Videnskab og religion — En strid tager sin begyndelse
DEN 70-årige astronom lå for døden. I hånden havde han et manuskript som han læste med stort besvær. Det var et prøvetryk af en bog han havde skrevet, og som nu var klar til trykning. Hvad enten han vidste det eller ej, skulle hans værk komme til fuldstændig at ændre menneskehedens opfattelse af universet. Det ville også udløse en heftig strid inden for kristenheden som man endnu den dag i dag kan mærke eftervirkningerne af.
Den døende mand var Nikolaus Kopernikus, en polsk katolik. Året var 1543. I sit værk Om himmelsfærernes kredsbevægelser havde Kopernikus anbragt Solen, og ikke Jorden, i centrum af solsystemet. Med ét slag havde han erstattet det uhyre komplicerede system hvori Jorden var centrum, med et der i al sin enkelhed var smukkere.
Til at begynde med var der ikke meget der tydede på at det ville komme til en konflikt. Det skyldtes dels at Kopernikus havde fremlagt sine tanker på en taktfuld måde, og dels at den katolske kirke, der havde antaget den opfattelse at Jorden var midtpunkt i solsystemet, tilsyneladende var mere åben over for nye videnskabelige teorier på det tidspunkt. Paven selv tilskyndede endda Kopernikus til at udgive sit værk. Da Kopernikus omsider publicerede sin bog, var det en frygtsom redaktør der skrev forordet og fremstillede det heliocentriske verdensbillede (hvori Solen er midtpunkt) som et matematisk ideal og ikke nødvendigvis som en astronomisk sandhed.
Næste aktør var den italienske astronom, matematiker og fysiker Galileo Galilei (1564-1642), som også var katolik. Gennem teleskoper hvori han havde indbygget en nylig opfundet linse, så han flere detaljer på himmelen end nogen tidligere havde set. De iagttagelser han gjorde, overbeviste ham om at Kopernikus havde ret. Galilei observerede også pletter på Solen, de såkaldte solpletter, og rejste dermed tvivl om en anden højt værdsat filosofisk og religiøs grundsætning — at Solen ikke undergår forandring eller nedbrydes.
I modsætning til Kopernikus udbredte Galilei sine tanker meget ligefremt og med stort mod. Det religiøse klima var desuden på hans tid blevet mere fjendtligt, for den katolske kirke modstod nu åbent den kopernikanske teori. Og eftersom Galilei ikke blot påstod at det heliocentriske verdensbillede var korrekt, men også i harmoni med Skriften, vejrede kirken kætteri.
Galilei drog til Rom for at fremføre sit forsvar, men til ingen nytte. I 1616 befalede kirken ham at ophøre med at være fortaler for Kopernikus’ tanker. Galilei blev bragt til tavshed for en tid, men udgav i 1632 endnu et værk til støtte for Kopernikus. Allerede året efter blev han af inkvisitionsdomstolen idømt livsvarigt fængsel, en dom der under hensyntagen til hans alder kort efter blev ændret til husarrest.
Mange betragter Galileis strid med kirken som videnskabens store sejr over religionen — og i videre forstand over Bibelen. Men det er det en overforenklet konklusion. Hør mere om det i morgen.
Den døende mand var Nikolaus Kopernikus, en polsk katolik. Året var 1543. I sit værk Om himmelsfærernes kredsbevægelser havde Kopernikus anbragt Solen, og ikke Jorden, i centrum af solsystemet. Med ét slag havde han erstattet det uhyre komplicerede system hvori Jorden var centrum, med et der i al sin enkelhed var smukkere.
Til at begynde med var der ikke meget der tydede på at det ville komme til en konflikt. Det skyldtes dels at Kopernikus havde fremlagt sine tanker på en taktfuld måde, og dels at den katolske kirke, der havde antaget den opfattelse at Jorden var midtpunkt i solsystemet, tilsyneladende var mere åben over for nye videnskabelige teorier på det tidspunkt. Paven selv tilskyndede endda Kopernikus til at udgive sit værk. Da Kopernikus omsider publicerede sin bog, var det en frygtsom redaktør der skrev forordet og fremstillede det heliocentriske verdensbillede (hvori Solen er midtpunkt) som et matematisk ideal og ikke nødvendigvis som en astronomisk sandhed.
Næste aktør var den italienske astronom, matematiker og fysiker Galileo Galilei (1564-1642), som også var katolik. Gennem teleskoper hvori han havde indbygget en nylig opfundet linse, så han flere detaljer på himmelen end nogen tidligere havde set. De iagttagelser han gjorde, overbeviste ham om at Kopernikus havde ret. Galilei observerede også pletter på Solen, de såkaldte solpletter, og rejste dermed tvivl om en anden højt værdsat filosofisk og religiøs grundsætning — at Solen ikke undergår forandring eller nedbrydes.
I modsætning til Kopernikus udbredte Galilei sine tanker meget ligefremt og med stort mod. Det religiøse klima var desuden på hans tid blevet mere fjendtligt, for den katolske kirke modstod nu åbent den kopernikanske teori. Og eftersom Galilei ikke blot påstod at det heliocentriske verdensbillede var korrekt, men også i harmoni med Skriften, vejrede kirken kætteri.
Galilei drog til Rom for at fremføre sit forsvar, men til ingen nytte. I 1616 befalede kirken ham at ophøre med at være fortaler for Kopernikus’ tanker. Galilei blev bragt til tavshed for en tid, men udgav i 1632 endnu et værk til støtte for Kopernikus. Allerede året efter blev han af inkvisitionsdomstolen idømt livsvarigt fængsel, en dom der under hensyntagen til hans alder kort efter blev ændret til husarrest.
Mange betragter Galileis strid med kirken som videnskabens store sejr over religionen — og i videre forstand over Bibelen. Men det er det en overforenklet konklusion. Hør mere om det i morgen.