Tysk enetime.
Min noget ældre kæreste og jeg var netop færdig med opvasken, da han gjorde sig klar til at drage af sted til sin ugentlige aften i bokseklubben, hvor den stod på hård træning i cirka 3 timer. Jeg selv havde lavet en turnusordning med alle mine tyskelever fra niende klassen, og i aften var det Mikkels tur til at få en enetime i min stue.
Ikke fordi at jeg skulle nettes op for hans skyld, men det havde været en varm dag, så jeg ville lige tage et brusebad, inden han kom på besøg. Jeg kiggede på klokken og så, at det sagtens kunne nås. Der var en hel time til sessionen.
Mens jeg stod under det rindende vand, skete der det, at Mikkel dukkede op, netop som Sebastian forlod vores hus. Eleven blev vist ind i stuen og anmodtes om at vente nogle minutter, til jeg var klar. Alt dette opfangede jeg intet af på grund af vandets rislen.
Da jeg havde fået tørret mig og forladt badeværelset, kom jeg ud i entreen og drejede til venstre ind mod soveværelset. Jeg observerede slet ikke Mikkel, som fra sin sideplads havde direkte udsigt til min bare ende. Ingen tvivl om, at dette havde glædet hans sind ganske en del, og det skulle fortælles alle de øvrige drenge i klassen de kommende dage.
Nogle dage kan jeg være ganske opstemt og klæde mig lidt udfordrende til undervisningen. Det er ganske pirrende at betragte fyrene, når de kigger sulten på mine indbydende attributter, let tildækket af en tynd bluse. I frikvarterne må jeg så tage en trøje på, for ikke at kollegaerne på lærerværelset skal komme med dumme bemærkninger. Og selvfølgelig skal jeg også passe på, at pigerne i klassen ikke begynder at sladre. Heldigvis var ingen af dem snerpede. De fleste af dem viser dagligt deres solbrændte navler frem. Andre dage er jeg i mindre humør til sådanne ting, og så er jeg ganske klækkelig tildækket, og verberne bliver bedre bøjet af hele forsamlingen.
Til mere end et syn af min bare røv var det næppe blevet til for Mikkel, hvis ikke at der, netop som jeg stod og kiggede i skabet efter noget tøj at tage på, skete følgende: Telefonen ringede inde i stuen. Jeg råbte til Sebastian, at han skulle tage den, men da han ikke svarede, var jeg klar over, at han var taget af sted. Da telefonen ringede anden gang, indså jeg, at det var ved at være tid at komme ind og tage den, hvis jeg ikke skulle gå glip af samtalen.
I forvisning om at jeg var alene i huset, vandrede jeg splitternøgen ind i stuen, direkte i retning mod Mikkel, der sad ved stuebordet, klar til at få instrukser i aus, bei, mit, nach, von, zu og slige ting. Jeg nåede halvvejs hen imod ham, inden det gik op for mig, at det var aldeles pinligt dette her. Instinktivt placerede jeg den ene underarm hen over brysterne og den anden hånd foran skridtet. Straks gik det op for mig, at det var for sent at omgøre hans dybere indsigt i herlighederne.
Ligesom jeg ville bakke ud igen, klimtede telefonenen nok en gang. Jeg gik omkring vinkelstuens inderhjørne og placerede mig med ryggen mod Mikkel, da jeg løftede røret: ”Det er Bettina.” Det viste sig, at det var min mor i den anden ende. Som sædvanlig betød det en noget længere samtale, hvor det især var hende, der førte ordet. Ind imellem blev det meget trivielt at høre på hendes kontroverser med hendes naboer, og jeg tog en lighter op fra et nipsbord og gav mig til at nulre den. Efterhånden glemte jeg helt, at Mikkel sad blot 2 meter borte, på den anden side spisebordet.
