Umulig kærlighed - eller?

Jeg render rundt og kan hverken sove eller tænke klart. :/
Her er lige den korte version..

Har netop været på ferie (på Fanø) hvor jeg løb hver dag og ellers hyggede mig, med familien. Vi ankom lørdag og alt var jo bare herligt.
Onsdag aften på min løbetur, møder jeg en af de smukkeste piger man forestille sig. Langt hår, sødt smil og rigtig flot - ikke en af dem som render rundt så man kan se dem nøgne selvom de har tøj på,- men en rigtig flot pige.
Jeg hilser blot på hende, hvorefter hun smiler.
Aftenen efter møder jeg hende igen hvor vi hilser på hinanden og jeg så stopper op, for jeg bliver bare nød til at hilse på hende. Det viser sig at hun er tysker og kommer fra Mettmann (vesttyskland) altså ca 600 km herfra; men jeg er bare utrolig forelsket. Ikke ligesom man var i de små klasser hvor man var forelsket hvis pigen bare var pæn; nej, men det var virkelig kærighed ved første blik!
Dagen efter (Fredag) tilbringer vi sammen, på stranden hvor vi får talt en hel del sammen, og jeg får endelig taget mig sammen til at få hendes "msn" da det jo er for dyrt at skrive til Tyskland over sms ;)
Det ender med at hun fortæller hvordan hun også forelskede sig i mig fra første gang hun så mig - altså måtte vi jo være skabt for hinanden.
Desværre skulle vi så hjem igen fredag aften, og jeg var virkelig nedtrykt, for hun skulle først hjem onsdag ugen efter; altså ville der jo gå flere dage inden hun kunne komme hjem og skrive til mig.
I dag er det så lørdag (dagen efter) og jeg har hverken sovet eller kunnet tænke klart, for hun flyder alle mine tanker! 😖
Jeg er bare så bange for at hun måske smider min msn væk eller helt glemmer at skrive til mig... Men alligevel tror jeg at hun husker det, for der var virkelig noget mellem os.
Derefter kommer mit store problem så.. For hun bor jo over 600 km væk, hvilket er meget langt væk. Så hvad skal der ske i fremtiden?
Har vi overhovedet nogen mulighed, for at få det til at fungere?
Eller skal jeg bare prøve at glemme hende?
Er jo kun 16 år, så kan heller ikke bare tage bilen og køre ned til hende.. :*(
Jeg er virkelig fortvivlet.. Er det her umulig kærlighed - eller? [l]
Evt. nogen som har været udsat for noget af det samme?

Hjælp-

Da jeg var 18 (og det gør ikke den store forskel for jeg havde og har intet kørekort🙂) blev jeg kæreste med en fyr som boede i den anden ende af landet. Der var næsten 500km imellem os og en togrejse på 6 timer, men ved du hvad - det betyder ikke noget! Hvis man er RIGTIG forelsket kan man gå hele vejen rundt om jorden for hinanden. Så vi sparede alt hvad spares kunne af vores SU'er og skiftedes til at rejse til hinanden en gang om måneden. Det var HÅRDT! Vi SKÆNDTES i telefonen. Det tror jeg er noget man nemt kommer til, fordi man jo ikke kan læse hinandens kropssprog og derfor let misforstår hinanden - og det bliver ikke bedre af en smule sprogbarrierer (han er heller ikke dansker) og vi savnede hianden så vi hulkede i hver vores ende af røret, men det var det værd!
Da jeg blev færdig med gymnsiet flyttede jeg over til ham, og efter endnu et par år blev vi sidste sommmer gift, og til efteråret bliver familien udvidet med hele 2 ekstra medlemmer, som ligger herinde i maven og følger med i hvad jeg skriver😉
Spring ud i det og se hvad der sker - det kunne jo være noget godt!

Så må du hellere stoppe lige her og nu, og melde klart ud du ikke er interesserede.
Ellers må du bare håber på hun melder tilbage,.... så hopper du på toget, melder dig i byen hun bør ind, og stifte familien.
Det sker når du forelsker dig i et pige, du stifter familien, hvorfor ikke drøfte sagen med dem som du elsker.
Det virker, for begge, det kan jeg love dig🙂
Lidt gammeldags,. det ved jeg..
Hilsen
Jan

Wow.. Selvom det lyder dumt, er det faktisk rart at høre at andre også har prøvet det..
Og at der kom noget rigtig godt ud af det.
Vil jo selv gerne gøre alt hvad jeg kan for at sørge for at vi ikke "glider fra hinanden" men er stadig meget bange.
Men tror nu også at jeg vil prøve. Så må jeg bare se hvordan folk omkring mig vælger at tage det. Men hun er virkelig en jeg vil gøre alt for at være sammen med. <3

Tjaa. Det kunne være en løsning.
Tænker på hvor knust jeg vil være hvis jeg ikke hører fra hende igen, men jeg kan bare ikke glemme hende. Selvom folk i min alder normalt ikke kender til "ægte" kærlighed, så tror jeg stadig at jeg har fundet den.
Og hvis mine omgivelser ikke syntes om det, må jeg vel gøre oprør, men hvis det også elsker mig, burde de også acceptere mine beslutninger.