Til ftg - Farvel til "De gamle vidner"
Inspireret af GUDS NAVN og "Det nye Testamente" har jeg følgende ting at bemærke: Du, ftg, har ved en vis lejlighed henvist til en af de gammeltestamentlige profeter (kan ikke lige huske hvem) igennem hvem JAHVE har udtalt til jødefolket:"I er mine vidner". (Jeg skriver konsekvent JAHVE, da denne udtale efter alt at dømme ligger nærmest den oprindelige, mens JEHOVA er en senere konstruktion. Det er et spørgsmål om at finde tilbage til urformen.)
Ingen er vel i tvivl om, at Guds navn i de hebraiske skrifter gengives ved tetragrammet, men at Gud også om- og tiltales som ADONAI og ELOHIM.
Men nu drejer det sig alså om navnet i de græske skrifter. Du, ftg, henviser til forskellige fragmenter. Flere gange er der nævnt et citat fra Joel, hvor tetragrammet er indføjet i en græsk tekst. Nå ja, det er vel almindelig citatteknik, helt op til vore dage, men det beviser på ingen måde, at det har været den almindelige udtale af Guds navn i et græsktalende miljø.
Så henviser du til ordet HALLELUJA fra Johs. Åbenbaring og skriver, at slutstavelsen -JA er en rest af JAHVE. Efter hvad jeg har erfaret fra en hebraiskkyndig, deles ordet i 3 stavelser HALL-EL-UJA, hvor det er andenstavelsen -EL- der betyder Gud, forkortelse af ELOHIM. Denne forklaring lyder i mine øren mere troværdig, men da jeg ikke selv er hebraiskkyndig, må andre vurdere det.
Du har sikkert ret i, at de tidligste nytestamentlige skrifter i urteksten er affattet på hebraisk, og senere genskrevet på græsk. Skulle det i givet fald også gælde Paulus? Jeg spørger bare, jeg ved det ikke.
Nå, men der er noget, der er meget værre. Din/jeres filologisk videnskabelige metode er falsk, forstået på den måde, at du/I allerede inden i går i gang har fast defineret den konklusion, du/I vil nå frem til.
I dette tilfælde drejer der sig om, at I vil bevise, eller i det mindste sandsynliggøre, at det hebraiske tetragrams angivelse af Guds navn oprindelig har været brugt i de nytestamentlige skrifter. Og så bruger i alle til rådighed stående kneb for at få det til at lyde sandsynligt. Lad os slå følgende fast: Bort set fra et par citater, forekommer tetragrammets navn ingen steder i de græske skrifter. Gud er omtalt som THEOS og KYRIOS. Hvilket græsk ord ligger til grund for "Faderen". Her må jeg spørge en græskkyndig. Er der en sådan her på Sol-debatten?
For at få stykket til at gå op, må du så ty til en form for mistænkeliggørelse af oversætterne i det 4. århundrede. De har været "frafaldne" og med ond vilje bevidst fjernet Guds hebraiske navn fra skrifterne.
Min gode ftg - kan du ikke, hvis du bruger din sunde dømmekraft, se at den er helt ude i hampen. Det er i virkeligheden en grov insinuation.
Helt sikkert har der været et frafald, og der har været sektdannelser og sværmere, der har inddraget forskelligt tankegods fra andre religioner. Man stod jo ved punkt nul og skulle formatere en helt ny teologi. Når man læser Paulus forskellige breve til menighederne har han sandelig haft noget at bestille med at holde troen inden for nogle acceptable rammer.
Der har været en "kulturkamp" mellem de jødekristne og de hedningekristne, hvor de jødekristne i begyndelsen har været de dominerende, men efterhånden som som tiden går og menighederne opstår i Lilleasien, taber de jødekristne langsomt men sikkert terræn. Dette forklarer også, hvorfor muligt oprindelige hebraisk-skrevne nytestamentlige skrifter oversættes eller genskrives på græsk (og andre sprog, f. eks Vulfilas oversættelse af de 4 evangelier til gotisk, (ca. omkring 340) et nordgermansk sprog, nært beslægtet med oldnordisk.)
Jeg finder det fuldstændig absurd, at det netop skulle være de "frafaldne", der har påtaget sig den mege vigtige opgave at genskrive de nytestamentlige skrifter på et sprog (græsk), der var læst og forstået i hele det Lilleasiatiske område. Mon ikke Gud gennem sin hellige ånd har inspireret og vejledt disse mænd til et seriøst og troværdigt arbejde, for at evangeliet kunne nå ud "til alle tunger og folkeslag".