Ved et uheld tabte jeg lighteren på gulvet. Jeg satte et knæ ned i lænestolen og bukkede mig ned over armlænet, mens jeg havde telefonrøret i højre hånd, rodede jeg rundt med venstre på tæppet. Pludselig så jeg Mikkel ud af øjenkrogen. Han sad stadig på stolen, men i en lidt fordrejet stilling og med store øjne. Det gik straks op for mig, at jeg havde fået placeret mig i en temmelig udfordrende stilling, som blotlægger mit køn fuldt og aldeles. Jeg har ikke så mange hår omkring skamlæberne, som kunne have forhindret udsigten en hel del.
I dette øjeblik gik der flere ambivalente følelser gennem mit sind. Det havde aldrig været min hensigt at fremvise mine mest intime dele overfor en elev. Lidt blufærdig er man vel. Men omvendt var det meget pirrende at tænke på, hvilke tanker, der gik gennem Mikkels hoved. Modsat entreen i stuen gik jeg nu helt i baglås. Først da min mor stillede det samme spørgsmål flere gange med en stadig højere og højere stemme: ”Hører du efter?”, vågnede jeg af min trance.
”Ja, jeg er her,” svarede jeg og rettede mig ud, uden at have fundet lighteren. Efter at havde fået gentaget hendes ligegyldige spørgsmål, fik jeg det besvaret, samtidig med at jeg fandt på en forklaring om en underlig lyd ved bagdøren. Ti minutter senere var samtalen slut, og jeg lagde røret på. Lige som jeg fik vent mig om mod Mikkel, med armene pænt ned langs siden – nytteløst at forsøge at skjule mere – vidste jeg ikke lige, hvad jeg skulle sige. Men fik så kigget på stueuret: ”Aftalte vi ikke, at du skulle komme klokken nitten tredive?” Jeg anstrengte mig med ikke at lyde vred eller læreragtig, men det lykkedes vist ikke helt.
”Jo. Er den ikke det?… nåh ja, det tog jeg fejl af. Det betyder selvfølgelig halv otte og ikke halv syv. Undskyld.”
”Nå. Sket er sket, selvom det ikke var så heldigt.” Jeg gik hen ved siden af bordet og kiggede på hans udbredte hæfte, for ligesom at få tankerne ind på noget andet: ”Hvad har du gang i der?”
Mikkels øjne flakkede forvirrende mellem den tyske grammatik og min nærværende, skinbarlige krop. Han fik fremstammet et eller andet, som jeg ikke helt fangede noget af. Han havde tydeligvis svært ved at tænke tysk netop nu.
Jeg lagde en hånd på hans skuldre og fik forklaret, at det hændte blev nødvendigt at blive en hemmelig mellem os, da det kunne komme til at koste mig jobbet, hvis det siv ud: ”Og det kan du vel næppe være interesseret i.”
”Nej vist ikke,” lovede han nøgtern og dristede sig til at give mig et klap i bagdelen. Det hidtil skete var han for så vidt uden skyld i, men nu gjorde han noget, jeg burde anklage ham for. Men af en eller anden grund kunne jeg ikke.
”Nå, jeg må vist hellere gå ind og få noget tøj på, hvis vi skal kunne koncentrere os om det der.” Men selvom jeg gerne ville bevæge mig, var det ligesom i en nattedrøm umuligt at flytte fødderne. Men efter at Mikkel at havde givet mig 4-5 flere klap i numsen, turde jeg absolut ikke gå videre. Enetimen efterfølgende forløb ikke videre tilfredsstillende, rent undervisningsmæssigt set; vi havde begge umådeligt svært ved at koncentrere os om det.
Da Sebastian senere på aftenen kom hjem og pakkede sin svulstige krop omkring mig, forestillede jeg mig, at det var Mikkel, trods han noget mere klejne krop. Og sådan fortsatte det i ofte resten af skoleåret. I timerne forstod vi begge at distancere os fra begivenheden, og så vidt jeg ved, røbede han aldrig noget overfor klassekammeraterne.
