Tvang, disrespekt og mangel på empati

i sygehuspsykiatrien er hverdagskost for såvel frivillig, som tvangsindlagte psykisk syge i dagens Danmark. Vi taler her ikke om retspsykiatriske afdeliger, hvor de indlagte er kriminelle, men almindelige afdelinger, hvor hr. og fru Danmark indlægges, når de har psykiske problemer. Politikerne og organisationer taler megt om det, men der mangler helt klart handling.
Jeg har diagnosen bipolar affektiv lidelse (Maniodepresiv) og har været indlagt 3 gange på psykiatrisk hospital de seneste 10 år. Det har alle gange været en frygtelig oplevelse med efterfølgende traumer og stor vrede mod systemet som resultat. Senest er for knap en måned siden, hvor jeg blev tvangsflyttet og tvangsmedicineret, hvor 9 personer var på min stue for at give mig en sprøjte til trods for, at jeg havde taget antipsykotisk medicin frivilligt. Personalet har behandlet mig som et lille barn og tvunget mig til at deltage i latterlige gymnastikprogrammer, morgensang og gåture, hvor man skal følge med og lytte til en frustreret personale, der, som oftest, fortæller om sit privatliv. Dørene er låst og hvis man har et ærinde f. eks. i kiosken skal man bede mindeligt om, at en personale kan gå med og på trods af dette, kan man vente i timevis. Man skal virkelig være god til at fedte sig ind og være artig, hvis man vil have en mulighed for at slippe derfra, hvis ikke man har en pårørende udenfor den låste dør, som indvilger i at få én hjem hurtigst muligt.

Jeg er en veluddannet kvinde på 51 år med en dejlig familie og et godt netværk, som heldigvis magter at rette op på de skader, jeg har pådraget mig under indlæggelse
Jeg er også et selvstændigt mennesker, der på trods af min sygdom har ret til at leve det liv, jeg gerne vil og jeg har krav på at blive tiltalt, omtalt og behandlet på en ordenlig måde, også selv om jeg takker nej til medicin, som jeg ikke ønsker og miljøterapi.
Jeg tager min selvvalgte medicin og har nu en stabil og rigtig god hverdag, men vil gerne have et arbejdsliv som selvstændig.
Jeg har derfor planer om at starte et konsulentfirma, som tilbyder viden om respekt og empati til ansatte i psykiatrien, for det er hårdt tiltrængt. Jeg er selv uddannet socialpædagog og har arbejdet med handicappede voksne med en psykiatrisk overbygning. De menneskelige og holistiske værdier og kvalifikationer var et must i dette arbejde speciel for at undgå vold fra brugernes side.
Jeg forstår ikke, hvis læger, sygeplejersker og sosu-assistenter ikke lærer det under uddannelse, men det virker i hvert tilfælde ikke sådan.
Har nogle debattører på sol ligende oplevelser?
Tror I, jeg har mulighed for at sælge konsulenthjælp til regionerne, når jeg har en psykiatrisk diagnose?

Fra fulde folk skal man høre sandheden.
Mr. Lahey: "Therapists dont know shit Randy, they cause more mental health problems than they cure."

- men på en eller anden måde, er det vel et tveægget sværd. Hvis du afvises med den begrundelse, at du har en diagnose, så har de erklæret deres eget behandlingssystem for skrot.
- Jeg synes din idé er helt forrygende god. Det er i den grad tiltrængt. Jeg har erfaring fra det psykiatiske system som pårørende, og jeg var rysteti min grundvold. Det skal så siges, at endda på det selvsamme sygehus, var der en verden til forskel på den ene og den anden afdeling. For mig fuldstændig uforståeligt.

Jeg er forberedt på, at det bliver op ad bakke. Tak for din opbakning. Det er sandt, at der er stor forskel på afdelingerne og også hvilken vagtplan, der arbejdes efter. Møder personalet f.eks. ind to dage i træk med 12 timers vagter, er det min erfaring, at respekten for patienten ofte er gået fløjten på anden dagen. Det kan også være en pestilens for patienterne, såfremt personalet er vendt tilbage efter længere tids fravær. De er så pokkers veludhvilede og skal så forstyrre patienterne med ekstra miljøterapi (læs: latterlige aktiviteter som ludo og puslespil). Jeg er tilhænger af robotter i sygehussystemet, der kan servere maden, lave praktiske ting og uddele medicin på klokkeslet. Resten kan patienterne selv finde ud af ved at tale sammen. Det er fra de andre patienter, man får guldkorn og visdom til at komme videre. Psykoterapi og andet navlepilleri er blot med til at fastholde patienter i offerrolle og stagnation. Curemusik, wellness, alsidig motion og god mad gør underværker i behandlingen, men spabadet er ofte gemt væk mellem toiletstole og vasketøjs stativer. Motionen er som regel det samme program, der køres i alle afdelinger (Tramperi og viften med armene til to numre af Joe Cocker) På trods af, at der var 2 år mellem mine indlæggelser var det det samme motionsprogram og musik, der blev tilbudt. Maden er god og man har forskellige valgmuligheder, men er man indlagt mere en 14 dage bliver det lidt kedeligt, fordi det er den samme menu, der blot gentages hver 14. dag. Den obligatoriske rute for aftengåtur med følge er 20 min. rundt om en grim sygehusbygning. Heller ingen fornyelse her.