere på samme måde i forbindelse med Jesus Kristus, som ganske afgjort er det menneske i historien der har øvet den største indflydelse. Det der er skrevet om ham, samt de synlige vidnesbyrd om den indflydelse han har øvet, viser med al tydelighed at han har eksisteret. Hvor interessant det føromtalte arkæologiske fund med inskriptionen om Jakob end er, afhænger bekræftelsen af at Jesus er en historisk person, ikke af sådanne eller andre ting. Faktum er at vi kan finde vidnesbyrd om at han har eksisteret, i det historikerne skrev om ham og hans disciple.
Flavius Josefus, en jødisk historiker og farisæer fra det første århundrede, nævner for eksempel Jesus Kristus i bogen Jewish Antiquities. Nogle nærer dog tvivl om pålideligheden af Josefus’ første omtale af Jesus som Messias, men ifølge professor Louis H. Feldman fra Yeshiva University betvivler kun få troværdigheden af den næste omtale af ham. Her siger Josefus: „[Ypperstepræsten Ananus] kaldte Sanhedrinets dommere sammen og førte en mand ved navn Jakob, en broder til Jesus, der kaldtes Kristus, og nogle andre frem for dem.“ (Jewish Antiquities, XX, 200) Ja, en farisæer, medlem af en sekt hvoraf mange tilhængere var svorne fjender af Jesus, indrømmer at „Jakob, en broder til Jesus“ har levet.
Jesu disciples virke er også med til at vise hvilket indtryk Jesus gjorde på dem. Da apostelen Paulus var fængslet i Rom omkring år 59, sagde de førende mænd blandt jøderne til ham: „Om denne sekt er det os bekendt at den overalt bliver modsagt.“ (Apostelgerninger 28:17-22) Udtrykket „denne sekt“ var møntet på Jesu disciple. Hvis de overalt blev modsagt, kunne man sikkert også forvente at historieskrivere ville berette om dem, ikke?
Tacitus, der blev født omkring år 55, og som den dag i dag regnes for en af verdens mest anerkendte historikere, omtaler da også de kristne i sine Årbøger. I sin beretning om hvorledes Nero forsøgte at fralægge sig ansvaret for den store brand der hærgede Rom i år 64, skrev han: „[Nero] kastede . . . skylden over på andre og straffede navnlig på de mest udsøgte måder de for deres skændigheder forhadte mennesker, som man kaldte kristne. Disse mennesker [de kristne] havde dette navn efter Kristus, som under Tiberius’ regering blev henrettet ved prokuratoren Pontius Pilatus.“ (Cornelius Tacitus’ Årbøger, her citeret fra Er du kristen? af Carsten Breengaard, 1986, side 143.) Detaljerne i denne beretning stemmer overens med de oplysninger Bibelen giver om Jesus.
Endnu en historiker som nævner Jesu disciple, var Plinius den Yngre, der var romersk statholder i Bitynien. Omkring år 111 skrev Plinius den Yngre til den romerske kejser Trajan for at få råd om hvordan han skulle behandle de kristne. Plinius skrev at folk der falskeligt var blevet anklaget for at være kristne, anråbte afguder og tilbad en statue af Trajan for at bevise at de ikke var kristne. Han fortsatte: „Og de, som virkelig er kristne, siges ikke at kunne tvinges til noget af dette.“ At disse disciple var rede til at ofre livet for deres tro på Kristus, er med til at bevidne at han har levet.
Efter at have opremset adskillige tekster hvor Jesus Kristus og hans disciple omtales af historikere fra det første og andet århundrede, konkluderer The Encyclopædia Britannica (2002): „Disse uafhængige oplysninger beviser at end ikke kristendommens modstandere i gammel tid betvivlede at Jesus virkelig havde levet, hvilket blev bestridt første gang og med mangelfuld begrundelse af flere forfattere i slutningen af det 18. århundrede og videre gennem det 19. og i begyndelsen af det 20. århundrede.“
„Det Nye Testamente indeholder en næsten fuldstændig dokumentation for en historisk rekonstruktion af Jesu liv og levned og den betydning de første kristne tillagde ham,“ siger The Encyclopedia Americana. Skeptikere accepterer måske ikke de bibelske vidnesbyrd om Jesu eksistens. Men to ræsonnementer baseret på bibelske beretninger hjælper os i særlig grad til at fastslå at Jesus virkelig har levet på jorden.