Og hvad har været mere naturligt i en sproglig/kulturel kontekst end osgå at oversætte ord som Gud og Herren og efterhånden at lade det jødiske tetragram glide ud. Disse "nye" kristne, havde de overhovedet nogle relationer til jødedommen? Havde de ikke kulturelt helt andre baggrunde. Og hvilken rolle spillede jøderne efterhånden?
Jødernes tid som JAHVES vidner var forbi.
Der blev sagt farvel på en voldsom og synlig måde.
Som de sidste ord af Jesu mund kort før han døde udtalte han:"Elí Elí! lemá sabaktáni?" Min Gud min Gud, hvorfor har du forladt mig? Matt.27,51. Efter oplysning er Elí en forkortet form for Elohim. Er det også de frafaldne, der her har skiftet JEHOVA ud med Elí? Jeg spørger bare.
Men så, i Jesu dødsøjeblik, sketer der noget, der satte endegyldigt punktum for Jødernes funktion som Guds udvalgte folk, der skulle være JAHVES vidner og berede modtagelsen af Jesus Kristus som verdens frelser. Forhænget i templet (i Jerusalem) flængedes i to dele fra øverst til nederst. Matt. 27,45.
Jødefolkets mission, indledt med den gamle pagt mellem JAHVE og Abraham, med omskærelsen som det ydre tegn, var afløst af den nye pagt, som indgås mellem Gud og menneske gennem dåben, og som realiserer sig gennem troen på Jesus Kristus. Dette er navnet, gemmen hvilket der er frelse.
Gud, vor himmelske fader er der selvfølgelig stadig, og han er den samme i dag som i går, og jeg tiltror ham så omfattende sprogkundskaber, at han kan modtage tilbedelse af sit navn på alle tungemål. I sin storhed og almagt er han næppe begrænset til kun at modtage vor tilbedelse gemmen en tvivlsom sproglig tillempning af et oldhebraisk tetragram.
Jøderne forkastede den Messias, de var udvalgt til at berede vejen for, hans egne tog ikke imod ham, kun en lille håndfuld mænd (og sikkert også nogle kvinder) Det gik hårdt til i den første tid.
Stefanus blev stenet, "og Saulus bifaldt mordet på Stefanus" (Ap.g.8,1) Men vi ved alle, at siden hen blev Saulus til Paulus (den lille), og han blev den helt store forkynder af det nye navn, det eneste navn, gennem hvilket der er frelse, Jesus Kristus.
Jeg forbliver jeres alle sammens
Hankat.
En troende, der ikke er medlem af hverken folkekirken eller nogen som helst anden sekt eller menighed.
Gud og jeg, vi klarer det alene ved Jesu Kristi mellemkomst.
Ingen er vel i tvivl om, at Guds navn i de hebraiske skrifter gengives ved tetragrammet, men at Gud også om- og tiltales som ADONAI og ELOHIM.
Men nu drejer det sig alså om navnet i de græske skrifter. Du, ftg, henviser til forskellige fragmenter. Flere gange er der nævnt et citat fra Joel, hvor tetragrammet er indføjet i en græsk tekst. Nå ja, det er vel almindelig citatteknik, helt op til vore dage, men det beviser på ingen måde, at det har været den almindelige udtale af Guds navn i et græsktalende miljø.
Så henviser du til ordet HALLELUJA fra Johs. Åbenbaring og skriver, at slutstavelsen -JA er en rest af JAHVE. Efter hvad jeg har erfaret fra en hebraiskkyndig, deles ordet i 3 stavelser HALL-EL-UJA, hvor det er andenstavelsen -EL- der betyder Gud, forkortelse af ELOHIM. Denne forklaring lyder i mine øren mere troværdig, men da jeg ikke selv er hebraiskkyndig, må andre vurdere det.
Du har sikkert ret i, at de tidligste nytestamentlige skrifter i urteksten er affattet på hebraisk, og senere genskrevet på græsk. Skulle det i givet fald også gælde Paulus? Jeg spørger bare, jeg ved det ikke.
Nå, men der er noget, der er meget værre. Din/jeres filologisk videnskabelige metode er falsk, forstået på den måde, at du/I allerede inden i går i gang har fast defineret den konklusion, du/I vil nå frem til.
I dette tilfælde drejer der sig om, at I vil bevise, eller i det mindste sandsynliggøre, at det hebraiske tetragrams angivelse af Guds navn oprindelig har været brugt i de nytestamentlige skrifter. Og så bruger i alle til rådighed stående kneb for at få det til at lyde sandsynligt. Lad os slå følgende fast: Bort set fra et par citater, forekommer tetragrammets navn ingen steder i de græske skrifter. Gud er omtalt som THEOS og KYRIOS. Hvilket græsk ord ligger til grund for "Faderen". Her må jeg spørge en græskkyndig. Er der en sådan her på Sol-debatten?