Først syv år efter, da vi tilfældigvis mødtes i en bowlinghal, mindedes vi episoden, og det endte hjemme i hans lejlighed. Men knaldet var noget af et antiklimaks for os begge, så det vil jeg ikke trætte jer med. Et eller andet sted fortrød jeg, at vi ikke gjorde det dengang hjemme hos mig, så jeg var blevet hans første.
Ikke fordi at jeg skulle nettes op for hans skyld, men det havde været en varm dag, så jeg ville lige tage et brusebad, inden han kom på besøg. Jeg kiggede på klokken og så, at det sagtens kunne nås. Der var en hel time til sessionen.
Mens jeg stod under det rindende vand, skete der det, at Mikkel dukkede op, netop som Sebastian forlod vores hus. Eleven blev vist ind i stuen og anmodtes om at vente nogle minutter, til jeg var klar. Alt dette opfangede jeg intet af på grund af vandets rislen.
Da jeg havde fået tørret mig og forladt badeværelset, kom jeg ud i entreen og drejede til venstre ind mod soveværelset. Jeg observerede slet ikke Mikkel, som fra sin sideplads havde direkte udsigt til min bare ende. Ingen tvivl om, at dette havde glædet hans sind ganske en del, og det skulle fortælles alle de øvrige drenge i klassen de kommende dage.
Nogle dage kan jeg være ganske opstemt og klæde mig lidt udfordrende til undervisningen. Det er ganske pirrende at betragte fyrene, når de kigger sulten på mine indbydende attributter, let tildækket af en tynd bluse. I frikvarterne må jeg så tage en trøje på, for ikke at kollegaerne på lærerværelset skal komme med dumme bemærkninger. Og selvfølgelig skal jeg også passe på, at pigerne i klassen ikke begynder at sladre. Heldigvis var ingen af dem snerpede. De fleste af dem viser dagligt deres solbrændte navler frem. Andre dage er jeg i mindre humør til sådanne ting, og så er jeg ganske klækkelig tildækket, og verberne bliver bedre bøjet af hele forsamlingen.
Til mere end et syn af min bare røv var det næppe blevet til for Mikkel, hvis ikke at der, netop som jeg stod og kiggede i skabet efter noget tøj at tage på, skete følgende: Telefonen ringede inde i stuen. Jeg råbte til Sebastian, at han skulle tage den, men da han ikke svarede, var jeg klar over, at han var taget af sted. Da telefonen ringede anden gang, indså jeg, at det var ved at være tid at komme ind og tage den, hvis jeg ikke skulle gå glip af samtalen.
I forvisning om at jeg var alene i huset, vandrede jeg splitternøgen ind i stuen, direkte i retning mod Mikkel, der sad ved stuebordet, klar til at få instrukser i aus, bei, mit, nach, von, zu og slige ting. Jeg nåede halvvejs hen imod ham, inden det gik op for mig, at det var aldeles pinligt dette her. Instinktivt placerede jeg den ene underarm hen over brysterne og den anden hånd foran skridtet. Straks gik det op for mig, at det var for sent at omgøre hans dybere indsigt i herlighederne.
Ligesom jeg ville bakke ud igen, klimtede telefonenen nok en gang. Jeg gik omkring vinkelstuens inderhjørne og placerede mig med ryggen mod Mikkel, da jeg løftede røret: ”Det er Bettina.” Det viste sig, at det var min mor i den anden ende. Som sædvanlig betød det en noget længere samtale, hvor det især var hende, der førte ordet. Ind imellem blev det meget trivielt at høre på hendes kontroverser med hendes naboer, og jeg tog en lighter op fra et nipsbord og gav mig til at nulre den. Efterhånden glemte jeg helt, at Mikkel sad blot 2 meter borte, på den anden side spisebordet.
Ved et uheld tabte jeg lighteren på gulvet. Jeg satte et knæ ned i lænestolen og bukkede mig ned over armlænet, mens jeg havde telefonrøret i højre hånd, rodede jeg rundt med venstre på tæppet. Pludselig så jeg Mikkel ud af øjenkrogen. Han sad stadig på stolen, men i en lidt fordrejet stilling og med store øjne. Det gik straks op for mig, at jeg havde fået placeret mig i en temmelig udfordrende stilling, som blotlægger mit køn fuldt og aldeles. Jeg har ikke så mange hår omkring skamlæberne, som kunne have forhindret udsigten en hel del.