Som før omtalt er Einsteins store teorier med til at bevise at han har levet. På samme måde er Jesu lære et bevis for at han har eksisteret. Tag for eksempel Bjergprædikenen, en kendt tale af Jesus. (Mattæus, kapitel 5-7) Apostelen Mattæus beskrev hvilket indtryk den gjorde: „Folkeskarerne [var] helt forbløffede over hans måde at undervise på; for han underviste dem som en der havde myndighed.“ (Mattæus 7:28, 29) Om den virkning denne tale har haft på folk i snart 2000 år, bemærker professor Hans Dieter Betz: „Bjergprædikenens indflydelse rækker langt ud over jødedommens og kristendommens, ja endog den vestlige kulturs grænser.“ Han tilføjer at denne prædiken har „en ejendommelig universel appel“.
Læg mærke til følgende kortfattede og praktiske visdomsord fra Bjergprædikenen: „Uanset hvem der giver dig en lussing på din højre kind, så vend også den anden til.“ „Pas endelig på at I ikke udøver jeres retfærdighed i menneskers påsyn.“ „Vær . . . aldrig bekymrede for dagen i morgen, for dagen i morgen vil have sine egne bekymringer.“ „Kast ikke jeres perler for svin.“ „Bliv ved med at bede, og der vil blive givet jer.“ „Alt hvad I ønsker at folk skal gøre mod jer, skal I også gøre mod dem.“ „Gå ind ad den snævre port.“ „I kan kende dem på deres frugter.“ „Ethvert godt træ [frembringer] gode frugter.“ — Mattæus 5:39; 6:1, 34; 7:6, 7, 12, 13, 16, 17.
Du har uden tvivl før hørt nogle af disse udtalelser eller tanken i dem. Mange af disse sentenser fra Jesu bjergprædiken er indgået i det daglige sprog. Den indflydelse den har øvet på mange mennesker og kulturer, er et talende vidnesbyrd om at „den store Lærer“ virkelig har levet.
Lad os forestille os at Jesus Kristus var en opdigtet skikkelse. Vi antager at forfatteren var sindrig nok til at udtænke den lære som Bibelen tilskriver Jesus. Mon så ikke den der fandt på dette, ville gøre Jesus og hans lære så tiltalende som muligt? Paulus bemærkede imidlertid: „Jøderne beder om tegn og grækerne søger efter visdom; men vi forkynder Kristus som pælfæstet, for jøderne en snublesten og for folk fra nationerne en tåbelighed.“ (1 Korinther 1:22, 23) Budskabet om Kristus som pælfæstet var ikke populært, hverken blandt jøderne eller folk fra nationerne. Det var ikke desto mindre den Kristus som de kristne i det første århundrede forkyndte. Hvorfor skildrede de Kristus som pælfæstet? Den eneste fornuftige forklaring er at skribenterne til De Kristne Græske Skrifter gengav sandheden om Jesu liv og død.
Et andet logisk ræsonnement der taler for at Jesus virkelig har levet, er hans disciples utrættelige forkyndelse af hans lære. Blot omkring 30 år efter at Jesus havde påbegyndt sin tjeneste, kunne Paulus erklære at den gode nyhed var „blevet forkyndt blandt al skabningen under himmelen“. (Kolossenserne 1:23) Ja, trods stor modstand spredtes Jesu lære overalt i datidens verden. Paulus, der selv blev forfulgt fordi han var kristen, skrev: „Hvis Kristus ikke er blevet oprejst, er det vi forkynder jo forgæves, og vor tro forgæves.“ (1 Korinther 15:12-17) Hvis forkyndelsen af en Kristus som ikke var blevet oprejst, var forgæves, ville forkyndelsen af en Kristus som aldrig havde eksisteret, være endnu mere forgæves. Som det fremgår af den brevveksling Plinius den Yngre havde, var de kristne i det første århundrede villige til at dø for deres tro på Kristus Jesus. De satte livet på spil for Kristus fordi han var virkelig for dem; han havde levet på jorden, som evangelierne beretter.
Det var de kristnes tro på Jesu opstandelse der fik dem til at forkynde. Den opstandne Jesus kan være lige så virkelig for os hvis vi lægger mærke til den indflydelse han øver i dag.