For at få stykket til at gå op, må du så ty til en form for mistænkeliggørelse af oversætterne i det 4. århundrede. De har været "frafaldne" og med ond vilje bevidst fjernet Guds hebraiske navn fra skrifterne.
Min gode ftg - kan du ikke, hvis du bruger din sunde dømmekraft, se at den er helt ude i hampen. Det er i virkeligheden en grov insinuation.
Helt sikkert har der været et frafald, og der har været sektdannelser og sværmere, der har inddraget forskelligt tankegods fra andre religioner. Man stod jo ved punkt nul og skulle formatere en helt ny teologi. Når man læser Paulus forskellige breve til menighederne har han sandelig haft noget at bestille med at holde troen inden for nogle acceptable rammer.
Der har været en "kulturkamp" mellem de jødekristne og de hedningekristne, hvor de jødekristne i begyndelsen har været de dominerende, men efterhånden som som tiden går og menighederne opstår i Lilleasien, taber de jødekristne langsomt men sikkert terræn. Dette forklarer også, hvorfor muligt oprindelige hebraisk-skrevne nytestamentlige skrifter oversættes eller genskrives på græsk (og andre sprog, f. eks Vulfilas oversættelse af de 4 evangelier til gotisk, (ca. omkring 340) et nordgermansk sprog, nært beslægtet med oldnordisk.)
Jeg finder det fuldstændig absurd, at det netop skulle være de "frafaldne", der har påtaget sig den mege vigtige opgave at genskrive de nytestamentlige skrifter på et sprog (græsk), der var læst og forstået i hele det Lilleasiatiske område. Mon ikke Gud gennem sin hellige ånd har inspireret og vejledt disse mænd til et seriøst og troværdigt arbejde, for at evangeliet kunne nå ud "til alle tunger og folkeslag".
Og hvad har været mere naturligt i en sproglig/kulturel kontekst end osgå at oversætte ord som Gud og Herren og efterhånden at lade det jødiske tetragram glide ud. Disse "nye" kristne, havde de overhovedet nogle relationer til jødedommen? Havde de ikke kulturelt helt andre baggrunde. Og hvilken rolle spillede jøderne efterhånden?
Jødernes tid som JAHVES vidner var forbi.
Der blev sagt farvel på en voldsom og synlig måde.
Som de sidste ord af Jesu mund kort før han døde udtalte han:"Elí Elí! lemá sabaktáni?" Min Gud min Gud, hvorfor har du forladt mig? Matt.27,51. Efter oplysning er Elí en forkortet form for Elohim. Er det også de frafaldne, der her har skiftet JEHOVA ud med Elí? Jeg spørger bare.
Men så, i Jesu dødsøjeblik, sketer der noget, der satte endegyldigt punktum for Jødernes funktion som Guds udvalgte folk, der skulle være JAHVES vidner og berede modtagelsen af Jesus Kristus som verdens frelser. Forhænget i templet (i Jerusalem) flængedes i to dele fra øverst til nederst. Matt. 27,45.
Jødefolkets mission, indledt med den gamle pagt mellem JAHVE og Abraham, med omskærelsen som det ydre tegn, var afløst af den nye pagt, som indgås mellem Gud og menneske gennem dåben, og som realiserer sig gennem troen på Jesus Kristus. Dette er navnet, gemmen hvilket der er frelse.
Gud, vor himmelske fader er der selvfølgelig stadig, og han er den samme i dag som i går, og jeg tiltror ham så omfattende sprogkundskaber, at han kan modtage tilbedelse af sit navn på alle tungemål. I sin storhed og almagt er han næppe begrænset til kun at modtage vor tilbedelse gemmen en tvivlsom sproglig tillempning af et oldhebraisk tetragram.
Jøderne forkastede den Messias, de var udvalgt til at berede vejen for, hans egne tog ikke imod ham, kun en lille håndfuld mænd (og sikkert også nogle kvinder) Det gik hårdt til i den første tid.
Stefanus blev stenet, "og Saulus bifaldt mordet på Stefanus" (Ap.g.8,1) Men vi ved alle, at siden hen blev Saulus til Paulus (den lille), og han blev den helt store forkynder af det nye navn, det eneste navn, gennem hvilket der er frelse, Jesus Kristus.
Jeg forbliver jeres alle sammens
Hankat.
En troende, der ikke er medlem af hverken folkekirken eller nogen som helst anden sekt eller menighed.
Gud og jeg, vi klarer det alene ved Jesu Kristi mellemkomst.