Tvivl om tilhørsforhold?

Hej alle :o)
For en del år siden blev jeg spurgt: "Har du nogensinde overvejet om du befinder dig i den rigtige familie? Om du er født ind i den rette familie?".
Tanken satte noget igang hos mig. Især fordi mennesker 'udefra' ofte ser ting som vi ikke selv ser. Jeg har bare aldrig fået andres syn på den sag.
Du kender mig naturligvis ikke på en måde så du kan støtte eller forkaste tanken. Men har du tænkt den om nogen som mere eller mindre påfaldendeer 'faldet langt fra stammen'?
Da jeg er vokset op i en håndværker familie på 3. generation, og jeg har taget en del uddannelser som ikke rigtigt relaterer til branchen, kan jeg godt have fjernet mig fra normen i en traditionel håndværker familie.
Jeg er dog lidt af en 'skævert' da jeg aldrig har tænkt i traditionelle baner. Det ses også tydeligt på den livsstil jeg havde og har.
Giv meget gerne erfaringer og holdning til kende, da tanken igen og igen vender tilbage hos mig.
På forhånd tak, og mvh🙂
NickT

Det er lettere at falde langt fra stammen i dag, end det var, da vores forældre var unge. Så sammenligninger af uddannelse synes jeg ikke man kan bruge til noget.
Noget af det hyppigste folk siger om sig selv, er at de "ikke tænker i traditionelle baner", "har en helt speciel form for humor" osv. I 99% af tilfældene er det bare et eller andet behov for at være unik, vi er alle mestendels ens.

Mange tak for din indsgt i min psyke. Jeg er vild med folk som præcist ved hvad jeg tænker.
NickT
PS: det er ingen skam at skilte med at man er psykolog/sociolog, stå ved det.

Du sagde jo selv, at ingen her kan vide, hvem du er. Det eneste andre kan gøre, er at konkludere på det statistiske materiale deres livs bekendtskaber har givet dem. Jeg har ikke udelukket, at du er helt speciel og dybt genial, jeg tillader mig bare at tvivle. Det lyder som en jantelovsting, det er det ikke. Hvad gør dig til en "skævert"? Der må være noget andet, der adskiller dig fra dit ophav end bare uddannelserne.

Sætter ikke specielt pris på din tone. Så tak for dit bidrag.
NickT

Du er da vist lidt en "skævert". Er det ikke lidt svagt, ikke at kunne tåle at blive udfordret?

på en debatside - det giver jeg dig ret i...😃

Jeg var sikker på at jeg godt kunne tåle at blive udfordret. Nok bare ikke på denne måde.
De tanker jeg taler om gik ret dybt en overgang, og jeg syntes der var visse punkter hvor jeg var lidt 'skæv' sammenlignet med min familie. Jeg er 46, og voksede op med en barndom fuld af traditioner. Jeg tog bare stort set ingen af dem til mig.
Kan da også godt se at jeg modsiger mig selv, idet jeg jo er trådt i min fars fodspor som snedker, med speciale i at fremstille møbler i unikater i eksotiske træsorter, og at få dem til at ligne antikke møbler.
Når jeg siger 'skæv', tænker jeg også på at mit liv har udviklet sig noget kontrært til den øvrige families. Grundet en børnesygdom som gjorde mig steril, søgte jeg bekræftelse ved at bolle alt der havde en puls (hunkøn, forståes). Sådan kunne jeg blive ved, der er rigeligt at tage af.
Giver det mere mening nu?
Vh NickT

Du har levet i en tid, hvor det var muligt at gå andre veje end dine forældre. Du har levet i en tid, hvor der blev set med mildere øjne på seksuel løssluppenhed end i din fars ungdom. Du har oven i købet kunnet boltre dig seksuelt uden at skulle frygte uvelkomment faderskab.
Der er ikke noget så irriterende som at konstatere alt for mange lighedspunkter mellem sig selv og sit ophav - de flippede forældres børn vil gerne have mere tjek på tilværelsen, de konservative forældres børn eksperimenterer gerne med friere rammer og mere kreativitet - osv. osv. Det er trygt og godt at have en base i sin familie, hvor det meste er velkendt og forudsigeligt, men alle, eller næsten alle, vil gerne kunne konstatere, at de har "rykket sig" og ikke blot kopieret forældrenes livsstil. Det er næsten en selvfølge i dag - vi har jo alle muligheder for at vælge en anden uddannelse, en anden livsstil osv. - men det krævede mere end almindeligt held i sprøjten samt initiativ for bare 50 år siden.
INGEN ønsker at blive opfattet som "helt normale" - vi vil frygteligt gerne være unikke og "skæve".

Takker :o)
Jeg sad og nikkede hele vejen gennem dit indlæg. Flot formueret, og 'on the dollar'.
Mvh NickT

Jeg kan godt se, jeg måske virkede lidt provokerende, det var ikke for at mobbe, spørgsmålene var reele nok.
Jeg har også levet et noget anderledes liv end mine forældre, men undres (og irriteres lidt) nogle gange over, hvor meget jeg alligevel ligner dem, når man skærer alt det ydre fra. Jeg spekulerede, om det ikke er det samme, der gør sig gældende for dig, selv om jeg selvfølgelig ikke kan vide det. Der er jo alligevel en del mennesker, der slet ikke kan forliges med deres forældre.
Jeg kommer udmærket ud af det med mine forældre, så måske jeg bare har svært ved at forestille mig det andet.

Hej adagio
Faktisk forstod jeg dig bedre da jeg læste dine indlæg igen...og igen :o) Og dit sidste indlæg satte det på plads.
Jeg havde store problemer med min far. Det havde jeg fordi jeg spejlede mig i ham. Mit problem var at min mor var meget dominerende, og jeg fattede ikke at han ikke gjorde oprør. Indså dog at han var konfliktsky, og jo ældre jeg blev des mere distancerede jeg mig fra den fordeling. Jeg elskede/elsker dem mere end livet. Men det kræver fysisk /geografisk afstand.
Jeg ønskede ikke at leve som dem, og måtte starte mit eget, da jeg ville have været for tæt på hvis jeg havde overtaget hans firma.
Tak for dine indlæg og øjenåbnere.
Mvh NickT