Kort før Jesus blev pælfæstet, udtalte han en vidtrækkende profeti om sin fremtidige nærværelse. Han lod også forstå at han ville blive oprejst og sidde ved Guds højre hånd indtil tiden var inde til at hans fjender blev underlagt ham. (Salme 110:1; Johannes 6:62; Apostelgerninger 2:34, 35; Romerne 8:34) Derefter ville han tage skridt til at kaste Satan og dæmonerne ud af himmelen. — Åbenbaringen 12:7-9.
Hvornår ville alt dette ske? Jesus fortalte sine disciple hvad ’tegnet ville være på hans nærværelse og afslutningen på tingenes ordning’. Tegnet på at han ville være usynligt nærværende, indbefattede store krige, hungersnød, jordskælv og alvorlige pestsygdomme. Der ville fremstå falske profeter, og lovløsheden ville tage til. Det kunne forventes at Satan og dæmonerne ville bringe ’veer over jorden’ i form af sådanne katastrofale begivenheder efter at de var blevet kastet ud fra himmelen. I jordens nærhed ville Djævelen have ’stor harme, da han vidste at han kun ville have en kort tidsperiode’. Tegnet indbefatter desuden at der skulle forkyndes en god nyhed om Guds rige „på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne“. — Mattæus 24:3-14; Åbenbaringen 12:12; Lukas 21:7-19.
Alt hvad Jesus forudsagde, har fundet sted og kan sammenlignes med brikker der passer sammen i et puslespil. Siden den første verdenskrigs udbrud i 1914 har vi set det sammensatte tegn på at Jesus Kristus er usynligt nærværende. Han regerer nu som konge i Guds rige og øver stor indflydelse. Alene det at du har dette blad i hånden, er et vidnesbyrd om at forkyndelsen af Riget også udføres i dag.
Hvis du vil have yderligere vidnesbyrd om at Jesus har levet, må du nødvendigvis undersøge Bibelen. Føl dig også fri til at Spørge Jehovas vidner. De vil med glæde hjælpe dig med at finde rundt i din egen Bibel.
Vi kan ræsonnere på samme måde i forbindelse med Jesus Kristus, som ganske afgjort er det menneske i historien der har øvet den største indflydelse. Det der er skrevet om ham, samt de synlige vidnesbyrd om den indflydelse han har øvet, viser med al tydelighed at han har eksisteret. Hvor interessant det føromtalte arkæologiske fund med inskriptionen om Jakob end er, afhænger bekræftelsen af at Jesus er en historisk person, ikke af sådanne eller andre ting. Faktum er at vi kan finde vidnesbyrd om at han har eksisteret, i det historikerne skrev om ham og hans disciple.
Flavius Josefus, en jødisk historiker og farisæer fra det første århundrede, nævner for eksempel Jesus Kristus i bogen Jewish Antiquities. Nogle nærer dog tvivl om pålideligheden af Josefus’ første omtale af Jesus som Messias, men ifølge professor Louis H. Feldman fra Yeshiva University betvivler kun få troværdigheden af den næste omtale af ham. Her siger Josefus: „[Ypperstepræsten Ananus] kaldte Sanhedrinets dommere sammen og førte en mand ved navn Jakob, en broder til Jesus, der kaldtes Kristus, og nogle andre frem for dem.“ (Jewish Antiquities, XX, 200) Ja, en farisæer, medlem af en sekt hvoraf mange tilhængere var svorne fjender af Jesus, indrømmer at „Jakob, en broder til Jesus“ har levet.
Jesu disciples virke er også med til at vise hvilket indtryk Jesus gjorde på dem. Da apostelen Paulus var fængslet i Rom omkring år 59, sagde de førende mænd blandt jøderne til ham: „Om denne sekt er det os bekendt at den overalt bliver modsagt.“ (Apostelgerninger 28:17-22) Udtrykket „denne sekt“ var møntet på Jesu disciple. Hvis de overalt blev modsagt, kunne man sikkert også forvente at historieskrivere ville berette om dem, ikke?
