Til alle knuste pigehjerter

Hej
Jeg skriver for at få luft da jeg det føles som om at jeg er ved at blive kvalt.
I fredags gjorde min kæreste det forbi efter 3 år. 3 år med både dårlige og gode dage. Men nu har min kæreste fået nok og vil ikke mere. Vi kom op at skændes, over latterlige ting som så mange gange før, han vil ikke give mig flere chancer og står ikke til at ændre sin mening.
Hans mor døde for 2 mdr siden, han fandt hende på toilettet, faldt om og helt kold. Jeg ved ikke om der kan spille noget ind der.
Jeg kan bare ikke få ind i mit hovede at han ikke vil mere, vi boede sammen og vi delte alle vores inderste tanker med hinanden. Jeg nægter at det bare kan være slut...jeg elsker ham for fanden.
Han siger at den bil jeg kører i (hans mors) skal kun køres af mig ellers skal den skrottes, og jeg må bo i lejligheden så længe jeg vil, han sover i sin mors tomme hus. Jeg ved slet ikke hvad jeg skal gøre, har boet hos min søster i de sidste par dage, men tog hjem igen igår. Han er den dejligste mand der nogensinde har været i mit liv, men jeg ødelagde det med konstant at presse ham til hus, baby og hvad ved jeg. Jeg har indset at jeg har mistet det dyrebareste i mit liv, men hvordan får jeg ham tilbage. Jeg har ikke rigtig nogen venner jeg kan græde ud hos. Han siger at han kan ikke forestille sig et liv uden mig som ven, men hvordan kan han bare være en ven når vi har delt alt som vi har? Hvorfro vil han smide alt det ud i skraldespanden.
Jeg har virkelig brug for nogle gode råd?
Fik i jeres elskede tilbage?
morgans

Hejsa :)
Er meget ked af at høre, hvad der er sket imellem jer :(
Men for mig, lyder det som om han stadig elsker dig (vil ikke give falske forhåbninger),
fordi han siger trods alt at det kun er dig der må køre hans mors bil, det må da betyde et eller andet, ikk? Ved ikke om du kan følge mig? Du skriver også, at han ikke kan forstille sig et liv uden dig, som ven. Måske skal han bare lige have noget tid til virkelig at sørge igennem over hans mors død. Han har måske gået længe og holdt sorgen for sig selv, men måske blev sorgen for stor og nu trænger han bare til at sørge lidt alene og komme ovenpå igen. Når han så har fået sørget igennem, kan det være at han igen har overskud til at finde sammen med dig igen? Men i hvert fald, bare prøv at give ham lidt tid.
Håber I finder ud af det :)

Hej.
Ja der er sket meget siden sidst, jeg blev indlagt pga en overdosis piller,imens jeg var indlagt, så jeg intet til ham....det gør det bare ikke nemmere.
Hver dag jeg vågner, har jeg en smerte i hjertet over ikke at vågne op ved siden af ham. Det hele føles bare så håbløst. Alle siger at han skal have tid, men jeg kan slet ikke se lyset for enden..
Jeg har taget ALTING for givet istedet for at se det der var lige for næsen af mig. Og nu er det forsent. Jeg hader virkelig den her følelse.
Han hverken skriver eller ringer for at høre hvordan jeg har det.
Har mistet min livsgnist.