I dette øjeblik gik der flere ambivalente følelser gennem mit sind. Det havde aldrig været min hensigt at fremvise mine mest intime dele overfor en elev. Lidt blufærdig er man vel. Men omvendt var det meget pirrende at tænke på, hvilke tanker, der gik gennem Mikkels hoved. Modsat entreen i stuen gik jeg nu helt i baglås. Først da min mor stillede det samme spørgsmål flere gange med en stadig højere og højere stemme: ”Hører du efter?”, vågnede jeg af min trance.
”Ja, jeg er her,” svarede jeg og rettede mig ud, uden at have fundet lighteren. Efter at havde fået gentaget hendes ligegyldige spørgsmål, fik jeg det besvaret, samtidig med at jeg fandt på en forklaring om en underlig lyd ved bagdøren. Ti minutter senere var samtalen slut, og jeg lagde røret på. Lige som jeg fik vent mig om mod Mikkel, med armene pænt ned langs siden – nytteløst at forsøge at skjule mere – vidste jeg ikke lige, hvad jeg skulle sige. Men fik så kigget på stueuret: ”Aftalte vi ikke, at du skulle komme klokken nitten tredive?” Jeg anstrengte mig med ikke at lyde vred eller læreragtig, men det lykkedes vist ikke helt.
”Jo. Er den ikke det?… nåh ja, det tog jeg fejl af. Det betyder selvfølgelig halv otte og ikke halv syv. Undskyld.”
”Nå. Sket er sket, selvom det ikke var så heldigt.” Jeg gik hen ved siden af bordet og kiggede på hans udbredte hæfte, for ligesom at få tankerne ind på noget andet: ”Hvad har du gang i der?”
Mikkels øjne flakkede forvirrende mellem den tyske grammatik og min nærværende, skinbarlige krop. Han fik fremstammet et eller andet, som jeg ikke helt fangede noget af. Han havde tydeligvis svært ved at tænke tysk netop nu.
Jeg lagde en hånd på hans skuldre og fik forklaret, at det hændte blev nødvendigt at blive en hemmelig mellem os, da det kunne komme til at koste mig jobbet, hvis det siv ud: ”Og det kan du vel næppe være interesseret i.”
”Nej vist ikke,” lovede han nøgtern og dristede sig til at give mig et klap i bagdelen. Det hidtil skete var han for så vidt uden skyld i, men nu gjorde han noget, jeg burde anklage ham for. Men af en eller anden grund kunne jeg ikke.
”Nå, jeg må vist hellere gå ind og få noget tøj på, hvis vi skal kunne koncentrere os om det der.” Men selvom jeg gerne ville bevæge mig, var det ligesom i en nattedrøm umuligt at flytte fødderne. Men efter at Mikkel at havde givet mig 4-5 flere klap i numsen, turde jeg absolut ikke gå videre. Enetimen efterfølgende forløb ikke videre tilfredsstillende, rent undervisningsmæssigt set; vi havde begge umådeligt svært ved at koncentrere os om det.
Da Sebastian senere på aftenen kom hjem og pakkede sin svulstige krop omkring mig, forestillede jeg mig, at det var Mikkel, trods han noget mere klejne krop. Og sådan fortsatte det i ofte resten af skoleåret. I timerne forstod vi begge at distancere os fra begivenheden, og så vidt jeg ved, røbede han aldrig noget overfor klassekammeraterne.
Først syv år efter, da vi tilfældigvis mødtes i en bowlinghal, mindedes vi episoden, og det endte hjemme i hans lejlighed. Men knaldet var noget af et antiklimaks for os begge, så det vil jeg ikke trætte jer med. Et eller andet sted fortrød jeg, at vi ikke gjorde det dengang hjemme hos mig, så jeg var blevet hans første.