Tacitus, der blev født omkring år 55, og som den dag i dag regnes for en af verdens mest anerkendte historikere, omtaler da også de kristne i sine Årbøger. I sin beretning om hvorledes Nero forsøgte at fralægge sig ansvaret for den store brand der hærgede Rom i år 64, skrev han: „[Nero] kastede . . . skylden over på andre og straffede navnlig på de mest udsøgte måder de for deres skændigheder forhadte mennesker, som man kaldte kristne. Disse mennesker [de kristne] havde dette navn efter Kristus, som under Tiberius’ regering blev henrettet ved prokuratoren Pontius Pilatus.“ (Cornelius Tacitus’ Årbøger, her citeret fra Er du kristen? af Carsten Breengaard, 1986, side 143.) Detaljerne i denne beretning stemmer overens med de oplysninger Bibelen giver om Jesus.
Endnu en historiker som nævner Jesu disciple, var Plinius den Yngre, der var romersk statholder i Bitynien. Omkring år 111 skrev Plinius den Yngre til den romerske kejser Trajan for at få råd om hvordan han skulle behandle de kristne. Plinius skrev at folk der falskeligt var blevet anklaget for at være kristne, anråbte afguder og tilbad en statue af Trajan for at bevise at de ikke var kristne. Han fortsatte: „Og de, som virkelig er kristne, siges ikke at kunne tvinges til noget af dette.“ At disse disciple var rede til at ofre livet for deres tro på Kristus, er med til at bevidne at han har levet.
Efter at have opremset adskillige tekster hvor Jesus Kristus og hans disciple omtales af historikere fra det første og andet århundrede, konkluderer The Encyclopædia Britannica (2002): „Disse uafhængige oplysninger beviser at end ikke kristendommens modstandere i gammel tid betvivlede at Jesus virkelig havde levet, hvilket blev bestridt første gang og med mangelfuld begrundelse af flere forfattere i slutningen af det 18. århundrede og videre gennem det 19. og i begyndelsen af det 20. århundrede.“
„Det Nye Testamente indeholder en næsten fuldstændig dokumentation for en historisk rekonstruktion af Jesu liv og levned og den betydning de første kristne tillagde ham,“ siger The Encyclopedia Americana. Skeptikere accepterer måske ikke de bibelske vidnesbyrd om Jesu eksistens. Men to ræsonnementer baseret på bibelske beretninger hjælper os i særlig grad til at fastslå at Jesus virkelig har levet på jorden.
Som før omtalt er Einsteins store teorier med til at bevise at han har levet. På samme måde er Jesu lære et bevis for at han har eksisteret. Tag for eksempel Bjergprædikenen, en kendt tale af Jesus. (Mattæus, kapitel 5-7) Apostelen Mattæus beskrev hvilket indtryk den gjorde: „Folkeskarerne [var] helt forbløffede over hans måde at undervise på; for han underviste dem som en der havde myndighed.“ (Mattæus 7:28, 29) Om den virkning denne tale har haft på folk i snart 2000 år, bemærker professor Hans Dieter Betz: „Bjergprædikenens indflydelse rækker langt ud over jødedommens og kristendommens, ja endog den vestlige kulturs grænser.“ Han tilføjer at denne prædiken har „en ejendommelig universel appel“.
Læg mærke til følgende kortfattede og praktiske visdomsord fra Bjergprædikenen: „Uanset hvem der giver dig en lussing på din højre kind, så vend også den anden til.“ „Pas endelig på at I ikke udøver jeres retfærdighed i menneskers påsyn.“ „Vær . . . aldrig bekymrede for dagen i morgen, for dagen i morgen vil have sine egne bekymringer.“ „Kast ikke jeres perler for svin.“ „Bliv ved med at bede, og der vil blive givet jer.“ „Alt hvad I ønsker at folk skal gøre mod jer, skal I også gøre mod dem.“ „Gå ind ad den snævre port.“ „I kan kende dem på deres frugter.“ „Ethvert godt træ [frembringer] gode frugter.“ — Mattæus 5:39; 6:1, 34; 7:6, 7, 12, 13, 16, 17.
Du har uden tvivl før hørt nogle af disse udtalelser eller tanken i dem. Mange af disse sentenser fra Jesu bjergprædiken er indgået i det daglige sprog. Den indflydelse den har øvet på mange mennesker og kulturer, er et talende vidnesbyrd om at „den store Lærer“ virkelig har levet.
Lad os forestille os at Jesus Kristus var en opdigtet skikkelse. Vi antager at forfatteren var sindrig nok til at udtænke den lære som Bibelen tilskriver Jesus. Mon så ikke den der fandt på dette, ville gøre Jesus og hans lære så tiltalende som muligt? Paulus bemærkede imidlertid: „Jøderne beder om tegn og grækerne søger efter visdom; men vi forkynder Kristus som pælfæstet, for jøderne en snublesten og for folk fra nationerne en tåbelighed.“ (1 Korinther 1:22, 23) Budskabet om Kristus som pælfæstet var ikke populært, hverken blandt jøderne eller folk fra nationerne. Det var ikke desto mindre den Kristus som de kristne i det første århundrede forkyndte. Hvorfor skildrede de Kristus som pælfæstet? Den eneste fornuftige forklaring er at skribenterne til De Kristne Græske Skrifter gengav sandheden om Jesu liv og død.
Et andet logisk ræsonnement der taler for at Jesus virkelig har levet, er hans disciples utrættelige forkyndelse af hans lære. Blot omkring 30 år efter at Jesus havde påbegyndt sin tjeneste, kunne Paulus erklære at den gode nyhed var „blevet forkyndt blandt al skabningen under himmelen“. (Kolossenserne 1:23) Ja, trods stor modstand spredtes Jesu lære overalt i datidens verden. Paulus, der selv blev forfulgt fordi han var kristen, skrev: „Hvis Kristus ikke er blevet oprejst, er det vi forkynder jo forgæves, og vor tro forgæves.“ (1 Korinther 15:12-17) Hvis forkyndelsen af en Kristus som ikke var blevet oprejst, var forgæves, ville forkyndelsen af en Kristus som aldrig havde eksisteret, være endnu mere forgæves. Som det fremgår af den brevveksling Plinius den Yngre havde, var de kristne i det første århundrede villige til at dø for deres tro på Kristus Jesus. De satte livet på spil for Kristus fordi han var virkelig for dem; han havde levet på jorden, som evangelierne beretter.
Det var de kristnes tro på Jesu opstandelse der fik dem til at forkynde. Den opstandne Jesus kan være lige så virkelig for os hvis vi lægger mærke til den indflydelse han øver i dag.
Kort før Jesus blev pælfæstet, udtalte han en vidtrækkende profeti om sin fremtidige nærværelse. Han lod også forstå at han ville blive oprejst og sidde ved Guds højre hånd indtil tiden var inde til at hans fjender blev underlagt ham. (Salme 110:1; Johannes 6:62; Apostelgerninger 2:34, 35; Romerne 8:34) Derefter ville han tage skridt til at kaste Satan og dæmonerne ud af himmelen. — Åbenbaringen 12:7-9.
Hvornår ville alt dette ske? Jesus fortalte sine disciple hvad ’tegnet ville være på hans nærværelse og afslutningen på tingenes ordning’. Tegnet på at han ville være usynligt nærværende, indbefattede store krige, hungersnød, jordskælv og alvorlige pestsygdomme. Der ville fremstå falske profeter, og lovløsheden ville tage til. Det kunne forventes at Satan og dæmonerne ville bringe ’veer over jorden’ i form af sådanne katastrofale begivenheder efter at de var blevet kastet ud fra himmelen. I jordens nærhed ville Djævelen have ’stor harme, da han vidste at han kun ville have en kort tidsperiode’. Tegnet indbefatter desuden at der skulle forkyndes en god nyhed om Guds rige „på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne“. — Mattæus 24:3-14; Åbenbaringen 12:12; Lukas 21:7-19.
Alt hvad Jesus forudsagde, har fundet sted og kan sammenlignes med brikker der passer sammen i et puslespil. Siden den første verdenskrigs udbrud i 1914 har vi set det sammensatte tegn på at Jesus Kristus er usynligt nærværende. Han regerer nu som konge i Guds rige og øver stor indflydelse. Alene det at du har dette blad i hånden, er et vidnesbyrd om at forkyndelsen af Riget også udføres i dag.
Hvis du vil have yderligere vidnesbyrd om at Jesus har levet, må du nødvendigvis undersøge Bibelen. Føl dig også fri til at Spørge Jehovas vidner. De vil med glæde hjælpe dig med at finde rundt i din egen Bibel.